Det er en skik fra 1700 tallet at gå på byens volde på Store Bededag, holde skovtur og spise varme hveder. Da voldene faldt i 1850 blev skikken videreført på Christianshavns og Kastellets volde. Hundreder af Københavnere er ude og hilse det spæde forår velkomment, Studentersangforeningen synger i kirken og et militærorkester spiller på eksercerpladsen og til flagsænkningen, når skuddet fra Sixtus batteriet lyder. Store Bededagsaften i Kastellet.
Ved å brennemerke visse meninger som de herskende eliter ikke liker, forsøker mediene å skremme folk til taushet. (Kronik i Aftenposten)
Af Peder Nøstvold Jensen også kjent som Fjordmann (klik foto f. helskærm)
På få dager er det blitt publisert dusinvis av artikler om hvor irrelevante folk som meg visstnok er. De ansatte i norske massemedier mangler tydeligvis sans for ironi.
Øyvind Strømmen beskriver i sin anmeldelse av Simen Sætres ujevne biografi om meg mitt syn blant annet på islam som “underlig”. Dette på tross av at meningsmålinger viser at et stort flertall av befolkningen i mange europeiske land nå er dypt skeptiske til islam. I Frankrike tviler over 70 prosent av de spurte på om islam lar seg tilpasse til deres samfunn. Lignende tall finnes fra Storbritannia, Tyskland og Nederland.
Det er så lite substans i det Strømmen skriver at det er merkelig at han i det hele tatt har fått teksten publisert på Aftenposten.no. Mannen har kun ett eneste triks, og det er å kalle visse personer for “fascist”. At dette er nok til å skaffe ham en pen karrière i samfunnslivet, med tilnærmet klippekort til avisenes spalter, forteller mye om samfunnsklimaet i Norge i dag.
Det kan ellers nevnes at en norsk konvertitt til islam som ifølge pressen har sympatier med jihadistene i Al-Qaida og har mottatt terrortrening i Jemen, var på valglisten for Miljøpartiet De Grønne. Dette er samme parti som herr Strømmen, professor Thomas Hylland Eriksen samt Shoaib Sultan fra Islamsk Råd Norge og nå Antirasistisk Senter står på listene til. Terroristen er kanskje en ensom ulv, men han kommer fra Øyvind Strømmens flokk.
Åpen om stipend fra tenketank
Aftenposten publiserte 17. april 2013 ved en “feil” et stort bilde av meg på toppen av forsiden i papirutgaven med påstanden om at jeg blir støttet av “høyreekstreme” i USA. Med slike krigsoverskrifter skulle man nesten tro at jeg sitter nede i en bunker og planlegger å invadere Polen helt på egen hånd, mens jeg slår mine motstandere i hodet med islamofobiske tekster til de overgir seg. Men så hadde jeg bare mottatt et stipend fra en konservativ tenketank som var så hemmelig at jeg helt åpent hadde annonsert dette selv tidligere.
Aftenposten beklaget heldigvis raskt denne “feilen”, som visstnok hadde skjedd ved et uhell. Jeg er personlig usikker på hvordan slike uhell oppstår. Kanskje snubler noen i en blyant og søler kaffe på en datamaskin, slik at denne helt tilfeldig publiserer et stort bilde av en bestemt person på forsiden ved siden av ordet “høyreekstrem”. Ved nok et uhell distribueres denne forsiden deretter til utsalg over hele landet. Det ironiske er at den samme avisen tidligere har kritisert uavhengige nettsider for å publisere påstander som ikke kan dokumenteres.
En journalist fra Aftenposten spurte videre om jeg er en farlig “samfunnsfiende”, et ikke spesielt objektivt eller nøytralt spørsmål, som helt klart var ment å skulle lede leserne til en sterkt negativ konklusjon. Avisens oppslag om meg var kanskje ikke helt en “Wanted, dead or alive”-plakat fra det Ville Vesten, men det var ikke så veldig langt unna.
Det var, som vanlig, få eller ingen forsøk på å gå inn i substansen av mine argumenter eller de mange og store problemene knyttet til islamisering og masseinnvandring som jeg skriver om.
