(Spring ind til min. 3:36, hvor talen begynder på engelsk.) Gérard Boyadjian er armener født og opvokset i Paris, hans bedstefar flygtede til Frankrig efter tyrkernes folkemord i 1915. Han er filminstruktør og bliver i øjeblikket retsforfulgt for sin film Chameau Pas d’Amalgame, der er stærkt islamkritisk. Nu overvejer han at forlade Frankrig. (Se den her, fransk, utekstet)
Tysk kvindes video censureret af You Tube
German woman: “I live in fear. There are women being stabbed. Our men are beaten up, teenagers are beaten up, and everything is going down the drain.”
“Global” er nutidens buzz word. Globalisme er en holdning eller en diffus målsætning blandt multikultidyrkere – eksempelvis akademikere, journalister og “venligboere” (kun få politifolk og sygeplejersker). I EU-kommissionens aktiviteter er globalisme alfa og omega. Det samme gælder FN og andre mellemnationale instanser, der domineres af ikke-vestlige regeringer.
EU-kommissærerne stræber efter at afskaffe grænserne, opløse Europas nationalstater og udskifte de oprindelige beboere med velfærdsimmigranter fra Afrika og en stribe syd- og vestasiatiske lande med islamisk dominans. På det seneste sender kommissærerne meldinger om opbremsning eller lignende forholdsregler mod tilstrømningen af de utallige forkerte asylsøgere. Det samme gør tyske, svenske og danske politikere af og til. Men det er kun på skrømt. Som Charles Maurice de Talleyrand – skarpsindig fransk minister og diplomat (1754-1838) – formulerede det, bruger mennesker “sproget for at skjule deres tanker!” I øvrigt presser kommissionen samtidig nationalstaterne til at modtage flere “flygtninge”.
I 1970’erne ville alt dette have lydt som utænkeligt pjat. Her og nu er det blodig alvor, og efter terroraktionen mod Twin Towers d. 11. september 2001 advarede en iransk flygtning en gruppe danskere: “I aner ikke, hvad I er oppe imod!” Det ser ud til, at den danske regering stadig ikke fatter, hvad der foregår.
Ved EU-kommissionens, hvad der sker uden for kontoret? Sandsynliigvis ikke, men nationalstaternes vælgere har ikke ansat de pågældende beslutningstagere og kan ikke fyre dem. De er hævet over demokratiet og fungerer, som om de var imperialistiske kejsere. I praksis stilles kommissærerne ikke til regnskab overfor de europæiske befolkninger. Gennem årtier har de pustet sig op til et tyrannisk regime, der åbner porten for millioner af forkerte – deriblandt mange kriminelle – immigranter, og de oversvømmer Europa med et utal af forordninger, forbud og befalinger om stort og småt (det skal så tilføjes, at lobbyister hele tiden presser på for at specificere nye regler).
Kommissionens billede af en nær fremtid blev fremvist af næstformanden Frans Timmermans (hollandsk venstrefløjspolitiker). I 2016 meddelte han, at alle verdens regeringer enten tilvejebringer diversity – “mangfoldighed”, eller bliver kastet ud i en krig. EU’s officielle mål – fred og samarbejde – er kun floskler og pynt. Diversity er koden for islam, og i det omfang denne tilstand indføres bliver konsekvensen alt andet end mangfoldighed. I dag er det krystalklart, at resultatet bliver sharia, jihad, hærværk og gadekampe som det foregik omkring årsskiftet 2017 / 2018 midt i Bruxelles.
Västeuropa lever mitt i en våg av skuldkultur. Oavsett vilket av dessa länder vi lever i förväntas vi européer be om ursäkt inte bara för 1900-talets brott utan också för hela den europeiska historien och kolonialismen. De flesta kanske menar att detta är ett specifikt tyskt problem som går tillbaka på förintelsen av Europas judar. Men det är i själva verket ett problem som omfattar hela västra Europa. Där finns utgångspunkten för Douglas Murrays resonemang i den nya boken The Strange Death of Europe. Immigration, Identity, Islam.
