Søborg Kirke (år 1140) syd for Gilleleje i pinsen 2023.© Snaphanen.dk

I Sverige er klansamfundet på vej tilbage og det er landsforræderi

Af Lars Hedegaard

Den svenske økonom Jan Tullberg siger det, som det er: Hvad politikerne har præsenteret svenskerne (og os andre) for de seneste 50 år, er landsforræderi. Trods massiv folkelig modstand gør de intet forsøg på at standse masseindvandringen af kulturfremmede. Om få årtier er svenskerne et mindretal i deres eget land. (I Danmark tager det lidt længere tid, men politikerne arbejder på sagen.)

Tullberg refererer til en engelsk undersøgelse, der viste, at kun 2 pct. af politikernes beslutninger stemte overens med befolkningens holdninger. I Sverige ønsker 70 pct., at kriminelle indvandrere skal smides ud af landet, men det får ingen konsekvens for den førte politik.

Han peger også på det mærkelige fænomen, at det kun er i Vesten, man tillader den slags masseindvandring. Andre steder prøver magthaverne at tage vare på den nationale identitet og særegenhed.

Tullberg kan ikke give nogen egentlig forklaring på, hvad der får vestlige politikere til at handle, som de gør. Jeg kan heller ikke. Man kan spekulere, men må nok nøjes med at konstatere, at politikerne åbenbart ikke mener, at Vesten er noget at samle på, og at ingen djævel skal få dem til at ændre kurs mod afgrunden.

Den svenske middelklasse vil blive stadigt mere forarmet, mens den knokler for at betale for uproduktive fremmede, som hader dem.

Som Tullberg påpeger, vil det få interessante historiske konsekvenser. Det Sverige, man kendte for et par generationer siden, var resultatet af et opgør med det gamle klan- eller stammesamfund, hvor man tog sig selv rette, fordi der ikke var nogen øvrighed til at håndhæve en retsstat.

Vi kender fænomenet fra de islandske sagaer, som beskriver et samfund, hvor storfamilierne måtte træde til og hævne mord og andre overgreb, da der ikke fandtes nogen offentlig ordensmagt.

Det samfund er nu ved at vende tilbage i form af indvandrergrupper, som med sig bringer en klankultur, der på ikke så langt sigt vil umuliggøre retsstaten. De mellemøstlige og afrikanske tilvandrere medbringer også det, som Tullberg kalder en “voldskapital”. Der, hvor indvandrerne kommer fra, er man vant til at sætte sig igennem med vold, og hvad skulle animere indvandrerne til at opgive denne kultur, når den svenske stat intet foretager sig for at dæmme op for den?

Snart vil det heller ikke være muligt, fordi indvandrergrupperne bliver så stærke, at den svage ordensmagt ikke kan stille noget op, selvom den havde viljen.

Der befinder Sverige sig (næsten) allerede.

Spørgsmålet bliver, hvordan svenskerne – og især de unge i den kampdygtige alder – vil reagere: De har to muligheder: De kan tilpasse sig den realitet, at retssamfundet er gået i graven, og at fremmede har taget magten, eller de kan gøre oprør.

Det sidste ville indebære, at svenskerne mobiliserede en voldskapital. Og det bliver svært i et gennemfeminiseret land.

Jan Tullberg: Vi är utsatta för landsförräderi

Fortvivl ikke, for der er gode nyheder

Af Lars Hedegaard

I tider, da vi bliver bombarderet med dårlige nyheder, hver gang vi tænder for fjernsynet eller åbner en avis, er det let at overse de gode nyheder. Men ofte har de gode nyheder større betydning end de dårlige. Hvis det ikke var sådan, ville menneskeheden for længst være gået til grunde.

I dag kan vi blandt andet glæde os over, at de traditionelle medier – anført af de amerikanske – er ved at miste grebet over befolkningen. Det er virkelig forunderligt: Jo mere gammelmedierne fremstår som en samlet politisk front, des mindre stoler folk på dem.

I praksis har de amerikanske medier i årevis udgjort en arm af det demokratiske parti, og i takt med, at partiet er blevet stadigt mere venstre-ekstremistisk og antivestligt, har medierne fulgt med.

Medierne skal nok overleve – i det mindste nogle af dem – men de er blevet menighedsblade for et forbitret segment af utilfredse, som ikke har noget bedre at bestille end konstant at råbe op om ”racisme”, ”sexisme”, ”hvidt overherredømme”, og hvor ond ”højrefløjen” er. Bagsiden af mediernes succes er, at de nu er fanget af enklaver af borgerne, som de selv har bidraget til at opfostre.

Medierne kan ikke pludselig vende om og erkende, at de i årevis har holdt befolkningen for nar med deres fantastiske historier om Trump-Putin-sammensværgelsen. De kan ikke begynde at kalde forbrydere for forbrydere og deres ofre for ofre, når de år ud og år ind har underholdt deres seere og læsere med den fortælling, at forbryderne er de egentlige ofre. Der kan ikke chokere deres læsere ved at påpege, at børn har det bedst i familier med en mor og en far, der går på arbejde, når de har fornøjet deres brugere med drag shows og børns ret til at få fjernet deres bryster og tissemænd. Osv.

Medierne er fanget i deres eget spind, og de fleste tror ikke længere på dem.

Efter at have dækket over Joe Bidens evidente demens må selv hans journalistiske hjælpere gyse over en ny meningsmåling, der viser, at 66 pct. af amerikanerne betragter en ny præsidentperiode for den lallende olding som enten skadelig for landet eller den rene ulykke.

Symptomatisk for mediernes svigtende anseelse er, at Floridas guvernør, Ron DeSantis, valgte at bekendtgøre sit kandidatur til præsidentposten på Twitter. Før i tiden ville en kandidat have sammenkaldt til et pressemøde, hvor medierne kunne stille ham dumme spørgsmål i håbet om at få ham ned med nakken og bane vej for en demokratisk kandidat. I stedet viste DeSantis i et glimt, hvordan kandidater kan nå ud til vælgerne i en verden, hvor medierne har mistet enhver troværdighed. Ignorer dem! Synes at være budskabet.

I Den Dybe Stat hersker panik. Nu har de sammensvorne i Washington, medierne, Big Tech og på Wall Street gjort alt for at lukke munden på alternative og uafhængige kanaler til nyheder og meningsdannelse, og så må de finde sig i, at vælgerne lytter mere til de alternative end til de statsgaranterede.

De traditionelle mediers deroute blev indvarslet af Donald Trump, der på massemøder begyndte at kalde dem ”fake” og ”fjender af folket”, og efterhånden som den ene af deres løgne efter den anden bliver afsløret, vil flere af de amerikanere, der ikke lever i de demokratiske meningsghettoer, give ham ret.

Ifølge en meningsmåling fra Harvard/Harris i sidste uge er de fleste amerikanere klare over, at beskyldningerne mod Trump for at have rottet sig sammen med Vladimir Putin beroede på svindel. De ved også, at indholdet af Hunter Bidens computer ikke var russisk ”disinformation” – som hævdet at 51 efterretningseksperter. Og sandelig, om ikke flertallet er bevidste om Biden-klanens udsalg af amerikanske interesser til fremmede magter.

Hvilken begmand til de medier, der har gjort deres yderste for at afvise enhver kritik af det demokratiske parti og Biden-syndikatets korruption.

Det må være en ringe trøst for de amerikanske medier, at enhver historie om Trumps ondskab og Joe Bidens fortjenester stadigt går som varmt brød i Danmark.