Den kroniske krig

How Zionism Will Bring Us To World War III

Der er vist ingen, der ikke kan høre på Macron, Mertz og Mette Frederiksens retorik, at de drømmer om en ny storkrig i Europa. Selvom det er som at høre lopper gø.Hvorfor bekriger de Rusland? De frygter vel, at europæerne ellers retter opmærksomheden mod dem, og hvad er EU’s udsigter efterhånden værd uden en rask krig?

Første og anden verdenskrig kostede 90 mio mennesker livet, fortrinsvis unge, kristne mænd fra arbejderklassen blev ofret som kanonfoder. Vi bilder os ind, at vi afskaffede menneskeofringer i Europa mellem år 100 og 800 e.kr. Hvad opnåede europæerne til gengæld for den forfærdende mængde ofre? At halvdelen af Europa blev domineret af massemorderen Stalin i stedet for den lidt  mindre massemorder, Hitler. Nu er de sidste, der levede mellem 1940 og 1945 ved at være borte, så nu kan Mette Frederiksen og hendes medløbere tillade sig at sige, at “fred er krig.” Eller var det omvendt ?

Kun fire år efter krigen skulle endnu en massemorder plage menneskeheden: Formand Mao Zedong. Han myrdede anslået 40 – 80 millioner kinsere. Tilsammen gjorde disse tre psykopater det 20 århundrede til det mest morderiske i homo sapiens historie. Og så havde de ikke engang de midler til rådighed, vi har i dag. Har det givet denne generation mere respekt for krigens tragedie? Jeg kan ikke høre eller se det i europæiske lederes indstilling.

Har jødernes tragiske skæbne under krigen for evigt vaccineret dem mod folkedrab og krigsforbrydelser? I givet fald er vaccinens virkning udløbet. I dag er de ikke til at skelne fra Ernst Røhms brunskjorter, der tævede folk på gaden, og satte ild til deres huse eller stjal dem.

Med så tragiske konsekvenser, burde krig søges undgået til næsten enhver pris, eller det burde  i al fald være det sidste redskab, vi griber til. Men det synes ikke at være den lære, vi har draget af det 20 århundrede. Derfor burde det vitigste spørgsmål vi kan stille os i dag være: Hvorfor skal der hele tiden være krig. Hvorfor starter vi krige, der ikke er strengt nødvendige. Eller – hvorfor taler Mette Frederiken og hendes ligesindede, som de gør ? De har ikke altid gjort det, tværtimod.

Min gamle lærer fra Østre Borgerdyd og senere ven, modstandsmanden Peter P. Rohde (1902 – 1978), indleder sine erindringer med drengens lege med tinsoldater i begyndelse af århundredet, og spørgsmålet til faderen: “Hvorfor bliver der aldrig krig.” Efter et bevæget århundrede, slutter bogen med at spørge: “Hvorfor bliver der altid krig?”

Nu synes vore ledere, at det er på tide med endnu en runde i manegen. Hvis jeg havde børn i den alder, ville jeg bede dem holde sig langt, langt borte fra militæret – eufemistisk kaldet “forsvaret.” Indtil den dag, Danmark også får en “secretary of war.” Hans Scherfig kaldte det til sin død i 1979 for “krigsministeriet.” Man skulle tro, han havde mødt Mette Frederiksen i en fremtidsdrøm.

Ingen af tidens krige er populære, ikke engang blandt unge mænd helt uden fremtidsudsigter. Mænd der ikke kan få arbejde, købe hus eller gifte sig. Ukrainekrigen har ikke et motiv, der tåler dagens lys. Overfaldet på Iran heller ikke. Begge krige havde nemt kunnet undgås, hvis viljen havde været tilstede. Ingen af de sidste 26 års krige har haft det. Hvorfor skal vi så have dem?

Del og hersk. Magthavere foretrækker til alle tider, at borgere skændes og slås indbyrdes, når de ikke lige samles om en fælles fjende udenfor grænserne. Det er også et af motiverne bag masseindvandringen af mennesker, der ikke er brug for.

Lad dem slås mod hinanden. Højre og venstre, røde mod blå, muslimer mod kristne, gamle mod unge, dumme mod kloge og sorte mod hvide. Er Mette Frederiksens børn forresten ikke snart i en alder, hvor de skal aftjene den nyindførte krigspligt (“værnepligt”)

Samtalen kredser om dette og meget andet, blandt andet hvordan vi skal leve med det politiske teater, og tidens informationsmæssige overkill. Det er to kloge, erfarne mænd, der henvender sig til andre kloge mennesker, og noget af det bedste, jeg har hørt i år.

Nu talen alligevel falder på Israel (minut 48), kan man også læse: Israel marks Palestinian detainees with numbers, reviving memories of Nazi camps. Numrene siges at være ristet permanent ind i fangernes pander og arme ligesom i Auschwitz, hvor det dog kun var på armen

En mariner stiller det spørgsmål, de andre nøjes med at tænke

Hør det her eller  her.   Camp Lejeune, North Carolina

Græske arbejdere demonstrerer mod krig

Dockworkers unveil a banner reading “Workers do not work for war” at the port of Piraeus on October 30, 2026, during a 24-hour strike against the transport of weapons and military equipment