af Morten Uhrskov Jensen
Der finder i disse år en betydelig indvandring sted til Europa, herunder til Danmark. Denne indvandring finder især sted fra den tredje verden, herunder ikke mindst fra muslimsk dominerede lande. Lande som Frankrig og Sverige – men også Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien – oplever betydelige problemer i bestemte områder, og kriminaliteten, især voldskriminaliteten, er høj og voksende. Således anmeldes f.eks. mere end 86.000 tilfælde af vold årligt i Sverige (for året 2009) mod godt 18.000 i Danmark (for året 2008).
I Danmark ser billedet til dels anderledes ud. Også hos os er der tale om betydelige ghettodannelser, og religiøse særkrav imødekommes i stigende grad. Men antallet af personer med især muslimsk kulturbaggrund er lavere end i de nævnte lande, både i absolutte tal og som procentandel af den samlede befolkning. Årsagen hertil skal bl.a. søges i, at Danmark relativt sent (fra 1983) begyndte at føre en lempelig udlændingepolitik, der gjorde det muligt for at stort antal personer at søge og få bevilliget asyl. Endvidere har det givetvis spillet en rolle, at Danmark modtog relativt få såkaldte gæstearbejdere fra midten af 1960´erne og frem til indvandrerstoppet i 1973 som følge af den økonomiske krise. Det var derfor en mindre gruppe – godt 20.000 personer indvandret frem til 1973 – der kunne påbegynde den kædevandring gennem familiesammenføringer, som er så almindelig for en stor del af de indvandrere, som Danmark har modtaget og fortsat modtager.
Med den markante ændring i det politiske landskab ved folketingsvalget i 2001 blev det muligt at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken, der havde til formål at dæmme op for både flygtningestrømmen og den kædeindvandring, der følger med tilvandringen af borgere fra tredjeverdenslande. Resultatet af forhandlingerne mellem regeringspartierne Venstre og de konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti mundede ud i især to stramninger på familiesammenføringsområdet: Dels en 24-årsregel, hvorefter en person med ophold i Danmark (dansk statsborger eller ikke), der ønskede familiesammenføring, og personen fra tredjeland skulle være fyldt 24 år, dels et tilknytningskrav, hvorefter personen i Danmark og den sammenførte person skulle sandsynliggøre en større samlet tilknytning til Danmark end til oprindelseslandet. På flygtningeområdet afskaffedes endvidere den såkaldte »de facto«-regel, således at kun såkaldte konventionsflygtninge (personligt forfulgte) i fremtiden kunne få asyl.
Den officielle begrundelse for disse stramninger var et ønske om at komme såkaldte tvangsægteskaber til livs. Den reelle grund var et ønske fra især Dansk Folkeparti om at begrænse den ikke-vestlige indvandring, herunder især den muslimske indvandring.
Umiddelbart så stramningerne ud til at være ganske effektive. Ikke mindst tilknytningskravet så virkningsfuldt ud, idet en udlænding bosiddende i tredjeland i princippet kunne have meget vanskeligt ved at dokumentere nogen grad af tilknytning til Danmark overhovedet, hvorfor den samlede tilknytning aldrig kunne blive større end tilknytningen til oprindelseslandet. De to stramninger på familiesammenføringsområdet rummede således rent umiddelbart set en kraftig opfordring til personer i Danmark med rødder i andre lande til i det mindste at gifte sig »internt« i Danmark, altså inden for egen etniske og/eller religiøse gruppe. Allermest håbede man vel på, at ægteskab i stigende grad ville blive indgået på tværs af kulturer, især mellem den muslimske og den danske.
Inden jeg går videre med mit hovedanliggende – nemlig den del af udlændingepolitikken, der har at gøre med familiesammenføringer mellem personer, der allerede bor i Danmark og personer fra tredjelande – vil jeg kort komme nærmere ind på stramningerne i flygtningepolitikken samt i de lempelser, der er givet i reglerne om opholdstilladelse på grundlag af arbejde eller studier.
Flygtningepolitikken
Fjernelsen af de såkaldt de facto flygtninges retskrav på asyl har kraftigt sænket antallet af opholdstilladelser til flygtninge. Det er dog nu igen stigende , men der er stadig et godt stykke op til niveauet før stramningerne i 2002. Dette lavere antal har i sig selv betydet et lavere antal familiesammenførte, da et lavere antal opholdstilladelser efter asylreglerne betyder færre ansøgninger om familiesammenføring fra godkendte flygtninge.
