Lars Hedegaard og Kim Møller, Uriasposten på Mosbjerg, juni 2020. © Snaphanen.dk
Af Lars Hedegaard
Det er svært at skaffe sig begreb om store omvæltninger, hvis man selv står midt i dem. Bagefter opdager man, at der er vendt op og ned på den verden, alle betragtede som samfundets selvindlysende fundament. Hvis man bliver gammel nok, vil man en dag vågne op og med forundring se, at det tilvante, det solide, som man kunne holde sig til, byggede på et skrøbeligt grundlag, der pludselig braste sammen. Vi plejer at kalde sådanne begivenheder for revolutioner, og dem er verdenshistorien fuld af.
I foråret 1914 syntes alt at være i bedste gænge
I foråret 1914 syntes alt at være i bedste gænge, i det mindste i Europa. Globaliseringen var i fuld gang. Den internationale handel blomstrede, der var fri bevægelighed for kapital og mennesker. Levestandarden steg. Fremtiden var lys. Få europæere – bortset fra nogle tyske og østrigske generaler – tænkte på krig, men inden året var omme, var Første Verdenskrig en kendsgerning, og efter at millioner var døde på slagmarkerne, og flere imperier var brudt sammen, spurgte man, hvad det hele skulle gøre godt for. Alle havde tabt, og Europas kultur havde lidt uoprettelig skade, som vi stadig lever med eftervirkningerne af.
Hvem kunne i 1980’erne tro, at det mægtige sovjetiske imperium ville kollapse i løbet af et par år? Bagefter kunne alle gøre sig kloge på årsagerne.




