Formelt er det selvfølgelig svært at fange den svenske-mediepolitiske klasse i flagrante demokratibrud, men de har årtiers rutine i at balancere på kanten. Det er muligvis lige akkurat lovligt, set med lokale og internationale retsøjne, men det er i særklasse uskønt: Deres politiske skøn falder ud til samme side hvergang, nemlig for dem selv og imod oposition og opkomlinge, der udfordrer deres magtmonopol. Den onde, udemokratiske vilje tvivler ingen der har overværet det i årtier et sekund på. Hvis svenskerne var revolutionært anlagte – hvad de mildest talt ikke er – ville denne elites ageren have fremtvunget en folkelig opstand forlængst.

Også fra Norge er der kritik: Frp: – Svensk brudd på demokratiske spilleregler. Ledarsidorna teg om dansk kritik.

Ellemanns ævl

Det kræver åbenbart ikke ret meget at have en blog på Berlingske Tidende. I et indlæg kloger Uffe Ellemann sig på svenske valg.“Vi kan lære lidt af svenskernes mere tænksomme og hensynsfulde debatkultur.” Ja, men nu snakker vi ikke kultur, vi snakker grundlæggende demokratiske og valgtekniske principper. De sidste 15 år, har der været “urelgelmæssigheder” ved svenske valg. Svindel, for at sige det som det var. Allerede i 2002 kritiserede Helsinki Watch den svenske demokratiske proces, både mediemæssigt og rent valgteknisk. Stemmesedler der systematisk forsvandt, plejehjemsansatte der stemte for 300 af deres beboere, partier der ikke havde adgang til medierne osv. Kunne man ikke forlange af en fhv. udenrigsminister, at han satte sig bare rudimentært ind i hvad han skrev om, fremfor at skrive ufunderede tonemester-causerier? Er Ellemann venstremand, når det kommer til stykket? Det han hylder i sit blogindlæg, er AFA og Enhedslistetanker. Han vender det blinde øje til mange års censur, vold, forfølgelse og berufsverbot. Helsinki Watch: Swedish General Election 2002

As nationalism rises, will the European Union fall?

Det er altid interessant at se Danmark eller Europa anskuet udefra. Enten får man indsigt i store linjer man ikke selv ser for bare træer, eller også afsløres iagttagerens eget udgangspunkt i nærmest pinlig grad, uagtet dennes kvalifikationer. Jeg tillægger således ikke amerikanske akademikeres fascinerede skræk for dunkle, folkemorderiske kræfter i folkedybet af The Old World større vægt, andet end som en perspektivering af deres egen historie. Jeg håber selvfølgelig at Charles Kupchan langt væk har ret i dette scenarie, men her i europæisk jordhøjde virker EUs kvælertag nu ikke til at blive sluppet. Kupchan er professor i ‘international affairs’ ved Georgetown University (LFPC).

The European Union is dying — not a dramatic or sudden death, but one so slow and steady that we may look across the Atlantic one day soon and realize that the project of European integration that we’ve taken for granted over the past half-century is no more.

Europe’s decline is partly economic. The financial crisis has taken a painful toll on many E.U. members, and high national debts and the uncertain health of the continent’s banks may mean more trouble ahead. But these woes pale in comparison with a more serious malady: From London to Berlin to Warsaw, Europe is experiencing a renationalization of political life, with countries clawing back the sovereignty they once willingly sacrificed in pursuit of a collective ideal.

For many Europeans, that greater good no longer seems to matter. They wonder what the union is delivering for them, and they ask whether it is worth the trouble. If these trends continue, they could compromise one of the most significant and unlikely accomplishments of the 20th century: an integrated Europe, at peace with itself, seeking to project power as a cohesive whole. The result would be individual nations consigned to geopolitical irrelevance — and a United States bereft of a partner willing or able to shoulder global burdens. […]

Europe is hardly headed back to war; its nations have lost their taste for armed rivalries. Instead, less dramatically but no less definitively, European politics will become less European and more national, until the E.U. becomes a union in name only. This may seem no great loss to some, but in a world that sorely needs the E.U.’s aggregate will, wealth and muscle, a fragmented and introverted Europe would constitute a historical setback. […] Charles Kupchan: As nationalism rises, will the European Union fall?

Sarrazin: Tyskland om 100 år – drøm eller mareridt?

Pågrund af Sveriges rejse kom vi bort fra oversættelserne fra “BILD.” Vi genoptager dem her.

