During the shooting of Andrei Tarkovsky’s last film Offret, cameraman Arne Carlsson taped around 50 hours of behind the scenes footage. Editor Michal Leszczylowski took the material and added scenes of previous interviews and interesting statements from the script of Offret and from Tarkovsky’s book ‘Sculpting in Time’. The result is a documentary that shows the way Tarkovksy worked: carefully building each scene. Shows why he did the things he did: his vision on film. And shows the emotion of the man Tarkovsky: his great disappointment when the camera breaks while shooting the house going up in flames.
I aften viser DR Tarkovskys sidste film, Offeret, indspillet på Øland i 1985. Han havde terminal lungekræft og døde den 29 december 1986. Filmen blev færdig med Ingmar Bergmans fotograf Sven Nykvist og hans skuespiller, Erland Josephson. Tarkovsky ligger på Sainte-Geneviève-des-Bois kirkegård for russere i Paris. Man kan se hele Offret her.
Lars Vilks forelæste i en bank på torvet i Karlstad i går i stedet for universitetet, hvor det oprindelig skulle have været. Expressen livesendte noget af det, afbrudt af kommentarer fra studiet af bla. redaktør af Journalisten, Helena Giertta, der mente at den svenske debat var frisindet og den danske “racistisk” og at danske Trykkefrihedsselskabet ikke interesserer sig for alles ytringsfrihed og desuden er surprise – “racistisk og islamofobisk.” Selskabet har, som man ved, interesseret sig for russiske, kinesiske og svenske dissidenter, og også Ahmed Akkaris ytringsfrihed.
Sådan ser det ud fra den svenske nomenklatura, der sjovt nok altid er midaldrende madammer, der er rørende enige, men alligevel taler i munden på hinanden fordi de nu engang er vant til at dominere slagmarken. Men hun vil vide, da hun nu kender os så godt, at i Danmark anvendes de to ord uhyre sjældent.
“Racist” fordi det tjener til at forhindre debat, og “islamofobi” af samme grund. Det sidste ord er fundet på for at forhindre kritik af islam, hvilket allerede Koranen forbyder uden at det helt er trængt ind i Europa. Endnu. “Islamofobiska Trykkefrihedsselskabet & Ingrid Carlqvist” skriver Värmlands Folkeblad. Det kræver en psykoanalyse, jeg skrev for ti år siden og ikke gider mere. De sidste skal blive de sidste, og de allersidste er de journalistuddannede. Allerbedst ville det være at skrotte erhvervet og begynde helt forfra ligesom efter nazi-Tysklands fald.
Nu er Manu Sareen fra dhimmipartiet R lige blevet udnævnt til “en fjende af Allah”, og selvom det er alvorligt koranisk forstået, er det nu rart at der bliver lidt flere skuldre til at dele byrden, især når de er Radikale. Der er en dybere retfærdighed på spil her. Det går den rigtige vej.
“Det er ulykkeligt at Vilks accepterede en pris fra Trykkefrihedsselskabet,” sagde Giertta. Hun henviste desuden til Lena Sundströms artikel i går med de “fem tunge danske kulturpersonligheder” for at vise hvor slemt det står til i Danmark. (De er alle meget forhenværende, og måske kender kun jeg og Lena Sundström dem.) Hun mener, at den politiske anstændighed i Danmark er hårdt presset, og det er sandt – tak og lov for det. Der vil altid være en Uffe Elbæk, der er ikke noget at gøre ved det. Sveriges problem er, at der er 300 Uffe Elbæk’er, og de sidder i Riksdagen. I medierne er der ikke andre.
Om Giertta overhovedet kender dansk debat, ja forstår sproget, ved jeg ikke. Jeg lader hende tale for sig selv. De fleste kan selv bedømme hendes kvalitet.
Her er Vilks interviewet af Expressen inden forelæsningen. Selve forelæsningen kommer nok i løbet af i dag på You Tube. Den var ret lang, så den er ikke ‘oppe’ endnu, professoren er vant til at forelæse. – Se også Trykkefrihedsselskabet 10 år, Sapphoprisen til Lars Vilks.
Hur Sverige avskaffade seg själv som svenskarnas land
Tänk att man under sin livstid skulle få vara med om hur Sverige avskaffade sig själv som svenskarnas land – ivrigt understött av en majoritet av den egna befolkningen – och hur man gick från att vara en välmående välfärdsstat till en tredje världens bananrepublik.