Imidlertid vil det såkaldte Stockholm-program, hvis det på initiativ af EU-kommissionen bliver vedtaget med effekt fra 2014, fjerne Danmarks mulighed for at føre en selvstændig flygtningepolitik. I et papir fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) nævnes, at det meget vidtgående forslag, programmet indeholder, ikke nødvendigvis vedtages i den skitserede form, måske især på grund af modstand fra de øst- og centraleuropæiske medlemslande. Men EU-kommissionen lægger dog op til at fjerne medlemslandenes muligheder for at føre en selvstændig flygtningepolitik. Tanken er således, at de flygtninge, som godkendes af Kommissionen, skal fordeles til medlemslandene. EU´s regler om den frie bevægelighed vil dog antagelig indebære, at et land som Danmark med høje sociale ydelser kan forvente en betydelig tilstrømning fra en række af de andre medlemslande. Med andre ord – EU afgør i fremtiden, hvor mange og hvilke personer, der kan opholde sig inden for EU’s grænser samt fordelingen af disse flygtninge de enkelte medlemslande imellem. Men på sigt må det forudses, at mange af de nytilkomne vil søge til Danmark, så snart de får muligheden for det, grundet vores velfærdydelser, som det dermed bliver svært at fastholde.
Opholdstilladelser til studier og arbejde
Som en del af det ovenfor omtalte forlig med VK-regeringen måtte Dansk Folkeparti acceptere, at der kom betydelige lempelser i reglerne om studie- og arbejdstilladelser i Danmark for udlændinge.
Det blev i den forbindelse af både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti fremhævet, at der nu var sket i skifte i indvandringen, så det ikke var dårligt integrerbare flygtninge og familiesammenførte, der kom til landet, men mennesker, der ville yde en indsats i Danmark. Den 29. marts 2010 havde Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid en kronik i Berlingske Tidende, hvor han satte et stort spørgsmålstegn ved, om dette nu også var tilfældet. Vesselbo hæftede sig således ved, at der i årene 2002 til 2009 var blevet givet et samlet antal opholdstilladelser på godt 370.000 personer, dvs. næsten 100.000 flere end under Nyrup-regeringerne, der sad fra 1993 til 2001. Af disse var de 14 procent givet til flygtninge og familiesammenførte, mens de resterende 86 procent, godt 318.000 personer, var kommet til Danmark på andre måder. Eyvind Vesselbo pointerede, at der slet ikke var den samme grad af kontrol med de 86 procent som med flygtningene. Det var og er med andre ord uklart, om de berørte udlændinge rent faktisk er udrejst efter endte studier eller arbejde.
Det skønnes da også, at der i dag er væsentligt flere illegale indvandrere i Danmark end før regeringsskiftet i 2001 som følge af den liberale politik i forhold til studie- og arbejdstilladelser.
Usikkerheden om, hvor disse mange mennesker befinder sig i dag, bidrager i sig selv til at skabe uklarhed om, hvorvidt stramningerne i udlændingepolitikken er effektive. Det skal dog understreges, at en del af forklaringen på det nævnte høje tal på godt 370.000 skyldes, at det såkaldte opholdsdirektiv fik virkning i EU-landene fra 2004, hvorefter enhver EU-borger frit kan indrejse til Danmark for at søge arbejde.
Indtil dette er blevet undersøgt nærmere, må konklusionen være, at tallene giver anledning til at tro, at tilstrømningen til Danmark på dette område er stor, og at kontrollen modsvarende ser ud til at være begrænset.
EU´s opholdsdirektiv
Den såkaldte Metock-dom fra 2008 afsagt af EF-domstolen (i dag EU-domstolen) fastslog, »at en tredjelandsborger har ret til ophold, uanset at denne ikke tidligere har haft gyldigt ophold i et EU-land, hvis vedkommende gifter sig med en EU-borger, der har udnyttet den frie bevægelighed ved ophold i et andet EU-land«. Dommen var en udløber af opholdsdirektivet, der trådte i kraft i 2004 I en pressemeddelelse fra EU-kommissionen fra den 2. juli 2009 forklares det, at opholdsdirektivet af 2004 skal forstås sådan, at et nært »afhængigt« (dependent) familiemedlem fra tredjeland skal have »visas and residence cards«, altså visa og opholdstilladelse. I pressemeddelelsen defineres »afhængig« på den måde, at »material support for that family member is provided by the EU citizen or by their spouse/partner«. Det må forstås sådan, at indgåelse af f.eks. ægteskab er tilstrækkeligt til at skabe afhængighed.
Fortsæt med at læse “Den danske udlændingepolitik 2010 – en status”