Tyskland diskuterer Thilo Sarrazins nye bog.. I den udvikler han to scenarier for Tysklands fremtid: “Jeg lader min fantasi løbe frit . Den er tilspidset, den er satire, men den er ikke urealistisk, “skriver SPD politikeren.

af Thilo Sarrazin

I Tyskland år 2017 er den politiske klasse faktisk ganske tilfreds med sig selv, økonomien vokser langsomt, men den vokser dog. Siden efteråret 2017 er Angela Merkel leder af en sort-grøn regering.

Koalitionsregeringen bebuder et lovforslag der kriminaliserer fremmedhad og islamofobi. Jürgen Trittin havde under valgkampen vakt opsigt med sin udtalelse: “50 procent af araberene er mig kærere end de fem procent af højreradikale.”

Med stærk modstand fra EU, var kurser i tysk blevet fjernet som en betingelse for familiesammenføring.

Læs mere »

Mølle på sydsiden af Kullen var det hotteste før første verdenskrig. Der gik tog fra Berlin, og der gik skib direkte fra Bellevue i Danmark. Kejser Wilhelm ferierede der, og var nær ved at blive dræbt på en ridetur. Hvad kunne det ikke have mefdført for Europas historie, hvis mordet var lykkedes hesten?

Når jeg ser Mølle, tænker jeg på Hjalmar Söderberg og hans danske barnebarn, Henrik Stangerup. Havde det ikke været for forfatteren til Doktor Glas og Elsa Gress, havde den danske litteraturhistorie set anderledes ud. Stangerup havde den prøvelse det var, at være en borgerlig intellektuel af europæisk observans i de røde halvfjerdsere, men da han døde i 1997 blev han lynhurtigt en troende socialdemokrat, hvilket beviser at der er frelse, selv for den mest forhærdede synder.

Stangerup ville stik imod tidsånden retablere skylden og ondskaben som virkelighed. (Manden der ville være skyldig), hans helte hed Holberg, Camus, Koestler, Orwell og Karin Boye, blandt mange andre. Få stemmer er mere savnede i dag end Stangerups. Jeg gjorde grin med ham i Politiken for mange Herrens år siden: “Man må forestille sig Henrik Stangerup som et lykkeligt menneske”. Da var ordene betydeligt klogere, end jeg selv var. Hvor mange dumheder får man ikke trykt, alene fordi de er fikst formulerede ? Små hvalpe pisser op ad store træer, men hele koret pissede med mig dengang. Er der andre, der skammer sig ?

Det er de tanker, der løber igennem mit hovede, når jeg ser Grand Hotel i Mølle, hvor Söderberg mødte sin danske Emilie Voss i 1910, dengang verden endnu var ung og bristefærdig af fremtidstro. Söderberg tog sit liv i oktober 1941 hos sin datter Betty i Øster Søgade 96 i København, i det der for ham var den sorteste af alle nætter: Nazisternes besættelse. Jeg ville gerne have læst, hvad hans barnebarn kunne have skrevet om vor tids nazister. Det er som om, de altid er der i forskellige klæder. Mogens Fog, Erik Skinhøj, Knud Jespersen, Gert Petersen,Ole Sohn og Lars Ohly, Gudrun Schyman og alle de sidstedages-hellige. Nyt tøj for hvert årti. Der går en lige linje fra Robespierre til Bin Laden og DR´s lidt forhenværende yndling, imam Abu Laban, smidt ud af tre lande, men nu langt om længe udvist af Danmark af døden. Ikke af nogen andre, vel at mærke.

Tolerance er de vantros erstatnings-credo, den er en “omni-spiritualitet”, der krammer enhver voldspsykopat, for “onde mennesker” er bare folk, der har fået for lidt kærlighed. Uden den tvangstanke, vælter deres liv. Til søs kaldte vi det “narrefisse”. Søfolk havde – i al fald dengang – et meget ærligt sprog. Når en luder var gratis, hed det “sympatifisse”. Man er helt ajour, det var rendyrket tillid. Særligt af lykken tilsmilede kunne få det, men i det daglige og i det store hele, måtte vi som regel leve uden den nåde. Det hedder “dagligdagen”. De fleste bruger lang tid på at  drømme sig væk fra den.

Stangerup og Camus lærer én, at man kan leve uden den åndelige rollator, den sympati fra den mulige gud og den kærlige, alt-overbærende kvinde, der giver én alt det, man ikke har fortjent. At mange andre ting end dagligdagen, er betydeligt værre, og at ønske sig væk, er  opskriften på katastrofe. At når små mennesker får store “visioner”, er der fare på færde. “Bereite dich zu leben”.

Det er mange imod, næsten rent  fysisk. Hele partier er dannet på  kvalmen over livet, som det er. Den konservative tanke er, at det er et mirakel, at det hele ikke er værre end det er, men at mareridtet altid er inden for rækkevidde. Det var de mareridt, Stangerups forfatterskab blandt andet handlede om, en fysisk realitet i hans levetid. Og det var Mølle den dag, i et land på vej væk fra sig selv ind i en fremtid, der for en omhyggelig betragter gennem fire årtier, ligner en uundgåelig katastrofe.

