Svenske medier er 100 % afetnificerede, men de dræbte er: Two young Syrian-Aramean brothers ( Bassam & Naim Touma) were killed and more were injured in a shooting in the city of Norrköping last night!  Nja, unge og unge.  Syrianer er kristne fra enten Tyrkiet, Iran, Irak, Syrien eller Libanon.

Der er 10.000 af dem i Danmark og 120.000 i Sverige, flest i Södertälje syd for Stockholm, hovedsæde for Scania AB og Astra Zeneca. Deres opførsel, mord og korruption især i Södertälje, hvor de har chikaneret og fordrevet muslimer, er beviset på, at man ikke skal stirre sig blind på islam, men interessere sig for den dysfunktionelle mentalitet og klankultur i muslimsk dominerede lande. De kan være nok så meget kristne, men de ødelægger fungerende stater.

Enhver indvandring fra den del af verden, er et socialt og nationalt opløsningsmiddel, og Sverige har efter alt at dømme i sinde at opløse sig selv, nå ja, med mindre vælgerne beslutter noget andet til september, men det har jeg ventet forgæves på i næsten tyve år, så jeg kan kun blive glædeligt overrasket, hvis svensk folkestyre pludselig skulle beslutte sig for at fungere.

Sverige importerar kaos, skrev Lars Hedegaard meget apropos i går. Mon ikke? Svensk politi holdt en pressekonference, der skulle give indtryk af, de har styr på det. Det er som tidligere sagt, en ren Poptemkinkulisse, en Valium til folket. Er der ikke en svensk medicinalindustri, der fremstiller det stof efterhånden? Jeg har en idé til et navn til præparatet: “Lugn, håll käften” – indlægsseddelen skal have underrubrikken “øvrigheden har tjek på det.” Æd en pille og skyl efter med en Pripps Folköl, den holder 2.8 % og hjælper alligevel ikke.

Två personer miste livet och flera personer skadades efter ett stort bråk i Hageby i Norrköping i går. Två bröder i 35-40-årsåldern dödades och flera skadades. Nu sitter fem personer anhållna misstänkta för inblandning i dådet.Flera källor uppger för Aftonbladet att några män från de två släkterna började bråka redan under en gudstjänst i Norrköping på påskdagen. Polisen kallades till platsen och två anmälningar om misshandel upprättades.

Det var vid 22-tiden på måndagskvällen som polisen larmades om flera attacker i stadsdelen Hageby. Polisen beskrev situationen som kaotisk och många personer ska ha befunnit sig i området.Både skjutvapen, knivar och knogjärn användes i vad som tros vara en samordnad attack. – Det var fullständigt kaos på platsen, det pågick fortfarande bråk när polisen kom dit, säger Anne Asp. Döda i släktuppgörelse var bröder

Støjsenderen Støjberg

Igen vælger Inger Støjberg at udstille sin egen vores andres afmagt med at komme med tomme trusler. Kom tilbage, når du har i sinde at udøve magt, dvs. lukke moskéen og give dens indhavere en enkeltbillet ud af landet. Vær så rar at holde mund indtil da. Venstres impotens er pinefuld.

Det er langt fra pæne ord, Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), har at sige om Oussama El-Saadi, formanden for moskéen på Grimhøjvej i Brabrand ved Aarhus, der senest er kommet i vælten, fordi han har kaldt en 21-årig dansker, der døde i en selvmordsaktion i Mellemøsten, for en helt.

»Han er en fej hund. Tænk at sidde i en moské og drive unge mænd ud i at begå mord i Allahs navn. Og ikke mindst tænk på de forældre, der sidder tilbage, som er bundulykkelige. Efter min mening burde Oussama El-Saadi pakke sine ting og rejse ud af Danmark. Han hører simpelthen ikke til her,« siger Inger Støjberg. V: Aarhusiansk moské-leder er en »fej hund«

De er set gennem en forelsket udlændings øjne i påsken, men jeg har fået lov at låne dem. Jeg har kun redigeret, beskåret osv. Jeg vil gerne slå et slag for still-billedet, så tit som jeg kan, og dem man ikke rigtig forstår, er de bedste. Der er et til her.  De forærer ikke alt, man skal selv digte med, ligesom i god litteratur. Det antydede er hele humlen. Click photos for full screen.

Fortsæt med at læse “Åh, København!”

Usvigelig SVT vinkling. På SVT er der stadig noget, der hedder ‘islamfobi’. De har endnu ikke tjekket kilderne til ordet. Virkeligheden betyder ikke noget for forrædderne i  SVT, folkeopdragelsen betyder alt.

