Af TINE EIBY
DE unge myldrer ind i klasselokalet. Til sidst er de så
mange, at der må hentes flere stole, så pigerne ikke behøver klemme sig
venindeagtigt sammen to og to på en enkelt stol.
Pigerne er forvejen klemt
godt ned i stramme cowboybukser, tætsiddende t-shirts og de små hvide balletsko,
der tilsyneladende hører til uniformen for tiden. Ligesom drengene generelt har
sat pandehåret op til fest og går med jeans’ene så løsthængende, at skridtet
hænger i knæhøjde, og buksebenene hober sig op i tunge folder om
kondiskoene.
»I skal gøre jer klart, at de karakterer, I får, må I leve med resten
af livet,« siger læreren og ser ud over klassen.
Eleverne er lige startet i 1.g, har højst gået der en fire-fem uger og
får løbende nye informationer om, hvad det vil sige at gå i gymnasiet.
Pointsystemer. Karakterer. Adgangskrav til de videregående uddannelser. Fravær,
manglende godkendelse og så videre.
Hvor man dog kender det, tænker man. Men
herefter hører alle ligheder med dansk gymnasieliv også op. For vi er på den
anden side af Øresund. På Filbornaskolan – et af de store forstadsgymnasier i
Helsingborg.
Herovre er det noget helt andet at gå i gymnasiet, end det er i
Danmark. Først og fremmest fordi alle går i gymnasiet. Altså det, de herovre
kalder for gymnasiet. For at være helt nøjagtig er det 98 procent af en
ungdomsårgang, der fortsætter i gymnasiet efter grundskolen.
»Det er slet
ikke noget, vi reflekterer over længere. Sådan er det bare,« siger en svensk
gymnasiechef. Og dog er der kun ni års undervisningspligt i Sverige – ligesom i
Danmark. Hvordan hænger det sammen?
Ud med klasseskolen
Helt tilbage i 1970 lavede svenskerne systemet
om, så alle ungdomsuddannelser – det vil sige både erhvervsuddannelserne til for
eksempel tømrer, kleinsmed og landmand og gymnasierne samt alle øvrige
ungdomsuddannelser til eksempelvis sygepasser, plejer etcetera – blev slået
sammen til en fælles gymnasieordning.
»Det skete ud fra et ønske om ligestilling. Om at skolen skulle være
for alle. Og det var vel et billede på den socialistiske drøm, som var så
karakteristisk i det svenske samfund på den tid,« forklarer Lennart Edlund, der
er rektor for en række af Filbornaskolens afdelinger.
»Inden da havde vi haft
en heftig debat mellem dem, som ville forsvare gymnasiet, som det var. Det vil
sige som et sted, hvor man ville beskytte sig imod bestemte grupper.
Klasseskolen kan man sige. Og så dem, der mente, at man ikke bør dele børn op i
så ung en alder. At skolen bør være et sted, der giver ‘mere til flere’, som vi
sagde. I et samfund som det svenske, hvor det er knowhow, vi konkurrerer på, var
det vigtigt for os at få så mange som muligt til at gå i skole så længe som
muligt,« siger Lennart Edlund.
Skolen skulle i det hele taget menneskeliggøres. Ved samme lejlighed
gjorde svenskerne det derfor også af med studentereksamen. For den betød
udskillelse af alt for mange. Frem for elitær bedømmelse af enkeltstående
her-og-nu-præstationer ved den grønne filt ville man fremover give afsluttende
helhedsbedømmelser. Og her taler vi ikke om karakterer ud fra en 13-skala, som
vi kender den. Det svenske karaktersystem i gymnasieskolerne rummer alt i alt
kun fire karakterer: »Icke godkänd (IG), Godkänd (G), Väl godkänd (VG) samt
Mycket väl godkänd (MVG)«, fremgår det af Skolverkets hjemmeside. I forbindelse
med en kommende reform diskuteres det dog nu at genindføre eksamen under en
eller anden form.
I de første mange år gik bestræbelserne på at skabe lige forhold mellem
håndens og åndens arbejde så vidt, at elever fik papir på, at de havde afsluttet
gymnasiet, hvad enten de havde taget en toårig praktisk eller en treårig boglig
uddannelse på samme sted. Ved gymnasiereformerne i starten af 1990erne blev
resultatet for så vidt en yderligere udjævning. Nu skulle eleverne på de
praktiske uddannelser også til at gå tre år i gymnasiet, og der blev lagt ekstra
stor vægt på de såkaldt almendannende kernefag. Denne gang var det en borgerlig
regering, der sad for bordenden. Enhedsskolen var kommet for at blive.
