På grund af mørket ankomst antager jeg, ville jeg finde og høre den sang, som jeg første gang hørte i Molière’s dødsscene i Ariane Mnouchkines helt magiske film for næsten fyrre år siden. Molière bæres af sine venner op af en trappe med blodet lydende ud af munden, i en scene der synes uendelig. Den tager så langt tid, at man få tid til at tænke på, om de vil redde ham eller hjælpe ham til hans himmel, og den giver en følelsen, man kender fra drømme: At træde i en evighed op af trappetrin og ingen vegne komme. Den er hypnotiserende som Andrei Tarkovskys scene i badet i Nosthlagia, hans næstsidste film eksilet.
Jeg stødte ved et fuldstændigt tilfælde på denne version med Klaus Nomi (1944-1983), en tysk rockmusiker med en fin kontratenor, der voksede op midt mellem Maria Callas og Elvis Presley samtidig med Nina Hagen og David Bowie, som han også sang kor for. Han døde i New York næsten samtidigt, som han var ved at blive berømt.
Jeg kendte ham ikke dengang, i dag han er sikkert næsten helt glemt. (Lady Gaga har dog husket ham.) Pladeversionen har bedre lyd, men koncertversionen fortæller mere om den særprægede mand. Det er fra hans sidste offentlige optræden dødsyg af AIDS. Min interesse var vakt i en sådan grad, at jeg var nødt til at se dokumentaren om ham: The Nomi Song. Den er et tidsbillede, der er værd at se.
Strøtanke om gerontokratiet
Jeg kan gribe mig i at drømme om et gerontokrati, der kunne afløse demokratiet som styreform i ti år, indtil problemerne middelmådighederne og vindbøjtlerne har skabt, er løst. Når det er sket, træder de tilbage igen, og det gør de for vi er ikke i Gaza, Tyrkiet eller Rusland. Endnu, skal man nok tilføje. Mange af vore problemer er politikerskabte, og iøvrigt ganske unødvendige. Sveriges nuværende grove sociale og økonomiske problemer, havde ikke været nødvendige. De er politikerskabte af naive, provinsielle verdensforbedrere, der troede de kunne gå på vandet.
Jeg forestiller mig erfarne personer som Asger Aamund, Bent Jensen, Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Kai Sørlander, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Lone Nørgaard, Lene Kattrup, Ulla Nørtoft, Eva Selsing, Poul Højlund, Henrik Gade Jensen, Katrine Winkel-Holm og femten andre af lignende kvalitet. En slags Frihedsråd, kunne man sige. Jeg beklager at have indlemmet nogle yngre kvinder i gerontokratiet, men de tager det nok som den kompliment, det er.
Churchill var 66, da han for alvor trådte ind på verdensscenen. Han havde alderen til at se igennem Hitler og Stalin. Jeg skal ikke nyde noget. Jeg har alderen, men ikke temperamentet. Hvem skal vælge dem? Det skal jeg.










