Salt er en mindre by i Catalonien 100 kilometer nord for Barcelona tæt på den franske grænse. Byen har fået nok af marokkanere. Her protesterer indbyggerne imod endnu et mord, de kræver meget håndfast at tale med byens politiske ledelse. I Sverige går man i sørgmodige fakkeltog “imod den meningsløse vold”, som man dog går i fakkeltog år efter år, mord efter mord. Det er som en pilgrimsvandring, det er også er vældig moderne. Gå og føl dig mere hellig for hver knyst og vabel. I Danmark idag går kvinder på gaden imod en uspecificeret vold mod kvinder, man ikke tør give et navn fordi det er politisk ubekvemt. Giv mig den direkte spanske facon.
Samexistensen i Salt, 43 % av dess 31.000 invånare är invandrare, har rämnat de här dagarna. Ett par hundra grannar, trötta på otryggheten i stan, rusade bryskt in i kommunhuset under ett sammanträde. Två dagar senare uppstod det bråk med några marockaner. De flesta var familjefäder, som inte ville, att man kriminaliserade deras söner. Där fanns också Morad el Hassini, en tidigare fängelsekund, som var trött på att polisen kollade honom varje dag. En upprörd man, omringad av invandrare, skrek: “Sluta råna! Gå hem!” Polisen var tvungen att ingripa för att läget inte skulle förvärras. Sedan dess har ingenting varit sig likt i Salt
Spänningen, som man har upplevt här, har påmint om tiden innan revolten i Paris förstäder i juni förra året, då invandrarungdomar missnöjda med systemet spelade huvudrollen. Eller det som hände i italienska Rosario i början av året. Borgmästaren har begärt poliser och mera pengar för att hindra att sammandrabbningarna blev värre. “Salt är Europas laboratorium. Det som händer här, kommer efter hand att upprepas på annat håll.” framhåller ofta den kvinnliga borgmästaren, Iolanda Pineda (PSC). Det återstår att se, men i Spanien växer motståndet mot invandringen. En anmärkning: 77% av spanjorerna anser att invandrarnas antal i landet är alltför stort, enligt en rapport, Rasism och Främlingsfientlighet, från Arbetsdepartementet
Reportage: Hatets laboratorium Salt – en tryckkokare, oversat fra El Pais Salt- una olla a presion 7.3.2010.
S, SF og R fører valgkamp på arabisk
Skal teksten på en dansk valgplakat til et dansk Folketingsvalg nødvendigvis være på dansk? Det spørgsmål splitter politikerne på Christiansborg. Nej, mener flere folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale, som i øjeblikket er ved at få trykt valgplakater, foldere og løbesedler på arabisk til det kommende Folketingsvalg. Ja, teksten skal være på dansk, mener Dansk Folkeparti, som foreslår en ny sproglov, der forbyder kandidater at trykke valgplakater på andre sprog end dansk. Hos grønthandlere og i kiosker på Nørrebro i København hænger der for tiden hundrede plakater med SF’eren Trine Pertou Mach, som i øjeblikket er barselsvikar i Folketinget for Ida Auken. Ved siden af hendes smilende ansigt og SF’s logo står en række budskaber på arabisk, men med dansk oversættelse ved siden af. Palæstina skal højt på dagsordenen, praktikpladser og arbejde til alle unge uanset etnisk baggrund og opbakning til den arabiske revolution, lyder slagordene blandt andet.
