Berlingske Tidende, lørdagskommentar, 19 feb 2005, Indland.
Har Sverige ytringsfrihed?
Resultatet af det danske folketingsvalg har sat gang i klicheerne hos svenske medier og politikere. Ordet ”fremmedfjendsk” går igen over hele linjen. Ikke kun ”de blonde højrepopulister” i Dansk Folkeparti er fremmedfjendske. Det er Venstre også. Socialdemokraterne ”fiske i snavset vand” og ligger under for befolkningens skræk for de fremmede. Partiet har tabt sin sjæl og sat sine idéer over styr.Mens den politisk korrekte elite fyrer disse salver af, er kendsgerningen, at den svenske befolkning i høj grad ser problemer ved indvandringen, specielt fra muslimske lande.
– Men i modsætning til Danmark bliver debatten undertrykt i Sverige – ofte med ret hårdhændede midler.En ny undersøgelse fra et tyske analyseinstitut viser, at svenskerne endda ligger i top blandt de europæiske befolkninger, når det gælder en kritisk holdning til muslimer. Hele 75 procent giver udtryk for denne holdning.Hvad dette tal mere præcist dækker over, kan være svært at vurdere. Men man kan vist roligt tage det som udtryk for, at der er stor afstand mellem eliten og folket i Sverige.En stor del af befolkningen oplever at indvandringen har været så stor, at integrationen ikke har kunnet følge med. Resultatet er en kraftig opsplitning med stadig flere kulturelle og etniske parallelsamfund.
– Det kan man konstatere i Malmø, hvor svenskerne om få år vil være i mindretal. Denne udvikling svækker det fællesskab og den samhørighed som er selve velfærdssamfundets fundament.Men de svenske medier og politikere har vedtaget, at disse problemer ikke findes. Hvis der er problemer, er det i hvert fald alene svenskernes skyld. Og hvad er der overhovedet at værne om? Glæden over at være svensker afvises som nationalistisk indskrænkethed. Man kan oven i købet opleve, at indvandrernes kultur som sådan bliver fremhævet på bekostning af svenskernes:
– Da den socialdemokratiske integrationsminister, Mona Sahlin sidste år i en moské talte til det Kurdiske Rigsforbund med håret tildækket på islamisk vis, sagde hun blandt andet, at mange svenskere er misundelige på indvandrerne, fordi de har en kultur, en historie, noget der binder dem sammen. Svenskerne har kun midsommeraftenen og sådanne fjollede (töntigga) ting. Mere uhyrlig og uhyggelig kan den kulturelle selvfornægtelse dårligt blive.Man kunne måske forvente, at denne elite af mediefolk, akademikere og politikere ville gå i dialog med befolkningen på god demokratiske vis. Men det vil den ikke. Man ved nemlig bedre og skal derfor retlede det folk hvis dømmekraft, man har dyb mistillid til. Denne autoritære tankegang, der afspejler sig i den svenske elites oplevelse af sig selv som ”den gode hyrde”, er blandt andet ætsende beskrevet af den tyske forfatter Hans Magnus Entzenberger i bogen ”Åh, Europa!” tilbage i 80’erne.
– Den politiske redaktør ved Aftonbladet, Helle Klein, har sagt det sådan her: ”Hvis debatten skal handle om, at der findes et problem med flygtninge og indvandrere, så vil vi ikke have den.”At det forholder sig sådan fremgår ret tydeligt, når man læser svenske aviser. Andre kilder beretter da også om mennesker, der har svært ved at komme til orde. Det gælder de få professorer og andre eksperter, der har beskæftiget sig kritisk med indvandringens konsekvenser for det svenske samfund: Det er folk som Lars Jansson, Bo Södersten, Anders Johansson, Kajsa Ekholm-Friedman og Jonathan Friedman. Men også almindelige borgere kan blive udsat for nidkær forfølgelse og sågar miste deres arbejde på grund af ukorrekte meninger.
– I den seneste tid er jeg stødt på tre oprørende eksempler: Allan Jönsson, arbejder på fabrikken Höganäs Bjuf, er to gange blevet valgt ind i den faglige klub af sine arbejdskammerater. Men begge gange har den lokale afdeling af Industriforbundet i Helsingborg besluttet at fratage ham dette tillidshverv, fordi han er medlem af Sverigsdemokraterne, der er et parti, der minder om Dansk Folkeparti. Når folket tænker forkerte tanker, må systemet fra oven sætte det på plads. Arbejderne bliver kaldt naive og uvidende, fordi de ikke kan se, at Sverigsdemokraterne står for mørkets kræfter.
– Björn Hammarbäck følte sig presset til at gå af som formand for Socialdemokratiet i Fagersta Kommune og forlade partiet. Han havde skrevet en artikel om, at det lokale sygehus kunne være blevet bevaret, hvis man havde haft nogle af de penge til rådighed, som indvandringen koster det svenske samfund. Det udløste et voldsomt røre med krav om hans afgang. Men udslagsgivende var det, at der blev fremsat trusler mod hans datter, som politiet vurderede som reelle og alvorlige.
– Richard Jomshof, der er gymnasielærer, har nu for tredje gang mistet sit arbejde, fordi han er medlem af Sverigsdemokraterne og redaktør af partiets blad. Gymnasiets leder siger, at det bliver svært at finde en lige så dygtig lærer, og at de elever, han underviste, var 100 procent tilfredse. Men andre udefra protesterede: Ungsyndikalisterne besatte det lokale han skulle undervise i. Socialdemokratisk Ungdom samlede underskrifter imod ham, og Ungmoderaterne mente, at det var bedst, at han forsvandt. Den form for iscenesat ”folkelig protest” ser man ellers mest i totalitære samfund.
– Da integrationsminister, Mona Sahlin blev spurgt til sagen sagde hun, at hun også havde reageret, hvis hendes børn havde en lærer, der var sverigsdemokrat. ”En lærer i samfundskundskab er ikke troværdig, hvis han i fritiden vil smide udlændinge ud af landet og derefter i undervisningstiden arbejde efter læreplanerne”, sagde hun til den lokale avis, Sydröstran.
– Hele denne holdning til ytringsfrihed drejer sig ikke om, hvor vidt man er enig eller uenig med Sverigsdemokraterne eller andre. Det drejer sig om retten til at føre en åben samfundsdebat uden at risikere at få sit liv ødelagt af systemet.Selvfølgelig er der formel ytringsfrihed i Sverige. Men noget tyder på, at den reelle ytringsfrihed er skræmmende mangelfuld i vores naboland. (Karen Jespersen og Robert Redeker, april 2009, Foto © Snaphanen)