Lars Hedegaard: Sverige importerar kaos

I Jan Tullbergs bog fremgår det, at indvandringen nu koster svenskerne 250 milliarder om året, cirka 35.000 pr skattebetaler, omtrent det samme økonomen Lars Jansson kom frem til i 2002, hvordan det så kan være uændret efter Fredrik Reinfeldts helt ekstraordinære hærgen i otte år.

“Hvordan kan dette ikke være landsforrædderi?,” spørger  Paul Weston om hans engelske modstykke, Tony Blair. De to har mere til fælles, end at de kaldte deres partier “det ny” hhv. Labour og Moderaterna. Tiden har indhentet begge konstruktioner, men kun i Sverige ses en tilbagevenden til socialdemokratismen, der intet modtræk har på den langt fremskredne overgivelse af landet til såkaldte flygtninge..

Der er mange let varierende definitioner på folkemord-genocide, men alle indeholder en passus om, at den der ved hjælp af bosætningspolitik fordriver et oprindeligt folk fra dets land, gør sig skyldig i folkemord. De to herrer er selv efter FN’s definition på kanten af at være simple forbrydere, der hører mere hjemme foran en domstol end i et parlament.

Er der da fordrevne svenskere? Ja, masser af internt fordrevne. Titusinder af svenskere, der ellers ville have boet i Malmø, Sødertälje eller Landskrona er gennem årtierne flyttet ud i landet, nogle har naturligvis forladt Sverige helt.

Det er et kostbart selvmord Sverige er ude i, og det er næppe en oplysning, der vil figurere i den svenske valgkamp, hvis svenske journalister får lov at sætte dagsordenen. Hvis svenskerne vågner op til nogle enkle økonomiske og demografiske fakta, så går det sjove ud af at være riksdagspolitiker på meget kort tid, og det vil svensk journalistik, – den mest reaktionære kraft i landet – naturligvis ikke medvirke til, så det vil ske sent, men det vil ske.

Efter att Sverige kunnat njuta 200 års fred som homogen nationalstat, har svenska politiker fått nog. De har tråkigt och har därför beslutat sig för att byta ut den svenska befolkningen mot mera färgstarka populationer från fjärran land, som varje dag bjuder på nya utmaningar såsom spännande ideologier, krig, fattigdom, analfabetism, kvinnoförtryck och homofobi. Projektet går över all förväntan. En fjärdedel av landets befolkning har nu utländsk bakgrund och invandringen kostar 250 miljarder kronor om året.

Detta meddelar den förre docenten vid Handelshögskolan i Stockholm, Jan Tullberg, i sin nyligen utkomna bok Låsningen – en analys av svensk invandringspolitik. Den kan laddas ner på nätet och är absolut värd att läsa om man vill veta vad som pågår i världens humanitära stormakt. Som Tullberg detaljerat berättar råder det i stort sett fri entré till Sverige för var och en som kan betala en människosmugglare. Och det kan bli en rätt god affär, eftersom detta engångsbelopp kan bytas in mot permanent försörjning för hela familjen eller klanen – på de svenska skattebetalarnas bekostnad.

En av bokens styrkor är de detaljerade statistiska upplysningarna om invandrarnas antal och vad de kostar det svenska samhället. Det framgår att antalet uppehållstillstånd framförallt har exploderat sedan Fredrik Reinfeldts borgerliga allians kom till makten 2006. Här är Tullbergs statistik över utdelade uppehållstillstånd:

20 tusen per år under 1980-talet, 40 tusen per år under 1990-talet, 60 tusen per år under 00-talet, fram till regeringsskiftet 2006, 100 tusen per år efter 2006. Detta betyder att Sveriges invandrarandel har stigit från 18,3 procent 2002 till 24,4 procent 2013. Migrationsmyndigheterna anger visserligen en annan siffra för 2013, nämligen 16 procent, men som Tullberg överbevisande argumenterar för är den siffran alldeles för låg.

”En självreglering kommer knappast att sätta in förrän Sverige genom en omfattande invandring förändrats till så låg ekonomisk nivå och så omfattande sociala problem att en bosättning i Sverige inte längre framstår som lockande.”

När det inträffar kommer hundratusentals invandrare, som hade sett fram emot evig försörjning i Sverige, naturligtvis att söka sig till de grannländer som har fört en marginellt mera restriktiv invandringspolitik, till exempel Danmark, Norge och Finland – där det fortfarande finns skattebetalare som kan betala. Det betyder att Sverige via sin generösa invandringspolitik snabbt kommer att utvecklas till ett hot mot grannländerna. Det är ingen slutsats som Tullberg drar, men den är uppenbar. Lars Hedegaard: RECENSION: Sverige importerar kaos (Dansk: Sverige importerer kaos.)