”More than any other continent or culture in the world today, Europe is now deeple weighed down with guilt for its past”, skriver Murray och ger många exempel på hur denna skuld kan se ut i vardagen. Som bekant plågas också våra nordiska länder av detta. Som en självklar beståndsdel av en sådan kultur finns också den storm av anklagelser om ”rasism” som riktas mot den ursprungsbefolkning i respektive land. Alldeles nyligen publicerades i Sverige ett upprop riktat mot oss från en skara inflyttade, adopterade eller minoritetstillhörande individer från araber, afrikaner och asiater till samer. Anklagelsen gällde förstås ”rasism”, men i sin luddighet och allmänna klagoton försvann den från den mediala världen lika snabbt som den dök upp.
Europa fastnade i en extrem migrationsbejakelse som till betydande del kan förklaras av skuldkulturen. Är det något som en europé föraktar så är det den egna kulturen och nationen. Hyllningarna tillkommer i första hand de andra, och hyllningskören har drivits dithän att främst muslimska immigranter tilldelats rollen som positiva förnyare. Och, frågar sig vänsterdebattörerna, skulle några tiotusental flyktingar på allvar innebära några problem?
I Storbritannien hävdar man att jämförelsen med 1600-talets hugenotter och 1900-talets ugandiska asiater visar att problem inte existerar. Murray visar att hela frågeställningen är irrelevant. Det kom sammanlagt 50.000 hugenotter 1681. Det kommer 50.000 människor till Storbritannien också idag, men antalet är detsamma varannan månad! Asiaterna från Idi Amins Uganda på 1970-talet var 30.000. Det antalet kommer nu var sjätte vecka! Man får nog vässa sina argument om man ska rättfärdiga dagens politik med sådana exempel ur historien.
Välkomna hit! stod det på plakat över hela Europa under den väldiga anstormningen 2015. Malmö kommun kunde vara ett exempel, sedan man där beslutade om snyggt tillverkade metallskyltar på Centralstationen med texten ”Refugee? Welcome to Malmö!” Det är inte alls konstigt att just Sverige och Malmö behandlas i Murrays bok. Sverige ter sig extremt, men han påminner om att vi är extrema i sällskap av främst Tyskland och Storbritannien. Men när man säger det får man inte glömma de stora migrationsproblem som tynger Italien, Spanien, Grekland, Danmark, Norge och andra europeiska länder. (Foto Astrid Nydahl)
NB: Til bloggens venner – Paypal problemer, der varede i en måned, er nu overstået. Jeres donationer går ikke kun til smårejser, faste udgifter, hardware osv., men også til trofaste kronikører. Endnu ikke alle, for så stor er indkomsten ikke. Men skriv alligevel, hvis du vil have et godt publikum, og hvis du mener, du er god nok. Det afgører jeg naturligvis i sidste ende, og det kræver ikke, at du og jeg er enige.
Min snart ret gamle ven, Paul Weston, kommenterer her Channel 4 interviewet med psykologiprofessor Jordan Peterson. Vi mødtes første gang på Bryssels gader og senere på en pubcrawl i 2007. Vi opdagede hurtigt, at vi delte tanker trods det, at ingen af os opfattede os selv som særlig politiske af observans. Dengang.
Interviewet er også en sjælden oplevelse. Når jeg stod imod talrige opfordringer til at blogge det, skyldes det mest at jeg meldte mig ud af kønskrigen engang omkring 1977, og er yderst utilbøjelig til at melde mig ind igen. Jeg sluttede fred med det smukke køn for 40 år siden, hvilket ikke var nemt som Sverige-kommentator, skal jeg hilse og sige. Mon ikke kun Strindberg kan lokke mig tilbage som fodtusse i den krig?
Men jeg står fast, kønskrigen og al dens debat rager mig en hatfuld. Jeg gør en midlertidig undtagelse i dag. Se endelig den lyserøde medieelites Stalingrad. Interviewet har naturlige forgreninger ud i den større politik, og er derfor essentielt. Alle interviews skal vise noget, og når de viser mere end det tilsigtede, er de tilsvarende mere interessante.
Dette interview er mere interessant, end det var meningen fra Channel 4’s side. De havde lagt en slagtning af Peterson tilrette, men endte med selv at blive offerlammet. Det er godt TV fordi det er så synligt. Problemet med det meste politik er, at det er så usynligt. Vi ser ikke aktørerne bag deres facade, kun konsekvenserne af, hvad de foretager sig. Vi forveksler facaden med essencen og bilder os selv ind, at vi er demokratiske deltagere.