“I grabbed a pile of dust, and holding it up, foolishly asked for as many birthdays as the grains of dust, I forgot to ask that they be years of youth.”
Gambon gik op for mig i Dennis Potters geniale The Singing Detective. Dennis Potter blev selv interviewet på sit yderste af Melvyn Bragg med morfinflasken og cigaretterne indenfor rækkevidde. Døden har ikke været nærmere eller mere artikuleret i noget interview.
Hvem glemmer ikke at bede forsynet om ungdom før det er for sent? Jeg ser det på hospitalerne, hvor jeg har min gang for tiden. Jeg er vokset op på et hospital, så det er hjemme for mig. Til dem jeg møder, har jeg lyst til at sige: “I skal ikke være bange. Her er diætkøkken, gulerødder og kartofler og kærlige sygeplejersker.” De tænker på den tabte ungdom ligesom jeg, med gangapparater og gummislanger og nåle i armen. Eller bilder jeg mig det ind, foolishly?
Wachet auf, ruft uns die Stimme, BWV 140
Wachet auf, ruft uns die Stimme (Awake, calls the voice to us),[1] BWV 140, also known as Sleepers Wake, is a church cantata by Johann Sebastian Bach. He composed the chorale cantata in Leipzig for the 27th Sunday after Trinity and first performed it on 25 November 1731. It is based on the hymn “Wachet auf, ruft uns die Stimme” (1599) by Philipp Nicolai.
Kriminelle muslimer i Toulouse går virkelig til vaflerne. De har raseret en retsbygning i fire etager:
For the first time since France was hit by a series of destructive, racist and antisemitic attacks, a judicial building has become the target of a sack, carried out in due form. It took place at the Administrative Tribunal of Toulouse, where four floors of magistrates’ and clerks’ offices were literally vandalized, apparently during the weekend of March 8-9.
Monday morning (March 9) around 6:30 a.m., the firemen were called in because of water damage. They were stunned. The building was flooded. Clearly, during the night, all the faucets in the building were deliberately left on. The water flowed for hours, destroying floors and false ceilings…
But the worst was yet to come: files were scattered, some torn apart, photocopiers turned upside down, offices broken into… and above all, on the four floors in the form of graffiti painted with spray paint appeared the same inscriptions: “The prophet will judge you” and “Warning”. The name of a Muslim magistrate was even written on the walls. As were those of police officials. Thinly veiled death threats. Toulouse courthouse sacked, L’étrange blackout sur le saccage du Tribunal administratif de Toulouse
siger Jyllands Postens nye geni David Trads. I dag siger han Hurra for den feministiske udenrigspolitik, er Margot Wallström ikke imponerende? Nu har hun på få måneder formået at gøre Sverige upopulær og uønsket i Israel, Saudi Arabien og kostet landet 2.5 mia i eksportindtægter. Selv betonsossen Lena Mellin mener, det “er ualmindelig dårligt håndteret.” Hvad bliver det næste? Bare vi var mere som Brankär i Nyköping? (videoen).
Han bliver tiltalt for HMF for at retten kan komme hans ophidsede naboer til møde. Manden har “uttryckt missaktning mot personer med muslimsk trosbekännelse. Brottet är inte ringa”. Velkommen til tidlig morgen i Bumfuckistan tidligere kendt som kongeriget Sverige.
Den “misaktende” svensker skulle være blevet frikendt for et par dage siden, men er blevet truet og chikaberet af herreflket lige siden Facebook indlægget. Opdatering: Jeg ser nogle timer efter, at Gates of Vienna også har den: The Dawn Chorus in Nyköping
Lena Sundström taler med de danske tabere
Her mener jeg ikke tabere af en politisk kamp, som ulykkeligvis stadig foregår, og hvor danske poltikere og visse selvindbildte intellektuelle udgør den absolutte derriere garde. Jeg mener taberne over for virkeligheden og den overvældende, folkelige opinion.
Rønnebærrene er sure, og hvad man end mener om gårdsdagens helte Georg Metz, Rune Engelbreth Larsen, Flemming Christian Nielsen og Elisabeth Møller Jensen, så er det ikke så lidt af en overdrivelse at kalde dem “fem tunga profiler,” sådan som hun præsenterer dem i Dagens Nyheter. De tilhører et smalt og skrumpende segment som f.eks. også Carsten Jensen, der er eller var et stort hit i DN’s spalter.
