“og jeg tror heller ikke det kommer tilbage, derfor vil jeg flytte”.
Suat Cicek (63) har bodd i Sverige i 40 år og drevet skomakerbutikk i Rosengård de siste ni årene. Nå sier han at innvandringsstrømmen til bydelen har blitt så stor og integrasjonen så dårlig at han heller flytter tilbake til Tyrkia.
349 sidder i Riksdagen og får over 50.000 om måneden for at ødelægge et land. Hvem er idioterne, vælgerne eller de valgte ? Spørgsmålet kræver et elaboreret svar, hvis man bare kunne få en vellønnet forskerstilling, og gøre en levevej ud af det.
»Hver morgen drager vi i krig«
Interview med kvindelig skolelærer i Berlin:
Hun ønsker at være anonym. Ikke fordi hun er bange for sin chef, men fordi hun ikke ønsker at vise svaghed overfor sine elever.
Det vil de udnytte, siger den berlinske skolelærer. Hun fortæller om et miljø fra en parallel verden. En verden fuld af vold, hvor lærer hver dag forventer at blive angrebet, og fortvivler af angst.Hvordan er dagligen i en Berlinerskole ?
Egentlig drager vi i krig hver morgen. Især de kvindelige kolleger kommer med fugtige hænder, nervøse og med hjertebanken. Jeg har undervist i 30 år, og i de senere år har jeg fundet ud af at jeg ikke kan klare det mere. Jeg er bange for at være gårdvagt, og bange for at undervise i bestemte klasser.Det er som at løbe spidsrod. Man bliver hele tiden svinet til, for det meste på arabisk eller tyrkisk. Især for ældre kvindelige kollegaer er det uudholdeligt hele tiden at få tilråb som ‘Luder’, eller, ‘jeg knæpper dig’. Da jeg var yngre påtalte jeg det endnu overfor sådanne elever. I dag gør jeg det ikke længere.
Jeg finder den konstante verbale vold lige så slem. Det er et psykiske overgeb, men også slag og trusler forekommer. Også med knive. Hver pludselig bevægelse fra en elev i frikvarteret eller i klassen, når en eller anden vælter en stol eller lignende, oplever jeg det som meget truende. Hver dag slår en elev ud, og lader som han skal til at slå mig. Der hersker en vedvarende atmosfære af angst. Vi har brug for psykologer i skolerne og vi har brug for flere mænd i skolerne, de ældre elever er fysisk overlegne. For kvinder er skoledagen særlig svær. Og kvinder er i overtal på skolen. Berliner Morgenpost via Balder og Vaterland.
Mellem linjerne en historie med manglende sammenhængskraft
Apartheid:
Forrest omkring rustvognen gik mandlige familiemedlemmer til den dræbte, mens Mustafa Hsownays moder, Sukna Taha Karim, gik langt nede i optoget omringet af sørgende kvinder …
Accept af apartheid:
… og mange etniske danskere, der vil have fred på Nørrebro.
Uklar loyalitet:
Bagpå var der et foto af Mustafa Hsownay i uniform fra den danske hær, som han gjorde tjeneste i. Hans karriere i forsvaret stoppede ifølge familien, da han nægtede at deltage i missionen i Afghanistan.
Ingen tvivl om at afdøde ikke var del i bandekrigen, men hvis det holder vand at attentatet på caféen var ‘hævn’ for drabet på ham, siger det ikke så lidt om en allerede eksisterende etnificering af konflikten, hvis bandemedlemmerne var villige til at gå så langt for en person de ikke kendte. Jeg påpeger det blot, jeg puster ikke til noget:
Han havde kørt sin nevø hjem fra arbejde, da to biler med tre-fire “rockerlignende” typer kørte ind på parkeringspladsen i Mjølnerparken og affyrede flere skud. Mustafa Hsownay blev ramt fire gange i ryggen, og døde kort efter på gerningsstedet. Sagen er endnu ikke opklaret. Det var formentlig drabet på Mustafa Hsownay, der to dage senere blev hævnet på en café på Amager, da tre blev såret og 30-årig dansk mand blev dræbt.
