Jeg kørte taxi i den i begyndelsen af 70 erne, og det kan jeg anbefale af to grunde: For det første fordi jeg lærte at køre bil, så jeg aldrig glemmer det. Der er intet miljø i trafikken, der skræmmer mig. Bjerge, jungle, storbyer. Paris, Rom, Berlin, Singapore – kom an!
Den erfaringsbaserede højskole
For det andet fordi, at køre taxi var en fantastisk måde at komme ud af sin sociale ghetto på. Hvordan forberede man sig til livet, når man er 20? Man aner det ikke, man kan kun være heldig eller mindre heldig, men man skal ikke sno sig ind i en åndelig ghetto, man ikke kan komme ud af. Man skal sikre sin fremtidige frihed, til den dag man ved mere, end unge er født med at vide. Vi er alle født ind i en, og jeg kom på en social højskole, ingen pædagoger kunne have konstrueret. Den erfaringsbaserede.
Bloggen holder sommerlukket fra 2.6. Kommentarerne er lukket indtil videre på grund af sabotører. Repriser kommer med visse mellemrum
Når jeg ser på hvad jeg har skrevet gennem årene, er det ikke-politiske næsten det eneste, jeg finder umagen værd at genlæse. Ikke at jeg ser mig meget tilbage. Denne er skrevet under indtryk af Breiviks kolossale forbrydelse, og fordi Fjordman, et sekundæroffer, befandt sig i rummet ved siden af på min sofa. Det var meget Norge og Breivik i de dage, der gik hen og blev til fem år.
Jeg blev politisk af nød. Ikke af lyst, men jeg ville ønske, jeg kunne lave det om.
Jeg er, modsat af de fleste af mine venner, ikke noget politisk menneske fra starten. Jeg kommer fra et miljø med et Emma Gadsk forhold til politik, dvs. mild foragt, ikke noget for folk der er ømme om deres anseelse.
Min milde foragt er ikke blevet mindre med tiden, men har været et godt udgangspunkt, for passion for politik forkommer mig idag suspekt og pubertær, og at komme igennem 1968 og 70 erne upolitiseret, betragter jeg som min fornufts svendeprøve. Jeg ytrede mig først politisk, da min egen verden og den større verden begyndte at krakellere samtidigt. Af nød, for de fleste søger jo heller ikke læge når de er raske. Da var jeg 49 år.
Flere samtidige sammenbrud ændrede mig “midtvejs i livet. Jeg blev klar over, hvor skrøbeligt det hele var. Jeg kunne ikke se før, hvorfor jeg skulle være politisk, da det hele fungerede omkring mig. Jeg betragter stadig trangen til at være politisk, som – ungdommelig og ørkesløs. De der er i politik hele livet, afgår som flest ved en åndelig død.
At skrive blev en overlevelsesstrategi
Du ser dem på TV hver aften, hvis du har et. En præst jeg kender siger således: “Man bliver så grim af politik.” Når ånden og sandheden forlader mennesker, og kun strateger og gamblere er tilbage, ser man det på deres ansigter. Men disse personer afgør vores liv og død, det alene begrunder interessen for dem. Det er virkelig ikke deres åndelige vingefang.
Sverige var katalysatoren for mig i år 2000 sammen med voldsomme oplevelser, der skal vedblive være private. At skrive blev min måde at overleve. At vinde udad, hvad jeg havde tabt, eller bare få en vis orden på det, at defragmentere hjernen. Jeg ville også fortælle det uskyldige Sverige noget om ren ondskab, det ikke kender, det “har afskaffet” og nu ikke kan beskytte sig imod.
Du vil skræmmes over at være menneske
Se denne film, og du vil skræmmes over at være menneske, men måske også tage dig selv og verdens godhed op til revision. Tag ikke fejl, Breivik er et psykiatrisk tilfælde, Richard Kuklinski er ikke. Han er normal i en klinisk forstand, og han klinisk i sin beskrivelse af sin egen ondskab i samtale med en psykiateren i den anden halvdel af dokumentaren. Hvor meget alment, og hvor meget patologisk der er i ham, det er der, det interessante befinder sig. Han er ekstrem, men forståelig fra det psykologiske normalspektrum.
Måske er lægesamtalen den mest foruroligende del af dokumentaren, og det mærkelige er, at den også det tangerer det bevægende. Så dyb er ondskaben, så nært ligger det tragiske og forløsende på hinanden, bødlen og offeret og viljen og skæbnen, og her kommer det mest paradoksale ind: Tilgivelsen. Cirklen er sluttet.
Libanon: Ingen ved, hvorfor borgerkrigen startede, og ingen ved, hvorfor den stoppede. Denne dokumentar er lige så lærerig og gribende, som den er lang. Tre timer.