I modstrid med islam Socialdemokraternes it-ordfører, Yildiz Akdogan, har ligeledes Tingbjergs borgere i sin valgkreds. Hendes valgmateriale bliver trykt på arabisk, mens hendes hjemmeside kan læses på arabisk, kurdisk og tyrkisk.»Desværre er der nogle unge fjolser, som forsøger at overtale beboerne i Tingbjerg om, at det er i modstrid med islam at stemme til Folketingsvalget. Jyllands Posten: Politikere fører valgkamp på arabisk (ikke online) og Topfolk i SF og R fører valgkamp på arabisk (Enhedslisten, også på arabisk)
Det er da også for surt. Nu har de i stor skala og til milliardudgifter importeret mellemøstligt stemmekvæg, der aldrig kunne drømme om at stemme borgerligt, og så går de ikke hen og stemmer fordi “det er i modstrid med islam”. Nu sidder vi alle, og alle dem der var så dumme at stemme S, SF og R i tyve år, tilbage med regningen og den sørgelige sandhed, at det eneste danske ved en stor del af deres vælgerimport, er det røde pas. Alligevel er omkring 50 % af befolkningen stadig villige til at stemme på disse partier. Jeg er demokrat, men mindre end jeg var engang. Valgplakater på arabisk OK? – Apropos demokrati, så var en af nyhederne her i landet i går:
En fjärdedel av Sveriges yngre befolkning kan tänka sig en ”stark ledare” som inte behöver ta hänsyn till politiska val……. Hela 21 procent av 18–29 åringar uppger att de kan tänka sig att byta parti och lägga sin röst på den som ger dem en mindre summa pengar.. ..Om en riksdagskandidat från ett annat parti fixar ett jobb åt personen i fråga eller någon i hans eller hennes närhet, är 28 procent av den yngre generationen redo att ge bort sin röst.”Demokrati inte så viktigt för dagens unga svenskar”
Forfærdelsen var til at tage og føle på. Her har man haft et “demokratiministerium” og i årtier sindelagsuddannet skoleelever, og så svarer de sådan. Mit eget gæt er, at de unge er trætte af et politisk liv, der er sovset ind i moralisme og pædagogik, at de vil se rigtige uenigheder, ikke teater. Demokrati – use it or lose it. Men det er selvfølgelig ikke reaktionen på undersøgelsen, tværtom: Skolan tar inte den demokratiska fostran på allvar, säger Jytte Guteland, ordförande i SSU. Mere pædagogik er selvfølgelig kuren, mere lede og ligegyldighed vil være resultatet. Mærkeligt at forestille sig, når man selv har gået i en skole, hvor den eneste demokratiundervisning bestod i, at man voksede op i et demokratisk samfund. (Maktens krokodiltårar över demokratin.)
David Mamet’s progress
Når man i en stor del af ens liv har identificeret sig med klicheer fra den anstændige venstrefløj eller kulturradikalismen, og herefter gennemgår en gradvis forvandling til borgerlig, må man leve resten af sit liv med krumme tæer over de selvhøjtidelige antagelser og naive illusioner man tog for givet. Man hører oftest om ungdommeligt sværmeri for voldelige revolutionære partier og bevægelser. Der har jeg heldigvis aldrig befundet mig, trods alt, men langt mere udbredt er nok den kvalmende antagelse af at man som venstreorienteret tilhørte de særligt oplyste med godheden på deres side, og at borgerlige pr. definition var dårlige mennesker. (Oversætter man dette til vor tids politiske virkelighed, er disse venstrefløjsantagelser selvfølgelig nu udbredt til hele det politiske spektrum, minus DF. Erstat “borgerlige” med “højreekstremister”, og transformationen er fuldendt. Plus ça change).
I og med at den politiske mainstream er gledet kraftigt mod venstre gælder det ikke længere som en selvfølge at man som ung er venstreorienteret, og som ældre konservativ. Når skuespilforfatteren David Mamet også har gennemgået en rejse væk fra illusionerne er det derfor kun en illustration af at det er en mulighed, ikke noget man kan sætte sin lid til vil føre til en masseafhopning fra den tværpolitiske venstreorientering/værdirelativisme der hærger og lammer verden. Før f. eks. elementære kendsgerninger som at godhed koster penge, penge som der ikke findes i ubegrænset mængde, kommer på dagsordenen, skal der nok helt andre opvågningsprocesser på bordet: “Double dip”, og den slags (LFPC).
We were self-taught in the sixties to award ourselves merit for membership in a superior group–irrespective of our group’s accomplishments. We continue to do so, irrespective of accomplishments, individual or communal, having told each other we were special. We learned that all one need do is refrain from trusting anybody over thirty; that all people are alike, and to judge their behavior was “judgmental”; that property is theft. As we did not investigate these assertions or their implications, we could not act upon them and felt no need to do so. For we were the culmination of history, superior to all those misguided who had come before, which is to say all humanity. David Mamet i The Secret Knowledge: On the Dismantling of American Culture, anmeldelse af Roger L. Simon: David Mamet’s Progress








