Den saudiske finansminister, den glade giver Dr. Abu Rachman al Seid, var der selv og sagde: “Alla minoriteter får dyrka sin gud i mitt land”. og “Vi gör det här för Guds skull. Det blir en bro mellan muslimer och icke muslimer.” Det er nogenlunde lige så betryggende og overbevisende at høre, som hvis han havde sagt: “Der kommer aldrig til at prædike rabiate jøde-og homohadere i denne moské. Ingen terrorhandling vil nogensinde kunne spores tilbage den.” Når man tænker på, hvad der gennem årene er udgået af rabiat had og doublespeak fra Stockholms moské på Södermalm, der ikke er opført for petro-dollars, så er Gøteborgs byråd den rene chancebilist. Intet forsikringsselskab ville satse en krone på en køretur med den rød-grønne forsamling ved rattet, og om få år er vi alle klogere, for forebyggelse er ikke et ord i den svenske ordbog. – SR valgte den lav-prosaiske vinkel på begivenheden. Less is less: Svårt parkera vid fredagsbönen. Moskéns hemsida uppmanar alla åka kollektivt.
Endelig: En journalist bruger ordet “hadith” – resultatet … hjælp
Enhver kan ved selvsyn se hvor lidt danske journalister beskæftiger sig med islamisk teologi ved at søge i Infomedia. Vanskelige ord som ‘hadith’ eller ‘taqiyya’ bruges så godt som udelukkende af læserbrevsskribenter, kronikører og anmeldere. Journalister kunne ikke drømme om at reflektere over forskellen mellem islam og muslimer. Islamdebatten handler i deres univers om muslimer som en ansamling af individer, hver med personlige egenskaber som ‘moderat’ eller ‘radikal’. Nu er der vistnok kommet andre boller på suppen. Weekendavisens Anna Libak vil i hvert fald i dette (teknisk set) unikke stykke skrivearbejde gerne kloge sig på problematikken vedrørende barbarisk dogmatiks konflikt med det danske demokrati. Hvad er det ved ordet hadith der kalder på fjogethed hos novicerne? Man erindrer Ole Birk Olesens legendariske udbrud “hadither eller hvad du kalder dem” til Lars Hedegaard. Afspejler fjogetheden forlegenhed ved at bevæge sig ind i dette betændte område, med nye ord der måske truer enfoldige antagelser?
[…] Som flere fremtrædende medlemmer af Muslimernes Fællesråd, blandt andre Fatih Alev, har gjort opmærksom på, er stening straffen for hor i hadith-samlingerne, overleveringerne om Profetens sædvane, der er lige så forpligtende for muslimer som Koranen. Og som man kan læse i de ovennævnte islamkritiske bøger, er islam en lovreligion, der skal tages ganske bogstaveligt.
Konklusionen er snublende nær: Hvis man er muslim, går man ind for stening, ellers er man ikke muslim. Karen Jespersen behøver slet ikke at spørge Butt Hussain, om han går ind for stening eller ej; det er rigeligt, at han siger, at han er muslim. Hun anklagede ikke, hun konstaterede.
Og er dette ikke fuldt berettiget? I lyset af udtalelser fra netop Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen om stening, skal vi ikke i vores eget land kunne stille krav om klarhed i mælet og troværdig afstandstagen? Hvorfor stiller Libak ikke dette spørgsmål?
Men hov? Kan det nu virkelig passe? Kan man godt idømme folk en tro på den måde? Kan hun vide bedre end muslimerne selv, hvad de tror på? Kan hun bestemme, at en muslim definitorisk går ind for stening, hvilket så automatisk udelukker al reformation af islam ( som islamkritiske kredse ellers også efterlyser), fordi den, der opfatter stening som »uhyrligheder« ( Butt Hussains ord i et interview med Politiken), automatisk fraskriver sig selv retten til at kalde sig muslim? Jeg synes det ikke. Jeg synes, at det er aldeles positivt, at Hussain er sur over at blive beskyldt for at gå ind for stening, samtidig med at han kalder sig muslim. Og jeg kan ikke se andet, end at domstolen er nødt til at give ham medhold endnu en gang, med mindre selvfølgelig at den fæster lid til Karen Jespersens udsagn om, at hun ikke specifikt har anklaget Butt Hussain for det ( hun har ikke præciseret for offentligheden, hvem det så var).
Der er ikke mange ting mere uvæsentlige end hvad Anna Libak “synes”. Spørgsmålet handler om fakta, ikke opinion. Det er oplagt og fuldt berettiget i vores eget land at stille sig skeptisk mht. Butts åbenlyse konflikt mellem dogmatik der fastholdes af alle sunni-lovskoler, og så demokratisk sindelag og frihed for barbariske straffe.
I sin bog Forsvar for rationaliteten skriver Kai Sørlander, at det først bliver muligt at forene islam med demokrati, når islam afpolitiseres, så lovene ikke længere skal begrundes i islam . Det har han ret i. Men det sker jo først den dag, hvor omverdenen begynder at anerkende, at det er muligt at være muslim uden at gå ind for stening; ja ligefrem antager, at det er det normale.
Andre kunne “synes” at det først sker den dag hvor lovskolerne shafi’i, maliki, hanafi og hanbali sletter stening fra deres shariaudlægning, og Al-Azhar udsender en fatwa om det samme. Men nu har Libak lige lært ordet hadith, så lovskoler og Al-Azhar må vente lidt.
Derfor er jeg ikke enig med dem, der siger, at det afgørende er, at Hussain aldrig direkte har sagt: »Jeg går ikke ind for stening«. Det må han selv om. Man kan ikke pådutte folk standpunkter, blot fordi de ikke aktivt har taget afstand fra dem.
Af samme grund forlanger vi ikke, at Det Mosaiske Trossamfund tager afstand fra, at kvinden er underordnet manden i familieretslige anliggener efter jødisk lov. Eller kræver, at Den Katolske Kirke i Danmark tager afstand fra fordømmelsen af homoseksuelle.
Så er det heller ikke nødvendigt at manuducere Butt Hussain i Koranen og i Profetens eksempel. Anna Libak: BLÆKSPRUTTEN: Hadithen og datten [Weekendavisen 17.6.2011]
Neej, tænk, Anna er “ikke enig”. Den enfoldige novices sikre fingeraftryk er opstilling af moralsk ækvivalens mellem islam og kristendommen/jødedommen OG at den manglende ækvivalens ikke bemærkes. Det er overflødigt at nævne det her, men jødisk familieret er komplet ligegyldig i det samfundsperspektiv som Libak tager udgangspunkt i. Det samme gælder spørgsmålet om katolske unges hadeforbrydelser mod homoseksuelle.
Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Skal man klappe i hænderne over at en mainstreamjournalist ved den førende intellektuelle meningsdanneravis Weekendavisen har lært ordet hadith, og at disse kan have samme autoritet som Koranen? Min konklusion er at Libak forfusker og pludrer mere end man burde forvente af et avismedie der for 20 år siden førte en skarp kampagne mod kommunismens apologeter og medløbere, med krav om selvopgør. Anna Libak fatter ikke en hujende fis af hvad det er hun har gang i, og for mit vedkommende er tålmodigheden forlængt opbrugt, og vandglasset for de mainstreammedier jeg ikke kunne drømme om at betale for er faktisk knastørt (LFPC).
( Se også: »Jøderne havde en drøm om at indtage Jerusalem i mange år. Det lykkedes for dem. Muslimerne har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal nok gå i opfyldelse i Danmark. Mange danskere konverterer til islam i disse dage og på et tidspunkt bliver vi et flertal.« Fatih Alev til Information, 15 marts 2000. word doc.)