Tegn på selvstendig tenkning i Sverige

Af Christian Skaug

Dosent Jan Tull­berg ved Han­dels­hög­sko­lan i Stock­holm har skre­vet en bok om inn­vand­rin­gen til Sve­rige hvor han går skarpt i rette med poli­tik­ken som føres i øyeblik­ket – etter for­fat­te­rens opp­fat­ning er den destruktiv.

Pro­ble­met er at det ikke kan snak­kes om. Tull­berg drar en pas­sende sam­men­lig­ning når han sier at det er like vans­ke­lig å dis­ku­tere inn­vand­ring i Sve­rige om sex i Victoria-tidens England.

For­or­det lig­ger ute på net­tet, og anty­der at Tull­berg er et slags svensk svar på Paul Col­lier, og noe av inn­hol­det i boken hans brin­ger tan­kene hen på Brochmann-rapporten. (Dere hus­ker den, ikke sant?) Tull­berg går ikke av veien for mediekritikk:

I media finns dels en gene­rell inställ­ning, dels en rad inci­den­ter som vink­las för att läsa­ren skall få det intryck som jour­na­lis­ten efter­strävar. På nätet finns nu ofta kom­plet­te­rande infor­ma­tion som till viss del eli­mi­ne­rat de kon­ven­tio­nella medias tolk­nings­före­träde. Svenska fol­ket har i hög grad befriats från illu­sio­nen om att media föl­jer den moral de offi­ci­ellt hyl­lar – ”sant, rele­vant och kon­se­kvensne­ut­ralt”. Dagens läsare är i högre grad med­ve­ten om att hon inte bara blir informe­rad, utan även desinformerad.

Selv ser han det ikke som sin jobb å kor­ri­gere bil­det som teg­nes, men å tegne sitt eget rea­lis­tiske sådanne, sett fra sin syns­vin­kel som økonom, og vel vitende om at det ikke kan gjø­res uten å banne i kirken. Det betyr ikke at den kul­tu­relle dimen­sjo­nen er fraværende:

Mitt intresse väck­tes av en inter­na­tio­nell pro­ble­ma­tik vad gäl­ler kul­tu­rella mot­sätt­nin­gar och de pro­blem de med­för för til­li­ten i ett sam­hälle, samt möj­lig­he­ten att utveckla eller bibe­hålla ett sam­hälle med en fun­ge­rande demokrati.

Ei hel­ler den politiske:

Den väs­ter­ländska model­len med demo­kra­tiska natio­nal­sta­ter fram­stod för drygt 20 år sedan som värl­dens ideo­logiska vin­nare. Det svenska folk­hem­met är en vari­ant av denna modell som idag kom­mit att ifrå­gasät­tas. Nu är inte endast hem­met under ombygg­nad, utan det anses fin­nas ett behov av ett nytt folk; för att ta hand om pen­sionä­rerna, för att ta jobb som svens­kar inte vill ha, för att ta hand om alla invand­rare. Svens­kar anses inte län­gre kunna klara uppgif­terna själva. Mest av allt för att det plöts­ligt upp­stått en plikt att ta emot den som vill komma hit.

Fortsæt med at læse “Wilders: The swedish hippie, Cecilia Malmström”

Det skal alligevel markeres på dagen, de opmærksomme har set, at “brevhovedet” har ændret sig lidt. Det har hele tiden været et had-kærlighedforhold, men man kan hver dag vælge, hvad man vil fokusere på: Attraktion eller afsmag, lede eller appetit.

Der er selvfølgelig gået inflation i blogs, i 2004 var der ingen, nu er der lige så mange tusinder, som der nu er professorer. De fleste har ingen adgang til primærkilder, og kan hurtigt overses. De er folkelig opinion, vigtig eller mindre vigtig. Det er glimrende, jeg er demokrat, lidt hårdt prøvet ganske vist.

10 år er 3.650 dage næsten uden pjækdage. Man tager laptoppen med ned i Europa, og hopper på et hvilket som helst net og Twitter, og hopper ind i hjernen på Bendt Bendstsen og Cecilia Malmstøm, ligesom man hellere ville koncentrere sig om om Bastogne, Pointe du Hoc, Sainte-Mère-Église eller Verdun fra et hotel-net på det lokale torv, som på Hotel Collin på Place McAuliffe i Bastogne, der kunne have heddet “Place Nuts”, hvor jeg har boet i årtier med et robust belgisk køkken og udsigt til en helrenoveret Sherman-tank, og tænkt på, at jeg nok var europæer af gammel arv, når det kom til stykket. Til  Varusslaget. Til slaget ved Poitiers, til slaget ved Wien, til slaget ved Lepanto? (Snaphanens fotos)

Åh, javel, der bliver aldrig krig i Europa mere, mener den svenske madammegering, der nu har lagt alt perfekt tilrette for en fræsende, altødelæggende  borgerkrig. Javel, svenske politkere. Den danske frihedskæmper Gunnar Dyrberg, der var i gruppe med Flammen og citronen sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. ‘ Hvis Svensson får den tanke, er Fanden løs i 08 området. Pakkede kufferter vil stå i høj kurs.

