“Wissam vendte 180 grader” – to gange. Den sigtede Odense-pistolmand i bakspejlet (LFPC).
Wissam kom som 7-årig til Danmark med sin mor og seks søskende i 1988. Den palæstinensiske familien kom direktefra en flygtningelejr i Libanon. Wissams far var kommet hertil fire år tidligere. Efter et par måneder i flygtningelejr i Bullerup uden for Odense flyttede familien til Birkeparken i Vollsmose.[…]
Wissam Freijeh er 14 år. Han løber ned af den lange gang på Humlehaveskolen i Vollsmose. Han har en boltsaks i hænderne og kun en ting i tankerne. Drengen, han er lige i hælene på, skal have tæsk med saksen. – Han havde selv slået mig med saksen. Og jeg blev så hidsig, at jeg sparkede døren ind til klasselokalet og hamrede saksen i bordet foran ham. […]
– Jeg fortryder meget, men jeg har en fremtid, siger Wissam , løfter endelig blikket og kigger over på mester fra produktionsskolen Elsesminde i Odense.[…]Wissam blev den gang for otte år siden stoppet på gangen af ti lærere – ingen kom til skade. Efterfølgende blev han forvist til Bogø kostskole. Der gik imidlertid ikke mere end tre måneder før, han var tilbage på Humlehaveskolen. – Jeg truede med at brænde kostskolen af, og så sendte de mig hjem igen. Tilbage på skolen begyndte den gamle rytme at køre igen, forklarer han -igen uden at løfte blikket. Og med det mener Wissam slagsmål, smårapserier – og ingen skolegang. Han og de fem nærmeste venner i sorte pilotjakker var synonym med ballade. Og sådan gik der nok et par år.
– Vi blev kaldt en bande, men vi var egentlig bare venner, siger Wissam. Venner der aldrig gik til timer, men brugte det meste af tiden på ballade og slåskampe med andre elever – og lærere. – Skolen turde ikke gøre noget – lærerne var bange for os. Men da de fem venner var fælles om at tæske en anden elev, faldt hammeren. De blev smidt ud af skolen. Denne gang var der ingen vej tilbage. Wissam kom på kontanthjælp og sendt i aktivering. Men kriminaliteten fortsatte.
Og det var et forfærdeligt liv. – Vi fik det dårligere og dårligere. Politiet, kommunen – alle var efter os, forklarer Wissam mens øjenlågene igen sænker sig. […] Den forhutlede ungdom, mener Wissam selv, skyldtes et hidsigt temperament, problemer i familien og ingen tæt kontakt til lærerne på skolen eller det danske samfund – i det hele taget.[…] Wissam vendte 180 grader [Fyens Stiftstidende 14.3.2004, ikke online]
Wissam: The Road Movie
Altid skæg og ballade når Wissam er i byen (LFPC).
Wissam Freijeh har flere gange været tiltalt for mere alvorlige forseelser end en hastighedsoverskridelse. Han er også blevet dømt, men han har aldrig følt sig så uretfærdigt behandlet, som da han i slutningen af april blev dømt for at have kørte 84 km/t, hvor han kun måtte køre 50 km/t. Sagen har været ført både i byretten og i landsretten, og de samlede advokatudgifter for Wissam Freijeh løber op i 10.000 kroner. Derudover skal han betale 2500 kroner i bøde for at køre for stærkt, og han skal undvære sit kørekort i seks måneder, fordi han tidligere har fået det betinget frakendt. […]
– Normalt skal man være 100 procent sikker, før man dømmer nogen i retten, men det er åbenbart ikke de samme regler, der gælder, når vi taler om fartbøder. Kravene til beviser er langt fra de samme. Det her er langt det værste, jeg har oplevet i en retssal, siger Wissam Freijeh. […] Den 25-årige smed har ikke tidligere anket en dom, men det gjorde han prompte, da byretten kendte ham skyldig i at have kørt 84 km/t på Kochsgade ud for Sandhusvej. […] Han er overbevist om, at hans bil er blevet forvekslet med en anden. Og han synes, at retssagerne ikke har ladet tvivlen komme ham til gode.[…] Han har brugt 10.000 kroner i sin kamp mod fartbøde [Fyens Stiftstidende 6.6.2006, ikke online]
Hamas tvinger børn til at være menneskeskjolde
Angiveligt, og med forbehold for at andre hævder det viser børnene blive ‘tvunget’ i sikkerhed, men iflg. denne artikel. Læs også kommentarerne (LFPC).
Dhimmiwood: Når tv må forme virkeligheden
Er der ikke en stigende tendens til at inkludere etniske figurer som ikke helt kan genkendes fra virkelighedens verden, i tv-drama? Sådan ser en fiktiv historie om et drab på en tyrkisk pige og hendes østrigske ven ud, når den har været igennem den multikulturelle vaskemaskine (LFPC):
[…] To return to the story of the prime time movie: It’s a rather simple story revolving around an Austrian and a Turkish family, which included all the necessary clichés: The “evil”, “right-wing” Austrian warning about the dangers of “us mixing with them” on the one side; on the other side, the poor, almost angelic Turkish family, very traditional, the mother in her headscarf, her two girls in love with Austrian, non-Muslim boys, one of them murdered (and pregnant), her son and her husband in charge of all matters relating to the family’s honor. There is some discussion about honor killings and segregation of sexes. However, the end was disappointing: It was not an honor killing, but the victims’ friend who committed the crime, precisely because he wanted to prevent the mixing of Austrian and Turkish blood. At the very end of the movie, the Austrian and the Turkish father met in the mosque and “peacefully” sat next to each other. […] Parallel Societies in Telfs
Pæredansk
Bliv fuld uden at blive fed. Nu mangler man bare den økologiske slanke-elefant-bajer. Det er kun i Danmark, man kan opfinde sådan noget. Først syntes jeg det var depraveret, men ved nærmere eftertanke får den øl mig til at føle mig hjemme i “det lille land, beboet af smilende gale“. Også selvom mine egne “drinkin´days are long gone“. Der er nok af folk, der ville opfinde den modsatte bajer – svulstig smag og nul beruselse. Eller den nikotinfri cigar, eller den alkoholfrie snaps, som Jörn Donner engang påstod findes på Systembolaget. Beruselsens ultimative zipless fuck. Jeg har aldrig spurgt efter andet end O.P. Andersson.
The Challenge of Urban “Stateless” Regions
Today’s Washington Post has an interesting look at one of the growing challenges of statelessness and where much of the world is heading. It also has stark implications for terrorist organizations and their ability to operate. The story looks at police attempts to take over the Santa Marta favela in Rio de Janeiro, where drug dealers have long been the primary, if not sole, source of authority.
Using tactics similar to the U.S. “surge” strategy in Iraq, police are seeking to build permanent bases among the population, fix broken services, gather intelligence, and stick around so the drug traffickers lose their operational freedom. The story showed that there was much to be done to allay the fears of the civilian population and win them over in some fashion.
What is striking is that, while we often look at ungoverned spaces (generally a misleading term because, while the state does not govern there, some person, criminal organization or militia almost certainly does), we view them as vast swaths of territory with little population and empty territory where one could hide. In reality, many of the “stateless” areas are in the rapidly-growing mega-urban centers that are growing up around the world. See National Geographic map for a fascinating and terrifying graphic of the trends.
In these urban settings, there are densely-populated sectors where the state has no presence or power. These areas offer an entirely different set of challenges from stateless territories that are both larger and much less densely populated. My full blog is here. Douglas Farah: The Challenge of Urban “Stateless” Regions
Henryk Broder i orkanens øje
Dér er som bekendt vindstille og roligt. Eller også er det Broder, hvis ro er uforstyrrelig :
The Eye of the Storm
By Henryk M. Broder in Tel Aviv
War is raging in Gaza, people are fighting and dying. Only 30 minutes away by car in Tel Aviv, you could be forgiven for thinking nothing was happening in the Middle East.
It’s almost as if the war were a PR gag whipped up by city officials in Tel Aviv to attract tourists who can’t afford to take an adventure vacation to an al-Qaida camp. The sky over Tel Aviv is bluer than blue, and on the Jaffo promenade, Japanese tourists take turns photographing each other before moving on to Abulafiah to buy a sesame bagel with Safed cheese.