EU har snuppet den ene halvdel af vores deltagelse, Folketinget og partisystemet den anden. Du og jeg er skrevet ud af ligningen, demokratiet har været en illusion i mange årtier, hvilket flugter med, hvad Peter Hitchens sagde i København for nylig. “Kristendommen har sit eget endeligt indlejret i sig. Demokratiet har også.”
Man kan kalde Westons kommentar til det hele, dér hvor general Friedrich Paulus går ti år i Sovjetisk fangenskab inden han repatrieres til Dresden, hvor han dør 66 år gammel i 1957.
THAT Jordan Peterson Interview
Jordan Peterson versus Channel 4. Watch it again and enjoy!
“This is about rejecting the suicidal insanity of the right and the left”
Jeg talte med en gammel, skånsk ven på Christiansborg i lørdags. Han havde absolut ingen forhåbninger for det kommende valg. Han har antagelig set for mange passere revue. Lige nu agter 80 procent af svenskerne ikke at revidere det sørgelige politiske billede, vi ser. Det hele vil antagelig slingre videre med et skuddrab hver 8.4 dag, og han og jeg bevarer en mikroskopisk mulighed for i det mindste at blive positivt overraskede.
Tolv förutsägelser
“Vi kommer att få se flera politiskt motiverade mord i Sverige”
Jens Ganman, der har en fortid på SR og SVT og kalder sig optimist, skrev igår dette på Facebook. Jeg har plukket i det:
1) Den svenska integrationsdebatten kommer mycket snart – helt öppet och helt skamlöst – att kretsa kring två begrepp: ”repatriering” och ”assimilering”. Socialdemokratin kommer att gå i bräschen för detta.
DR 2 med rene ord for pengene. ‘Skyderierne vil afgøre det svenske valg’
Deadline havde indkaldt en journalist fra Sydsvenskan, som forklarede hele elendigheden med ‘sociale forhold.’ Svenske journalister lurepasser stadigvæk, og Deadline er blevet en sørgelig ynk med sine nye medarbejdere fra Information/Politiken. På DR 2 Dagen gav Magnus Bejmar en meget kompetent analyse i superkort form.
Magnus Bejmar bor i Danmark, så han har lidt lettere ved at spytte klart ud. DR har brugt ham før, og de får brug for ham i den nære fremtid, tør man love. Sverige er inde i et valgår, derfor er retorikken på vej ud i fuld panik. Ellers har de samme politikere 40 års rutine i at ignorere vold, voldtægt og død, men nu er det magten og 40 års prestige, der står på spil.
Löfven er en lus mellem mange negle, og han havde ‘a slip of the tongue.’ Han er en marionet for stærkere kræfter, og ingen bør misunde ham de næste ni måneder. Inden vi aner det, er han den nye ambassadør på Island. Endnu en hovedansvarlig for ødelæggelsen af Sverige, vil være undsluppet ansvar.
Tilbage er kun snak og forværring, en eventuel fornuftig debat kommer længe, længe efter, at Sverige er stillet overfor et fait accompli. Den var uønsket af politikerne, og en enig presse hjalp med at tie den ihjel, da den kunne have gavnet noget, og nu kan det nok være, at pressen løber fra sit historiske ansvar.
Alle de stemmer, der ytrer sig nogenlunde åbent i dag, var væk af angst for deres sociale anseelse, dengang de kunne have betydet noget. Nu kvidrer de frisk, men det er aldeles post festum, nu snart en tredjedel af befolkningen er skiftet ud med den tredje verden, uden at nogen rigtig er blevet gjort begribeligt hvorfor.
Det fortrængte vender tilbage i dæmonisk form
Man kan bebrejde politikerne, men uden pressen til at kvæle al dissens, havde de aldrig kunnet gennemføre den demografiske revolution, som de gjorde. Sådan skaber man katastrofer ved at suspendere det vigtigste i demokratiet- ytringsfriheden (og jeg har oplevet det i alle detaljer.) Nu vender det fortrængte tilbage i dæmonisk form. Det er synd for svenskerne, men etablissementet har så rigeligt fortjent, hvad der kommer. Det bliver et Helvede at være politiker i Sverige, og det er kun lige begyndt.
Hvis der skal være noget håb for Sverige overhovedet, skal den stå på assimilering og repatriering pr. omgående, som Jens Ganman skriver. Og man skal ikke forestille sig, de der har skabt disse enorme problemer, er de samme som bare delvist kan løse dem.
