Af Lars Hedegaard

Om to dage vil Folketinget vedtage Koranloven – den lov, der officielt markerer, at Danmark har underlagt sig sharialoven, og at landets egentlige magthavere sidder i Riyadh, Kabul, Istanbul og Teheran.

Skal man sammenligne dette knæfald for fremmede barbarer med en lignende begivenhed i dansk historie, må det være undertegnelsen af Antikominternpagten i november 1941, der officielt gjorde Danmark til allieret med Nazi-tyskland. Der er dog den forskel, at denne pagt kun holdt i godt tre år, hvorimod Koranloven aldrig vil blive ophævet, men for evigt vil have underlagt det tidligere fædreland Muhameds vilje. Nu ved barbarerne nemlig, at de blot skal true med vold og handelsboykot for at få den danske regering og det danske folketing til at makke ret, og da islams fortalere aldrig har opgivet kampen for at bøje hele verden under Allahs vilje, ved vi, hvad der venter.

Blandt dem, der stemmer for, er MF for Moderaterne, Karin Liltorp, som egentlig er imod, men vil trykke ja med ”en grædende finger”, som hun meddeler i medierne.

Hun har åbenbart glemt Grundlovens ord om, at Folketingets medlemmer ”ene er bundet ved deres overbevisning” (Paragraf 56), hvilket må betyde, at man ikke har nogen overbevisning, hvis man har deponeret den hos andre. Men i det mindste går det hende på at skulle forråde fædrelandet.

Hvordan det forholder sig med de øvrige jasigere, er ikke godt at vide. Lige nu glæder de sig over at have fået ram på Rasmus Paludan og andre formastelige, der har hånet profeten. Men måske bliver festen kortvarig. Måske kommer de til at ligge søvnløse over deres landsforræderi resten af livet. Og måske vil Muhameds mænd en dag belønne dem ved afslutte deres usle liv ophængt i en lygtepæl.

Det var i hvert fald sådan, det gik med de begejstrede venstreorienterede, der var med til at bringe ayatollah Khomeini til magten i Iran.

Historien kommer snart og tager os

Europa og USA ser historien som noget, man havde i gamle dage, og som nu er forbi.

Af Lars Hedegaard

I disse mørke tider søger mange en forklaring på, hvordan vi kunne ende med en hundredtusindtallig fremmed befolkning, der stædigt holder fast i Koranens påbud om krig mod alle vantro – bl.a. almindelige danskere.

I første omgang må vi naturligvis lægge skylden for landets undergang på de samvittighedsløse politikere, der har befolket Christiansborg i snart to generationer – foruden medierne, der har fyldt enfoldige danskere med løgn og propaganda lige så længe.

Man kan med rette indvende, at det er befolkningen selv, der ved valg efter valg har stemt på landssvigerne og uden at kny har betalt for mediernes indoktrinering. Vi (de fleste af os) har med sindsro set til, mens alle samfundets institutioner og særligt uddannelsessektoren blev overtaget af venstreorienterede ideologer, hvis budskab var, at det Danmark, som vi endnu havde i flere årtier efter 2. Verdenskrig, var og er bundråddent og skal omstyrtes med hjælp fra importerede masser af undertrykte fra Mellemøsten og Afrika. Der er derfor en naturlig alliance mellem den herskende venstrefløj og islam, som i disse dage manifesterer sig i de larmende antisemitiske demonstrationer.

Men en krybende og for de fleste umærkelig samfundsomvæltning, som den vi er vidner til, sker ikke, uden at noget dybere er på spil. Der er sket noget, som få har bemærket og endnu færre interesserer sig for.

Det er nok bedst udtrykt af den fremragende engelske konservative kommentator, Douglas Murray, som under et nyligt interview fra Israel bemærkede, at forskellen på Israel og resten af den vestlige verden er, at israelerne stadig lever i historien, mens Europa og USA ser historien som noget, man havde i gamle dage, og som nu er forbi.

Uden for Israel kan vi ikke længere forestille os, at vil opleve fundamentale samfundsrystelser. Der er lige det med CO2, men det klarer politikerne ved at pålægge os flere skatter og afgifter og slå køerne ihjel. Bortset fra det forestiller vi os at leve i en enestående og evigtvarende normaltilstand, hvor vi med sindsro kan udskifte befolkningen med tilvandrede fra Mellemøsten, for vi kan umuligt forestille os, at disse menneskemasser vil opføre sig på samme måde i Danmark, som de gjorde hjemme Dar al-Islam – Islams Hus.

Samfundsomvæltende historiske tildragelser var noget, man havde i gamle dage: enevældens afskaffelse, de slesvigske krige i midten af 1800-tallet, de store folkelige bevægelser nogle årtier senere, den tyske besættelse, jødernes flugt – for at tage nogle af de mest skelsættende. Nu tror vi, at vi lever i en post-historisk tid forskånet for begivenheder, der kan vende op og ned på samfundet og den enkeltes dagligdag.

Når en befolkning er faldet til ro i denne trygge forvisning, er den i sjælden grad sårbar og truet af fremmede magter, som allerede står i landet. Vi kommer til at lære, at historien ikke er slut, men snart kommer til et sted nær os.