Betænk det i Riksdagen. Sverige har 2.8 mio våben på private hænder. 20.000 svenske politikfolk er fuldstændigt “out-gunned” og ingen regner med den svenske hær længere. Den svenske rikdag burde være mere nervøs, end den er. Hamas 10.000 krigere kunne erobre Sverige på syv dage, hvis de kunne få et Mærsk-skib til at sejle sig derop. Hvorfor ikke bare få det overstået? Underkastelse med røven i vejret er sådan en skøn ting, og så er den sikkert genus-kompatibel.

Jeg må have ment noget med at blogge for ti år siden, selvom det hele oprindeligt var et  uheld, der var overhovedet ingen tanker bag,  men eftersom en intellektuel ideelt set er en undersøger og en tvivler, blev det ikke overstået én gang for alle i 2004, da jeg havde arkiveret de svenske artikler, der var vigtige på det tidspunkt. De var der, men de fyldte selvsagt ikke ret meget, og det gør de stadig ikke.

Ti år er overskueligt i et liv, men i cyberspace er det vældig lang tid. Hvis jeg ikke var en gammel 67 ér, ville jeg være måske være skræmt, men selv den mest beskedne fra dengang, har fået foræret en ubeskedenhed som startgave. Tiden skulle gå, inden vi blev tilpas ydmyge.

 2004 var samtidigt med Gates of Vienna, som jeg dengang troede var en østrigsk blog, indtil han blev min gode ven, jeg opdagede boede i Virginia i U.S.A og kom til at sove i mit soveværelse, mens jeg tog sofaen i stuen ud mod Frederiksborggade.

Jeg har fabuleret over det på forhånd i marts måned i  Ti år til? Nødigt, men dog gerne, I og Ti år til? Nødigt, men dog gerne, II, så jeg ikke trække pinen ud, selvom der er meget, meget mere at fortælle om ti fortættede år, men jeg ville gerne sammenfatte mange oplevelser, da  jeg skrev det.  De to poster handlede grundlæggende om lysten til at udvide, og umuligheden af at gøre det. Jeg hænger selv på  den, hvis jeg vil leve videre, og eftersom at leve er at skrive og fotografere, bliver det nok sådan.

Det er sjovt at tage fotos og filme, at komme med til interviews, til møder og på restaurant, at møde de personligheder, der kommer til København,  at være først med tyske eller franske bøger, Weekendavisen opdager tre måneder senere. Den daglige nyhedsstrøm vil jeg trække mig fra, undtagen når mavefornemmelsen siger, at her er noget særligt, der fortæller noget udover den pålydende  historie. Nyheder er rent hønsefodder for dimittenter fra journalistuniversiteter.

Det er ganske vist sjovt at lege tabloid og slå dem på deres egen bane, når der sker  noget særligt: At have Stockholmbomberens navn og foto længe før MSM, at have terroristen Breiviks ditto længe inden MSM. Det taler til journalisten i mig, og han findes faktisk, men i det daglige, er det ikke tilfredsstillende.  Det er også ti år siden jeg efter 34 år afhændede min faste ejendom i Sverige, hvad tiden har bekræftet, var forudseende nu jeg har så mange svenske venner, der bare vil væk. Det er også en fornøjelse, at publicere tilsendte tekster, der overrasker mig selv og gør mig klogere.

Man kan tænke over, hvad det nytter, og det gør jeg en sjælden gang, men politisk påvirkning er langt fra min første prioritet. Man får ikke beslutningstagerne i tale, erfaringen er at det er nyttesløst, de kommer til at føre os ind i alle de mareridt, jeg drømmer om natten. Man må gå uden om dem og henvende sig til meningmand.

Det føles nyttigt, når man på én dag får tre historier i MSM, så det er altså både nyttigt og ørkesløst, men man kan ikke basere sin blogtrang på den slags, kun på lysten og samvittigheden og evnen til at se historier, der har perspektiv ud over dagen, og det vil jeg gøre, hvis det virkelig skulle gå hen og vare ti år til.

