Lars Bern, teknologie doktor, företagsledare, författare och samhällsdebattör, opregner nogle af de faktorer, der med rekordfart gør Sverige til et 3. verdens land foran vores øjne, bortset fra islam, men det er slemt nok selv uden.
Sverige var et land, hvor der for 40 år siden var styr på alt, ligesom Tyskland, hvor man kan drikke te af motovejstoiletternes kummer. Svenskerne betragtede danskerne som ‘Nordens italienere’. Nu er Sverige ved at være Nordens Baghdad, man skulle måske snarere sige ‘Mosul’.
Nu kan politiet hverken forhindre eller opklare mord, staten aner ikke, hvilke forbrydere de gør til svenskere. Alt flyder. Sverige vender tilbage til menneskets ur-tilstand – kaos. Alle ser det, ingen tør stoppe det, fordi angst for øvrigheden og konformisme er enhver svenskers vuggegave.
Det er nu et land uden mere synlig ledelse, end at nogle floskuløse pap-figurer til politikere taler automatsprog på skærmen over for journalister, der ikke tør udfordre dem. Prøv at høre dette krybende, servile interview med den nye, såkaldte Moderatleder, designerkvinden der muligvis er et levende menneske i privatlivet. At tænke sig, at der kun skal én genration til af den slags mennesker, for at køre et land helt ud af historien.
Først degenererede eliten fuldstændigt, så tog de befolkningen med i faldet inden den nåede at protestere. Vi forhøjer skatterne, så vi kan betale vores undergang, vi afskaffer militæret – det er nu en tiendedel af hvad det var i 1985 – så vi kan få råd til at være en moralsk supermagt. Se mere i dag på Jens Kittels En patient i koma. Sverige er Konen i Muddergrøften.
“Hvad er der nu i vejen?” spurgte flynderen. “Hun vil være Vorherre,” sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. “Gå hjem,” sagde flynderen. “Hun sidder igen i muddergrøften.” Og der sidder hun endnu den dag i dag.
Det er generationen, der ikke vil være autoritet, ikke have ansvar, ikke være voksne. Hør statsminsteren eller Moderatlederen messe: “Vi tar ansvar”. Sludder, det er netop hvad ingen gør. Under disse uhjælpelige teenagere smuldrer 30 generationers hårde arbejde.
Det er også historien om kvinderne, der tog magten og formøblede alt, og landet der i går uddelte Leninprisen til Mikael Wiehe, en figur der personificerer hele landets misére. Der er en tid til at samle, og en tid til at sprede, en tid til krig og en til fred, og vi lever i spredernes og krigsskabernes tid.
Disse svenske politikere trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig, men sporene er for intet at regne imod, hvad der vil komme. “Når de gode regerer, afstedkommer de ondskaben”, sagde Ulrik Høy forleden. Godheden er allerede betalt i mange svenske liv. Når mennesker dør i større tal af ført politik, er det ikke sjov længere, jævnfør den politiske teateropførelse efter Krudttøndeterroren. Ingen synes det, undtagen politikerne, hvis skyld det er.
Se også kommentarerne til Tvåstegsbomben inom migrationspolitiken. Det er vidende folk, svenske medier presser ud i blogosfæren. Medierne er den mest reaktionære kraft i Sverige. Det er 1968, der sejrer sig til døde her, og ’til døde’ er ikke billedligt ment. “Oj, nationalt selvmord?” Tjek det det selv!
Fortsæt med at læse “Sverige: Landet uden ledere”