Ingrid Mattson, the first female president of the Islamic Society of North America,
talks about converting to Islam and the need for understanding the Muslim community
Ingrid Mattson, a 45-year-old Canadian-born convert to Islam, caused an uproar in the blogosphere after she was invited by the Democratic party to a gathering of religious leaders in Denver on the eve of the convention. Other notable participants included Bishop Charles E. Blake, (Church of God In Christ) and Rabbi Tzvi Weinreb (Orthodox Union). The commotion stemmed from the fact that Mattson is the president of the Islamic Society of North America (ISNA), an organization with close ties to the Muslim Brotherhood, which was labeled last year by the U.S. Justice Department as an un-indicted co-conspirator in U.S. v. Holy Land Foundation, a Hamas terrorism financing case.
It is no secret that Wahhabism is a radical Islamist ideology responsible for a great deal of the anti-Western violence produced in the Muslim world. Yet, in a CNN chatroom interview in 2001, Mattson stated that Wahhabism is “a reform movement” that “really was analogous to the European protestant reformation.” Inaccurately, she claimed that “the Saudi scholars who are Wahhabi have denounced terrorism,” despite the fact that many continue to teach its virtues. Meet Ingrid Mattson, The jihad apologist at Obama’s prayer service
Obama er blevet sammenlignet med den klassisk skolede, berejste, krigserfarne, 43 årige John F. Kennedy, en sammenligning vi har tilgode at få sandsynliggjort. Hør Kennedys Inaguration Adress fra 20 jan. 1961 og lad os tales ved i morgen:
Olav Rabølle Nielsens indre enklave
En pædagog om en politisk attentatmand: Man kan diskutere om man skal gøre så meget ud af skoleleder Olav Rabølle Nielsen, og svaret må afhænge af i hvor høj grad han repræsenterer noget i tiden, eller om han er en excentriker. Mere end Pinocchio minder han mig om Jacob Holdt, og det er ikke overraskende ikke noget kompliment. Rabølle føler smerten ved Hamas’ missilangreb på Israel, vel at mærke den ulykkelige raketaffyrers triste liv der har drevet ham så langt. At hans liv er defineret af …. Vollsmose siger vist alt, og offerrolletænkningen ligner mest et udslag af Stockholmsyndromet. Alligevel er han beklageligt tidstypisk ved ikke at indse umuligheden af på den ene side at postulere forståelse for Israels situation, samtidig med at han giver landets mest brutale fjender legitimitet ved at være medunderskriver med dem.
[…] – Når det er sagt, har jeg også forståelse for israelerne på grund af de grusomheder, de var udsat for under krigen, og at de er en lille enklave i en stor arabisk verden. Jeg forstår udmærket, at de gør, hvad de kan for at forsvare det, de mener er deres ret. Så jeg har intet imod jøder, og jeg har intet imod palæstinensere. […]
– Hvad tænker du, når du erfarer, at en af Odense Kommunes rollemodeller har skudt mod to israelere i Rosengårdcentret?
– Det er tragisk. Jeg kender den unge mand rigtig godt. Han er kommet hos mig privat, og jeg holder meget af ham og hans familie. Selvfølgelig har jeg den dybeste medfølelse med de mennesker, det er gået ud over, men jeg er også trist til mode over, at den unge mand i desperation har begået sin handling. Jeg kan kun sige, at han har haft en opvækst og et liv, hvor han hele tiden har skullet undertrykke en vrede. Han var kommet på ret fod, men så rammer sygdom ham igen, og så bliver han udsat for et aktiveringsforløb af det danske bureaukrati, og det gør ham mere og mere rasende, og det hele bryder så ud i lys lue i Rosengårdcentret. Et eller andet sted føler jeg, at jeg måske burde have været mere for ham. Jeg har ingen undskyldning for hans handling, men jeg ser mange gange verden et andet sted fra end I andre.[…]– Jeg er en Pinocchio
Ja, Rabølles empati rækker endda til forståelse for at den angivelige pistolmand “hele tiden har skullet undertrykke en vrede” i det danske samfund der har “udsat [ham] for et aktiveringsforløb”. Det kan åbenbart få det til at slå klik for selv den bedste, så man anskaffer sig en pistol og skyder på to sagesløse israelere. Ren Jacob Holdt (LFPC).
P.O.
Enquist var i Deadline hos tydeligt benovet Jes Stein Petersen. Et sympatisk menneske, en god forfatter, men Deadlines hyldest var uden de torne, der trods alt findes og ikke ganske åbenhjertigt:
Enquists eksempel: Litteratur, politik, kærlighed og alkohol. Den store svenske forfatter Per Olov Enquist beretter åbenhjertigt om det hele i erindringsbogen ’Et Andet Liv’. Se programmet her, det indeholder interssante betragtninger om socialdemokratisme og Danmark.
