Det skal alligevel markeres på dagen, de opmærksomme har set, at “brevhovedet” har ændret sig lidt. Det har hele tiden været et had-kærlighedforhold, men man kan hver dag vælge, hvad man vil fokusere på: Attraktion eller afsmag, lede eller appetit.
Der er selvfølgelig gået inflation i blogs, i 2004 var der ingen, nu er der lige så mange tusinder, som der nu er professorer. De fleste har ingen adgang til primærkilder, og kan hurtigt overses. De er folkelig opinion, vigtig eller mindre vigtig. Det er glimrende, jeg er demokrat, lidt hårdt prøvet ganske vist.
10 år er 3.650 dage næsten uden pjækdage. Man tager laptoppen med ned i Europa, og hopper på et hvilket som helst net og Twitter, og hopper ind i hjernen på Bendt Bendstsen og Cecilia Malmstøm, ligesom man hellere ville koncentrere sig om om Bastogne, Pointe du Hoc, Sainte-Mère-Église eller Verdun fra et hotel-net på det lokale torv, som på Hotel Collin på Place McAuliffe i Bastogne, der kunne have heddet “Place Nuts”, hvor jeg har boet i årtier med et robust belgisk køkken og udsigt til en helrenoveret Sherman-tank, og tænkt på, at jeg nok var europæer af gammel arv, når det kom til stykket. Til Varusslaget. Til slaget ved Poitiers, til slaget ved Wien, til slaget ved Lepanto? (Snaphanens fotos)
Åh, javel, der bliver aldrig krig i Europa mere, mener den svenske madammegering, der nu har lagt alt perfekt tilrette for en fræsende, altødelæggende borgerkrig. Javel, svenske politkere. Den danske frihedskæmper Gunnar Dyrberg, der var i gruppe med Flammen og citronen sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. ‘ Hvis Svensson får den tanke, er Fanden løs i 08 området. Pakkede kufferter vil stå i høj kurs.
Betænk det i Riksdagen. Sverige har 2.8 mio våben på private hænder. 20.000 svenske politikfolk er fuldstændigt “out-gunned” og ingen regner med den svenske hær længere. Den svenske rikdag burde være mere nervøs, end den er. Hamas 10.000 krigere kunne erobre Sverige på syv dage, hvis de kunne få et Mærsk-skib til at sejle sig derop. Hvorfor ikke bare få det overstået? Underkastelse med røven i vejret er sådan en skøn ting, og så er den sikkert genus-kompatibel.
Jeg må have ment noget med at blogge for ti år siden, selvom det hele oprindeligt var et uheld, der var overhovedet ingen tanker bag, men eftersom en intellektuel ideelt set er en undersøger og en tvivler, blev det ikke overstået én gang for alle i 2004, da jeg havde arkiveret de svenske artikler, der var vigtige på det tidspunkt. De var der, men de fyldte selvsagt ikke ret meget, og det gør de stadig ikke.
Ti år er overskueligt i et liv, men i cyberspace er det vældig lang tid. Hvis jeg ikke var en gammel 67 ér, ville jeg være måske være skræmt, men selv den mest beskedne fra dengang, har fået foræret en ubeskedenhed som startgave. Tiden skulle gå, inden vi blev tilpas ydmyge.
2004 var samtidigt med Gates of Vienna, som jeg dengang troede var en østrigsk blog, indtil han blev min gode ven, jeg opdagede boede i Virginia i U.S.A og kom til at sove i mit soveværelse, mens jeg tog sofaen i stuen ud mod Frederiksborggade.
Jeg har fabuleret over det på forhånd i marts måned i Ti år til? Nødigt, men dog gerne, I og Ti år til? Nødigt, men dog gerne, II, så jeg ikke trække pinen ud, selvom der er meget, meget mere at fortælle om ti fortættede år, men jeg ville gerne sammenfatte mange oplevelser, da jeg skrev det. De to poster handlede grundlæggende om lysten til at udvide, og umuligheden af at gøre det. Jeg hænger selv på den, hvis jeg vil leve videre, og eftersom at leve er at skrive og fotografere, bliver det nok sådan.
Det er sjovt at tage fotos og filme, at komme med til interviews, til møder og på restaurant, at møde de personligheder, der kommer til København, at være først med tyske eller franske bøger, Weekendavisen opdager tre måneder senere. Den daglige nyhedsstrøm vil jeg trække mig fra, undtagen når mavefornemmelsen siger, at her er noget særligt, der fortæller noget udover den pålydende historie. Nyheder er rent hønsefodder for dimittenter fra journalistuniversiteter.