Likhetstegn mellom “ytre høyre” og islamkritikere
BBC: From Belgian school to Syrian battleground, Bandeleder risikerer terrorsag for at kæmpe i Syrien.
»Fjordman – den venlige fascist«
Anmeldelse av “Fjordman. Portrett av en antiislamist.” 15 minutter – I forgårs hed det om Peder Jensen Den siviliserte fascist, i går hed det Den vennlige fascisten. Det der slår en ved debatten om Sætres Fjordman-bog er, at både bogen og samtalen i Norge går ud fra som underforstået, at der er foregået en ‘radikaliseringsproces’ med bogens hovedperson. Hvor ordentlige mennesker gennemgår en evt. akademisk udvikling eller modning, gennemgår Jensen en radikalisering, det er hævet over begrundelse eller diskussion.
Man må da gå ud fra, at Lars Gule som medvirker i udsendelsen, og som i 1977 blev idømt et halvt år fængsel i Libanon for besiddelse af våben og sprængstof, siden har gennemgået en afradikaliseringsproces for at kunne medvirke også som vidne i retssagen mod ABB. Der snakkes ikke om det, lad os vedtage det.
Efter knap fjorten dage, hvor vi i Vesten har oplevet fire (!) muslimske forsøg på masseterror – kun et ‘vellykket – holder det officielle Norge krampagtigt fast på Breivik og billedet af Fjordman, som om de frygter en uendelig forladthed, hvis mindet om ABB skulle blegne. For enhver der kender hovedpersonen og den norske debat, virker det hele mere som et ufrivilligt selvportræt af en nations sindstilstand. Vi som elskede Norge, det er så fortabt, at det med en allusion til Eichman og Höss om Jensen kan hedde:
Peder Nøstvold Jensen er «en mild person med en hard kjerne. En idealist. En som vil godt, men som kanskje vil det for sterkt». Det er en konklusjon som blir motsagt gang på gang på de foregående 261 sidene. Det er som å høre den gamle leksen om torturisten som spiller Chopin og er glad i sin hund….Kanskje er han snill, kanskje er han belest og reflekterende. Men hans politikk er fascismen.
Tvivlens nådegave
Hvor der ikke hersker nogen tvivl om, at Jensen er radikal og ekstrem, eksisterer tvivlen om Breiviks tilregnelighed stadig ifølge Lippestads nye bog. I norsk jura skal man erklære en tiltalt utilregnelig, hvis man er i tvivl, men presset fra medier og politikere for at erklære ham tilregnelig og strafegenet, var massivt. Det var ikke kønt:
Terroristens eigne forsvararar var delt i synet på om han var tilrekneleg – også etter at dommen var falt. Det er verd å merke seg for alle som aldri har vore i tvil … Rett nok skriv Lippestad at han i dag er trygg på at Breivik er riktig dømt, men han var sterkt i tvil undervegs i prosessen. Og i hans eige forsvararteam på fire advokatar var meiningane delte også etter at rettssaka var over. I boka skildrar Lippestad stemninga på bakrommet rett etter at forsvararane fekk medhald då dommen fall 28. august 2012: «Vi er fremdeles uenige om tilregnelighet eller utilregnelighet, så det utløser ingen felles jubel.»
I 22. juli saka var det eit massivt press for å få terroristen dømt tilrekneleg. Frå opinionen, brorparten av mediene, stortingspolitikarar. Til og med statsministeren uttalte seg slik at han blei oppfatta å ønske Breivik straffa. Til TV2 sa han at det ville vere ein fordel for offera om Breivik blei dømt tilrekneleg. Mange var skråsikre; ein psykotisk mann kan ikkje planlegge i årevis og gjennomføre ein slik aksjon. Lippestad hadde altså solid støtte då han prosederte på at klienten hans var tilrekneleg. No veit vi at det heile vegen var sterk tvil i forsvararteamet om klientens tilrekneleghet: «Vi ble egentlig aldri helt enige hverken med oss selv eller hverandre om tilregnelighetsspørsmålet», skriv Lippestad. Tvilens tyngde
Riksdagsdebat om migration och asylpolitik. Sverigedemokraten er den kompetente David Lång. Humanøkologen er den danskfødte moralist og vänsterpartist Christina Höj Larsen, som Sverige skal have meget undskyldt at være blevet påført af Danmark.
