Marcel Duchamp kan vise sig at være en pebernød og en parentes. Selv Andy Warhols ihærdige betræbelser, kan vise sig at være lutter forfængelighed. Man bestemmer ikke selv sin plads i historien. Kurt Westergaard er blevet et ikon i en uoverskuelig fremtid, uden egen vilje. Skæbnen slog ned på netop ham. Eftertiden kan slå enhver ihjel, det passer den, og den myrder de fleste, helt usentimentalt og uden at blinke. Svitsch med krumsablen. “Kulturpersonlighed” idag, totalt glemt i morgen, efterladt uden hoved på historiens mødding. Tomhed og jag efter vind. Jeg ved, at Westergaard ikke vil omfavnes af nogle politiske partier, men det kan være en trøst at jeg er og har altid været partiløs – partifri burde det hedde, eftersom som jeg ikke savner noget parti – så Westergaard må tåle Snaphanen. Det er nok et af de mindre onder, han må leve med, når det nu er nutiden, der vil ham til livs, ikke eftertiden. “Man blir´modigere med alderen”, sagde han i sin tale i maj (video). Må den solide, beskedne håndværker Westergaard, blive en rigtig gammel mand og må historien skænke ham en venlig tanke, ligesom Flemming Rose. To ikke-profeter, der blot gjorde deres arbejde, som man har gjort i årtier, uden megen halløj. Bo Bøjesen gjorde det samme på Politiken i politisk medvind. Agitproptegneren Anne- Marie Steen Petersen fortsætter i dag i samme avis. Verden har altid været vanvittig, men det er noget relativt nyt for denne generation, at nogle mener vi skal underlægge os vanviddet og indkalkulere det i vores tanker og ytringer. Rose og Westergaard er fornuftens protest imod den idé. (Lars Vilks – Mahomet, dagens tegning)

Kurt Westergaard 73 år

foto © Snaphanen – se også »Vi hedder alle Kurt Westergaard«
Holland: Koordineret overvågning af Muhammedtegnere