Uklart hjemsted:
Sønag flyves Mustafa Hsownays lig tilbage til Irak, hvor han skal begraves. Nørrebro viste respekt
Beklager, men der er ingen vej uden om. Behovet for at få virkeligheden på dagsordenen overskygger anstændigheden. Og virkeligheden er altså – og dette handler om de deltagende danskere, incl. præsterne foran kirken – at samhørigheden er en skrøbelig illusion, ønsketænkning og sentimentalitet, hvor man i denne illusions navn lukker øjnene for åbenlyse sprækker i samfundet (LFPC).
Kulturens (og religionens) byrde
En behandlerkollega til Nicolai Sennels kommenterer dennes nylige kronik i JP. Jeg skal ikke prøve at gøre mig klog på den faglige dimension, men hvad der åbenlyst mangler i denne her citerede kritik er en anerkendelse af religiøs legitimering af den adfærd der utvivlsomt har paralleller i andre førmoderne kulturer (“gadebander verden over”). Det er ikke gjort med “en central opmærksomhed” på religion, for hvordan skulle et behandlingsforløb kunne fjerne så central en komponent i den kriminelles identitet, og hvordan skulle dette undgå at sende hele menneskerettighedsindustrien på nakken af behandleren dersom det var muligt?
Ingen af de andre førmoderne kulturer har som fastslået dogme at bekæmpe og undertvinge de vantro. Ingen af disse kulturer har præster ansat i fængslerne der bekræfter denne altgennemtrængende opdeling af verden i troende/vantro og ren/uren.
Lars Rossens egen fremstilling er også ‘karikeret og unuanceret’ når han udleder af Sennels at “de etniske muslimer, der ikke allerede er anbragt i fængslerne, kun kan bevæge sig frit omkring som følge af rene tilfældigheder, da de jo er kulturelt disponeret for kriminel adfærd og aggressiv impulsivitet”. Der er jo netop tale om at være disponeret, ikke determineret, og mennesker af kød og blod er som bekendt forskellige. At bortrelativere den muslimske dimension som Rossen gør her er fatalt.
Det største spørgsmål som kun få politikere uden for Dansk Folkeparti ville turde stille ville dog gå let hen over det kulturelle og religiøse: Hvorfor i alverden skal vi påtage os denne behandlerbyrde? (LFPC)
[…] Selvfølgelig kan ens religiøse baggrund have indflydelse på ens måde at reagere på; det indgår allerede som en central opmærksomhed i arbejdet med de unge. Der, hvor NS går galt i byen, er ved at forklare alt med de unges muslimske baggrund og afvise, at deres reaktionsmønstre kan skyldes andet.
Det ville svare til, at jeg udelukkende forstod NS på baggrund af hans medlemskab af Dansk Folkeparti. NS skriver, at hvor et ukontrolleret vredesudbrud er en måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske.
Den påstand tror jeg, at få muslimer kan genkende. De beskrevne handlemønstre, selv i den karikerede og unuancerede form, som de her præsenteres i, kendetegner netop de æressystemer og hierarkier, beskrevet af antropologer og psykologer med erfaring fra gadebander verden over og er altså idiokulturelle træk, der præger marginaliserede og kriminelle grupper og er altså ingenlunde nationale, racemæssige eller religiøse fællesnævnere. […]
Følger man omvendt logikken i NS’s integrationsmyter til døren, må det være tilfældet, at de etniske muslimer, der ikke allerede er anbragt i fængslerne, kun kan bevæge sig frit omkring som følge af rene tilfældigheder, da de jo er kulturelt disponeret for kriminel adfærd og aggressiv impulsivitet. Den holder vist ikke i byretten. […] Lars Rossen, Behandlingsinstitutionen Ertodeto, Københavns Kommune: Pædagogikken bliver forsimplet











Så tænker jeg på bl. a.
Nej, ikke helt, men den polemiske udskiftning her af de angiveligt moderate elementer viser jo absurditeten, der nok bunder i rådvildhed i forhold til et fænomen man ikke kan tøjle eller inddæmme. Første trin mod overgivelsen. Via