For lidt slik
»Må vi selv lave grupper?« spørger en platinblond pige
i cyklamenfarvet t-shirt og ser op på læreren med et bedende blik.
»Ja!«
svarer hun hurtigt. »Men så må I også vise, I kan klare det,« tilføjer hun. Og
begynder at skrive grupper op på tavlen: »Emmy, Madde, Therese, Nanna.«
Faget
er Helsepædagogik, og vi er på Børne- og Fritidsprogrammet, så her er et massivt
overtal af piger. Ud af 17 elever er der kun 5 drenge.
Læreren har – som det er kutyme i mange fag her på skolen – valgt at
låse døren for at lære eleverne at komme til tiden på den barske måde. Nu
buldrer det på døren igen og igen, og der fnises over hele linjen. Der råbes
også lidt udefra, men de formastelige bliver først lukket ind senere, da en
aktuel avisartikel om problemer med søde sager i gymnasieskolernes cafeterier er
blevet runddelt.
Kostchefen i Helsingborg har udtalt, at hun synes, eleverne
er for umodne til selv at vælge, om de skal købe mad eller kanelboller og andre
søde sager i skolernes cafeterier. Nu er det op til eleverne på Børne- og
Fritidsprogrammet at tage stilling. Er der for mange søde sager på skolerne, og
hvad skal man gøre ved det?
»Jeg synes, der er for lidt,« siger en tyk pige og vifter sig
demonstrativt med artiklen.
Filbornaskolan er med sine tusind elever og
tilbud om ni ud af sytten nationale gymnasieprogrammer indbegrebet af tanken om
en gymnasieskole, hvor børn af alle slags forældre går. En skole, der
repræsenterer »hele samfundet«, som Lennart Edlund siger.
Man kan gå om ad
gymnasiets Håndværkerstræde eller ind på Medieafdelingen, læse sprog, gå på
pædagogisk linje eller tage Børne- og Fritidsprogrammet. Fra industrihallen
høres svejseapparaternes knitren, mens andre studerer naturvidenskab eller
samfundskundskab inde ved siden af. Man kan få sig en International
Baccalaureate (IB) eller gå eliteidrætsvejen. Endelig kan man som handicappet gå
vejen om ad Filbornaskolans tilbud om gymnasiesærskole. Her er plads til
alle.
Hvor er tørklæderne?
Visionerne om lighed og integration synes ved
første øjekast at være lykkedes. Kun skiltene på skolens hovedstrøg, tvær- og
sidegader antyder hvor i samfundshierarkiet det lige er, at eleverne på længere
sigt stiler imod. Ellers er her nogenlunde ens overalt. Kun afbrudt af små
cafeer, mødesteder og elevernes lockers, selvfølgelig. High school-modellen er
åbenbar. Og mon ikke også den har været med til at sælge produktet til mange
svenske forældre og elever.
Også fysisk er Filbornaskolan barn af sin tid. En
etplanskole, der breder sig ud over grønne omgivelser. Bygget i starten af
80erne og allerede godt brugt.
Tonen er uformel. »Hej chef,« råber eleverne, da gymnasiechef Lars-Olof
Ludvigsson på et tidspunkt viser sig på gangene. Grænsen for ligeværdigheden går
dog ved døren til lærerværelset, hvor lærerne må have nøglerne frem og låse sig
ind.
Eleverne selv ligner hinanden til forveksling. Kasketter, kæder og godt
med gele i håret for drengenes vedkommende. Og hestehaler, små fikse håndtasker
og stramtsiddende tøj for pigernes – det gælder også de tosprogede piger. Til
trods for at omkring en tredjedel af eleverne på Filbornaskolan er af anden
etnisk herkomst, er her ikke et tørklæde at øje.
»Nej-nej, selvfølgelig
ikke,« lyder Lennart Edlunds himmelfaldne svar på et direkte spørgsmål om,
hvorvidt der er forbud mod at bære det muslimske tørklæde. Faktisk havde skolen
for nylig en svensk konvertit, men hun blev overtalt til at lade det muslimske
slør falde igen, forklarer han.
Filbornaskolan har som forstadsskole et stort optag af socialt
belastede elever og fik også hurtigt ry for at være ‘indvandrergymnasium’. Af
samme grund fik skolen for få år siden sikret sig nye gymnasieprogrammer som IB
og eliteidræt med naturvidenskab, pædagogisk linje og samfundskundskab
kombineret med medie. Selvfølgelig med det formål at tiltrække flere
ressourcestærke elever.