Lång er meget alene i en næsten ren kvindeverden, som er meget “jeg fik en mail fra den lille Hassan med de skæve ben.” Vi er i en verden, der er meningsløs af enten at være for konkret eller for luftig. Det er politikere, der bevilliger gratis lægehjælp til illegale indvandrere samtidigt med at 500.000 svenskere må afstå fra læge- eller tandlægebehandling, fordi det er for dyrt for dem. Hør f.eks. “vi er alle mennesker”- Maria Ferm (MP) minut 85, det er at høre hele syvpartiet på én gang. Hun er ikke af denne verden, desværre for Sverige er hun af Reinfeldts. Man kan springe rundt i debatten med skyderen nederst.
Overklassen klæder kønsneutralt om
Södra Latins gymnasium på Södermalm i Stockholm blir det första i Sverige med ett könsneutralt omklädningsrum. Det är för de elever som inte vill identifiera som vare sig kvinnor eller män, säger Camille Trombetti, 18, ordförande för Demokratiska utskottet på gymnasiets elevkår till DN. Den 6 maj invigs ett tredje, alternativt omklädningsrum på Södra latins gymnasium. På skolan går flera hbtq-elever som inte känt sig bekväma med att byta om i omklädningsrummen för killar respektive tjejer.
På dörren kommer en könsneutral symbol att hänga. Den består av en kombination av symbolerna för män och kvinnor. Snett uppåt vänster pekar dessutom en kombination av den stiliserade pilen och korset. Marie Linde är en av flera rektorer på gymnasiet. Hon säger att eleverna drivit frågan om ett tredje omklädningsrum ”ganska hårt”.
Vi vill ligga i framkant i genusfrågor. Elevkåren uppmuntrar lärarna att använda ”hen” i undervisningen och vi var den första elevkåren som gick i Pridefestivalen. Vi är långt fram med sådana här frågor, säger Camille Trombetti, ordförande för Södra latins demokratiska utskott..Gymnasium får könsneutralt omklädningsrum, Vi vill ligga i framkant i genusfrågor, säger Camille Trombetti
Mens verden raser udenfor Stockholms tullar, er der vindstille i reservatets centrum. Dens puritanisme giver sig forskellige udtryk i Sverige. Samtidigt med at strandene er fyldte af indvandrerkvinder, der bader i fuldt ornat, skal disse pseudoliderlige overklassegymnasiaster nu klæde om mænd og kvinder sammen – hvis de ikke skal gøre det en ad gangen – i puritanismens navn. Må jeg be’ om lidt gammeldags omklædningserotik. Södermalm er som antydet racerent gammelsvensk, man skal tilhøre den, for at være så forskruet. Det er ikke så længe siden, men jeg tager den igen:
When the Titanic during her maiden voyage across the Atlantic Ocean struck an iceberg just before midnight on 14 April 1912, the first people who could see the water pouring in were the third-class passengers who happened to be situated closest to the waterline. Meanwhile, the richest passengers at the top were drinking fine cognac long after the ship had started sinking. They didn’t realize what was going on for quite some time, because they were further removed from the physical problem. The poor passengers still unfortunately suffered the highest fatality rates, because the wealthy benefitted from having privileged access to the lifeboats. We see the same phenomenon on display today, on a much larger scale.
Familien Tsarnaev indkasserede jizyah fra den vantro stat
“State officials confirmed last night that Tsarnaev, slain in a raging gun battle with police last Friday, was receiving benefits along with his wife, Katherine Russell Tsarnaev, and their 3-year-old daughter. The state’s Executive Office of Health and Human Services said those benefits ended in 2012 when the couple stopped meeting income eligibility limits. Russell Tsarnaev’s attorney has claimed Katherine — who had converted to Islam — was working up to 80 hours a week as a home health aide while Tsarnaev stayed at home.