Da jeg så ud over Mølle-bugten i fredags, tænkte jeg: “Det er ikke sandt. Jeg tager fejl, dette forsvinder aldrig. det er min onde drøm.” (foto Söderberg i København.)

Under sina senare år i Köpenhamn ägnade sig Söderberg allt mindre åt skönlitteratur. Istället bedrev han religionsforskning i verk som Jesus Barabbas och Den förvandlade Messias. Söderberg menade att Jesus och Barabbas var samma person. Söderberg har också bland annat översatt Jens Peter Jacobsen och Anatole France till svenska.I Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning skrev Söderberg mycket kritiska artiklar om nazismen och dess anhängare. HJalmar Söderberg –  En kosmopolit i dansk litteratur, På Hotel Kullaberg fann Hjalmar Söderberg den stora kärleken, Badeskandalen i skånske Mölle,

Journalist-rektor: Nærmest censur mod svenske nationalister

De svenske nationalister Sverigesdemokraterne bliver forsøgt tiet ihjel af svenske medier, der ikke vil have dem med i den afgørende tv-debat og ikke vil sende deres valgvideo. Svensk presse svigter sin rolle, og det var aldrig sket i Danmark, mener journalistrektor Anne-Marie DohmJournalisten

Sandt nok, men det er set før og hørt før, det kommer op hvert 4 år ligesom valgobservatørerne, og så glemmer alle det igen. De der nyder godt af tingenes tilstand, de syv konservator-partier, har ingen interesse i at de  ændres. Man kunne  lade folk stemme hjemme fra deres pc, spare en masse penge og opnå en højere valgdeltagelse, men det er der heller  ingen,  der er  interesseret i.

Når angivelig offerstatus ‘fører til’ ekstremisme

De fleste af vores læsere er sikkert bekendt med Robert Spencers analyser og kommentarer på Jihad Watch, og henvisninger hertil er formentlig normalt overflødige. Citatet her er dog så præcis en afdækning af de uforenelige tænkemåder der er oppe imod hinanden, at det fortjener særlig opmærksomhed (LFPC).

[…] “The joke is on moderate Muslims,” said Muqtedar Khan, a University of Delaware political scientist and author of “American Muslims, Bridging Faith and Freedom.” “What’s the point if you’re going to be treated the same way as a radical? If I get into trouble are they going to treat me like I’m a supporter of al-Qaeda?”…

What’s the point? Did he really ask that? How about this for a point: Muslims should not support Al-Qaeda because of human decency. Because of respect for human life. Because of the importance of human rights. Because the “radicals” are perpetrating great evil, murdering innocent people and working for the subjugation of women and non-Muslims, and the extinguishing of the freedom of speech and the freedom of conscience. And apparently all that is just fine with Muqtedar Khan, if you make him angry.

That’s “moderation”? “Moderate Muslims” threaten to turn “radical” if they get angry

For dem er det store ting, den vises på TV, Danmarks største nyhedsprogram. TV 2 har fra svensk adopteret ordet “nationalister”, som vi ikke bruger i Danmark. Endnu. Og så mener jeg også, at når man “har nogen som sit idol”, er det en person, ikke et parti. Men hvad ved jeg om TV ? Men der er også ros til TV 2:

”I ett närmast kafkaeskt universum…” Haha, tack för att ni finns, Danmark.

Omtalen af bojkotten af denne valgfilm er yderst sparsom i svenske medier. “Det kunne jo bidrage til martyr-glorien” og den slags. Den såkaldt liberale Expressen skal dog have presset lidt galde ud ude i korridoren på en blog: Goebbels skulle ha applåderat dig, Jimmie Åkesson. De har det rigtig svært, de svenske  levebrødsskribenter. På den ene side skal de skamme SD ud, på den anden side skal de  også tie dem ihjel. Oveni det, skal de fremstå som normale, vestlige, frie demokratiske medier, når valget er overstået. Hvis ikke ordet schizofreni var så misbrugt….Derfor ser man også det aldrig før sete, at Jimmie Åkesson får lov at skrive på SvD Brännpunkt i dag. Det er helt uhørt, men det tjener et formål: Pressens rygte post den 19.9. Historierevision i de allersidste sekunder inden lukketid, der spiller på den kollektive amnesi, vi alle sikkert helt rigtigt formodes at lide af. Hvem kan huske noget nu om stunder ? Jeg husker fra min TV tid, at når man slukkede efter et par timer, var harddisken oveni totalt raderet. Den 19 september  har vi alle fødselsdag, og vi fylder nul år samtidigt med 18.000 svenske journalister. Grattis ! – Bortset fra det, så beskriver Sverigedemokraternas valgfilm noget der foregår i virkeligheden. Væddeløbet mod de offentlige kasser. Der er ikke én svensk kommune, hvor udlændinge ikke lægger beslag på plus 60 % af socialudgifterne, men at sige det, det er naturligvis Joseph Klumpfod Goebbels. Med lidt uheld, kan Sverige blive historiens første land, der dør af høflighed og pænhedsbetændelse. – Vidoen er tekstet på svensk, helt uomgængeligt i en globaliseret verden af lutter kosmopolitter. ( En halv miljon har sett Sverigedemokraternas valfilm, Stoppad SD-reklam blir fråga för Europaparlamentet.)

