Af Lars Hedegaard
Det kræver en muslim – eller rettere en eksmuslim – at forstå, hvad der sker i Mellemøsten og nærmere bestemt i Gaza. Iraneren Armin Navabi er en sådan frafalden muslim, som nu bekender sig som ateist. Han kender den islamiske ideologi indefra, men har taget samme skridt som talrige af hans landsmænd og forkastet hele mullah-styrets ideologiske fundament.
Faktisk hævder han, at 70 pct. af iranerne har vendt Muhameds lære ryggen, og at det blot er et spørgsmål om tid, før Den Islamiske Republik bliver væltet af en revolution, som vil erstatte den islamiske totalitarisme med et liberalt demokrati. Disse bestræbelser gør iranerne til Israels naturlige allierede, og det forklarer, at så mange af dem udtrykker støtte til den jødiske stat på de sociale medier, og at stadigt færre vil deltage i Teheran-styrets regelmæssigt antisemitiske hadmanifestationer.


