Torben S Hansen (tv) og Tim Pallis på Gl. Kongevel 90, 2014. © Snaphanen.dk

Ghetto eller Qasbah? Forkludret retorik lammer nødvendig indsats mod fjenden

Af: Torben Snarup Hansen, historiker. medforfatter på I Krigens Hus, 2003

Hvordan ville Europas politikere og medier reagere, hvis millioner af nazister – med skrårem, støvler, brune skjorter og armbind med hagekors – besatte byerne? Hvad ville de offentlige institutioner gøre, hvis en sådan fjende blokerede trafikken, afbrændte biler, kirker, skoler og butikker, voldtog kvinder og børn, pryglede, udplyndrede og udsatte tilfældige forbipasserende for morderisk terror, mens de råbte “Sieg Heil!” – og i øvrigt indoktrinerede børn og unge til at føre krig mod demokrati og personlig frihed?

Naturligvis ville stat og samfund – og højre og venstre – øjeblikkeligt slå hårdt tilbage. Fjendens provokation ville være velkendt og gennemskuelig, og i de enkelte nationalstater ville borgerne og politikerne hurtigt blive enige om at tilintetgøre fjenden.

Dette er selvfølgelig et 100 procent fiktivt billede, da nazismen og fascismen blev knust og udryddet for længe siden. Men i dag er de omtalte blodige aktiviteter daglig kost i store dele af Europa. Blot er uniformeringen fra Hitlers tid udskiftet med symboler og kampråb fra en imperialistisk religion, som bemeldte herre selv beundrede og assisterede. “Allah-u-akbar” er nu kampråbet fra Malmø til Marseilles.

Staten ødelægger samfundet. Værst i Sverige, Frankrig og England

Der er en slående lighed mellem fortidens nazistiske praksis og nutidens revolutionære profettroende, som i fire årtier har blandet sig med velfærdsimmigranterne, der invaderer de “vantros” lande – og stadig strømmer over Middelhavet fra Afrika og Asien. Men i Vesteuropas stater nægter beslutningstagerne at standse invasionen og de aggressive profetdyrkere.

Værst står det til i Sverige, Frankrig og England. Hvorfor handler politikerne i de nævnte stater ikke effektivt mod denne fjendtlige overtagelse, der også er begyndelsen på en befolkningsudskiftning? Hvorfor tillader de samfundets ødelæggelse i stedet for at beskytte det? Hvis kriminalitet og terror ikke var så alvorlige emner, kunne de mange års omkostningstunge forsøg på “integration” og tilhørende absurditeter samles under overskriften “now look what a fine mess you’v got us into!” (jvf. de gamle film om de klodsede Gøg og Gokke).

En mere seriøs henvisning kunne genopfriske afdøde Niklas Luhmanns påvisning af velfærdsstatens iboende svaghed: Den råder kun over to midler: “Geld und Satzung” – penge og dekreter. Som Alexander Maistrovoy skriver i Indsigt-Udsyn 3/2018, bestræber politikere og journalister sig på at tilsløre den daglige terror og genere dem, der prøver at advare mod fjenden.

Hvem er ofre?

Enorme pengesummer hentet fra Vesteuropas skatteydere overføres år efter år til diktatorer og ritualmorderne i Gaza og det territorium, den “Palæstinensiske Myndighed” behersker, og til horder af såkaldt “udsatte” velfærdsimmigranter i de “vantros” byer. Her klumper de sig sammen og afkapsler sig fra den omgivende befolkning, og i stigende omfang lader de sig styre af ulema, imamer og andre religiøse pligtkyndige, som kolporterer Allahs forbud og påbud fra div. tekster. Meningsmålinger viser, at store mindretal af de profettroende i Vesteuropa ønsker at indføre shariaens strammeste regler, skønt disse i mange tilfælde blev ignoreret i de lande, indvandrerne kommer fra. Derfor hypnotiseres børn og unge af grænsen mellem profetreligionen og de urene “vantro” tyskere, svenskere, danskere osv. Resultatet er kriminalitet og terror.