“In addition, both of Tsarnaev’s parents received benefits, and accused brother bombers Dzhokhar and Tamerlan were recipients through their parents when they were younger, according to the state.” Tamerlan Tsarnaev and Family Received Welfare, Tamerlan Tsarnaev got Mass. welfare benefits (jizya is a per capita tax levied on a section of an Islamic state’s non-Muslim citizens.) – Allahu Akhbar! Zubeidat Tsarnaeva CNN Interview.
34 tips för konstnärer, kommuner, vissa obemedlade samt underbetalda
Detta är en bok för alla oss fattiglappar, oavsett om vi är fattiga av börd, utförsäkrade, intvingade på FAS3-program, sjukpensionärer eller nyblivna folkpensionärer med minibeloppen, det vill jag lova efter att ha läst den från pärm till pärm.
Lars Vilks bok innehåller “34 tuschteckningar som visar olika förslag till hur mindre bemedlade, exempelvis kommuner och konstnärer, kan sänka sina kostnader. Varje teckning åtföljs av en kort beskrivning av hur sparåtgärder kan genomföras och vilken kostnadsminskning den leder till.” Smaka bara på den insinuanta parbildningen av “kommuner och konstnärer” – det är så att man här anar en fristående och radikal nationalekonom i farten.
Nu vore inte boken den bok den är, om någon annan än Lars Vilks skrivit den. För humorn känner man genast igen. Det är inga gapskratt den föder. Tvärtom är det den milda, anarkistiska ironin som resulterar i leenden och hummanden under läsningen. Ändå ska man vara helt på det klara med att detta är en bok som har djupt allvarliga, sociala och kulturella problem, som utgångspunkt. Vilks skriver:
“Utvägen för konstnären, ur denna avsevärda svårighet, är alltså att sänka livskvaliteten och leva sparsamt. Alla handlingar, från de största till de minsta, som konstnären utför må därför omgärdas med minsta möjliga kostnader. Då han dessutom av nödvändighet må fortsätta att skapa konst skall varje åtgärd kunna inlemmas i konsten.”
Nå, frågar sig vän av ordning, varför nu detta? Motivet är enkelt: Lars Vilks fick blixtbesök av kronofogden i december 2001:
“De kom i gryningen. Och hemlighetsmakeriet var stort. Operationen lyckades och Omfalos kunde på den stora kranbåtens däck i triumf hemföras som byte. Den av fogden utförda aktiviteten var naturligtvis kostsam. Räkningen på 100.000:- anlände från kronofogden till konstnär Vilks.”
Där finns förklaringen. Googla på Vilks och Omfalos för vidare information i sakfrågan.
Några exempel på Vilks spartips. Han utgår från ett av sina två valspråk. Det lyder “Allt är en fördel” och för den tvehågsne kan man bara anföra vad Vilks menar kan vara en fördel i situationer som denna:
Att laga byxben med gåvotråd och skruvmejsel. Att bli en luvplockare. Att utsträcka sitt levnadslopp. Att skapa lågpriskonst. Att bli vattenbärare för att få hem sitt varmvatten. Att sänka sitt innertak. Att surra glasögonbågarna då de blivit trasiga.
Det finns många råd, det ena handgripligare än det andra, och man bör också noga studera summeringen, där konstnären upplyser att “ett uppskattat totalt värde av de ovan angivna sparmetoderna är 30. 320:-/år.” För den intresserade kan jag också nämna att Bokförlaget Nya Doxa i Nora stod för utgivningen år 2004. Antikvariskt kan man alldeles säkert hitta boken. Hos sparsamma handelsmän.
Reaktionär opinionsyttring
Av Thomas Nydahl
Det kommer oroväckande nyheter från Birmingham. En social och politisk kraft som man inte ska underskatta har i dagarna samlat 25.000 pakistanska muslimer (nåja, många hade rest dit från andra delar av England och från andra europeiska länder) för att kräva rejäla inskränkningar i yttrande- och tryckfriheten. Vi känner igen argumenten: “Yttrandefriheten är något bra, men att kränka islam är inte yttrandefrihet” (Speakers said that freedom of speech was a cherished value but abusing Islam is not freedom of speech). Jag bävar inför den dagen då parlamenten i väst faktiskt gör som de säger, för då är det slut med det fria ordet, så som vi känner och praktiserar det.