Radioreklamen de ikke må høre

Under förra veckan meddelade TV4 att man stoppar Sverigedemokraternas TV-reklam. Idag fick partiet besked om att även den planerade rikstäckande radioreklamen på SBS Radio, Mix Megapol och Rockklassiker stoppas.Sverigedemokraterna hade avtalat med SBS Radio om att sända rikstäckande reklam på kanalerna Mix Megapol och Rockklassiker.Sverigedemokraternas radioreklam stoppas.

Pittelkow: Vi burde interessere os mere for Sverige

Det var lige min tanke med det jeg skrev i  aviserne (danske, jeg har ikke kunnet skrive i svenske) inden denne blog, og det jeg har skrevet her efter den kom til i 2004:

For tiden kunne vi drage nytte af de positive svenske erfaringer med en økonomi, der befinder sig i kraftig vækst.Samtidig er det værd at følge den fejlslagne svenske indvandrings- og integrationspolitik. Sverige har kastet sig ud i et gigantisk forsøg på at opløse sig selv som nation. Vi bør betragte det som et lærestykke i, hvordan man ikke skal gøre.Ved at interessere os mere for Sverige kunne vi måske også yde et beskedent bidrag til den nødvendige svenske selvransagelse. For eksempel ved at stille spørgsmålet: ”Hvornår får Sverige demokrati?”.Hvornår får Sverige demokrati?

Svenske medier har over en bred bank misforstået det totalt: De er blevet den fjerde magt: Den fordømmende og censurerende.Tak til alle I svenskere, som har sendt mig mails og breve. Jeg ønsker jer og jeres land alt det bedste, og jeg håber ikke mindst, at I får såvel bedre politikere som bedre medier.Dét fortjener I nemlig!
Med venlig hilsen, Pia Kjærsgaard. Pia K.: Er Sverige Nordens bananrepublik?

Mellem shawarma og skriftsteder

Historien er en fin illustration af meningsløsheden i de ofte hørte påstande om at unge muslimske kriminelle, de såkaldte ‘utilpassede’, ikke skal forstås i religiøse termer, men sociale. De ved reelt ikke noget om islam, de er ikke rettroende i deres levevis, osv. Formuleringen af problemet er misvisende, og virkeligheden er formentlig endnu værre i og med at gruppeadfærd og -identifikation ikke står og falder med viden om, og efterlevelse af, religionen. Hvad der her har været motiverende for balladen kan meget vel have været en mere primitiv, men stadig islamisk, opfattelse af angreb på islam fra de urene kuffar. Denne gruppebevidsthed er ikke just fremtrædende i debatten, hvor modsætningerne fremstilles som mellem ‘radikaliserede’ og almindelige muslimer.

Historien burde være et vink med en vognstang om hvad der venter Europa når særligt ekstreme moskéer i de kommende årtier søges lukket. Myndighederne i Hamborg lukkede forleden en moské med forbindelser til 9/11-bagmændene, og ingen forestiller sig vel at dette lod sig gøre uden grundige drøftelser og aftaler på forhånd med lokale imamer og muslimske ledere. Sagt på en anden måde, staternes suverænitet indskrænkes i disse år (LFPC).

To dages uro med hætteklædte unge i Nordbyen i Slagelse skyldes formentlig boligforeningens trusler om at nedlægge et bederum. Ifølge politi og beboere opstod balladen som følge af et brev fra en afdelingsbestyrelse i boligforeningen, hvori der opfordres til lukning af et bederum under den lokale grillbar, fortæller TV2 ØST. […]

“Der bliver svinet over det hele, så viceværten skal bruge tid på at rydde op efter alle dem, der sidder der og hygger sig hele fredag eftermiddag. Dette må ophøre, ellers må grillbaren lukkes, hvis ikke den bøn bliver lagt på hylden og alt det svineri ophører.” […] Bederum formentlig årsag til uro

Islams magt og europæernes tolerance

I deres nye bog “Islams magt. Europas ny virkelighed” argumenter Karen Jespersen og Ralf Pittelkow for at Europa bliver mere og mere muslimsk i disse år. Det kan betyde at islam bliver en stærk magtfaktor i det europæiske samfund.Hvor stor en rolle spiller selve religionen i den øgede islamiske indflydelse? Er det den som dikterer vold og mangel op integration – eller er den tværtimod den det bedste redskab til at få unge muslimske kriminelle på andre tanker? Karen Jespersen og Ralf Pittelkow er gæster i ugens Religionsrapport. P1 (55:48)

Sverigedemokraternas voldtægtsstatistik

er omdiskuteret og der er ikke den feminist, der ikke er parat til at smide grus tallene. (Dags att tala klarspråk om våldtäkterna! pdf 9 sider.) Men SD´s tal virker troværdige, ikke mindst når man tænker seks år tilbage i Danmark og husker på, at indvandrerandelen i den svenske befolkning er omtrent den dobbelte af den danske:

Mere end hver tredje voldtægt her i landet begås af en indvandrer eller en andengenerations indvandrer.Ud af de voldtægtsdomme, der blev afsagt i 2002, var næsten 40 pct. af de dømte indvandrere eller efterkommere.Det oplyser justitsminister Lene Espersen (K) i et svar til Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

Læs mere »

af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

”KUNSKAP ÄR MACKT” förkunnar stora svarta graffitibokstäver på en husvägg när tåget närmar sig Borlänge. Bättre kan det inte sägas i en stad där andelen analfabeter i befolkningen ökar lavinartat genom import av somalier i stor skala. På bara några år har Borlänge tagit emot 1 000 somalier – den mest svårintegrerade kategorin av alla. Somalia är nu det vanligaste ursprungslandet bland utrikes födda i Borlänge. Fram till 2009 var det Finland. En undersökning som kommunen gjorde 2008 visade att mer än hälften av de nyanlända, 53 procent, är analfabeter. Den stora andel som lever på försörjningsstöd håller på att skjuta kommunens ekonomi i sank.

Borlänge är en kolonialiserad stad. En importerad grupp från ekvatorn dominerar kommunen fullständigt och är på god väg att sänka den. Nu måste Borlänges invånare försörja inte bara sig själva utan också den snabbt växande somaliska kolonin. Höga skatter tynger invånarna, de verklighetens inbyggare som sliter hårt i tunga jobb utan att någonsin få en guldkant i tillvaron. Några lediga bostäder till Borlängeborna finns inte. Alla lägenheter går åt till invandrarna. Deras hyror betalas av skattebetalarna via socialtjänsten, det vill säga av just dem som själva blir utan lägenheter när invandrarna går före i kön.

Det kunde vara vilken svensk stad som helst. Det finns många kommuner av samma sort som Borlänge, i synnerhet i Norrland. En socialdemokratiskt styrd bruksort som står och faller med ortens två stora industrier, Kvarnsvedens pappersbruk och Domnarvets järnverk (SSAB). En socialistisk majoritet som står och faller med en gammal arbetartradition som historiskt har spelat ut sin roll och går mot sin upplösning. Ett av de många sossenästen som har bedrivit en fullständigt ansvarslös invandringspolitik och passat på att fylla tomma lägenheter med invandrare när lågkonjunktur och hög arbetslöshet under 1980- och 90-talen drev de egna invånarna på flykten. Nu står man där med resultatet: en stad i snabbt förfall.

Med bävan närmar jag mig mina drömmars stad

Det kunde vara vilken stad som helst. Men det är det inte, inte för mig. I Borlänge bodde jag de lyckligaste åren av min barndom. Borlänge är mina drömmars stad. Drömmen som förvandlades till en mardröm. Med bävan närmar jag mig staden i mina drömmar. Jag har inte varit här på många år. På barndomens gata rör jag mig med försiktiga steg. Det förflutna måste man närma sig varsamt. Risken för brustna drömmar är överhängande.

Bullermyren på 1950-talet var ett typiskt arbetarområde, en samling slarvigt uppmurade tegelkaserner utkastade på en åker i stadens utkant. Staden växte, hela Sverige växte snabbt decennierna närmast efter andra världskriget. Järnverket och pappersbruket gick för högtryck och behövde mängder av arbetskraft. Till Borlänge kom arbetskraftsinvandrare främst från Finland – de som nu är förbisprungna som största invandrargrupp. De finska barnen gick i min klass i Tjärnaskolan och lärde sig mödosamt det svåra svenska språket. Arbetskraftsinvandrarna var behövda och önskade. På sina arbetsplatser kom de rakt in i ett socialt sammanhang och integrerades på nolltid. Genom hårt arbete bidrog de till att bygga upp den svenska välfärden. Deras barn blev svenskar.

