(islamisk læresætning) Af Britta Mogensen, antropolog
Ahmed Akkaris nys udkomne bog ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” har rettelig vakt furore. Akkari har været på TV igen og igen, og der har været anmeldelser i næsten alle aviser.
Akkari beskriver, hvordan allerede modersmålsundervisningen bruges til endnu en vej til islamistisk indoktrinering. Han skriver om unge mennesker, som ikke har haft det sorte uheld at blive placeret i en koranisk friskole, hvor navnet er i direkte modstrid med den tvang børnene oplever i skolen, men senere indfanges og radikaliseres. Om uautoriserede imamvielser (polygami og børneægteskaber), også med danske unge piger/kvinder, der bliver imamgift og konverterer, uden at de har den fjerneste anelse om konsekvenserne. Om kvindelige islamister. Om tvangsindhylning af pigebørn og kvinder. Om shariadomstole og mord, der skjules. Om ”balkonpiger” (dvs. unge piger/kvinder, der kastes ud fra altanen), men af politiet vurderes som selvmord. Om imamer, der opfordrer til vold mod Danmark og resten af Vesten. Om de forskellige islamistiske gruppers strategi til afmontering af vores demokrati og frihedsrettigheder. Om knopskydningen inden for hver enkelt islamistisk gruppe, hvor hver ny knop får et nyt navn, så der kan hentes flere penge fra de kommunale kasser. Om den indbyrdes uenighed om, hvem der har monopol på ”sandheden” og meget, meget andet.
Dette indlæg er ikke endnu en anmeldelse i det righoldige udvalg. Mit formål er i stedet at trække nogle punkter frem i afsnittet om Muhammedkrisen. En stor del af befolkningen har vidst henholdsvis haft mistanke om mange af disse punkter i mange år, men først nu bekræftes det i Akkaris bog. Andre dele af befolkningen har valgt – på samme måde som de tre aber, der holder hænderne for øjne, ører og mund – ikke at lytte til svovlprædikanter, der advokerer for indførelse af khalifatet, omstyrtelse af demokratiet og vestlige frihedsrettigheder. I stedet har disse personer ikke alene bagatelliseret de problemer, den sagesløse befolkning er blevet påtvunget, mens de selv er krøbet i skjul for denne verdens ondskab i deres anstændige, hvide enklaver. De har tillige hånet befolkningen og skammet den ud for racisme og fremmedfjendtlighed, mens de gjorde Khomeinis bon mot: Islamofobi til deres eget og i tro socialistisk ånd mentalt sygeliggjorde anderledestænkende.
Af Akkaris bog fremgår, at radikaliseringen af unge er en velorkestreret drejebog over, hvordan imamer og andre fanatikere umærkeligt lokker unge ind i et miljø, der i bedste fald ødelægger deres liv, i værste fald afslutter det. Samtidig hjernevaskes de til at hade Danmark, danskerne samt alle, der ikke vil indordne sig.
Bogen er samtidig en drejebog over, hvordan fanatiske islamister er i stand til at mobilisere onde kræfter i den muslimske verden med det ene formål at destruere en nation. Uanset indbyrdes kævlerier om, hvem der har monopol på ”sandheden” og 1400 års indædt had, lykkedes det dem at forenes i dette ene ønske: Danmarks kollaps.
Fra Akkari som 16-årig teenager blev lokket ind i fanatiske kredse, og indtil han 16 år senere som en af de mest forhadte personer i dette land forlader fanatismen, lykkedes det ham sammen med sin islamistiske arbejdsgruppe at kaste Danmark ud i landets værste krise i 70 år.
Den importerede fjende
Den lille eksklusive hårde kerne i Arbejdsgruppen bestod udover Akkari af ti andre islamister. Fem af disse deltog i den første delegation til Egypten. Den anden delegation på fire tog til Libanon og Syrien: Akkari, Abu Laban, imam for Islamisk Trossamfund, Raed Hlayhel, imam i Grimshøj-moskeen i Århus, der konkurrerer med Taiba moskeen i København om at være mest fanatisk, samt talsmanden for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed.
På et tidspunkt dukkede Asmaa Abdol-Hamid pludselig op i Arbejdsgruppen. Det er ikke sædvane blandt islamister at høre på eller samarbejde med kvinder. Medmindre, selvfølgelig, man mener, at dét at bøje de ubøjelige regler kan have betydning for ens sag. Og det kunne måske Abdol-Hamids idé om at melde JyllandsPosten til politiet for hetz mod en minoritetsgruppe. Arbejdsgruppen var i tvivl. Abdol-Hamid insisterede og var den, der sendte den til politiet. Anmeldelsen blev underskrevet af 13 islamistiske organisationer. Og som Akkari siger det:
”Var det endt med en sejr i retten, ville Arbejdsgruppen være der til at høste æren, mens et nederlag ville kunne afvises som endnu et led i de vantros beskidte kamp mod islam.”
Retssagen blev dog ikke til noget, da anmeldelsen blev afvist af Rigsadvokaten. Også den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, var en nyttig medsammensvoren. Hun havde sin egen dagsorden som forsvarer af ’det fuldendte menneske’, der synes at have et stort behov for, at nogen hele tiden går i brechen for ham. Ingen måtte dog vide, at hun arbejdede sammen med Arbejdsgruppen. Hun lovede at mobilisere andre muslimske ambassadører, og det blev aftalt, at det skulle se ud, som om de ”spontant” rettede henvendelse til Anders Fogh. Det var også hende, der arrangerede Arbejdsgruppens rejse til Egypten.
Både Akkari, Arbejdsgruppen og ambassadørerne vidste, at statsministeren i Danmark slet ikke havde mulighed for at blande sig i pressens forhold. Men det var ikke noget, man videreformidlede til de muslimske lande, hvor den slags er ukendt. Akkari oplyser, at havde Anders Fogh givet blot den mindste indrømmelse, ville krav være fulgt på krav. Han citerer den islamiske læresætning: ”Man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke”.
Fortsæt med at læse “»Man skal få mest muligt ud af en bøjet nakke«”