Formålet med indvandringen var at skabe en rød vælgermajoritet
I så fald, er der noget “svenske borgerlige” ikke rigtig har begrebet. Dan Ahlmark, ekonomie licentiat på Handelshögskolan i Stockholm, samt jur.- och fil. kand. examina vid Stockholms Universitet skriver:
Har socialdemokratins ledning medvetet och avsiktligt drivit en massinvandringspolitik (MI-politik) i syfte att cementera en vänstermajoritet i Sverige för de närmaste generationerna (liknande den under perioden 1932 – 76). Min åsikt är, att så är fallet, och det bygger på en analys av de viktiga förutsättningar och omständigheter, som med all sannolikhet mest påverkat detta val. Eftersom frågan är politiskt så dramatiskt explosiv, kommer man sannolikt inte att hitta någon helt avslöjande ”smoking gun”, som otvetydigt bevisar min hypotes, utan man får istället använda ett logiskt resonerande angreppssätt, som dock kan leda oss till sanningen […]
Man kan ikke skåne nogen for noget. Det er bare at indse, som Peter Hitchens sagde i København forleden, at man absolut intet kan påvirke politisk, og at den indsigt er noget af en lettelse, når man har været frustreret længe nok. Alle disse mennesker, der vil ind i politik, “fordi de har en vision om en bedre verden,” skal være taknemmelige, hvis de bare ikke gør den værre, det er nemlig hvad de fleste kommer til at gøre. Enoch Powell, der vidste noget om fiasko, sagde:
All political lives, unless they are cut off in midstream at a happy juncture, end in failure, because that is the nature of politics and of human affairs.
Femten dage i Sverige
“Jamen, de har jo ødelagt landet”
Dette er dødsofrene for svenske ‘mångfald’ i 2018 – eksklusiv de tre sidste dage. Der er flere mord siden den 15.1.
Det lille barn i H.C. Andersens eventyr ville i 2018 sige: “Jamen, de har jo ødelagt landet.” “I en tid med universelt bedrag, er det at sige sandheden en revolutionær handling,” skrev Orwell, og dette er den enkle sandhed: De er igang med at demolere et helt land, og så kalder de det endda ‘samfundsbyggeri’ – ‘samhällsbygga.’
Alle disse politikere og journalister svenskerne ser på skærmen hver aften, har ødelagt et tusind år gammelt land. De har gjort det, fordi det gavnede deres karriere. De hovedskyldige kan virkelig ikke lide, når beskrivelsen indeholder for megen sandhed. Om det så havde været forsætligt, kunne de skyldige ikke have gjort et grundigere job, og Sverige kan ikke repareres, selvom de naturligvis kandiderer til jobbet, som de mafiosoer, de er.
Svenska folket är inte redo för konsekvenserna av att Sverige försvarar sitt territorium
En helt glasklar analyse af Engellau. Det teater vi ser opført i svenske medier, er en ren Potemkinkulisse. Der står en krig og venter på Sverige, når de en dag beslutter sig for at tage den. Det er det Sverige nu vil opruste for både politimæssigt, militært og psykologisk, og slet ikke Putins Rusland, men det får man ingen til at indrømme ærligt. Problemet er, at mens Sverige forholder sig passivt så længe indvandrere kun skyder hinanden, vokser indsatsen fra dag til dag frem imod den uundgåelige dag, hvor der ikke længere er et valg.
Derfor opruster Sverige, og derfor lyver de om grunden. De indvandrede ‘bander’ er en potentiel guerillahær, og de har en tilsvarende bevæbning. og desuden er den svenske offentlighed slet ikke parat til at acceptere det antal dødsofre, der ville opstå.
Derfor dalrer det videre, også selvom Löfven efter at jeg skrev dette i morges, ubetænktsomt har talt om at sætte militæret ind. Situationen er ikke moden til det, Löfven kommer ikke til at gentage sit tilbud. Krigen svenske politikere metodisk har arbejdet på siden 1975, kommer ikke før et større antal almindelige svenskere er blevet indblandet i bandernes skyderier, eller før hær og politi er genskabt i kampklar stand. Vil den tilrejste guerillahær vente på det? Der er tegn på det modsatte hele tiden, bare i dag her, her og her.
Men nu handlar det inte längre bara om jakt på flyende kriminella. Nu börjar det mer likna krig. Vår tids kriminella fungerar mer som gerillakrigare än som gammaldags tjuvar.