Jeg har skrevet, at jeg var en uge i Beirut få år inden borgerkrigen begyndte i 1975, nemlig i sommeren 1969. Krigen varede i femten år fra 1975 til 1990. Libanon var Mellemøstens Schweiz, Beirut var Mellemøstens Paris. Det var en europæisk, liberal storby indtil den demografiske balance mellem kristne og muslimer tippede.
Jeg så i min ungdommeligt indskrænkede verden en hvilken som helst europæisk storby i nærheden af Cypern. Jeg elskede Beirut, men fornemmede kun en mørkere undertone. Jeg så ikke tragedien lige foran min næse. 300.00 skulle komme til at dø ud af ud af 6 millioner libanesere. Det svarer til, at samtlige Århusianere døde i en dansk borgerkrig. Her et mit skib DFDS m-s Petunia i Beiruts havn i juni 1970.
Om tyve år har Sverige samme demografi, som Libanon havde i 1975
Jeg har tænkt over det på det sidste, og bortset fra at jeg købte et kilo grøn libanon, havde jeg glemt, at jeg for første gang hørte Kalashnikov knitren i det fjerne. Jeg tænkte ikke videre over det, det var for fjernt fra min 16-årige verden, at nogen ville skyde med skarpt mod andre. Jeg tillagde det ingen betydning.
Sådan har jeg det ikke længere. Om tyve år har Sverige den samme demografi, som Libanon havde i 1975. Sverige vil da være overladt til sin skæbne, ikke til sin vilje. Den gode vilje vil ikke betyde noget som helst.
“Humanismen” vil have gjort det største onde muligt, for krigen varer ved i Libanon, den er bare ikke så blodig lige i øjeblikket, og det er nøjagtigt sådan Europa ødelægges i disse år: Demografisk. De ansvarlige forbrydere skal vide, at det er usikkert om de slipper godt fra det. Alt tyder på det nu, men det kan ændre sig på måneder.
Libanon er det, Europa er ved at blive: Evig konflikt
Sydeuropæerne ramt af både Euro- og Coronaproblemet
Ingen tvivl om, at sydeuropæerne er kommet i en ubehagelig situation. Dobbelt ramt af to økonomisk ødelæggende problemer, hvor kun det ene, nemlig valutaændringen kan kaldes selvforskyldt. Engang et fristende tilbud, som man kunne have afvist. Det skete ikke og nu kan man ikke redde sig op fra den dobbelt påførte gæld ved egen hjælp.
Det er både Tyskland og Frankrig klar over og derfor er de to lande, der vel nok med rimelighed må siges at være skyld i de sydeuropæiske landes valutamæssige problem klar til at yde støtte med en stor økonomisk hjælpepakke. Det er nu hverken skyldfølelse eller velgørenhed der er årsag til de to landes interesse. Det er deres EU projekt, der står på spil. De er nemlig nervøse for at Italien i lighed med England skal trække sig ud af EU og dermed måske starte en bølge af udmeldelser.
Den politiker de er mest bange for er sandsynligt italienske Salvini. Den økonomiske hjælpepakke, der tilsyneladende skal andrage 5.600 milliarder Euro, er efter min mening endnu ikke endelig, ligesom den endnu ikke er opdelt i en ”foræringspakke” omfattende de fire sydeuropæiske lande samt sandsynligt Frankrig, samt en gældspakke, der skal afdrages. Forhandlingerne pågår p.t. så ingen kan efter min mening indestå for størrelsen af beløbet og fordelingen.
“Glem flokimmunitet. Stop smittespredningen og red liv, Sverige tester færre end Djibouti. Vi kommer til at se skrækindjagende dødstal.”
I detta telefonsamtal diskuterar Mikael Willgert och Lars Bern om strategin för hanteringen av Corona. Bern stödjer Moderaternas förslag om att etablera en kommission som leder krishanteringen. Trots att vi har försuttit tid är det inte för sent att agera. Avslutningsvis anser Bern att vi måste erkänna att vi gått fel och att politikerna måste börja agera för att rädda liv.
Länder som testar fler per capita än Sverige inkluderar Serbien, Vitryssland, Chile, Peru, Kazakhstan och Azerbaijan. Sverige är ett rikt högskatteland med inhemsk läkemedelsindustri, men lyckats med bedriften att testa färre per capita än Djibouti, ett afrikanskt land vars främsta export är boskap, getter, kameler och läder till grannländer som Somalia och arabvärlden. Tino Sanandaji
Corona har ligheder med HIV. Måske bliver man aldrig rask igen
Nobelpristagerne Luc Montagnier and Françoise Barré-Sinoussi, der opdagede HIV, har skrevet, at Corona har ligheder med HIV og Malaria. De skriver også, at Corona må være laboratoriefremstillet. Amatøren Tegnells flokimmunitet bliver nu en katastrofe for mange mennesker, der i første omgang overlevede. En sygeplejerske skriver om sin tilsyneladende kroniske sygdomstilstand: Vi är tusentals som aldrig tycks bli friska – hjälp oss!
