Ingen krigsforbrydelser og folkemord er bedre end andre

Nethanyahu regeringen er allerede anklaget for folkemord og krigsforbrydelser. Det næste og forhåbentlig sidste bliver “etnisk udrensning.”

‘Connecting the dots’ er et udtryk, der giver mere mening her end i de fleste andre sammenhænge. Lad os prøve:

Bidenregeringen har bevilliget en lille halv milliard dollars til blandt andet genbosætning af palæstinensere i USA. Danmark åbnede i februar for opholdstilladelse for palæstinensere.

1000 amerikanske soldater bygger i øjeblikket på “en midlertidig havn udenfor Gaza.” Den er 50 % færdig. Den koster 300 mio dollars og er angiveligt til “humanitær hjælp,” men den kan tage meget store fragt- og containerskibe, og den er uforståelig fordi alt kunne gøres meget lettere ad landvejen, fortæller BBC. Mon ikke den også kan tage olietankere? Mere om dem om lidt.

Nu lægger vi et punkt til: Gaza’s meget store og næsten ikke omtalte olie- og gasforekomster.Vi mangler dernæst at forbinde yderigere tre punkter, nemlig det der var det første i den begivenhedsrække, vi ser nu:

Hvad skete der egentlig den 7 oktober? Hvorfor blev IDF holdt tilbage i syv timer, inden de greb ind? Hvorfor har vi videoer fra  israelske helikoptere, der beskyder flygtende festivalgæster? Hvorfor bliver festivalen kun to dage før flyttet lige op ad grænsen til Gaza?

Hvorfor ofrede man “spotterne” ved grænsen, der kunne se hvad der kom seks kilometer ind fra Gaza, som advarer og trygler om hjælp? Det var mest kvinder, og de blev dræbt. Overlevende er øjenvidner i den film, jeg henviser til. Andre grænsevagter vidner om, at det vi får fortalt, ikke på nogen måde kunne lade sig gøre i den virkelige verden. Ikke en kat kunne krydse grænsen, og alligevel slap biler igennem.

“Hamas’ grusomheder” den dag, som hele krigen hviler på, er således en sandhed med en del mulige modifikationer. Man er nødt til at undersøge dem for at have en realistisk forestilling om hele krigen og forløbet. Hvis man ikke forstår Israels uhellige forbindelse med Hamas, forstår man ikke samarbejdet om 7 oktober og bedraget, der ligger til grund for krigen. Det er ikke nyt og svært, det skal bare bedrage os, og det lykkes hver gang over forventning. De der køber historien, kan ikke tale med dem, der ikke gør.

Og de sidste to punkter: Israels bygning af en kæmpe-lejr i Sinai indhegnet af meterhøje betonmure. 70 % af Gaza’s huse er udbombede. Enhver kan se, at det aldrig har været meningen, der skal bo palæstinensere der mere. Hvad peger alle punkterne lagt sammen så logisk hen imod?

Hvad er sandheden om denne krig og når vi frem til den?

Jeg mener, det meste taler for, at 7 oktober var en false flag operation, og vidnesbyrd og filmbeviser fra stedet taler for det, men ingen som “holder med Israel” vil have noget med dem at gøre. Alt hvad der ikke flugter med deres forudindtagede, ofte følelsesdirigerede meninger, vil de ikke se eller læse. Kritik af Nethanyahu-regeringen er – som han jo også selv flittigt siger – “jødehad.”

Det er her vore veje skilles, jeg er kun interesseret i fakta, ligegyldigt hvem de skader eller gavner, jeg “holder ikke med nogen af dem,” og desuden er det billede der tegner sig ikke andet end regeringens længe udtrykte ideologi om et Storisrael, og det er tydeligt at se, at det let kan have været meningen at gennemføre det lige siden den 7 oktober.