“BIRMINGHAM: Up to 25,000 British Pakistani men, women and children from across the UK gathered in Aston Park here to express their love for Hazrat Muhammad (peace be upon him) and to call on the British government to introduce legislation that bars Islamophobes from insulting Islam under the garb of the freedom of speech (…) Hazrat Peer Alauddin Siddiqui, who is a renowned Sufi scholar, told Geo News: “Thousands have come together to show peacefully to the western world that the production and promotion of a recent film insulting Prophet Muhammad (PBUH) has caused hurt to Muslims all over the world. We are a peaceful community and we will do everything to protect peace and respect for all on equal basis. It’s not fair that some people insult Islam everyday and preach hatred through their actions and words but the lack of legislation encourages such elements. We want to tell our government that we welcome debate and constructive criticism of our religion but insults are unacceptable and inflammatory language is contributing to the rise of extremism amongst youth in western countries where youth mistakenly believe that the West hates Islam and Muslims.”
Som ni ser av ordvalen så är hela kränkthets-industrin samlad.
Du kan läsa hela artikeln – hämtad från en pakistansk tidning (jodå, de bevakar nog sina intressen långt hemifrån, men brittisk press, också lokalpressen i Birmingham tycks ha tigit om manifestationen) – om du klickar på denna länk.
Mobiliseringen av den här sortens reaktionära massor sker parallellt med en ny våg av islamistiska terrorattentat – eller planer på sådana – i USA, Kanada, Spanien, Frankrike och… ja, vi får se.
Det finns också all anledning att se det här nya avsnittet av BBC:s Panorama som handlar om shariadomstolarnas praktik i landet (ett ämne som jag också berör i min bok Black Country, se till exempel här):
Ann Coulter blev en af mine små, private perversioner lige efter 9/11 2001, hvor hun sagde: “We know who the homicidal maniacs are. They are the ones cheering and dancing right now. We should invade their countries, kill their leaders and convert them to Christianity.” Det gik så ikke helt som forventet med de invasioner. Så lærte vi det, ethvert indgreb i et muslimsk land fører til det værre, vi bliver forhadte hvis vi griber ind og hvis vi ikke gør. – Her er en anden amerikaner, der har fået politikerbullshit nok:
‘Imagine if this Jihadist punk had basically committed the same crimes 150 years ago. He would have been swinging from an oak tree in Boston Common no longer than 60 days from the date of his arrest. That would be justice.’
Iøvrigt mener jeg stadig, at Breivik skulle føres direkte til Akershus og aflives, hvis nogen skulle tvivle. I stedet sidder han nu tre måneder for hvert liv, han har taget. Jeg er for tidligt ude, men det kommer, når vi har gennemgået rædsler nok. Så skulle alle perversionerne vist være overstået for denne gang.
Jeg har holdt øje med den siden den blev sendt 8 april, men den dukkede først op nu.
A new documentary secretly filmed inside several of the 85 Islamic Sharia Law courts operating in Britain has exposed the systematic discrimination that many women are suffering at the hands of Muslim jurists. The documentary, Secrets of Britain’s Sharia Courts, was filmed by the British Broadcasting Corporation (BBC) and was first aired on BBC Panorama, a long-running current affairs program, on April 8.