Vi var arbetarnas barn

Vi som bodde på Bullermyren var arbetarnas barn. Våra pappor arbetade på järnvägen, posten eller CTH mössfabrik. Många arbetade på järnverket eller pappersbruket. I de mörka morgnarna cyklade papporna till sina jobb med unikabox på pakethållaren. Mammorna var hemmafruar. Ingen hade bil. Alla var fattiga och trångbodda. Leken fick ske utomhus, vi lekte på gatan och på åkrarna och byggde kojor i skogen. En familj i huset hade fyra barn, tre flickor och en pojke, Klas. Det fanns inga pengar att köpa pojkkläder för, så Klas fick ärva sina systrars klänningar. Med sina långa blonda lockar såg han ut som en flicka. Ingen retade honom, ingen tyckte att det var konstigt att han hade flickkläder. Alla hade det knapert, det var inget särskilt med det. Vi var fria och trygga, vi fruktade ingenting.

På dörrarna i hyreskasernerna på Bullermyren stod det Eriksson, Rylander, Olofsson, Augustsson och Bergström. Husen var fuskbyggda och lyhörda. Vi hörde alla till leda familjen Erikssons enda grammofonskiva som spelades om och om igen på deras stora stolthet, radiogrammofonen i polerad björk. Vi som bodde på Bullermyren uthärdade vår fattigdom för att vi inte visste om något annat. Vi trodde på att vi skulle få det bättre. Vi hade ett hopp och en framtidstro. Om papporna arbetade hårt skulle vi alla få det bättre.

Folkhemmet byggdes för oss

Det var för oss socialdemokraterna byggde Folkhemmet sedan de kommit till makten under Per Albin Hanssons ledning 1932. Vi fick barnbidrag och möjligheter för arbetarklassens barn att studera och bli någonting i samhället. Vi fick de möjligheter som våra föräldrar aldrig hade haft. Ingen pojke behöver längre ärva sina systrars klänningar.

Men samma socialdemokratiska parti som byggde Folkhemmet har rivit ned det, förblindade av makt. De har plundrat ordet solidaritet på dess mening och gjort det till ett av de mest pestsmittade ord som finns. De har grovt missbrukat människors solidaritet och tillit genom att driva en totalt omdömeslös invandringspolitik. Sedan 2006 har den borgerliga alliansregeringen låtit invandringen skena ännu mer. Solidariteten gäller uppenbarligen bara människor från andra länder. Den inhemska befolkningen struntar man i, utom när det gäller att kapa åt sig så mycket som möjligt av deras inkomster. Socialdemokraternas framfart i Borlänge och många andra kommuner är förskräckande vittnesbörd om en politik som fullständigt har havererat. Det kommer att ta decennier att överblicka dess skadeverkningar.

Signaturen Fallaci skriver i en läsarkommentar i Dala-Demokraten den 26 mars 2010:

”Det som pågår just nu i Sverige är det största övergreppet på arbetare och socialt svaga som någonsin förekommit. Ni skänker bort den välfärd vi byggt upp till analfabeter och lycksökare som inte har det minsta intresse av det svenska folkhemmet.”

”Det finns snart ingen plats att sitta på”

Träden på Bullermyren har vuxit sig höga. På gatan som den gången genljöd av glada barnröster och mammornas prat är det kusligt tyst. Som om en bomb utplånat allt mänskligt liv. Bara några få barn syns till. De vuxna är på jobbet. De arbetar för att försörja sig själva och de ettusen somalier som de aldrig har bett om att bli försörjningspliktiga för. Barnen på gatan leker inte i skogen längre utan i en välordnad lekpark. Men tegelkasernerna är sig lika. De luktar fortfarande fattigdom. De är slitna nu, asfalten utanför sprucken och illa underhållen. Jag läser namnen på dörrarna: Abdulrhaman, Mohammad, Osman Abdulle, Süheyla Goban och Karakecili – men också svenska namn; Holmström, Persson, Arnberg, Eriksson.