I stater som Ægypten eller Marokko ville en sådan opførsel øjeblikkeligt medføre voldsom afstraffelse. Her er frygt det vigtigste middel til at opretholde orden og sikkerhed. Men i Vesteuropas offentlige institutioner praktiseres en ganske anden opfattelse af straf. På ledelsesniveau gælder et dogme, der siger, at beklagelig opførsel fremprovokeres af de “vantros” racisme eller fravær af “inklusion” og “integration”. De anklagede og dømte fremstilles som “udsatte” for kriminalitet og terror, og de skal behandles terapeutisk. Ofrene er derimod ikke “udsatte”. De livsfarlige tilvandrere, som stilles for en dommer, risikerer i værste fald fængsling, hvor den dømte har adgang til at “uddanne” sig til en fremtid som hellig kriger.

Politikeres og bureaukraters retorik afslører den terapeutiske tankegang. Afdøde topsocialdemokrat Svend Auken meddelte, at “vor tids jøder er muslimer”. I dag strømmer muslimer til Europa, mens jøderne flygter fra Sverige og Frankrig. Alligevel har rabiate profetdyrkere held til at påtage sig offerrollen. Auken var ikke ubegavet, men han og en stribe politikere – fra både højre og venstre – har forgæves prøvet at moralisere truslerne væk.

Nøgtern og udtømmende beskrivelse og analyse af folkevandringen afviser de stadig, og de får kun ringe assistance fra universiteterne. Den danske regering er ikke seriøs og udviser ikke rettidig omhu. Formørkelse og forvirring er det “budskab”, statsminister Lars Løkke og hans partifælle Bertel Haarder leverede nytårsaften 2017. Den første vil rive bygninger ned – ikke udvise kriminelle – for at dæmpe bilafbrænding, skyderi, voldtægt og anden skadegørelse, og Haarder mener, at det danske samfund spænder ben for asylimmigranter – såkaldte “flygtninge”. De holdes ude fra arbejdsmarkedet. De er ofre!

Hvad er en ghetto?

Det italienske ord “gettare” betyder at kaste eller støbe. I år 1516 besluttede den suveræne republik Venezias byråd at samle jøderne i et nedlagt støberi – en “ghetto”. Det var tvang. Men jøderne kunne og turde ikke gøre modstand. De vidste, at her var de i sikkerhed, og byrådet ønskede at beholde dem på grund af deres færdigheder, men de måtte ikke leve sammen med kristne. At betegne nutidens komfortable boligbyggerier, som velfærdstilvandrere selv vælger som ghettoer, er egentlig absurd. Et kvarter som Vollsmose, Gellerup og Mjølneparken burde i stedet kaldes en “kasba” – Qasbah.

Parallelsamfund

En ghetto og en kasba var og er etniske parallelsamfund. Men så ophører ligheden. Kasba / Qasbah er et nordafrikansk ord, som betyder en fæstning med omliggende boligbebyggelse. Kernen i havnebyen Alger i det forhenværende franske Algeriet var det arabisk/muslimske kvarter – le Kasbah. Det var bastion for terrorbevægelsen FLN, “den nationale befrielsesfront”.

Da et fransk elitekorps – les parachutistes (faldskærmstropper) – i 1957 besatte kvarteret og udslettede terroristerne med uhørt brutale metoder, blev FLN stort set knust. Dramaet blev senere filmatiseret af Gillo Pontecorvo med titlen La Battaglia di Algeri / La Battaille d’Alger. Sammen med den venstresnoede presses fordømmelse af regeringens antiterror fik Pontecorvos produkt stor betydning ved at demoralisere politikerne og befolkningen, og til sidst kastede præsident de Gaulle håndklædet i ringen. I 1962 trak Frankrig sig ud af Algeriet.

Herefter foretog de nye magthavere et ubeskriveligt massemord på hundredetusindvis af modstandere – især etniske berbere. Siden da har andre oprør og massakrer fundet sted. Disse katastrofer er stort set ukendte i Europa. Men det franske nederlag og parallelsamfundenes nuværende sejrsmarch i vesteuropæiske stater forklarer et langt stykke, at kasbah’er ikke blot får lov til at brede sig, men endvidere modtager betydelige summer og anden service fra regeringer og kommuner.

Bertel Haarder og andre “venligboere” er med i flokken af pionerer, som alene ved deres passivitet forbereder en befolkningsudskiftning i Danmark.

Torben Snarup Hansen – Danskeren Indsigt/Udsyn nr. 4 2018, side 3