»Vi har været tvunget af omstændighederne til at gøre det bedre, gøre
noget særligt. For selv om vi har mange elever, der måske kun får ‘Godkänd’,
mens de på friskolerne har mange elever med ‘Mycket väl godkänd’, så får vi de
samme penge. Det kan man blive noget så forbandet over,« som rektor Edlund
siger.
Profilskoler
Netop friskolerne myldrer frem som et af mange tegn på,
at det i realiteten er så som så med ligheden i den svenske gymnasieskole.
Friskolerne er privat drevet, om end de er offentligt finansierede skoler. Alene
inden for det seneste år er andelen af elever, som vælger frie gymnasier steget
fra 8,2 til 10,3 procent.
»På den måde får vi den segregerede skole igen ad
bagvejen,« mener Lennart Edlund.
For at klare sig i konkurrencen med
friskolerne sker der samtidig det, at flere og flere offentlige gymnasier – især
i de store byer – går hen og bliver såkaldte profilskoler. Det handler meget
naturligt om at lokke de dygtige elever til.
En af dem er Tycho Braheskolan, der højst ligger fem minutters vej på
cykel fra Filbornaskolan – men godt placeret i et villakvarter og tæt op ad
andre uddannelsesinstitutioner. Ligesom Filbornaskolan er det en stor skole med
godt 1000 elever og op imod en fjerdedel børn af anden etnisk herkomst. Men her
byder man især ind på de ambitiøse elever, der vil læse natur- eller
samfundsfag.
I år har skolen udbudt et helt nyt program: Life Science, der er
skræddersyet til de elever, som gerne vil specialisere sig inden for biotek. For
de samfundsfaglige er der en meget velbesøgt og delvist engelsksproget
Europa-linje, der går i dybden med Europas nationaliteter, konflikter og
relationer til omverdenen, med EUs institutioner og med ‘Sverige set udefra’. På
den praktiske side har skolen profileret sig med en særlig søfartslinje samt en
tekniklinje, hvor design og datateknologi står stærkt.
Men selv på en
alfavnende ‘skolen for alle’ som Filbornaskolan går der – når det kommer til
stykket – også meget tydelige sociale skel ned gennem skolen. Alene
selvbevidstheden på de studieforberedende fag er til at tage og føle på.
»Jeg vil læse på universitetet,« siger en ungersvend med lange sorte
krøller og smiler underspillet, uden at man dog et sekund er i tvivl om
selvværdet.
De er bare tretten elever på faget erhvervsøkonomi. Godt
halvdelen af gruppen går på samfundskundskabsprogrammet, mens de resterende
læser en kombination af medie og samfundsfag. Eleverne møder til tiden og
småsnakker voksent med læreren, inden undervisningen begynder. Da læreren tager
ordet, står døren fortsat åben – her er der ikke behov for at låse nogen ude. Og
der er heller ikke fnis eller surmuleri i krogene. Her er det tydeligvis i orden
at være interesseret, uden at man af den grund risikerer at blive betragtet som
dukset.
Efter en kort introduktion om løbende kontering, deles klassen op i et
hold, der går ud og finder PC-skærme, mens resten bliver og arbejder i klassen.
Læreren går lidt frem og tilbage for at hjælpe – disciplinen er der ikke noget i
vejen med. Eleverne arbejder bare stille og roligt og målrettet med deres
opgaver.
Klippe-klistre
Det er på fag som samfundskundskab, naturvidenskab og
til dels også handel og medier, at man finder den elevgruppe, der kan
sidestilles med dem, der tager en gymnasial vej i Danmark. Og procenterne i
Danmark og Sverige svarer nogenlunde til hinanden – begge steder er det godt og
vel 55 procent, der vælger den egentlig studieforberedende vej gennem
ungdomsuddannelserne, mens 40-45 procent vælger at gå den erhvervsfaglige
vej.
Også efter gymnasiet er parallellerne til at få øje på. Det er omkring
42 procent af de danske og 43-45 procent af de svenske unge, der fortsætter med
en eller anden form for videregående uddannelse, inden de er blevet 25 år. Selv
om det svenske skolesystem lægger ud med en ambition om at ville have fat på
alle, har det altså ikke nævneværdig større succes med hensyn til at få de unge
til at læse videre.
Et af den svenske models store udfordringer er, at den
har specialiseret sig i en sådan grad, at eleverne allerede i 9. klasse skal
foretage meget grundlæggende valg for deres fremtid.