Radio: Lars Vilks, rondellhunden och attacken i Köpenhamn
En udmærket ny dokumentar, der også minder en om med hvilken foragt det officielle Sverige så på Vilks de første mange år. “Vilks var en islamofob, og han omgikkes med islamofober.” Det var blandt andet Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet og Vilks komitteen. Fæle danskere.
Han mødte endda nordmanden Fjordman i 2011. Da denne ankom til det hus Vilks endnu boede i, sagde han med en mild underdrivelse kort efter Utøya: “Jeg har skam hørt om dig,” som om Vilks med selvfølge ventede på, at han ville dukke op i Skåne, nu hele Norge ledte efter ham. Alle politifolkenes øresnegle glødede, da de så nordmandens pas. Dette dobbeltportræt er fra den lejlighed, nordmanden er skåret bort, han rejste strikt ikognito.
Den svenske elite er hjulpet på vej af en stadig mere presserende virkelighed. Realiteternene er en nådeløs pædagog. En tyve-tredive år, så er en svensk journalist virkelighedsjusteret, men i mellemtiden har virkeligheden bevæget sig et nyt sted hen. Det er sgu ikke sådan at være avantgarde.
Selvom de har magten i landet, har de defineret sig som permanente ofre. Magthavere koketterer jo gerne med, at de netop ikke er magthavere. Det er derfor, jeg kalder landet et matriarkat, men historisk set er matriarkater temmelig kortlivede, og Sverige vil da heller ikke holde dette århundrede ud. Der vil kun være navnet på landet og muligvis flaget tilbage i år 2100, og det bliver meget usjovt for kvinder. På den måde minder kvinder om det Radikale Venstre: De opnår alt det modsatte af det, de påstår de ville.
Big Tech er sårbare på to områder, som politikerne kunne have gjort noget ved for længe siden: Skat – de betaler ikke skat i de lande, hvor de tjener pengene – og redaktøransvar.
Tucker Carlson er krystalklar på hvad striden mellem Twitter og Trump handler om: Magthaverne – Big Tech og medierne – forlanger retten til at bestemme hvem, der må ytre sig.
Når DR og TV2 formår at gøre Trump til den store censor, siger det meget om hvor ideologiske og indforståede de er. De er ikke optaget af at censuren breder sig. De omtaler det ikke.
Publikum må forstå, at hvis Big Tech, medierne og Demokraterne skal kunne ødelægge Trumps genvalg, vil det være ved at knægte konservatives ytringsfrihed.
En økonom i det amerikanske bankvæsen sagde, da han blev bedt om en kommentar om, hvorfor den japanske boble-økonomi brød sammen, at Japans problem er, at de ikke ved, at de ikke ved. Det var derfor meget let for amerikanske ejendomshandlere at snyde de japanske investorer og sælge til en 8 dobbelt overpris i New York. (Foto: Historikeren Torben S. Hansen, Tim Pallis og delvist den norske historiker Fjordman t.h. på Vinstuen Gl Kongevej 90, klik helskærm.)
Ingen i USA ville drømme om at betale de penge, men japanerne gjorde det, fordi de ved ikke, at de ikke ved. Japanerne tror de ved alt om priser, konjunkturer og økonomisk udvikling, men det gør de ikke. De var ikke i tvivl. Det var denne særlige slags arrogance, der kom til at koste det japanske samfund dyrt, da banklånene pludselig ikke kunne indfris. Den, der ikke er i tvivl bliver arrogant.
Morten Messerschmidt taler om hjælpepakken på 5.600 milliarder
Af Torben Mark Petersen
Formålet med EU-Kommissionens forslag til en genopretningsfond er:
1. At give EU mere magt
2. At styrke Kommissionen i EU
3. At fremme EU’s planøkonomiske projekter om grøn omstilling og digital vækst
Der kan meget muligt være behov for hjælp til Italien og Spanien for at undgå et økonomisk sammenbrud, men det er hverken det primære, sekundære eller tertiære mål for Kommissionen, hvilket viser sig ved, at forslaget er på ingen måde er designet efter at sikre den hurtigste og mest økonomiske genopretning af Italiens og Spaniens økonomier.
Der bliver heller ikke tale om et midlertidigt program. Tilbagebetaling af lån skal ske over 30 år og først påbegyndes i 2028, så der bliver tale om en nærmest permanent og enorm økonomisk udvidelse af EU’s “økonomiske muskler”, der skal fremme integrationen og EU’s planøkonomiske målsætninger. Og for Danmark og danskerne betyder det en langt større regning, der skal betales til EU.