The undercover investigation proves what has long been suspected: namely, that Sharia courts, which operate in mosques and houses across Britain, routinely issue rulings on domestic and marital issues according to Islamic Sharia law that are at odds with British law. Although Sharia rulings are not legally binding, those subject to the rulings often feel obliged to obey them as a matter of religious belief, or because of pressure from family and community members to do so. Soeren Kern: Britain’s Sharia Courts: “You Cannot Go Against What Islam Says”
Ny såkaldt ‘chockmåling’: S 14,4 procent – DF 18.1 procent
Danskerne har mistet tilliden til Thorning og co. Historisk lave 14,4 procent af vælgerne ville stemme på S, hvis der var valg i dag. Det er den laveste vælgertilslutning siden valget i 1898, hvor det dengang unge arbejderparti fik 14,2 procent af stemmerne.Chokmåling: Vælgerne flygter fra Thorning, Ny måling: Socialdemokraterne står til historisk vælgerlussing
Sydsvenskan gør sig umage for ikke at nævne Folketingets næststørste parti i sit chock: Chock för danska S.
Dansk velfærd og dovne Robert på canadisk TV
Filippa von Platen, der af og til skriver her på bloggen, på Document og hos Thomas Nydahl, medvirker i Kulturradioens program om identitet – fra minut 25:50. I morgen sendes anden del her: I tiden 2: Förändring. Jeg kan forstå, der var en vis palaver om de nævnte blogs nu skulle kaldes “nationalistiske og stærkt højreorienterede,” eller bare dansk, svensk og norsk.
For mig spiller det nul rolle, men det satte et par tanker igang om sprogforskelle i Norden. Jeg begyndte med at google ‘nationalisme’ på svensk og på dansk: Dansk: Ca. 3.030.000 resultater (0,23 sekunder) – Svensk Ungefär 22 800 000 resultat (0,21 sekunder). Enter er der over syv gange så mange nationalister i Sverige, og/eller også taler vi i forskellige begreber.
Når vi i Danmark taler om nationalister, er det oftest om politiske bevægelser på den anden side af jorden – ikke om danskere. I Sverige er der ifølge sproget mange hjemlige nationalister. I Danmark er en nationalist lig med en chauvinist, i Sverige er det en Sverigedemokrat, Nationaldemokrat eller længere ude. Den sproglige shaming af det nationale er langt mere udbredt i Sverige end i Norge og Danmark. Hvorfor?
Hvis vi nøjes med at regne fra 1945, mener jeg der er der to afgørende grunde til, at ‘fædrelandskærligheden’ eller ‘nationalfølelsen’ har udviklet sig sprogligt forskelligt i Norden: Danmark og Norge var besat af tyskerne, og de var ikke neutrale under den kolde krig. Derfor har den almindelige forklaring, at nationalstaten er skyld i alt ondt, har haft mindre gennemslagskraft i Norge og Danmark. Alle der er voksne ud over en vis alder i Norge og Danmark er vokset op i samfund med en sund, tempereret nationalfølelse. Vi er også vokset op med en grundig kristendomsundervisning. I dag ville man muligvis sige, at den ville have gøre skolebørn til chauvinister og troende kristne, men det viste sig, at den ingen forkyndende virkning havde. Det blev ikke resultatet, det var snarere en vaccine imod nationalismens vrangbillede, chauvinismen, og den virker endnu. Jeg vil hævde, at den har vist sig mere effektiv i Norge og Danmnark, end flere generationers antinationalt præk i Sverige. At Norge producerede en Breivik, og ikke Sverige, er et af historiens mere lunefulde træk, man ikke kunne sandsynlighedsberegne.
Anderledes i Sverige. Internationalismen har spillet en langt større rolle på bekostning af det nationale, derfor ser man, at selv nationalt sindede svenskere benytter sig af internationalisternes sprog om sig selv: “Jeg er nationalist, men jeg er ikke racist,” kan man se skrevet. Ingen dansker eller nordmand, som er rigtig i hovedet, ville skrive sådan om sig selv. Jeg kan gribe mig i at beklage, at nazisterne ikke besatte Sverige, og at landet valgte neutraliteten. Den åndelige vægtløshed er heller ikke i eksistentiel betydning en sund tilstand.
Man ser den samme historisk-politiske forskel slå igennem i anvendelsen af ordet ‘islamofobi’. I Danmark anses det for et propagandaord, som kun benyttes af islamister og en enkelt socialdemokrat ved navn Jensen, i Sverige anvender akademikere det, som om det var videnskabeligt, neutralt beskrivende, og de skammer sig ikke engang.