Hvad der imidlertid helt udeblev, var de gange Enquist tog forfærdeligt fejl. For eksempel da han hyldede massemorderen Pol Pot, og ikke ville indrømme sin fejltagelse. Ingen gudebilleder uden skygger, om vi må bede. Enquist om Cambodia fra Per Ahlmark:
”I åratal våldtog västerländsk imperialism ett asiatiskt land, dödade nästan en miljon människor, förvandlade en vacker kambodjansk kulturstad till ett ghetto, till ett horhus. Men folket reste sig, gjorde sig fritt, kastade ut inkräktarna, fann att denna fina stad måste återställas. Då utrymde man huset och började städa upp. Man började skura golv och väggar, eftersom inte människor skulle leva i förnedringhär, utan i fred och med värdighet. I väst flödar då krokodiltårarna. Horhuset utrymt, städning pågår. Över detta kan bara hallickarkänna sorg. Dock lär oss allt detta att kampen inte är ett historiskt monument, ett livlöst minnesmärke; den pågår.”
“Städning pågår” ? Er det en god socialdemokrat, der omtaler et folkemord sådan ? Se videre fra Venstrefløjen og despoterne, Det Galna Kvartsekel, der desværre ikke længere er online, men som vi fik citeret lidt. Ingen var mere gale i hovedet end svenske intellektuelle og Enquist var kun én af dem. Jan Myrdal, Olof Palme, Birgitta Dahl, P.C.Jersild. Deadline 2 sek kan ses her.
For resten, er du jødisk?
Internettets blogunivers er som bekendt ikke et medie for sarte sjæle. På Gülay Kocbays blogpost bliver man nu for en sikkerheds skyld bedt om at svare på, hvilken etnicitet man tilhører. Det er Gülay Kocbay selv, der spørger, og skulle nogen have glemt, hvem hun er, kan det oplyses, at hun er medlem af foreningen Muslimer i Dialog. Det uskyldige spørgsmål på bloggen falder, efter at en person har erklæret sig uenig med Gülay Kocbay om krigen i Gaza – og så kommer det: For resten, er du jødisk? Hvortil den pågældende pænt svarer, at det er han ikke, men tænk nu, hvis han var: Så havde hans argumenter jo ingen kraft haft. Samme sted kan man endvidere læse, at Gülay Kocbay deltog i den demonstration på Rådhuspladsen, hvor der blev heilet og råbt »Ned med demokrati« af en sluttet flok unge indvandrere, som senere på dagen lavede ballade på Nørrebro. Men det er vel også en slags dialog. Flere og flere borgere er i hvert fald ved at forstå budskabet fra de vrede unge mænd: Enten retter I jer efter os, eller også er det værst for jer selv. Mikael Jalving, Groft Sagt, Berlingske
Radikale: »Skal vi dø? Så lad os dø med bukserne på«
lad gå da, det vil se pænest ud, alt taget i betragtning
Seneste jødechikane
at tænke sig jøder i Europa agere på samme måde mod muslimer ? Nej, vel. Man skulle tro der var fornuftige muslimer, der kan fantasere sig til, at denne optræden kan lægge i kakkelovnen til en alvorlig rekyl på et tidspunkt.
Även Willys och Bonnier drabbade av falska Israelrykten , Anti-Semitic Incidents in France
Cardinal warns Roman Catholic women against marrying Muslim men’
“Be careful with love. Think twice before marrying a Muslim, think seriously because it brings loads of hassle – and even Allah can’t say where all that will end,” Jose Policarpo, the Cardinal Patriarch of Lisbon, said during a public debate.
“When you recognise what a young European of Christian upbringing is subjected to, given Muslim attitudes to women, the first time she goes to their countries, we can imagine what that entails.
“You can only dialogue with someone who is willing to dialogue. With our Muslim brothers, for example, dialogue is very difficult,” he said.Article from: Agence France-Presse


Det er ikke os der spiller nazikortet, der vitterligt bliver skamredent i debatten, og endda har fået navnet 
Er der to parter der står sammen … De har dog udeladt hagekorset på det israelske flag af oplagte grunde (LFPC). 


Jeg må med oprigtig skam melde at jeg i flere perioder af mit liv gik med partisantørklæde, Arafattørklæde, terroristtørklæde, eller hvad man nu kaldte det, om vinteren. Heldigvis lå der ikke andet i det end et anti-fashion statement, for jeg havde ikke det fjerneste engagement i konflikten dernede. Længere end ‘israelerne er nogle brutale sataner’ gik det ikke, men at jeg ikke så noget odiøst i keffiyya’en afspejlede selvfølgelig at Mellemøstproblematikken var noget man kunne forholde sig lige så nært eller distanceret til som man lystede. Sådan er det desværre ikke længere, og skal man prøve at sætte nogle pejlemærker i udviklingen fra dengang, henimod i dag hvor den foreløbige kulmination synes at være opfordringer til folkemord på gaden – og udbredt ligegyldighed fra medierne, kan man opremse en række af begivenheder der hver især – og sikkert forskelligt for os som individer – har bragt den mellemøstlige sump af vold og had alt for tæt på os. Dertil kan man føje markante personligheder som var udstyret med større vilje end det knusende flertal til at se virkeligheden i øjnene, og som af denne grund opnåede et tvivlsomt ry blandt anstændige mennesker:

