Modstand eller dialogkaffe?
Af Palle Almindsø
1. Mellem dialog og modstand
Begreber som dialog, samtale, forhandling forståelse og imødekommenhed forudsættes ofte som forløbere for kompromiset, hvor det ligger i begreberne her, at man bøjer sig mod hinanden og til slut når frem til et forlig… altså begynder ved dialogen og ender med kompromiset. Der er dem som ser dialogen som en form for aflad i gammelkristelig betydning, og det betyder gerne, at den der ivrigst foreslår dialogen, gerne står svagere end den der i afstand diabolsk-smiler og nikker -…..
I en sådan dialog er der således indbygget en dyb tvivl om egne kulturværdier og egen identitet – der er med andre ord tale om et forklædt nederlag for den dialog-søgende , når det gælder politik og religion. Og her taler vi selvfølgelig hovedsalig om Islam. Det var i 1980´èrne og -90`erne, at man viftede med dialogbegrebet i forskellige sammenhænge, som fx dialogen i voksenundervisningen (af Sven Borgen 1981), man talte blandt andet om det flerstemmige klasserum, altså ”dialog frem for kamp”
Dette begreb har holdt sig godt, ikke mindst fordi dets modsætning: konfrontation, modstand, afvisning, kamp, forsvar gennem angreb ikke synes farbare, i hvert fald ikke i skoleverdenen. Der skulle gerne være plads til alle. Her kom det senere til at hedde inklusion, inddragelse i fællesskabet, undervisning for alle (jf Salamancas-erklæringen fra 1994) Det lyder jo i og for sig forbilledligt, så i dag har man klasser, hvor man både underviser? etniske, multihandikappede, børn med diagnoser, ordblinde og børn uden opdragelse., hvor hver enkelt bevarer sin egen art og giver fanden i resten. Og de såkaldt progressive forældre ser straks i første klasse skriften på væggen og tager deres dreng, pige ud og sætter barnet i en privatskole, der må trods alt være grænser for, hvor lidt deres barn skal lære og hvor meget larm og kaos det skal udsættes for.
Fortsæt med at læse “Hvad er svaret på den fortsatte islamisering?”

