Ni togrejsende hugget ned med økse(r)

Siger politiet endnu mens der er uvished om der var flere økseangribere. Den ene var “tidligere jugoslav.” Det er 25 år siden, der var noget der hed Jugoslavien. Måske var han ligefrem tidligere borger i det østrig-ungarnske kejserdømme, hvem ved. Pressen ved allerede, det kun var et ‘amoklauf.’ Uofficielle kilder opgiver navnet “Fatmir H. fra Kosovo,” så det er næppe en kroatisk katolik eller serbisk ortodoks. Hvis han er sindsyg, er han også med 95 procents sandsynlighed muslim. Daniel Greenfield gør kort proces med løgnene: MUSLIM REFUGEE CARRIED OUT AX ATTACK IN GERMANY.

De togrejsende var terroriserede alligevel. De lægger krop til nutidens gemmeleg mellem befolkning og politikere: Politikerne ved noget, men de vil ikke sige det. Det er deres egen krig, de skal holde fra at bryde ud. Folket bløder bare. If you prick us, do we not bleed? Jo, ni sårede, en 13-årig pige kæmper for sit liv. – Düsseldorf attack: man arrested after injuring nine people with an axe

I øjeblikket er vi ved at trænge kvinder ud af det offentlige rum, fordi visse muslimer ikke vil have dem der.

Den tyske politiforbundsformand Rainer Wendt gav et ætsende billede af et Tyskland, som splittes mere og mere op i parallelsamfund, der gør integration til et meningsløst ord. Den erfarne politimand sagde uden omsvøb, at situationen er ude af kontrol, og at der må langt stærkere midler til, hvis man skal håndtere problemerne. DKA.

Her kan man godt ærgre sig, hvis man ikke forstår tysk. Kunne man forestiller sig en dansk politiformand holde en så polemisk, politisk tale endda med overskud til humor? Næppe, ikke engang en dansk politiker kunne holde den alene af den grund, at han slet ikke forstår dybden af den krise, han har sendt os ud i. Senest demonstreret af Anders Samuelsen og Kristian Jensen. Disse kunne have set over Øresund,  men det er de for provinsielle til, og så kan de forøvrigt ikke kunsten af holde en tale.

”Sverige har i praktiken övergett vissa lagar”

De sidste 48 timer er seks eller syv personer myrdet i Sverige, herunder i to dobbeltmord i Stockholm. Jeg er ikke sikker på det nøjagtige tal. Dødsofrene tikker ind på redaktionerne og bliver annonceret med den samme malplacerede optimisme, som var det sejre i ishockeykampe. Mordene bliver ikke opklaret, selvtægt bliver resultatet.

Alene i Stockholm “undersøger politiet 47 mord og 57 mordforsøg,” dvs. retssamfundet er i praksis brudt sammen hvad angår mord og drab. Man behøver ikke kommentere svenske politikeres evner. Resulatet af deres gerninger taler med al tydelighed for sig selv. Spørgsmålet er, om der bliver et et retsopgør med dem, eller om de slipper gratis fra deres hærværk mod Sverige.

Fortsæt med at læse “Retsstatens kontroltab”

De har fuldstændigt erbobret magten på alle sendeflader. På P2 hedder det i dag All Women are Divine. Det er som at se gerontopolitbureauet sidde og klappe af sig selv på den Røde Plads, at se noget svensk medie i dag. Apparatchikkerne fejrer sig selv, folket betaler og synger med.

Svenske kvinder tør rigtignok ikke gå alene ud i det nysvenske mørke, men “de kan slet ikke holde kæft.” I Pakistan bliver 93 procent af alle kvinder seksuelt mishandlede, men de vil have Pakistan til Sverige. Hvad er det de savner? Den svenske mand? Deres far?

Når sangen ved nærmere eftersyn viser sig at handle om depression og anorexi, bliver man eftertænksom. Her står svenske kvinder, der har vundet hele dagsordenen, og synger ud i deres nød. Er det i virkeligheden taberne og ofrene, der synger, eller hvad foregår der?

Sangen er et hashtag. Jeg kan bedre lide kvinder som enkeltpersoner end som bevægelser med et diffust budskab. Poesi og politik trives ikke godt sammen, eller også egner anoreksi sig måske kun som en folkrörelse i Sverige. Der er en længsel, men efter hvad?

Oh, pretty woman

Jeg har ikke hørt den siden 1969, og jeg var vind og skæv af hash, men den er stadig skøn og bedragerisk som en kvinde. Med John Mayall, Mick Taylor, John McVie og Keef Hartley

Fortsæt med at læse “»I can’t keep quiet, no, no, no«”

Ögonvittnet Claes, 54, om upploppet i Hallsberg: “Sverige håller på att rämna” Rämna betyder ‘gå i stykker, revne, splitres.’ Såkaldte ‘nyankomne’ gik amok på hinanden, politiet og den midtsvenske by Hallsberg. SVT redigerede bort, at de råbte “jalla”, da det kunne medvirke til at identificere dem som fremmede. “Etikken” tilsiger SVT, de skal skåne folk mod sig selv.

Det er samtalen mellem de midaldrende svenskere i bilen, man skal lytte til. Både det de siger, og den uudtalte understrøm i samtalen, der nu findes overalt i Sverige lige under overfladen. Hver dag.

Fortsæt med at læse ““Sverige håller på att rämna””

En film, jeg har ventet på en god måneds tid. Nu er den her, og det er et dokument i særklasse. Anderledes fordi den er bedre. Den har, modsat så meget man ser, et dybt kendskab og en varme for sit emne.

Neroth ser Sverige indefra og udefra på samme tid, og dobbeltheden går igen i filmens bittersøde titel: “Sverige har været vild med at blive multikulturel/ Sverige dør for at kunne blive multikulturel.”

Han er født i Malmø, men har boet mange år i London. Tak til Pelle og Paul, det er et privillegium at publicere filmen. Havde svensk tv ikke været, som det nu engang er, ville den havde været selvskreven til at blive vist i prime time. Men måske i DR og NRK?

You Tube-blogger skilles efter medie-hetz

Dette er netop hvad der tales om i dokumentaren ovenfor af bla. Göran Adamson og Nima Ali Pour. Erik på Granskning Sverige skriver:

Min fru har vädjat till mig att sluta för hennes och barnens säkerhet. Jag kommer inte vika mig för Mattsons attacker och kan därför inte tillgodose denna min frus vädjan. Därför har vi beslutat att flytta isär och min fru söker lägenhet i Kungsbacka. Jag älskar fortfarande min fru över allt i världen, men kan inte vika mig för ett etablissemang som vill definiera vad som är rätta tankar och felaktiga tankar.

Fortsæt med at læse “Pelle Neroth: Sweden – Dying to Be Multicultural”