
Sigbjørn Obstfelders grav på Frederiksberg Kirkegård, buste af Gustav Vigeland.
Jeg boede en overgang på Frederiksberg Allé for mange Herrens år siden. Hos bageren kunne man møde Jens Kistrup, Svend Kragh Jacobsen og Dan Turell, det er et kvarter med mange “bureaukrater, bøsser og operasangere,” som min ven historikeren siger. Men selvom jeg kun har godt at sige om Frederiksberg, følte jeg mig aldrig helt hjemme. Jeg var en fremmed, en evig hjemmefødning fra egnen omkring Sølvtorvet, og siden jeg flyttede derfra, er det sjældent jeg kommer der.
Lige over for hvor jeg boede, lå Frederiksberg Gamle Kirkegård fra 1732, men jeg kom der aldrig dengang jeg skulle bevæge mig 30 meter for at se den. At jeg kom der for første gang mandag, skyldes som altid tilfældet og min ven turistføreren. Vi var kommet til at tale om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, fordi Lars Bukdahl i sin omtale af Klaus Rifbjerg i Deadline søndag havde sagt, at “Rifbjerg introducerede modernismen, efter ham behøvede man ikke længere rime.”
(Genudsendelsen af Adam Holm interviewet med Rifbjerg, gjorde ikke dennes minde nogen stor tjeneste. Her ser man flere af hans dårlige egenskaber i kondensat, først og fremmest en mand der sprøjter ord ud som et maskingevær, starter sætninger han ikke aner hvor skal ende, som han vil køre hjem på rutinen. De kommer ikke hjem, men Rifbjerg hører det forlængst ikke.)
“Obstfelder skrev urimede digte i 1890’erne,” sagde turistføreren, “hvad mener Lars Bukdahl? Du kender ikke Obstfelder?” “Jo, det gør jeg da.” “Hvor kender du ham fra?” “Det har jeg glemt, jeg kender ham bare. Han betød noget for Rilke.” “Du ved ikke, han er begravet på Frederiksberg Kirkegård?” Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg blev mere interesseret.
Så kom vi til at tale om hans ven, Edvard Munch, – Munch har portrætteret Obstfelder og kendt ham i Berlin og København – for jeg har prøvet at lokalisere den psykiatriske klinik, han var indlagt på i syv måneder i 1908, og hvor ham malede det berømte, djævelske portræt af professor Daniel Jacobson. Jeg havde søgt på Bülowsvej, men det er Kochsvej 21 lige bag kirkegården. En stille villavej, hvor Carlsberg ligger for enden af vejen. Jeg sendte en medfølende tanke til Munch’s viljestyrke, for hans nerver krævede absolut, at han holdt op med at drikke alkohol. Det gjorde han, og sikrede endnu fyrre års produktion af billeder.
Vi besluttede at cykle til Frederiksberg i solskinnet og smutte inden om Kochsvej. Jeg havde set, hvilken perlerække af danske kunstnere og videnskabsmænd, som ligger på Frederiksberg Kirkegård, og nogle af gravene foruden Obstfelders, ville jeg gerne se:
Fortsæt med at læse “På tilgroede stier”