Af Lars Hedegaard

Der er ingen tvivl om, at Tucker Carlsons nylige interview med Vladimir Putin får status af et historisk aktstykke, der vil blive citeret og kommenteret i mange år. Det er under alle omstændigheder sjældent, at lederen af en stormagt afsætter to timer til at tale med en journalist.

Ved en vurdering af interviewet bør man huske, at Putins udtalelser er partsindlæg. Han fremstiller sin egen rolle og sit lands sag, som han ønsker, at andre skal gøre. Hans udtalelser er givetvis en blanding af sandhed og forsøg på at binde verden en bestemt historie på ærmet.

I den forstand ligner han enhver anden politiker fra Mette Frederiksen til Joe Biden. Opgaven for en analytiker bliver efter bedste evne at skille skæg fra snot eller mere formelt udtrykt: søge sandheden, og den finder vi ikke, før russiske, amerikanske, britiske, tyske og ukrainske arkivalier forhåbentlig bliver tilgængelige om 70 år.

Vi er altså tvunget til at overveje, om Putins udtalelser giver mening. Vi må stille spørgsmålet: Kan vi genkende elementer af Putins forklaringer i de begivenheder, vi har kunnet iagttage? Og svaret må blive, at det kan vi. Faktisk giver Putins forklaring mere mening end de historier, som de fleste vestlige ledere og medier underholder os med.

Tucker Carlson har ikke fortalt, om han havde indvilget i et undlade spørgsmål om russisk indenrigspolitik. I hvert fald spurgte han ikke til de mange dødsfald, der har ramt Putins kritikere, eller de mange, der er endt i fængsel for at kritisere Kremls stærke mand.

Det er imidlertid en ofte begået fejl at affærdige onde mænds forklaringer med, at de er onde. Men også onde mænd kan have ret.

Når det gælder Vladimir Putins redegørelse for de seneste årtiers geopolitiske forhold, er der ikke mange overraskelser for dem, der har fulgt med.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 2001, håbede de russiske ledere, at de ville blive accepteret som medlemmer af den vestlige familie. De var trods alt gået over til kapitalisme og demokrati. Der var tilmed forslag om, at Rusland kunne blive optaget i NATO, og at USA og Rusland kunne skabe et fælles missilforsvar.

Men som Putin forklarer, blev russerne afvist af et amerikansk-ledet Vesten, der insisterede på at behandle dem som fjender og en trussel mod Europa. Putin hævder, at amerikanerne hele tiden har haft til hensigt at svække Rusland – og på baggrund af en række krigeriske udtalelser og handlinger fra vestlige ledere er det svært at give ham uret.

Vesten har i virkeligheden aldrig – trods ophøret af den kolde krig – villet behandle Rusland som en del af den civiliserede verden. Derfor har CIA manøvreret i Ukraine for at sabotere enhver udsigt til en fredelig løsning på landets interne konflikter mellem russisk- og vestligt-orienterede.

Derfor sprængte CIA Nordstream.

Ifølge Putin gik Rusland for to år siden ind i Ukraine, fordi han var nødt til at svare på de amerikanske forsøg på at destabilisere Rusland. Hertil kom, at Rusland måtte dæmme op for ”nazismen”. I den forbindelse nævner han, at de ukrainske ledere, der allierede sig med Nazityskland, og således bifaldt massemordene på polakker, jøder og russere, er kommet til ære og værdighed i Ukraine.

Denne bekymring kan forekomme hysterisk, men kan man fortænke en russisk leder i at være bekymret, når en SS-morder modtager en stående hyldest i det canadiske parlament?

Hvorfor har Rusland ikke gjort mere for at imødegå Vestens dæmonisering? spørger Tucker Carlson.

Med et opgivende smil svarer Putin, at Rusland ikke har mange chancer, når alle de vestlige medier kontrolleres af USA.

Adskillige andre dele af interviewet kunne fortjene at blive refereret og kommenteret. Hovedindtrykket er imidlertid, at den vestlige verden insisterer på at betragte Rusland som en så fremmed kultur, at vi ikke kan rumme den og derfor er nødt til at forberede os på krig.

Den permanente krig

Hør Doc TV: Søndag 11. februar 2024 – Hvem er på vei ned?