Jag går sakta Hagavägen från Bullermyren ned mot stans centrum. Jag sitter av parkbänkarnas depression. Överallt somalier, kvinnor insvepta i stora tygmassor, oftast med en stor barnskara i släptåg. I köpcentret Kupolen sitter mängder av invandrare från morgon till kväll. Signaturen Perunkel skriver i en läsarkommentar på bloggen Politiskt Inkorrekt:

”Att gå till Kupolen var tidigare ett nöje, men i dag drar sig vanliga människor att åka dit om det inte är absolut nödvändigt. På i stort sett alla sittplatser och på kaféerna sitter det invandrare. Det finns snart ingen plats att sitta och vila sig på eller ta en fika då invandrarna sitter där hela dagen, från det de öppnar tills de stänger. De pratar i sina nya mobiler – som du har betalat, rullar sina radband och pratar på sitt språk. Skulle de inte lära sig svenska? Och eftersom 53 procent av dem är analfabeter kommer de att sitta kvar där så länge de lever.”

Hijab och sexhjälpmedel

Det är märkligt hur detaljerna kan skvallra om en stads uppgivenhet. Det bristfälliga gatuunderhållet, groparna som inte lagas, solarierna och de sunkiga butikerna. Över hela Borlänge vilar en atmosfär av resignation och förfall. Den syns och känns, det går att ta på den. På en bänk i en busskur sitter två somaliska mammor med var sin dotter i tvåårsåldern. Båda kvinnorna och den ena lilla flickan är tungt beslöjade. Flickan är inte tre år fyllda, men hennes hijab täcker huvudet och den lilla kroppen ned till knäna.

Här utspelar sig en kulturkollision som skulle kunna vara en fars om den inte vore så sorglig – Borlänge i blixtbelysning. Strax bakom busshållplatsen med de somaliska kvinnorna aviserar en butik med sexhjälpmedel föga diskret sin existens. ”Lust och kärlek– butiken som kryddar ditt kärleksliv”, öppen måndagar till fredagar 11-18. I skyltfönstret paraderar sexiga spetsunderkläder, dildos och andra sexleksaker i glada färger.

Som en flämtande sista utpost av kultur ligger Jussi Björlingmuséet på Borganäsvägen. Ett litet muséum tillägnat Tunabygdens store son, världstenoren (1911-1960) som drack sig till en för tidig död vid 49 års ålder. Han ligger begravd vid Stora Tuna kyrka, och där blir det minneskonsert på hans dödsdag den 9 september.

Somalierna intar Borlänge

På 1980-talet började det gå utför med Borlänge, som med så många andra svenska städer. Allt följde en logisk nedåtgående spiral: sjunkande orderingång i industrin, lågkonjunktur, arbetslöshet, depression och uppgivenhet, ökande missbruk, narkotikabrott och våld, utflyttning av skötsamma invånare till andra kommuner. De tomma lägenheterna fylldes upp med invandrare enligt den socialdemokratiska idén att alla människor är lika och alltså utbytbara mot varandra. Om det uppstår hål så fyller man dem bara med likformiga klossar. I Borlänges fall fyllde man upp med somalier.

Ett folk från en muslimsk nomadkultur i Afrika, hundratals år efter den industrialiserade världen i utveckling, präglad av analfabetism och klanstrider – vilka möjligheter har de att integreras i Sverige, i en liten industristad med 48 681 invånare? De frågorna har Borlänges socialistiska majoritet uppenbarligen inte ställt sig. Besluten kännetecknas av totalt hjärnsläpp. Kommunens styrande har inte tänkt alls. Eller också har de trott sig ha en övermänsklig förmåga att mirakulöst förvandla somalier till svenskar så fort planen från Mogadishu tar mark i Sverige. Ett mer hopplöst projekt är inte tänkbart.

Socialbudgeten tyngs till jorden

Læs mere »

Konservative mediepersoner og konservative politikere har tilladt sig at afholde et stævne på samme sted og samme dato som Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream”-tale. Liberal medier reagerede Pavlov’sk. Et stærkt nedkogt sammendrag af The Daily Callers gengivelse af væsentlige udsagn i dækningen (LFPC).

“Conservative commentator Glenn Beck and tea party champion Sarah Palin appealed Saturday to a vast, predominantly white crowd on the National Mall to help restore traditional American values and honor Martin Luther King’s message.” — Associated Press

“…. the predominantly white crowd, … — AFP

“…. the predominantly white crowd” — James Hohmann, Politico

“Beck says he and his overwhelmingly white followers ….”— Ben Adler, Newsweek

“…. overwhelmingly white….,” — Brian Montopoli, CBS

“…. overwhelmingly white crowd… .’” — Philip Rucker & Carol Morello, Washington Post

“… overwhelmingly white crowd … .” — Mark Benjamin, Salon.com

“The crowd, however, was overwhelmingly white.” — Michael A. Memoli and Kim Geiger, LA Times

“Out in the overwhelmingly white audience… ” — Mitch Potter, Toronto Star

“I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.” — Martin Luther King, Jr.

Ytringsfriheden skal ikke tages fra Morten Sabroe

Selv om man vel efterhånden har set det mest ekstreme og svinske i hadesprog og -tegninger fra Politiken og omegn, skal jeg gerne indrømme at jeg ind imellem stadig kan blive chokeret.

[…] I en passus om Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, der beskrives som ”den altid PMS-ramte hystade”, skriver Morten Sabroe følgende om Hedegaard og dennes adkomst til ytringsfriheden.

”Det er sateme svært at bakke op om den mands ret til at ytre sig. Mellem os (Jørgen Leth og læserne af bogen, red.) mener jeg også man burde tage den ret fra Hedegaard med en henvisning til hans evindelige blødninger.”

I samme ombæring omtales Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som ”Flemming Roses provokation”, og tegner Kurt Westergaard får også hårde ord med på vejen:

”Og så blev manden, der er dummere end ti døre tilsammen, Kurt Westergaard, helgenkåret for en fuldstændig amatøragtig tegning, en tegning der var helt uden satirisk raffinement. Den var bare plump, ligesom manden selv.” […] Forfatter: Ytringsfriheden skal tages fra Lars Hedegaard

Siden omkring 1983-84 er en polarisering og et had vokset frem herhjemme og er bare blevet tingenes naturlige tilstand. Den Kolde Krig fandt sin afslutning, og mange kommunister og appeaseniks måtte efterfølgende gennem en modningsproces. Jfr. Dragsdahl/Jensen-sagen eksisterer der stadig modsætninger hidrørende fra denne periode, men min pointe er at verden bevægede sig, og det blev muligt at se disse årtier i perspektiv.

Kan man forestille sig noget lignende om kulturkløften med rod i Udlændingeloven fra firsernes start? Det er vanskeligt at se hvordan. Man kan derimod nok fastslå at der kun er plads til én på historiens mødding, enten Sabroe-segmentet, eller (firkantet sagt) Kjærsgaard-segmentet. Er det sidstnævnte der havner der, skal man altså forestille sig at ghettoer udviskes og opløses, stenkast mod myndighedspersoner aftager og ophører, danske forældre motiveres ikke længere til at flytte deres børn i privatskole, kritik af islam forstummer, skyderier i bandemiljøer ophører, og hegnet om ældreboligerne på Nørrebro og den jødiske skole kan pilles ned som overflødigt. Bare til en begyndelse.

Så meget tør jeg godt påstå, at følelsernes inerti vil betyde at hadet mellem de nuværende aktører vil fortsætte uden ophør. Morten Sabroe vil, ligesom Svend Auken, dø mæt af dage og med gruppeidentifikationen og illusionerne intakt. Spørgsmålet er snarere om efterfølgende generationer der ikke har kendt til freden, harmonien og stabiliteten i årtierne efter Anden Verdenskrig vil være i stand til at tænke i disse polariserede baner og opfatte sig som på vindende eller tabende hold – eller om de bare vil lide (LFPC).

Tidligere – i femten år – var jeg i Sverige en gang om måneden, samenlagt tre måneder om året inklusiv jul og nytår. På det senere er det desværre blevet mindre, men de to sidste dage tog jeg revanche. Det er hvergang både med glæde og med vemod, jeg genser Sverige. Vi besøgte Lars Vilks og Ladonia, og her blot nogle enkelte fotos. Vilks har bygget på Ladonia i tredive år, værket er enormt. Det ligger  på nordsiden af Kullen med udsigt til Bjärehalvön længere oppe. Det er stejlt og det er højt for mennesker med højdeskræk. Jeg betroede min til Vilks, og han sagde at han havde det på samme måde, men at Ladonia havde kureret ham for den. En viljesakt af dimensioner.

Mens vi var der kom mellem 60 og 100 turister, der ville se det bygningsværket. Svenskere, amerikanere og mange danskere. Noget af det interessanteste var, at se Lars Vilks tale med de besøgende svenskere. Det var ikke til at tage fejl af den hengivenhed og sympati, de omfattede ham med, uden lige at komme ind på den der rondellhund. Der kommer her et længere interview og nogle dage, ikke af mig, jeg er bare fotografen. . Efter at have set staten Ladonia, har jeg besluttet mig for at blive medborger der, der er er allerede 15.000. Ikke noget Monaco, men dog en småstat der står udenfor EU. Men jeg skal lige have forbedret min kondition, så den matcher Vilks´. Benene har det idag som efter en fodboldkamp med forlænget spilletid. Det er en stat for klatrende mennesker, rent fysisk, ikke socialt, altså. Vilks er ikke i branchen for pengenes skyld… Ladonia – Proud, free and interactive. (fotos © Snaphanen, klik for helskærm.)

Drakabygget ved Ørkeljunga
Læs mere »