Ezra Levant

Får Trykkefrihedsselskabets pris den 1 marts i år. Jeg har været en fan siden han publicerede Jyllands Postens tegninger i 2006 og ydmygede Alberta Human Rights Commissions ved at lægge You Tubes af deres forhør med ham online. Det var dræbende, vittigt, morsomt. Det bliver en stor dag at træffe ham i København. Tør de invitere ham i Deadline? Tør Krasnik prøve at styre ham på en tallerken? Ezra Levant’s 900 Day Ordeal With the Alberta Human Rights Commission Værd at notere er også, at Sir Salman Rushdie i år, tyveåret for fatwaen, får H.C. Andersen Litteraturpris 2014. Mon ikke jeg kan arrangere et møde mellem ham og mit kamera?

Sygdommen til Døden

Smak! Der fik 100.000 Politikenabonniner den. Vi har kun det sjov svenske sjovnalister laver. Især Aftonbladet er et reservat for typer, der ikke ville klare sig i en fri udveksling af synspunkter noget sted i Europa. Hvad skulle de også det for, redigeringen befrier dem for at blive modsagt og skattekroner holder dem kunstigt i live. Man må give dem det: De er frygtløse når det kommer til at gøre sig til grin ude i verden.

Forleden var Politikens bløde anstændige mand, litteraturkritiker Jes Stein Petersen “rasist”, sindbilledet på den konfliktsky, Radikale dialogfætter. Man kunne se på hans reaktion, han havde fået et gedigent kulturchock af svensk samfundsdebat, og jeg som troede han var en lærd verdensmand, der kunne tyde alle de lokale koder fra Thule til Manilla.

Anmelderen er en iransk radikalfeminist og kommunist, Athena Farrokhzad, og som sådan satans godt integreret i sit nye land. Når begavede iranere flytter til andre vestlige lande, holder de så småt op med at være kommunister når de akklimatiseret sig. Farrokhzad er forblevet kommunist. Enten er hun altså ikke begavet, eller også er det noget i den offentlige svenske atmosfære, der blokerer hendes begavelse.

forleden kunne man høre i det udmærkede radioprogram, Cordua og Steno, høre Torben Steno sige efter et par svenske sager om Stein Petersen, kønsneutral snerydning, stående tissekoner, unisextoiletter på Stockholms Rådhus osv.:

“Det er sgu mærkeligt. Vi forstår hinandens sprog, vi er fætre kusiner og brødre, vi kender hinandens historie, men jeg fatter altså ikke hvad der foregår i Sverige.”

Efter over 40 års svensk samliv burde jeg ikke have det som Steno, men det har jeg. Man må betragte Sverige som et kunstværk eller et kærlighedsforhold: Dem man umiddelbart forstår, mister man hurtigt interessen for, det er mysteriet, som får gnisten til at springe. Vi burde have faste korrespondenter i Stockholm ligesom i gamle dage, som var det Beirut eller Kabul, dog helst ikke Jørgen Poulsen.

I et par årtier efter krigen sagde danskere, at svenskerne var Nordens amerikanere, fordi de kørte i store flydere, gik i fint nyt tøj og hørte på countrymusik, mens der stadig kørte hestevogne i Københavns gader og børne var klædt i aflagte, lappede laser. Det gik kun på det ydre. Det havde måske været rigtigere at sige, de er nordens Sovjetrussere, hvad der også var essensen Strindbergs replik sagt i Skodsborg i 1887: “Asien börjar i Malmö”, og når det kommer til stykket, var det svenske vikinger der grundlagde Rusland (Roslagen). Man kan google Strindbergs bemærkning og se hvor mange svenskere der ikke har læst Strindberg, og tror den er noget lavpandede danske pölsefascister har fundet på.

Under medieoverfladen, skal Steno dog vide, er forskellene ikke så store som de synes på overfladen. Vi iagttager en elitesygdom, en intellektuel podagra. Livsstilændring og rigelig motion skulle være godt, at sidde ved at tastatur er stærkt kontraindiceret. Der findes en sund, ufordærvet folkelighed, som Bent Jensen også taler om i sit foredrag nedenfor. I Danmark har den mange stemmer, i Sverige trues den af kvælningsdød og åndelig totalitarisme. Plebs skal holde kæft, ellers er de populister. En intellektuelt indavlet elite skal nok selv sørge for, at det går ad Helvede til, og det er netop det det gør i Sverige. Det er det samme et EU uden et folkeligt korrektiv er ved at gøre ved os allesammen på det større plan.

Digter Hassan bliver ved med at være interessant alene ved de reaktioner, han frembringer. Hans raseri hyllas av danska rasister (Mrutyuanjai Mishra, I Sverige kallas till och med danskar för rasister.)