Blandt andre af disse grunde, må Sveriges Radio kalde mig hvad de lyster, det siger mest om hvor SR nu befinder sig politisk og henviser ‘kun’ til en kulturforskel, jeg alligevel ingen indflydelse har på. Man kan spørge, hvad der træder i stedet, når man nedbryder nationen kulturelt, mentalt, sprogligt og folkeligt. Et nyt “vi”, som mange skriver om? En ny, større enhed, som jo er EU’s trosbekendelse? Jeg tror ikke på det. Vi ser nu af et Sverige i opløsning, at en tilbagevenden til førnational tribalisme ligger for enden af den vej, et flertal af politikere har betrådt uden at rådføre sig med deres folk.
French rabbi, son stabbed in Paris synagogue
Attacker is a 28-year-old Iranian who escaped from a local psychiatric facility. French rabbi and his son were stabbed Tuesday morning at a Paris synagogue in the city’s 9th arrondissement by an Iranian psychiatric hospital fugitive yelling “Allahu akbar.”
Citing a member of the congregation who was attending the morning prayer services during the attack, the French news agency JSSNews reported that the attacker entered the Paris synagogue on la rue Saulnier and injured “Rabbi Baroukh” and his son in an assassination attempt. Baroukh and his son, 18, were stabbed in the neck, according to French newspaper Le Monde. The father was lightly injured. According to torahbox.com, the attack took place at the Beth-El synagogue. Neither Baroukh nor his son were in mortal danger, the report said. Times of _Israel
Anmeldelse af historikeren Morten Uhrskov Jensen i tidsskriftet Sappho
Endelig er den usminkede historie om Sveriges masseindvandring blevet fortalt. Resultatet er en saglig og rystende rapport, mener Sapphos anmelder.
Sverige har fået sit monumentale værk om masseindvandringen. I landet, hvor en totalitær politisk korrekthed hersker, har to modige mænd påtaget sig at skrive bogen om vanviddet.
Professor i etnologi Karl-Olov Arnstberg og socionom og journalist Gunnar Sandelins bog hedder Invandring och mörkläggning – En saklig rapport från en förryckt tid.
Titel og undertitel er på alle måder velvalgt.
Konsekvenserne af den ikke-vestlige indvandring til Sverige søges, så vidt det overhovedet er muligt, skjult, og midt i denne forrykte tilstand har de to forfattere skrevet, hvad der på alle måder er en saglig bog, der hele vejen igennem dokumenterer sine påstande.
Udlændinges overkriminalitet
Denne anmelder har fulgt og skrevet om Sveriges katastrofekurs gennem noget tid, men min indsats blegner ved siden af den mængde materiale, som det er lykkedes forfatterne at fremskaffe. Selv sikre tal for udlændinges uhyggelige overkriminalitet er det lykkedes forfatterne at finde frem.
Det skal her erindres, at den svenske statistik ikke skelner mellem svenskere, indvandrere og efterkommere, når de svenske kriminalitetstal offentliggøres. Normalt famler man derfor i blinde. Det gør vi ikke efter denne bog.
Bogen er fint bygget op over en række temaer. Der bliver sat tal på indvandringens størrelse, så godt det nu lader sig gøre, når mørklægningen er så massiv, som tilfældet er i Sverige.
Forskernes uredelighed bliver udstillet, og det kan ikke undre, at svenske ”forskere” giver selv danske ditto baghjul, når det kommer til uvederhæftighed.
Asylbedrageriet afdækkes, og der sættes tal på omkostningerne ved en indvandring, der altovervejende består af lavt kvalificerede, der i gennemsnit trækker langt mere ud af den fælles kasse, end de indbetaler til den.
Det totalitære opdragelsesprojekt i forhold til det svenske folk udfoldes, og der stilles skarpt på den svenske politiske elite, som er mangefold værre end vor egen.