Tiden har kørt dem over undtagen i DN og Sundströms verden. Det kan blive småt for enhver, det er allerede temmelig småt for Sundström, men dog ikke nær så småt, som det vil blive. Isflagen smelter under Sundströms fødder ‘as we speak.’ Om hun har opdaget det inde i sin boble, tvivler jeg stærkt på.
Samtidigt har Dansk Folkeparti ytterligare stärkt sin position i grannlandet. Förra året blev partiet det största i EU-valet, och en undersökning i Danmarks största tidning Jyllands-Posten visade nyligen att 13 procent av danskarna vill ha ett parti till höger om Dansk Folkeparti. I pressen beskrivs Sverige som ett totalitärt land som kan liknas med Nordkorea, Ryssland, DDR och Kina. Det är en retorik som man tidigare kunde höra från Dansk Folkeparti men som numera återfinns också i de stora tidningarna på ledarplats och bland tidningarnas krönikörer.
Der står en stor og mægtig elefant i vor stue, og nu er den begyndt at trutte i sin snabel. Ingen ser den, ingen hører den og ingen taler om den. Hvis vi ikke erkender virkeligheden, som den er, vil den en dag bemægtige sig også det hjørne, hvor vi endnu befinder os.
I Obamas administration har man forbudt brugen af ordet “islamisk”. Og alt, hvad “elefanten” foretager sig for at få mere plads, har selvfølgelig ikke noget med islam at gøre. Lars Løkke vrøvler om, at terroristerne har voldtaget islam. Det kan man kalde politisk korrekt virkelighedsfornægtelse.
Filosofien er vel, at holder man op med at bruge et bestemt ord, vil virkeligheden bag nok forsvinde. Men forbyder man et ord, betyder det ikke, at virkeligheden i stuen forsvinder. Snarere tværtimod.
Politikere og meningsdannere ligger næsten alle under for den politisk korrekte angst, at hvis man kalder noget “islamisk”, stigmatiserer man et mindretal. Den tyske forfatter Henryk Broder siger, at det at sige, at det ikke har noget med islam at gøre, svarer til at hævde, at alkoholisme intet har med alkohol at gøre.
Vi bliver hele tiden udsat for verbal manipulation af politikere og meningsdannere fra journalistisk venstreparti. Men det nye er, at venstrefløjen og de kulturradikale endelig lytter til det vås, der kommer fra Det hvide Hus.
På billederne ses: Lars Vilks, Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Helle Merete Brix, Naser Khader, Mogen Camre, Uwe Max Jensen, Hans Rustad, Kai Sørlander, Jan Sjunnesson, Søren Espersen, Mikael Jalving, Hege Storhaug, Helmuth Nyborg, Aia Fogh, Ingrid Carlqvist, Christopher Arzrouni , Søren Krarup, Christian Langballe og Lone Nørgaard.
Man må håbe at journalist Søren Villemoes i den retssag 9/11-konspirationsteoretikeren Niels Harrit har anlagt mod ham for æreskrænkelse er mere fokuseret på fakta end på æstetik og positionering. Det kan vist efterhånden godt slås fast at mainstreammediernes dækning af Trykkefrihedsselskabet altid vil fokusere på personer og form, frem for på den dokumentation foreningen fremlægger, og dette gælder for intet medie mere end for Weekendavisen.
Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed – har de ret i at Europas kerneværdier undergraves i disse år af hovedløs import af erklærede fjender af disse værdier, er personlige animositeter og æstetisk ubehag komplet irrelevante distraktioner.
Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (“Dagbog fra en uriaspost”, WA 13.3.2015, ikke online) der er “so 2005”, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut.
I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i “et røgfyldt kontor” (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar:
“I Trykkefrihedsselskabet føler man sig svigtet og forladt af en omverden, der har givet op både intellektuelt, politisk og moralsk, mens undergangen nærmer sig”.
Bayern: Blandt 1000 flygtninge, nul asylberettigede
Asylansøgere strømmer til EU – men ikke til Danmark, kan man læse idag. Det er jo gode nyheder, de holder måske et halvt år til, eller måske endda til en ny regering er valgt. Men der er NUL danske politikere, der har noget mere langsigtet svar, der er indrettet på at hamle op med de kommende års stigende asylstrøm. Vi hopper fra tue til tue, og politikerne håber befolkningen forholder sig passiv, mens de ødelægger landet så langsomt som de tør for EU og FN. Im Januar in Bayern unter 1000 “Flüchtlingen” NULL Asylberechtigte!