Jeg har hele tiden taget ordet ‘weblog’ bogstaveligt – netdagbog ligesom kaptajnens log til søs. Den lynhurtige om spontane indskydelse skal have plads, jeg er alt for rastløs til det langsigtede og overlagte. Verden kan ramle sammen, hvis det er et stykke musik eller et fotografi, der trænger sig på, så bliver det det. Et snapshot mens jeg krydser Frederiksborggade. Bang! ind i pc’en, ud på nettet.

Jeg er (næsten) ikke underlagt markedsvilkårerne, såvel som jeg ikke skylder nogen noget andet, end at jeg ikke plaprer om dem, jeg arbejder for. De kan have deres dagsordener, det vedkommer ikke mig, og det er ligegyldigt om jeg er enig eller uenig. Fotografer er dokumentarister, det er forfattere, der har svært ved at holde kæft,  bare se Knausgaard, der har ødelagt sin familie på litteraturens alter. Mindre kan gøre det samme.

Hvis man kun har enkelte, isolerede forfatterambitioner, gør man ingen skade på dem, man omgås. Det kunne være Abu Laban, Enhedslisten eller Lars Hedegaard, det er fotografierne, der tæller og omhyggeligt udvalgte snapshots fra nyhedsstrømmen. At være et førstehåndsvidne var det, det handlede om. At dokumentere. Jeg mener noget, om det jeg bevidnede, men det har sin egen niche, der ikke behøver være vigtig.

Tøger Seidenfaden på Hovedbiblioteket, Abu Laban på Christiansborg Slotsplads. Ayaan Hirsi Ali i København, Ibn Warraq i København. Daniel Pipes i København, Robert Spencer i København Melanie Phillips i København , Robert Redeker i København, Thilo Sarazzin i København, Douglas Murray i København, Faye Weldon i København, Sabatina James i København , Mark Steyn i København, Wafa Sultan i København, Lars Vilks  og frihedskæmperne Peter P. Rohde,  Gunnar Dyrberg og Jørgen Kieler, som er dem jeg kendte –  og alle de andre, som har været nævnt lige nu.

Hvad man sidder og synes i énrum, er noget andet og det rager ofte andre en papand. Opinion kan man fodre svin og vælgere med. Man kan se TV, hvad jeg ikke har gjort i 10 år, men jeg vil hellere tage billederne, end konsumere dem.

Og så skal jeg ikke træde mere i de ti år, jeg må videre til de næste. Jeg er taknemmelig over alle jer, der har gidet at følge med og kommentere. Det giver mig håb, når jeg selv har været på nippet til at miste det. Hvis jeg ikke skulle have appetit på det kommende årti efter denne påske  i ‘grönskan’, hvornår så? Søndag den 20.4.2014:

Fortsæt med at læse “Ti års samliv med Snaphanen i dag”

 (islamisk læresætning)  Af Britta Mogensen, antropolog

Ahmed Akkaris nys udkomne bog ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” har rettelig vakt furore. Akkari har været på TV igen og igen, og der har været anmeldelser i næsten alle aviser.

Akkari beskriver, hvordan allerede modersmålsundervisningen bruges til endnu en vej til islamistisk indoktrinering. Han skriver om unge mennesker, som ikke har haft det sorte uheld at blive placeret i en koranisk friskole, hvor navnet er i direkte modstrid med den tvang børnene oplever i skolen, men senere indfanges og radikaliseres. Om uautoriserede imamvielser (polygami og børneægteskaber), også med danske unge piger/kvinder, der bliver imamgift og konverterer, uden at de har den fjerneste anelse om konsekvenserne. Om kvindelige islamister. Om tvangsindhylning af pigebørn og kvinder. Om shariadomstole og mord, der skjules. Om ”balkonpiger” (dvs. unge piger/kvinder, der kastes ud fra altanen), men af politiet vurderes som selvmord. Om imamer, der opfordrer til vold mod Danmark og resten af Vesten. Om de forskellige islamistiske gruppers strategi til afmontering af vores demokrati og frihedsrettigheder. Om knopskydningen inden for hver enkelt islamistisk gruppe, hvor hver ny knop får et nyt navn, så der kan hentes flere penge fra de kommunale kasser. Om den indbyrdes uenighed om, hvem der har monopol på ”sandheden” og meget, meget andet.

Dette indlæg er ikke endnu en anmeldelse i det righoldige udvalg. Mit formål er i stedet at trække nogle punkter frem i afsnittet om Muhammedkrisen. En stor del af befolkningen har vidst henholdsvis haft mistanke om mange af disse punkter i mange år, men først nu bekræftes det i Akkaris bog. Andre dele af befolkningen har valgt – på samme måde som de tre aber, der holder hænderne for øjne, ører og mund – ikke at lytte til svovlprædikanter, der advokerer for indførelse af khalifatet, omstyrtelse af demokratiet og vestlige frihedsrettigheder. I stedet har disse personer ikke alene bagatelliseret de problemer, den sagesløse befolkning er blevet påtvunget, mens de selv er krøbet i skjul for denne verdens ondskab i deres anstændige, hvide enklaver. De har tillige hånet befolkningen og skammet den ud for racisme og fremmedfjendtlighed, mens de gjorde Khomeinis bon mot: Islamofobi til deres eget og i tro socialistisk ånd mentalt sygeliggjorde anderledestænkende.

Af Akkaris bog fremgår, at radikaliseringen af unge er en velorkestreret drejebog over, hvordan imamer og andre fanatikere umærkeligt lokker unge ind i et miljø, der i bedste fald ødelægger deres liv, i værste fald afslutter det. Samtidig hjernevaskes de til at hade Danmark, danskerne samt alle, der ikke vil indordne sig.

Bogen er samtidig en drejebog over, hvordan fanatiske islamister er i stand til at mobilisere onde kræfter i den muslimske verden med det ene formål at destruere en nation. Uanset indbyrdes kævlerier om, hvem der har monopol på ”sandheden” og 1400 års indædt had, lykkedes det dem at forenes i dette ene ønske: Danmarks kollaps.

Fra Akkari som 16-årig teenager blev lokket ind i fanatiske kredse, og indtil han 16 år senere som en af de mest forhadte personer i dette land forlader fanatismen, lykkedes det ham sammen med sin islamistiske arbejdsgruppe at kaste Danmark ud i landets værste krise i 70 år.

Den importerede fjende

Den lille eksklusive hårde kerne i Arbejdsgruppen bestod udover Akkari af ti andre islamister. Fem af disse deltog i den første delegation til Egypten. Den anden delegation på fire tog til Libanon og Syrien: Akkari, Abu Laban, imam for Islamisk Trossamfund, Raed Hlayhel, imam i Grimshøj-moskeen i Århus, der konkurrerer med Taiba moskeen i København om at være mest fanatisk, samt talsmanden for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed.

På et tidspunkt dukkede Asmaa Abdol-Hamid pludselig op i Arbejdsgruppen. Det er ikke sædvane blandt islamister at høre på eller samarbejde med kvinder. Medmindre, selvfølgelig, man mener, at dét at bøje de ubøjelige regler kan have betydning for ens sag. Og det kunne måske Abdol-Hamids idé om at melde JyllandsPosten til politiet for hetz mod en minoritetsgruppe. Arbejdsgruppen var i tvivl. Abdol-Hamid insisterede og var den, der sendte den til politiet. Anmeldelsen blev underskrevet af 13 islamistiske organisationer. Og som Akkari siger det:

”Var det endt med en sejr i retten, ville Arbejdsgruppen være der til at høste æren, mens et nederlag ville kunne afvises som endnu et led i de vantros beskidte kamp mod islam.”

Retssagen blev dog ikke til noget, da anmeldelsen blev afvist af Rigsadvokaten. Også den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, var en nyttig medsammensvoren. Hun havde sin egen dagsorden som forsvarer af ’det fuldendte menneske’, der synes at have et stort behov for, at nogen hele tiden går i brechen for ham. Ingen måtte dog vide, at hun arbejdede sammen med Arbejdsgruppen. Hun lovede at mobilisere andre muslimske ambassadører, og det blev aftalt, at det skulle se ud, som om de ”spontant” rettede henvendelse til Anders Fogh. Det var også hende, der arrangerede Arbejdsgruppens rejse til Egypten.

Både Akkari, Arbejdsgruppen og ambassadørerne vidste, at statsministeren i Danmark slet ikke havde mulighed for at blande sig i pressens forhold. Men det var ikke noget, man videreformidlede til de muslimske lande, hvor den slags er ukendt. Akkari oplyser, at havde Anders Fogh givet blot den mindste indrømmelse, ville krav være fulgt på krav. Han citerer den islamiske læresætning: ”Man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke”.

Fortsæt med at læse “»Man skal få mest muligt ud af en bøjet nakke«”

Videos der Reden vom 1. Internationalen Symposium über Freiheit und Islam in Australien, 7. bis 10. März 2014, med flere andre talere, blandt andre Robert Spencer. Gavin Boby i arkivet 2012-2014.

UK: State schools isolate non-Muslims

GCSE betyder General Certificate of Secondary Education

Schools in Birmingham are illegally segregating pupils, discriminating against non-Muslim students and restricting the GCSE syllabus to “comply with conservative Islamic teaching”, an official report leaked to The Telegraph discloses. Department for Education inspectors said that girls in a school at the centre of the so-called “Trojan Horse” plot were forced to sit at the back of the class, some Christian pupils were left to “teach themselves” and an extremist preacher was invited to speak to children.

Core elements of the GCSE syllabus were missed out as “un-Islamic” and an extremist preacher with known al-Qaeda sympathies and anti-Semitic views was invited to speak with children. At Golden Hillock, there was discrimination against non-Muslims, the report found. Its handful of Christian students “have to teach themselves” in one GCSE subject after the teacher “concentrated on the students who were doing the Islamic course”.

The letter supposedly described how activists could stir up Muslim parents to oust secular headteachers. Park View and its chairman of governors, Tahir Alam, were named in the letter as being at the centre of the plot. Mr Alam and the school have furiously denied the claims as “fictitious”, “Islamophobic” and a “witch-hunt”…..At Golden Hillock, five Christian students in Year 11 “have to teach themselves” in one GCSE subject, religious education, because the teacher gave all his or her time “to the students who are doing the Islamic course”.

Sheikh Shady al-Suleiman, an extremist preacher who “is known to extol… the stoning of homosexuals, anti-Semitic views [and is] sympathetic to al-Qaeda”, was invited to address students at Park View, the inspectors found. Children told the inspectors that in biology the teacher “briefly delivered the theory of evolution to comply with the syllabus”, but told students that “this is not what we believe”. In biology, the inspectors also found that “topics such as body structure and the menstrual cycle were not covered in class, though pupils needed them for the GCSE exam . . . students told us that as Muslims they were not allowed to study matters such as reproduction with the opposite sex”. At Park View, a “madrassah curriculum” was followed in personal, health and social education, the report said. The Telegraph (Police arrest four former teaching assistants from ‘Trojan Horse’ school.)

Jihad Pedagogy in Austria

IGGiÖ Withdraws Vienna Islamic Teacher’s Credentials

The Islamic Religious Community in Austria (IGGiÖ) has withdrawn permission to teach from one of its religious teachers. He had published Islamist propaganda videos for the Syrian civil war on the internet.

Last Friday, through a report in the Tyrolean Daily News, a broader public was exposed to a video in which teacher Hisham A. interviews a Syrian rebel, who has in the meantime been killed. Things moved swiftly after that. On Monday, there was a statement from the Viennese school council that the IGGiÖ had been asked to withdraw teaching permission. And the IGGiÖ announced Monday that all necessary steps had been taken. GoV

Se det Sixtinske Kapel virtuelt uden at tage til Rom og lægge  dig på gulvet på ryggen, som jeg gjorde da jeg var der, da det desværre var under restaurering.

Grünewald, Bach og i år – Arvo Pärt

The final flowering of the Gothic came relatively late, in the work of the German artist, Matthias Grünewald 1470-1528. He was possibly an exact contemporary of Dürer, but while Dürer was deeply influenced by the Renaissance, Grünewald ignored it in his choice of subject matter and style. Much of his work has not survived to this day, but even from the small amount that has come down to us, it is possible to see Grünewald as one of the most powerful of all painters.

No other painter has ever so terribly and truthfully exposed the horror of suffering, and yet kept before us, as Bosch does not, the conviction of salvation. His Crucifixion, part of the many-panelled Isenheim Altarpiece, is now kept in Colmar.

It was commissioned for the Antoinite monastery at Isenheim and was intended to give support to patients in the monastic hospital. Christ appears hideous, his skin swollen and torn as a result of the flagellation and torture that He endured. This was understandably a powerful image in a hospital that specialized in caring for those suffering from skin complaints. Grünewald’s dark vision.  (detalje fra Isenheim alteret, helbillede her.)

Arvo Pärt wrote the prayer of piece Da pacem Domine to fulfil a commission from Jordi Savall. He began to set this ninth-century Gregorian antiphon two days after the Madrid bombings on 11 March 2004 as his personal tribute to the victims.Since then Da pacem Domine has been performed every year in Spain to commemorate the victims of this terrorist attack. Even while originally composing this four-voice piece, Pärt made allowances for variable scorings. As a result, it exists in several versions, not only for voice but also entirely for instruments. Estonian Philharmonic Chamber Choir Tallinn Chamber Orchestra

  Fortsæt med at læse “Påsken 2014”

The Roman philosopher Cicero said: “A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly. But the traitor moves amongst those within the gate freely, his sly whispers rustling through all the alleys, heard in the very halls of government itself. For the traitor appears not a traitor; he speaks in accents familiar to his victims, and he wears their face and their arguments, he appeals to the baseness that lies deep in the hearts of all men. He rots the soul of a nation, he works secretly and unknown in the night to undermine the pillars of the city, he infects the body politic so that it can no longer resist. A murderer is less to fear. The traitor is the plague.” [..]