Hvornår er en (‘angivelig’) nødhjælpsorganisation et legitimt bombemål? Når denne organisation (som ikke udgår af den danske folkekirke) aktivt har modarbejdet Israels eksistens og medvirket til opdyrkelse af det jødehad der nu kommer op fra slamkisten, er de så qua deres uddeling af nødhjælp til de lokale arabere i Gaza pr. definition urørlige? Nu er israelerne nok klogere end bevidst at bombe denne ekstremistorganisations klinikker, men deres forurettethed skal ikke bemærkes upåtalt (LFPC).



Så længe der er dette groteske misforhold mellem forargelsen over hvad Lynndie England og andre fangevogtere begik i Abu Ghraib, og hvad der foregik sammesteds under Saddams styre – denne forargelse er jo reelt ikke-eksisterende – vil jeg ikke gå længere end at sige at det var taktisk uklogt hvad førstnævnte gjorde. Ideelt set skulle man selvfølgelig afveje grusomheden ved menneskelige pyramider og kulturel ydmygelse mod hvad Saddams bødler begik, og ‘afmåle’ forargelsen i overensstemmelse hermed. Imidlertid må jeg nu personligt konkludere, at det vi ser udfolde sig i vestlige Gutmenschens uhellige forargelse over israelernes berettigede reaktion på truslen imod dem bl. a. bunder i virkelighedsfjern idealistisk tro på at det ondes problem altid kan løses med det gode. Det kan det ikke, så når JPs journalistfrøken her påstår at billederne fra Abu Ghraib “chokerede … hele verden” vil jeg citere John Lennon: “Don’t you know that you can count me out”. Kulturel ydmygelse kan måske være et udmærket middel i nogle situationer, når nu brug af ‘midler’ ikke kan undgås (LFPC).
Desværre er europæiske medier, for ikke at tale om herboende arabere (herunder ‘palæstinensere’) aldeles uimodtagelige for virkelighedsanskuelse af denne art. Man kan kun give Pamela Geller på Atlas Shrugs ret i 

The Italian throws the cup, breaks it, and walks away in a fit of rage.

Historien her er selvfølgelig umiddelbart en på godda’en til sludrehoveder som H. J. Bonnichsen og Anja Dalsgaard-Nielsen, men glæden ved at se dem sat til vægs fra en tidligere insider i disse miljøer fordufter, når man ser hvad det er for et perspektiv som artiklen implicerer, men som journalisten ikke har fundet det værd at beskæftige sig med – eller slet ikke har haft øje for: At de ‘moderate’ alternativer der henvises til er folk som Abdul Wahid Pedersen, imamen der vil have 