Der er sikkert mange, der har set denne video før, den er nogle år gammel. Jeg har ikke set den på You Tube før, og det er ikke fordi bryder mig om at gense den. Det værste er næsten ikke den afstumpede, henslængte, selvfølgelige vold, for øjene af masser af mennesker i fuld offentlighed. Det værste er, at det er dette der ligger bag svenske avisnotitser fra næsten enhver mindre flække og købstad, man kan læse hver eneste dag, hvis man altså har overskuddet – se selv efter i provinsaviserne – og som ligger bag den abstrakte statistik ” År 2008: Misshandel inkl.grov: 84.302″, En hypervold, en ultra-violence, der akkumulerer had hver time i døgnet. Hvad dette ender med på meta-planet en skønne dag, hvis afmagt beslutter sig til magt, skal jeg vel vare mig for at spå om.
Selvom medierne skjuler, hvem der i det store hele er ofre, og hvem der er voldsøvere, er det meget uklogt at gøre sig illusioner – befolkningen har vidst det meget længe. Ofrene husker det, de voldtagede, de dødes efterladte husker det. Jeg har advaret omsonst og det vil gå sin skæve gang, ligegyldigt hvem der gør hvad nu, men de ansvarliges skyld kan ikke overdrives, og de må håbe for sig selv, at de bliver glemt så hurtigt som vel muligt. Hvis Sverige en dag rejser sig mod denne Riksdagspåførte vold, hvad enten det blir i form af væbnede borgerværn og selvjustits, eller ved en kvasifascistisk regering, bliver det grimt. Så grimt, at man må håbe man borte forlængst til den tid. Der vil være danskere i disse år, der ikke begriber alvoren i dette, enten af ukendskab til Sverige, af ideologiske grunde eller begge dele. Det kan ikke være anderledes. Herregud, det er jo ikke så slemt herhjemme endnu. Nej, det er det ikke. Jeg ved hvad mine øjne har set i mange år, og jeg stoler på dem, og dette er desuden ikke en missionsforening, der skal trække nogen til et trug, de ikke vil drikke af. – At Rosengård brænder igen aften, er bare en biting. Det brænder overalt hver dag, men det er dog ikke unge der ligger klynkende og ydmygede på et fortov, som ofre for noget de hverken forstår eller har magt over. Det er ondere at overvære. For Sverige er alt i alt onde varsler at overvære, en ravn der flyver mod aften, hvornår den så falder på. Det bliver før, der bliver mørkt i Danmark. De advarsler, der for fem eller ti år siden kunne lyde alarmistiske, endda halvhysteriske, lyder idag mere og mere som en ædruelig virkelighedsbeskrivelse. Og det officielle Sverige og mange menige borgere mangler fuldstændigt et begrebsapparat, der kan forklare det. “Vi forstår det ikke” (andet end som “sociale problemer”). Derfor er de udleveret til en dom, de ikke kender årsagen til, at blive “dolket, som en hund, med skammen som overlever”. Hvis man tør drage den ikke ukendte, jødiske parallel. Enhver der ser de Spencer videos, der henvises til lige her ovenfor, vil med det samme få færden af, hvad det drejer sig om få spadestik nede.
Rosengård – femte nat i træk
Kravaller bröt ut på Rosengård i Malmö. Flera sopkärl och sophus sattes i brand. Rörbomber användes av maskerade ungdomar. Vid midnatt satte polisen in fullt utrustad kravall polis för att kunna släcka bränderna kring Ramels väg.
Stenar och flaskor haglade över polis och räddningstjänst när nya anlagda bränder rasade på Rosengård i Malmö i går kväll. Polisen fruktar att oroligheterna fortsätter i helgen. POLISEN:”SAMHÄLLET MÅSTE TA TAG I DET HÄR NU. DET KAN INTE FORTSÄTTA SÅ HÄR”. Hvad skulle “samfundet gøre”, som det ikke har gjort 50 gange før – fulgt af hundreder af millioner til Rosengård? Det er ord fra en polis, der er fortabt og at dømme efter tonefaldet, er begyndt at tænke på, hvordan han selv slipper væk fra Malmø, måske inden den smertelige indsigt synker ind: dele af Rosengård kan man ikke appease på nogen menneskelig måde. Skånskan forsøger sig med Bränder hämnd mot polisen,for at have buret kriminelle inde. Årsag og virkning er efterhånden så sammenfiltrede, at man kan sige hvad som helst for at finde lidt mening.
Til Gregorius
“Efter Mohammed (pbuh ) har Kurt Westergaard nu tegnet Gregorius Nekschot” – står det vistnok på hollandsk.

Efter mødet i København sad jeg en times tid med en Nekschot klædt i civil over en pibe og en cigar, og studerede hans civilliserede, rene træk og hans fremtoning i det hele taget. En stærkere kontrast til hans tegninger, kunne man ikke forestille sig. Jeg havde mit kamera i lommen, men jeg var ikke det fjerneste fristet til at bruge det. Efter mange år vågner der et jagtinstinkt, når man er overfor et særligt motiv, men man fotograferer ikke gennem mange år, uden at lære grundigt, hvornår man ikke skal fotografere. Særligt pressefotografer tvinges til at bryde deres egne personlige grænser. Men kan jeg tillade mig mere kræsne grænser, som regel da. Selvom jeg ikke er religiøs, fotograferer jeg meget nødigt under kirkelige handlinger. Jeg bryder mig ikke om at fotografere lidende, syge eller døde mennesker. Omvendt er det altid pirrende at tage “forbudte billeder”, men kun dem man kan stå inde for. Og så er der selvfølgelig alle dem man godt må fotografere, men som ikke vil offentliggøres. Nekschot var én af dem, hans liv afhænger af det. Men når man tit er “lutter øjne”, så sidder ansigter fast i hukommelsen længe, man behøver egentlig ikke billederne.
Religionskritikkens nødvendighed
Censur er ikke vejen frem, Af Lene Kattrup
JEG HAR EN BEKENDELSE, jeg gerne vil gøre over for tidligere overrabbiner Bent Melchior. Jeg holder af muslimer, der er demokratisk indstillede, men jeg er faktisk bange for islam.
Det er sådan noget, som Melchior (sådan må jeg forstå hans udtalelser til Kristeligt Dagblad den 14. marts) diagnosticerer som en sygdom, nemlig islamofobi, som han finder, er usund for samfundet.


Jeg
Ulighed: Det halter gevaldigt med sundheden og den sunde livsstil blandt indvandrere, der er mere og oftere syge end danskere. Problemet skyldes mangel på viden og påvirker ikke kun indvandrerne, men samfundet generelt. […]

Et billigt grin er nu ikke at foragte. Vil man endnu engang se bekræftet hvordan Danmark er kløvet i to over ét bestemt emne, kan man kigge på hjemmesiden “