In London, entire areas are slowly coming under Islamic control. Tower Hamlets is now lost to the West as Jews, women and homosexuals are persecuted whilst English street names and the few remaining whites are systematically replaced. Soon to be lost, if indeed they are not already lost are Luton, Bradford, Oldham, Birmingham, Leicester, etc.

The Norwegian writer Fjordman calls this ‘beheading nations’ and asks the following question: “Less attention has been paid to the fact that Muslims are beheading entire nation states. Although this is happening in slow motion, it is no less dramatic. Historically, the major cities have constituted a country’s ‘head’, the seat of most of its political institutions and the largest concentration of its cultural brainpower. What happens when this head is cut off from the rest of the body?”

Wilder’s PVV bliver størst i EU-valget

A TNS NIPO poll published today predicts that the PVV, the Party for Freedom of Geert Wilders, will become the biggest party in the European elections in the Netherlands. According to the poll the PVV is going to win the European elections on 22 May with 18.1% of the votes, followed by the Liberal VVD of Prime Minister Mark Rutte with 16.2% and the liberal-democrat D66 party with 15.7%. The losers of the European elections would be the Christian-Democrats and Labor. Wilder’s Freedom Party Leads Poll for Dutch European Parliament Elections

Front National bliver størst i det franske EU-valg

Ifølge en meningsmåling udført for magasinet Paris Match i denne uge står Front National til at få 24 procent af stemmerne og blive det største franske parti i Parlamentet. Både de og mange af deres kommende gruppefæller er i dag løsgængere i Parlamentet. Ny måling giver medvind til EU’s yderste højre

Socionomen og journalisten Gunnar Sandelin skriver dagens Politiken kronik. Som dansk skal jeg bare bemærke, at den står vældig godt netop dér, og så kan den trøste Politikens litteraturredaktør Jes Stein Petersen, der var tydeligt  rystet over at blive kaldt ‘racist’ i Sverige. Man vænner sig til det, det gør kun ondt de første par gange. Nedenfor linker jeg til teksten på svensk.

Mit debatindlæg blev afvist af ni af vores største aviser. Nu kan du læse det her.

I 2008 fik jeg offentliggjort en omfattende artikel om, hvordan journalisterne mørklægger sandheden om indvandringen i Sveriges største dagblad, Dagens Nyheter. Et af de mange eksempler på en mere eller mindre bevidst fejlinformation, som denne artikel tog op, var, at journalister er tilbøjelige til at omtale alle asylansøgere som flygtninge, skønt det kun er nogle få procent af dem, der siden 1980 har fået opholdstilladelse i Sverige, som har opnået flygtningestatus.

Tekster, der indtager en grundlæggende kritisk og restriktiv holdning til den svenske asyl- og migrationspolitik, har altid været svære at få offentliggjort i den landsdækkende presse, men i dag er det nærmest umuligt.Det er derimod ikke noget problem at føre endeløse diskussioner om den fejlslagne integration, hvis elendige resultater der i det store hele hersker enighed om. Men hvis man vil have emnet på dagsordenen, er man samtidig nødt til at betone, hvor vigtigt det er, at Sverige i kraft sin generøse flygtningepolitik bevarer sin rolle som hele verdens ledestjerne.

Man må tale om, hvor vigtigt det er med mangfoldighed, og at alle er ligeværdige. Skribenten må absolut ikke stille spørgsmålstegn ved den fortsatte asylstrøm til vores land. For et par år siden blev et af mine debatindlæg afvist af ni af vores største aviser, og i november takkede de seks største aviser igen nej.

Fortsæt med at læse “»Her er det debatindlæg, svenskerne ikke måtte se«”

Udsigt fra Mount Tabor mod Nazareth, © Rachel Adelberg Johansen

Da en franskmand kom til Danmark

Jeg plukker lidt fra Kasper Støvrings længere tekst: Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National.

Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da.

Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, og det var artige sager, han havde at fortælle danskerne. Han blev da også interviewet i stort set samtlige aviser, i bl.a. Berlingske, i Politiken, i Kristeligt Dagblad og i Information samt Deadline.

Det er da interessant, synes jeg, at en højtuddannet fransk intellektuel, andengenerationsindvandrer med jødisk baggrund, hvis far sad i nazisternes koncentrationslejr – det er da interessant, at en sådan mand kommer til Danmark for at forsvare det forbudte: assimilation, homogenitet og nationalfølelse. Så her følger en rekapitulering af de forskellige interviews og mine kommentarer dertil, inden jeg afslutningsvis vender mig mod mit eget anliggende.[..]

Fortsæt med at læse “Postkort fra Israel”