Jeg plejer gerne at betegne Storbritannien som Europas galehus, men Holland følger pænt med. Fra Gates of Vienna:
The Persecution of Gregorius Nekschot
We’ve written previously about the plight of the Dutch cartoonist Gregorius Nekschot, who is being persecuted by his own government for publishing “discriminatory” cartoons – i.e. cartoons that might be considered offensive by Muslims. See the bottom of this article for a complete list of earlier posts on the topic.
An article in today’s Wall Street Journal explores the background to the Nekschot case in the Dutch political context, and has this particularly chilling note:
[Justice Minister Hirsch Ballin] added fuel to a mounting political furor by revealing the existence of a previously secret bureaucratic body, called the Interdepartmental Working Group on Cartoons. Officials later explained that the cartoon group had no censorship duties and had been set up after the 2006 Danish cartoon crisis to alert Dutch officials to any risks the Netherlands might face. The group examined Mr. Nekschot’s work, say officials, but played no part in his arrest. Headed by a senior bureaucrat from a national agency coordinating counterterrorism, it draws from the intelligence service, the interior minister, the prosecutor’s office and various other government bodies. [emphasis added]
The Dutch intelligence service is monitoring what is drawn by the nation’s cartoonists.
Their country is disintegrating around them, with rampant crime and lawlessness due to unchecked Muslim immigration, and the paid servants of the Dutch state are worrying about what cartoonists are drawing.
God help us all. “What Used to be Known as Christendom”
Heldigvis ser jeg til min glæde, at hollandske Retecool.com, der har de efter min mening allersjoveste Muhammedtegninger, kører i bedste velgående. Klik endelig derover, der er rigtig mange, og de er både sjove og grove (LFPC).
Europas sammenlægning med den arabiske verden: Nu lækkes sandheden så småt
Jeg har vist ved flere lejligheder nævnt den næsten fraværende omtale i medierne af EUs planer for tæt samarbejde med de nordafrikanske og arabiske lande – på et tidspunkt kendt som Euromed. Søgning på Infomedia viste et skærende modsætningsforhold mellem de voldsomme konsekvenser som dette vil medføre for europæerne på længere sigt, og så omtalen af dette. Erfarne læserbrevsskribenter har også fortalt, hvordan det var umuligt at få optaget indlæg i aviserne om emnet. Nu lindes der vist lidt på låget, omend konsekvenserne pakkes ind:
[…] Søndag strømmer stats- og regeringschefer fra landene nord og syd for Middelhavet til Paris for at markere oprettelsen af den seneste knopskydning på EU’s efterhånden vidtforgrenede net af institutioner: “Middelhavsunionen”. I pomp og pragt fejres den nye union med et topmøde i det nyrestaurerede Grand Palais et par stenkast fra Elysée-palæet. […]
Foreløbig skal unionen beskæftige sig med meget praktiske ting som bekæmpelse af forurening i Middelhavet, udnyttelse af solenergi, forbedring af overvågningen af skibstrafikken, samarbejde om terrorbekæmpelse og udvekslingsprogrammer for studerende og videnskabsfolk.
Både eksperter, diplomater og erhvervslivet er stærkt skeptiske over for det udvandede projekt og stiller spørgsmålstegn ved, om den nye union overhovedet bibringer noget nyt eller nyttigt i forhold til Barcelona-processen. EU vil umiddelbart ikke pumpe ekstra penge i unionen, men håber i stedet at tiltrække private investorer og midler fra f.eks. Verdensbanken.
Erhvervslivet har i langt højere grad presset på for at få lettet den problematiske adgang for vestlige investeringer i Nordafrika og Mellemøsten, mens andre ønsker en union med en frihandelszone uden barrierer, told og grænseafgifter. […]
Sarkozys første tanker var da også langt mere vidtrækkende. Han ville bruge unionen som et middel til at afslutte al had og til at bane vej for en stor drøm om fred og en ny civilisation.
Heller ikke syd for Middelhavet var det særligt let at sælge ideen. I Tyrkiet bliver Sarkozys plan opfattet som et fransk forsøg på at parkere Tyrkiet i en anden union end den europæiske […]
Også andre af de sydlige lande var skeptiske. For hvad ville de få ud af en union med Europa, hvis interesser tilsyneladende mest handler om egen sikkerhed og om at forhindre strømmen af illegale indvandrere fra Nordafrika? […] JP: Ny union i havsnød (13.7.2008, kræver login) Udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at en middelhavsunion kan blive en fordel på begge sider af havet.[…]
Han understreger, at det er afgørende for Danmark, at unionen bliver en forstærkelse af Barcelona-processen.
»Vores udvikling nord for Middelhavet er også afhængig af, hvordan det går syd for havet. Men man kan sige, at Sarkozy i planlægningen af unionen satte det forkerte ben forrest,« siger Per Stig Møller med henvisning til de mange problemer undervejs.
Fra Danmark deltager statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der endog skal holde et indlæg for kollegerne under topmødet i Paris.” JP: Per Stig: Middelhavsunion gavner alle (12.7.2008, kræver login) [mine fremhævelser, LFPC. Hat tip: Mette]
Skal man udtrykke problematikken kort, siges det altså, at stærke kræfter i EU samt erhvervsliv ønsker tættere samarbejde med disse formørkede, overbefolkede lande – ellers går det helt, helt galt. Man prøver at styre en udvikling der truer med at sende ukontrollable strømme af fattige mennesker med nul viden om ting som demokrati, religiøs pluralisme eller kvinders ligeværd op mod vores kyster. Ved at åbne op for et samarbejde er tanken altså, at det i højere grad bliver veluddannede mennesker fra samme formørkede kulturer der kommer herop. Tanken om at vi selv skal styre hvem der kommer ind i Europa er på forhånd afvist.
Er der nogen der kan fremlægge gode argumenter for at dette kan gå godt for europæerne? Er der historiske fortilfælde? Er der nogen som helst chance for at Europa om 100 år er bare tilnærmelsesvis lige så fredeligt og harmonisk som det har været i de seneste mange årtier? Det tror jeg ikke der er nogen der kan. Den virkelighed vi her i blogverdenen beskæftiger os med, ser ud til at blive lækket lige så forsigtigt for de europæere der ikke er blevet taget med på råd (LFPC).
Egon Clausen i cloud cuckoo land
Forfatter kan enhver som bekendt kalde sig, og jeg ved ikke hvilke værker Egon Clausen har på sit CV, men jeg vil gerne foreslå ham næste titel: Jeg, en stråmand. Clausen kan man altid have tillid til som leveringsdygtig i sjældent ubegavede debatindlæg. Her viser han således at han intet har begrebet af forskellen mellem “flerkulturel”/multietnisk, og multikulturel. Men han tager den ufortrødent derfra, og forbigår vigtige modargumenter som ‘tørklædets glidebane’ og det faktum, at det sekulære regime som Kemal Atatürk opbyggede i Tyrkiet anså tørklæder i det offentlige som en trussel mod sekulariteten. Og så er der jo også lige de modbydelige syreangreb (ekstremt ubehagelige billeder) mod kvinder i muslimske lande der har forbrudt sig på den ene eller den anden måde. Dette er langt ude over Egon Clausens horisont, hvor fremvisning af et anstændigt hjerte tæller mere end virkeligheden (LFPC).
[…] En stor del af befolkningen lever tilsyneladende i et land, der kun eksisterer i fantasien, et sted, hvor fiktion betyder mere end fakta, og hvor forestillingen om virkeligheden ofte formes af noget, der ikke findes. Et eksempel herpå er den såkaldte tørklædedebat, hvor et flertal i Folketinget latterliggjorde sig selv ved at ville forbyde tørklædebærende dommere. Mig bekendt findes der ingen af slagsen, og udsigten til, at der engang vil komme nogle sådanne, er uden bund i virkeligheden.
Dommeren med tørklæde er kort sagt et spøgelse, men ikke desto mindre fik det politikerne til at opføre sig som forheksede, mens medierne blev oversvømmet af tusindvis af ophidsede læserbreve og debatindlæg.Forløbet var deprimerende, men desværre ikke det eneste eksempel på noget ikke-eksisterende med stor magt.
For nylig var der for eksempel en ophedet debat om en formulering i en undervisningsvejledning for hf-uddannelsen, hvor der blandt andet stod, at Danmark er et flerkulturelt samfund. Kritikerne påstod, at dette ikke er tilfældet, og selv om danskerne køber kinesiske varer, chatter i finske telefoner, spiser italienske pizzaer, ser amerikanske film, kører i japanske biler, tilbeder indiske guruer, arabiske Muhammed eller den jødiske Jesus, og selv om dansk kultur er en skøn blanding af flere kulturer, benægtede de fakta og fastholdt illusionen om, at i Danmark er der kun dansk kultur. Ligesom sangskriverne lever de åbenbart i et land, der kun findes i fantasien.[…] Egon Clausen, forfatter: Kronik: Danskerne i drømmeland