Fotografiets død?

Berlin – Neukølln, © Snaphanen.dk (klik f. helskærm)

Foto (lys) grafik (tegning)  (græsk)

Det kan godt være, man skal have fotograferet i over tres år som jeg, for at føle sig generet af det der er sket med video og foto med kunstig intelligens. Alle har lagt mærke til, at uægte, digitale  fotos griber om sig som svampe i en efterårsskov. Også videoes med tilhørende AI stemmer. Nogle gange er det så godt lavet, at man er usikker på, om man ser noget virkeligt eller ej.

I kender sikkert You Tube dokomentarer, der ikke består af andet end AI fotografier, ofte dokumentarer med en eller udmærker tale side. Man ser situationer, hvor der aldrig har været en fotograf tilstede, som f.eks. Albert Speers sidste samtale med Hitler i Førerbunkeren,  Beria og Khrustjof med den døende Stalin i hans datja, eller John F Kennedy og Marilyn Monroe i en situation der aldrig har været fotograferet.

Jeg tog mine første billeder med et 4 x 4 boxkamera i 1957, og jeg husker tydeligt fascinationen over fotografier, som har varet ved til den dag i dag. Tænk på, at 50 erne var billedfattige. Billeder fandtes grundlæggende i aviserne, i biograferne eller i de billedmagasiner, der viste folk hvordan verden så ud, endnu inden de havde mulighed for at rejse ud i den.

Først og fremmest var TV endnu ikke kommet til Danmark. Vi havde haft en barndom i byens gader og den nære verden, helt uberørt af de kommende, forførende billeder. Vi stiftede ikke bekendtskab med ting, børn ikke behøver vide om krig, ondskab, sex og perersiteter.

Fotografier viste virkeligheden, de viste situationer som havde eksisteret i 1/125 sekund, men ikke fandtes mere.  De viste bygninger, der var revet ned, eller mennesker, der var døde. Fotografier udgjorde et sandheds- og virkelighedsbevis. Sådan så noget ud, eller sådan så en bestemt handling ud.

Selvfølgelig fandtes retouche, men det var altid let at se, om et fotografi var forfalsket, så man ikke kunne stole på det. Det var den elemneætre ting, der greb mig da jeg var seks år gammel, og endnu inden jeg havde et mørkekammer eller nogen nærmeres forståelse af, hvordan et fotografi blev til.

Nu er fotografiet ikke længere et sandhedsbevis. Alting flyder, alle kan påstå hvad som helst, men det forhindrer ikke i, at der altid vil være mennesker, der leder efter sandheder om noget. Nu mister de et værktøj. Er der nogen, der har beklaget det? Ikke hvad jeg har set. Fotografiet har befriet sig fra lyset, og vi skal trænge igennem stadig tykkere mørke, for at nå frem til den sandhed, nogle altid vil længes efter.

Måske er det bare et mindretal, det generer. Ligesom jeg har lagt mærke til, at byernes tiltagende arkitektoniske hæslighed, kun generer et mindretal. De fleste ser det slet ikke.

Det er gået meget ængere end det. Forleden så og hørte jeg et pop-orkester, der ikke findes i virkeligheden, selvom de har udgivet en plade og kan ses på AI fotografier. Millioner af mennesker har hørt pladen, og mange synes godt om den, men det hele er ikke andet end nuller og et-taller og datacentre. I kan høre “musikken” her. Er det fremtiden for musikken?