Der er mange følelser i politik, alt for mange, ikke mindst på grund af fordummende TV, men det er som bekendt uklogt at ignorere dem, da det næppe ændrer sig i nærmere fremtid. Særligt ikke nu hvor vi grundigt har overskredet grænsen til trusler og vold. Her er de to yderpunkter filmatiseret. En fotograf, Havva Kocbay, filmer en mulimsk storhyler (sig selv?), som fuldstændig går fra koncepterne på Rådhuspladsen i lørdags. Og Walt Disney fra 1943 – Reason and emotion, – en del af USA’s psykologiske krigsberedskab:
(se også An Imported War og Berlingskes leder Gaza ligger ikke i Danmark,der ikke ganske dækker mine seneste erfaringer.) Apropos følelser og rationalitet: Jeg genså det højinteressante portræt The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara forleden (2003),hvor McNamara rigtignok græder (han fortæller om, da han udvalgte Kennedys gravsted på Arlington), men ananyserer sit liv, bombningen af Japan, den kolde krig, Vietnamkrigen og politik så nøgternt, som man overhovedet kan forestille sig det af en 85-årig. Paradokset, at den højt begavede, hæderlige Harvard graduate og Ford direktør McNamara, der blev headhunted af Kennedy, kom til at stå som administratoreren og personificeringen af en skadelig og unødig misforståelse af en krig, som han aldrig troede på og ville afslutte med Kennedy senest 1965, får en til at undre sig over, hvorfor nogen overhovedet ønsker sig magt. McNamara gjorde ikke, han fik den foræret efter overtalelse. Hans beskrivelse af Cuba-krisen er, så man må ha en ekstra dobbelt-whisky. Alle involverede var rationelle, måske lige undtaget hans gamle overordnede fra WW II general Curtis LeMay, der ikke kunne få bombet Cuba hurtigt nok, hvad der havde udløst ragnarok. (Cuba havde allerede over 100 A-sprænghoveder, fortalte Castro ham langt senere). Alligevel var vi en hårsbredde fra gensidig, kollektiv udslettelse. Se den ! Den er også som portrætkunst helt original. Jeg var 12 år i 1963. Halvandet år senere stod jeg ved Kennedy´s grav på Arlington med min far, uden at forstå noget videre. Endnu. Jeg var upolitiseret. Det skulle udlændingeloven af 1983 og navnlig SR (SF, CD, KrF, Komm.) regeringen senere lave om på.
Københavns kommunale Potemkinkulisser
Bo Asmus Kjeldgaard skriver i dette link om mangfoldighed i kommunens børneinstitutioner. Havde etnisk danske børn ingen venner før masseindvandringen af “tosprogede” folk, der er uegnede til at leve i moderniteten? Samme Bo Asmus Kjeldgaard havde for et par uger siden et indlæg i Lokalavisen for Vanløse-Brønshøj. Her brugte han ordet “kulturmøde” om den daglige ballade på skoler i Kbh. Københavns Kommune antager vel også, at mange kulturmøder vil finde sted på de fine dialogbænke.
Vi nærmer os Orwells nysprog, som slet ikke er nyt. For snart 250 år siden udnævnte kejserinde Katharina sin favorit Potemkin til guvernør over et vidstrakt krigshærget område i Sydrusland. Her lod han opstille kulisser, der illuderede blomstrende haver og fine huse, mens indforskrevne statister spillede roller som driftige borgere og bønder – i passende afstand af kejserinden, der foretog inspektion af herligheden. Man husker sovjetsproget i 1970’erne, som russerne selv kaldte “stagnationstiden”! Da dekorerede pamperne hinanden med flotte medaljer for at have opnået fiktive rekorder i bomuldshøst. Gorm Strandvang Giv dit barn en verden af venner – vælg en mangfoldig daginstitution!
Hamas: Ritualiserede børneofringer – verden gaber
Dokumentationen for ‘uproportionaliteten’ mellem det islamiske og det jødiske ‘menneskesyn’ findes til overflod. Det er bare et spørgsmål om at kunne trænge igennem alle fornægtelserne og fortrængningerne, og der er sagen altså strandet (LFPC).
IMAGINE A MUSIC VIDEO teaching kids that bombs are more precious than children. This is not fantasy – this is the message of an actual Hamas TV music video. After a five-year-old finds out that her mother wore a bomb belt to a suicide terror attack, she sings: “Now I know what was more precious than us.” She then swears to follow in her mother’s footsteps, as a suicide bomber.
This is just one example of the wide range of hateful and abusive messages on Hamas TV, designed to indoctrinate children to Hamas values. Children are taught to value violence, hatred and Islamic supremacy, and that seeking Martyrdom for Allah is the highest value, bringing “honor and glory.”
PMW has created a five-minute compilation of key representative segments from Hamas TV that document this indoctrination of children. […] PMW’s Background Brief on Hamas #2: Bombs are “more precious” than children: Hamas children’s education
Jyllands-Posten i Rosengård
Og dér, stormende ud fra sin lille skotøjsbutik, kommer Suat Cicek, 62 år, der flyttede til Malmø fra Tyrkiet i 1968.