Det er ikke kønt, men det er sandsynligt, påstår jeg. Det gode ved påstanden er, at vi allerede inden et års tid ved, om den er sand eller falsk. Den hviler på faktiske begivenheder, som jeg linker til her, og endelig til min tolkning af dem, som blot er en logisk sandsynlighedsberegning. Den kan være forkert, men ikke meget tyder på det:

Araberne skal ud af Gaza og Vestbredden. Det er Nethanyahu’s “Endlösung,” Det får man ud af at ‘connecte’ disse ‘dots.’ Det er det, amerikanere og europæere støtter: Folkemord, krigsforbrydelser og etnisk fordrivelse. Alle udgifter betales af USA og Israels overtagelse af Gaza’s olieforekomster.

De kalder det selvfølgelig noget andet: “Selvforsvar og humanitær hjælp.” Vi leverer de fly og bomber, der slår jer ihjel, men I kan til gengæld blive genbosat i USA, Canada og Europa, hvis I overlever. Foreløbig har 35.000 ikke overlevet. 70 % er kvinder og børn.

Endelig er jeg imod ethvert folkemord, der er ikke nogle, der er bedre end andre. Grunden er den enkle, at den dag det måtte banke på min dør, vil der ikke være nogen, der protesterede hvis jeg godtog det.

Der var ingen grund til at lave en blog, hvis man blot gentog politikere og mediers løgne og hykleri. Jeg er ikke følelsmæssigt engageret i dette, så jeg gribes ikke af den sædvanlige hysteri, hver gang der er krig i området. Det er et moralsk spørgsmål, ikke først og fremmest et politisk. Støtter man en forbryder som Nethanyahu, har man afsløret sin moralske habitus, og hvor man vil befinde sig, når det kommer til stykket: Nemlig blandt fanatikerne.

Når dette er overstået, skal der ikke stå på denne blog, at jeg har støttet folkemord, folkefordrivelse og krigsforbrydelser, hvis det er sandt, hvad man anklager Nethanyahu for.

Jeg spørger kun mig selv: “Men hvad er sandheden?” Og rent statistisk: Jeg har oftere ret end uret, og de kritikere jeg har, er mennesker der ikke engang tør skrive sandheden om måske 20 mio vaccinemord. Hvordan har de det i det hele taget med sandheden?

Måske de hellere skulle skrive romaner end opinion og journalistik, når de køber Nethanyahu og MSM’ s eventyr. De kan ofte godt se, hvordan medierne lyver om Trump, Ukraine, vaccine og “klima”, men når det kommer til Israel, så tror de hvert et medieord er sandt, og at Nethanyahu selv er et sandhedsvidne. Det er ønsketænkning og psykologi mere end det er analyse, men som allerede sagt, det meste af sandheden vil uvægerligt åbenbare sig inden alt for lang ventetid. Vi ‘de endnu levende,’ kan vente så længe.

Der findes en anden dokumentar, DR har sendt: Massakren på musikfestivalen (eller Supernova, The Music Festival Massacre). Alt blev jo mobilfilmet. Den er udmærket, men den er et israelsk partsindlæg der ikke adresserer nogle af de ting, jeg har nævnt her. Duki Dror hedder ham, der har lavet den.

Om håbløsheden i at ville ‘vække sine venner.’ Ja, bare at diskutere med dem

Karl Olaf Arnstberg har netop i dag en lille kronik om, hvor håbløst det er, at forsøge at overbevise faste i troen om noget andet end det, de har vænnet sig til at tro/mene. Den er aktuel hvad angår dette emne, måske endda særlig aktuel.

I Arnstbergs tilfælde førte det til brud med to ungdomsvenner. Han ville nu ikke “omvende” dem, han mente bare noget andet om indvandrngen til Sverige i de bøger og artikler, han skrev, og han troede at han kunne diskutere sig rationelt frem til et fælles syn med dem, og at de ville sætte gammelt venskab højere end politiske uenigheder. De var trods alt intellektuelle og veluddannede. Men det kunne ikke lade sig gøre, og han mistede dem. Jeg tror, mange kender til det, han fortæller her.

Vi er langt mere emotionelle, end vi bryder os om at tænke på.