I første omfang har det
været for at favne så bredt som overhovedet muligt. Men lighedstanken har også i
sig selv genereret yderligere specialisering. Et eksempel er Børne- og
Fritidsprogrammet, som blev en forrygende succes, da det var lanceret i 1992.
Alene i Helsingborg meldte der sig 240 elever, som gerne ville uddanne sig til
at arbejde med mennesker og pædagogik.
Men det varede ikke længe, førend faget blev hånet som
»klippe-klistre«, og eleverne søgte over på samfundsskundskab igen. I anden
halvdel af 1990erne var det kun omkring 30 om året, som søgte Børne- og
Fritidsprogrammet. Når man skulle have de bogligt svage med kunne det ikke
samtidig give tilstrækkeligt med points til, at eleverne bagefter kunne læse til
lærer eller pædagogik på universitetet.
»Og så var der problemet med, at ‘dem, der går der, vil jeg ikke gå
sammen med’,« som Lennart Edlund siger. Programmet var så specielt, at det var
blevet socialt stigmatiserende at gå der. Derfor måtte man oprette endnu et
specialprogram – det pædagogiske.
Konsekvensen af det store udbud af
programmer er, at mellem 30 og 40 procent af de unge vælger om. Alene inden for
de første fire uger af 1.g vælger en fjerdedel af Helsingborgs unge om igen,
oplyser Lennart Edlund. Valget er ganske enkelt for kompliceret.
Hvem er
du?
Og så er den faglige pris for ligheden fortsat til debat.
På et sted
som Filbornaskolan kan man som dansker godt savne den akademiske ånd, som trods
alt stadig præger atmosfæren på mange danske gymnasier. Her emmer der typisk af
fag og af bøger og uddannelsestradition. Af lyst til lærdom. Det danske
gymnasium bryster sig fortsat af at være noget helt andet end
folkeskolen.
Anderledes på de menneskeliggjorte svenske gymnasier, hvor man
forlængst har lagt op til brud med traditionerne, siger den svenske etnolog
professor Jonas Frykman fra Lunds Universitet.
»Den svenske skole har lånt
mange ideer fra privathjemmet i et forsøg på at menneskeliggøre skolen. Det er
kommet til at handle om identitet. Om hvem man er, frem for hvad man kan blive –
hvilket jeg jo synes, at skolen burde handle om,« tilføjer Jonas
Frykman.
Tycho Braheskolans stedfortrædende gymnasiechef Malcolm Hansson er
til gengæld kritisk over for den danske model:
»Jeg må nok erkende, at jeg
betragter det danske gymnasium som funderet på nogle forholdsvis konservative
værdier. Det er, som om man i Danmark stadig er mere fokuseret på kundskaber i
traditionel forstand, hvor vi prøver at arbejde med eksempelvis naturvidenskab
på en anderledes måde med flere praktiske øvelser,« siger han. Og refererer til,
hvordan et par naturvidenskabsklasser netop har brugt en hel dag i
forlystelsesparken Liseberg med at tage livtag med diverse fysiske love og
konkrete måleredskaber.
På de svenske erhvervsuddannelser er fagtabet åbenbart. Det fremgår af
en dugfrisk rapport fra Stockholms regionplankontor, at erhvervsuddannelserne
ikke klæder de unge på til at gå ud og få arbejde. De »duer ikke«, udtaler
regionplandirektør Sven-Inge Nylund ligefrem til Dagens Nyheter. Eleverne har
fået alt for lidt tid til selve praktikken.
De unge selv er heller ikke tilfredse med erhvervsuddannelserne. En
LO-rapport fra foråret kunne melde om, hvordan frafaldet er steget dramatisk. 80
procent af dem, der begynder på automekanikerprogrammet falder fra igen. Det
samme gælder for halvdelen af de unge, der starter på Børne- og Fritids-, bygge-
og industriprogrammerne.
»Det var en smuk tanke, der lå bag ønsket om at bryde med traditionerne
og skabe en skole for alle. Men effekten blev en eliteskole,« lyder Jonas
Frykmans dom. Når man vil bryde med skolens formelle verden af
uddannelsestraditioner og lade de uformelle – i praksis de sociale og
individuelle forhold – spille en større rolle henne i skolen, så er man også med
til at udskille børn. For så bliver det af afgørende betydning, hvordan man er
klædt på i forvejen. Og om forældrene er læger på sygehuset eller arbejder ved
samlebåndet henne på Alfa Laval, siger Frykman. Så bliver det svært at flytte
sig fra sin baggrund.