Der vil blive argumenteret for, at en del af pengene kommer tilbage igen. Det er som velfærdsstatens bestikkelse af middelklassen med velfærdsydelser for at acceptere højere skatter. Det hele tjener til at øge EU’s magt og indflydelse
Det måtte jo komme: Coronaen skal nu udnyttes til at bekæmpe “klimaforandringer”. Det er faktisk hovedtanken med at forære Sydeuropa 500 milliarder euro, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager til Deadline. Det skal forstås sådan, siger hun, at de trængende lande kun får pengene på betingelse af en “grøn” plan.
Den er simpelthen for morsom. For et par år siden sagde John Cleese i Stockholm: “I can take very little seriously now. I realized sometime ago, that almost nobody in charge have any idea what they are really doing.” Jeg tror ikke, svenskerne forstod, hvad han sagde. De har en ide om en elite, der ikke tager fejl.
Måske bliver verden mere tosset, måske er det bare ens opfattelse af den med alderen. Formentlig er det begge dele. Et Europa der aldeles frivilligt sender sine efterkommere ud i religionskrig med verdenshistoriens mest voldelige og psykopatiske “religion,” og et USA der opstiller denne præsenile nullitet, de er modne til indlæggelse på sjette afdeling.
En dødsdømt kulturs klummeskriver
For et par år siden sagde Peter Hitchens i København, at “han er en dødsdømt kulturs klummeskriver og at han finder trøst i, at han intet kan påvirke politisk, og at det har lettet en del vægt fra hans skuldre.” Det er også min trøst. Hvert et ord, jeg kan finde på, tjener kun som en mentalhygiejnisk terapi for mig selv. Jeg kunne ikke nå Sverige inden de ødelagde sig selv, og jeg kan ikke nå Danmark selvom der teoretisk set er tid endnu.
At påvirke verdens gang har jeg opgivet for længst. Når nogen vil i Folketinget og “arbejde for en bedre verden”, bliver jeg fjern i blikket. Jeg kan anbefale det, for tilbage bliver blandt andet latteren og den guddommelige komedie. Joe Biden er sindbilledet på den, han er selve portrættet af en sprøjtegal tid. At vestens medier vil have os til at tro på Joe Biden, er beviset på, hvor forrykt tiden er, og i hvor høj grad dens ypperstepræster tror, at folket er blevet lige så forrykt som dem. Det vil vise sig til november, at eliten ryger først i spændetrøje.
Art Of Imposture
Not for the faint of heart
Dokumentaren er lang og ubehagelig, – to timer og 55 minutter – og You Tube ville ikke engang have traileren selvom den ikke var ‘explicit.’ Jeg har endnu ikke set den, og jeg ved ikke, om jeg gør, men jeg tør godt give den videre på Robert Spencers anbefaling. Måske skal jeg bare have et par døgns tilløb. Hele filmen er her med advarsler og det hele.
The anonymous filmmaker says that Art Of Imposture is “eye-opening, [there’s] nothing quite like this film at the moment, a definite must-watch. Footage like this has never been released before in a non-fiction film; these are not actors. It is a documentary so shocking regardless of your politics that it cannot fail to move your sense of humanity.
Jeg har ofte undret mig over, at vores politikere aldrig har forklaret den danske befolkning, hvorfor vi skulle ændre vores samfund til en multikulturel blandingsverden. Flertallet af politikere i 80’erne og 90’erne fortalte i TV og aviser begejstret om den uendelige lykke, det ville blive at få det danske homogene samfund blandet med spændende fremmede kulturer. Jeg ved ikke om man kan kalde det en forklaring? I så fald er politikerne så utroligt uvidende, at der må opstå en uoverstigelig forståelseskløft mellem politikerne og meget store dele af den befolkning, de i demokratisk forstand er sat til at betjene.
Har sociologerne givet en forklaring på multikulturen?
Vi har adskillige universiteter i Danmark, hvor mennesker uddannes til at bearbejde sociologiske problemstillinger videnskabeligt. De burde være i stand til at bevise nødvendigheden af at skabe en multikulturel blandingsverden i Danmark. Desværre har jeg aldrig set en acceptabel bevisførelse i den henseende fra forskerne. Det kan jo godt være, at en sådan bevisførelse eksisterer, men så må den vel frem i lyset. Ellers må vi jo tro, at behovet for det multikulturelle samfund er baseret på et falsk videnskabeligt grundlag. Den politiske tro på, at indvandrede muslimer skal tjene som arbejdskraft har ingen ”almindelige mennesker” troet på i snart 50 år.