Opdragelsesprojektet
I mange årtier, måske endnu længere, har det været den politiske elites opfattelse, at det svenske folk skal opdrages, ikke informeres. Thomas Jefferson sagde for mere end 200 år siden, at der ikke eksisterede en sandhed, som verden ikke burde kende til. Dette princip gælder ikke i Sverige.
Den svenske socialdemokrat Pierre Schorie udtrykte denne omvendte Jefferson således i 1997:
”Racisme og fremmedfjendskhed skal kriminaliseres og jages. I et demokrati går det ikke an at finde på undskyldninger som f.eks., at der føres en fejlagtig indvandrer- og flygtningepolitik.”
Så kan det ikke udtrykkes meget tydeligere, at det ikke er ønsket om oplysning, men om ridefogedmentalitet, der bestemmer, hvad der siges og gøres.
Det kan næppe overraske tænkende mennesker, at svenske journalister ikke anses for troværdige af svenskerne. En måling viste, at tilliden til svenske journalister var så lav, at gruppen havnede sidst blandt de undersøgte grupper.
Selv politikerne havde befolkningen større tillid til, 23 mod 29 procent. Og på påstanden om mediernes evne til at beskrive konsekvenserne af indvandringen, ”Svenske medier fortæller ikke sandheden om samfundsproblemer forbundet med indvandring”, svarede 64 procent, at de var enige i dette.
I journalisternes eget blad Journalisten kunne chefredaktøren ikke forstå det pauvre resultat og mente, at der måtte være tale om en målefejl. Redaktøren skrev også:
”Hvordan kan en erhvervsgruppe, som er så betydningsfuld, som arbejder så hårdt, og som har så stærke etiske regler, have en så lav tillid i offentligheden?”
Redaktørens svar fortæller, hvor dybt indlejret den svenske politiske korrekthed er. Oprigtig forbløffelse i stedet for dyb selvransagelse.
Tavshedskulturen
Fortsæt med at læse “Historien om masseindvandringen i Sverige”
Daniel Greenfield aka Sultan Knish er tør, så det støver. “Islam is the biggest snake in the garden of multiculturalism.” Et stenroligt temperament er en fordel i en tid, hvor mange drukne mennesker skal ædrueliggøres. Ezra Levant stiller nogle andre spørgsmål, der trænger sig på. HARD QUESTIONS AFTER BOSTON
Daniel Greenfield: A Tribal War in Boston
Terrorism, like urban crime, is one of those things that you’re not supposed to think about too much. It’s fine to talk about your emotions after a bombing or a mugging. You can even share stories and eventually learn to laugh about it. What you cannot do is talk about where it comes from except in the vaguest terms of social conditions. Like pollution from industry or corruption from government, it’s one of those toxic spin offs of our modern society. It’s just there and we don’t much talk about it.
Islamic terrorism is considered a social problem in Europe. Ask an expert and they’ll talk your ear off about unemployment, racism, overcrowded housing and the same long list of reasons used to explain urban crime. The United States is slowly coming around to that same point of view.
The Europeans would talk about integration. But what was there for Tamerlan to integrate to? A coterie of white academics looking to get jobs on climate change commissions? A rainbow coalition of minorities taking pride in victimization while demanding their piece of the pie? And who was he? American? What does being American mean? Chechen? Who are they? Eurocrats worry endlessly about how many Tamerlans in London, Paris and Oslo roll those dice only to see them come up Pakistani, Algerian and Somali. But they can’t talk about what’s wrong with that.
The American mosque is an outpost of tribal Islamism. It’s an artificial community that primes members of tribal cultures to identify with and defend a religious Teip. That is the system that the Saudis have invested a good deal of money into building because it provides them with an endless flow of cannon fodder.
We are not a melting pot or a beautiful tapestry of diversity. What we are is often something more prosaic. Clans. The clans may be broadly defined, but they are still there and if you doubt it, then go try an urban neighborhood that you are not meant to walk. The clan structure is weak and the leaders are often absent. Some clans are full of single mothers and itinerant male warriors. Others are traditionally patriarchal. Some clans form alliances based on language, geography or religion. That is multiculturalism. It is a clumsy alliance of Teips pretending to represent all the Teips. Jewis Press