»Det er en katastrofe,« siger Cicek ophidset til den socialdemokratiske bydelsrådsformand. »Hvordan kan I blive ved at med at øse indvandrere ind i Rosengård? Tror I virkelig, at Sverige kan løse Mellemøstens problemer ved at lade folk flytte hertil? Det ender jo galt,« siger han.»Det store problem er, at så mange indvandrere klumper sig sammen ét sted. Ikke alle grupper, men f.eks. arabere. Det ville være meget bedre for alle, hvis der var en Ali eller en Abdullah i hver opgang i hele Sverige,« mener Dallas. Andreas Konstantinides er inde på samme tankegang:»Reglerne med fri bosætning for flygtninge må skrottes. Malmø tager hvert år imod 2.000 nye flygtninge fra Irak. Malmø kan ikke klare alt. Flere kommuner må tage deres ansvar,« siger han. Hvorimod Suat Cicek med skotøjsbutikken har en mere radikal idé: Totalstop for indvandring til Sverige.»Det skulle have været sket for 15 år siden, nu er det næsten for sent. Jeg frygter en borgerkrig i Sverige,« siger han og forklarer, at han selv overvejer at flytte hjem til Tyrkiet. »Det er ikke længere det Sverige, som jeg kom til. Jeg mærker, hvordan svenskerne kigger på mig, og jeg bebrejder dem ikke noget. Svenskerne er gode mennesker, men de tvinges af regeringens politik til at blive racister,« mener Cicek. Ghettoen i Malmø, Jyllands-Posten, 11.01.2009 (ikke online)
Spindoktorernes indtogsmarch
Nazikortet er brugt til ulidelighed af alle parter i denne konflikt, men rent pædagogisk kan disse PR-konsulenters pludrende overfladiskhed let gennemskues ved at udskifte pali-araberne med nazister i denne værdifrie anskuelse af kommunikationsstrategier og imagepleje. De fleste ville så kunne se det absurde i den helt ureflekterede antagelse om at sagen som sådan ikke er suspekt, men at det er bestemte enkeltpersoners og gruppers retorik og metoder der står i vejen for et fælles arbejde henimod løsning af konflikten – som moderate kræfter jo alle ønsker.
Det er don’t mention the jihad endnu engang, og hadet til jøderne med rødder i Koranen, og herrefolkskravet på territorium der én gang har tilhørt islam, har de højtbetalte konsulenter næppe skænket en tanke – og hvad kunne de også stille op imod det?
Det er komisk og snæversynet, og man venter næsten på opfordringer til at tage kurser i anger management og personlig branding, og måske et ophold på et wellnesscenter med besøg af en stylist. Horisonten går ikke længere end til “det palæstinensiske miljø” hvor det “[d]ybest set handler […] om at holde gemytterne i ro”, og man er ganske blind for at uanset hvilke metoder der benyttes, vil de medføre de israelske jøders udslettelse (LFPC).
Palæstinenserne i Danmark er godt på vej til at tabe mediekrigen og danskernes sympati på gulvet. […] – Palæstinenserne har i den grad medvind i den nationale dækning af ubalancen mellem den israelske militærmaskine på den ene side og de palæstinensiske frihedskæmpere på den anden. Men når vi i danske medier samtidig præsenteres for palæstinensere, der skyder uskyldige israelere og ser billeder af små selvmordsbombere, så taber de forspringet, vurderer Espen Meyer Højlund, direktør og partner i kommunikationsvirksomheden Advice A/S. […]
– Ordet terror er magtfuldt, og ud fra en kommunikationsvinkel kommer man langt, hvis det kan tages i brug om modparten. Men har man ikke styr på tropperne indadtil, kan det misforstås og dermed ende med at få den modsatte effekt. De palæstinensiske ledere skal derfor passe på, hvordan de formulerer sig. Så længe der er fare for, at deres ord kan misforstås og føre til uhensigtsmæssige handlinger fra enkeltpersoner, skal de holde igen eller i hvert fald finde den rigtige balancegang, siger han. […]
I dag findes der ud over Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening et hav af palæstinensiske netværk og organisationer i Danmark. Alene i Odense kan man via hjemmesiden www.palnet.dk finde en håndfuld. Udfra et kommunikationssynspunkt er det et alvorligt problem for den palæstinensiske sag, mener Jess Myrthu, kommunikationsrådgiver og medejer af Jøp, Ove og Myrthu A/S.
– For det gør, at alt for mange forskellige får lov til at markere sig som talsmænd i medierne og i offentligheden. Og ofte får nogle af disse selvbestaltede talsmænd sagt nogle uhyrlige ting, som primært er dækkende for dem selv, men ikke for det palæstinensiske miljø, siger Jess Myrthu. […]
– Drømmescenariet kunne være, hvis samtlige palæstinensiske foreninger i landet satte sig sammen og koordinerede deres budskab samtidig med, at de formulederede et sæt enkle regler for, hvad der måtte siges og gøres, og hvad der ikke måtte. Dybest set handler det jo for palæstinenserne om at holde gemytterne i ro, siger [Espen Meyer Højlund].Det palæstinensiske selvmål
To lykønskninger til de stuerenes mareridt
Prøv at slynge navnet Pia Kjærsgaard ud i det pæne selskab. Rædselsfuld, vil nogle omgående sige om 25-årsjubilaren i Folketinget. Beundringsværdig vil det lyde fra andre, hvis de da overhovedet vover at åbne munden. Ingen kunne drømme om at efterligne min forgænger som Ekstra Bladets redaktør, Victor Andreasen, der i 1988 knælede for den magtfulde politiker, efter at hun var blevet ramt af en lastbil. »Det tør du ikke,« sagde jeg. »Hva’ gør jeg ikke,« lød det omgående fra Victor. »Stik mig en buket røde roser, og jeg drager ud til hende.« Og det gjorde han så som en anden bajads.
