Det er ganske vist sjovt at lege tabloid og slå dem på deres egen bane, når der sker noget særligt: At have Stockholmbomberens navn og foto længe før MSM, at have terroristen Breiviks ditto længe inden MSM. Det taler til journalisten i mig, og han findes faktisk, men i det daglige, er det ikke tilfredsstillende. Det er også ti år siden jeg efter 34 år afhændede min faste ejendom i Sverige, hvad tiden har bekræftet, var forudseende nu jeg har så mange svenske venner, der bare vil væk. Det er også en fornøjelse, at publicere tilsendte tekster, der overrasker mig selv og gør mig klogere.
Man kan tænke over, hvad det nytter, og det gør jeg en sjælden gang, men politisk påvirkning er langt fra min første prioritet. Man får ikke beslutningstagerne i tale, erfaringen er at det er nyttesløst, de kommer til at føre os ind i alle de mareridt, jeg drømmer om natten. Man må gå uden om dem og henvende sig til meningmand.
Det føles nyttigt, når man på én dag får tre historier i MSM, så det er altså både nyttigt og ørkesløst, men man kan ikke basere sin blogtrang på den slags, kun på lysten og samvittigheden og evnen til at se historier, der har perspektiv ud over dagen, og det vil jeg gøre, hvis det virkelig skulle gå hen og vare ti år til.
Jeg har hele tiden taget ordet ‘weblog’ bogstaveligt – netdagbog ligesom kaptajnens log til søs. Den lynhurtige om spontane indskydelse skal have plads, jeg er alt for rastløs til det langsigtede og overlagte. Verden kan ramle sammen, hvis det er et stykke musik eller et fotografi, der trænger sig på, så bliver det det. Et snapshot mens jeg krydser Frederiksborggade. Bang! ind i pc’en, ud på nettet.
Jeg er (næsten) ikke underlagt markedsvilkårerne, såvel som jeg ikke skylder nogen noget andet, end at jeg ikke plaprer om dem, jeg arbejder for. De kan have deres dagsordener, det vedkommer ikke mig, og det er ligegyldigt om jeg er enig eller uenig. Fotografer er dokumentarister, det er forfattere, der har svært ved at holde kæft, bare se Knausgaard, der har ødelagt sin familie på litteraturens alter. Mindre kan gøre det samme.
Hvis man kun har enkelte, isolerede forfatterambitioner, gør man ingen skade på dem, man omgås. Det kunne være Abu Laban, Enhedslisten eller Lars Hedegaard, det er fotografierne, der tæller og omhyggeligt udvalgte snapshots fra nyhedsstrømmen. At være et førstehåndsvidne var det, det handlede om. At dokumentere. Jeg mener noget, om det jeg bevidnede, men det har sin egen niche, der ikke behøver være vigtig.
Tøger Seidenfaden på Hovedbiblioteket, Abu Laban på Christiansborg Slotsplads. Ayaan Hirsi Ali i København, Ibn Warraq i København. Daniel Pipes i København, Robert Spencer i København Melanie Phillips i København , Robert Redeker i København, Thilo Sarazzin i København, Douglas Murray i København, Faye Weldon i København, Sabatina James i København , Mark Steyn i København, Wafa Sultan i København, Lars Vilks og frihedskæmperne Peter P. Rohde, Gunnar Dyrberg og Jørgen Kieler, som er dem jeg kendte – og alle de andre, som har været nævnt lige nu.
Hvad man sidder og synes i énrum, er noget andet og det rager ofte andre en papand. Opinion kan man fodre svin og vælgere med. Man kan se TV, hvad jeg ikke har gjort i 10 år, men jeg vil hellere tage billederne, end konsumere dem.
Og så skal jeg ikke træde mere i de ti år, jeg må videre til de næste. Jeg er taknemmelig over alle jer, der har gidet at følge med og kommentere. Det giver mig håb, når jeg selv har været på nippet til at miste det. Hvis jeg ikke skulle have appetit på det kommende årti efter denne påske i ‘grönskan’, hvornår så? Søndag den 20.4.2014:
Fortsæt med at læse “Ti års samliv med Snaphanen i dag”
