Swiss nationalists are forcing a popular vote on whether to ban the construction of Muslim minarets — a proposal that, if approved, could clash with Switzerland’s constitutionally protected right to freedom of religion. The Interior Ministry said it received a petition Tuesday for a referendum on the issue with more than the required 100,000 signatures. It was submitted by members of the nationalist Swiss People’s Party and the fringe Federal Democratic Union, which say they are acting to fight the spread of political Islam. They argue the minaret symbolizes a bid for political and religious power rather than just a religious sign.

People’s Party lawmaker Walter Wobmann : “Many recognize in this a further step in the creeping Islamization of Switzerland,” he said. Opponents of a construction ban said it would violate religious freedom, and Foreign Minister Micheline Calmy-Rey has warned it would lead to a security risk for Switzerland by sparking Muslim anger. AP

Plans to ban minarets in Switzerland (France 24 på engelsk):

Det er der meget delte meninger om, men sådan er loven nu i Schweiz, når man kan samle 100.000 underskrifter for en afstemning. FN´s Doudou Diene mener det er “krybende antiislamisme” og Englands Politiken, The Guardian bruger denne overskrift i en reportage: Islamophobia: Swiss far right seeks vote on minarets ban. Folkeinitiativet mod minaretbyggeri går til værks med germansk grundighed i deres argumentation (på tysk). Man aner flere frontalkollisioner ved et evt. “ja” til forbud: FN, EU, Europarådet og Morten Kjærum, vil sanke glødende kul over schweizernes version af demokrati og muslimske lande vil bande, svovle, bojkotte og true.

Tayyip Erdogan: “The mosques are our barracks, the domes our helmets, the minarets our bayonets and the faithful our soldiers”

“Terrorism is just one tactic being used by Islamic extremists in their effort to force their way of life on the rest of the world”

Den indiske indvandrer Vijay Kumar stiller op til USA´s kongress for Tennesee:

The main focus of my campaign is the War on Terror. What so many politicians do not seem to realize is that our struggle is against more than just “terror.” Terrorism is simply a method, not an end itself. Terrorism is just one tactic being used by Islamic extremists in their effort to force their way of life on the rest of the world. Ultimately, then, this is a struggle over whether the nations of this world will be ruled under Sharia law or not. As Omar Ahmad, founder of the Council on American-Islamic Relations, said: “Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant.” Frontpage Mag

Nyt voldtægtsmønster i Sverige

Jeg får først kigget på BRÅ rapporten en af dagene (det er vist denne, men siden er umulig at finde rundt på – hvorfor linker DN ikke ?) , men umidelbart falder små 20 % gruppevoldtægter i øjnene, den stærkt stigende røde linje. En svær grafik at sælge i sød, politisk sovs.

“Helgens anmälningar motsvarar ganska väl slutsatserna i en rapport från Brottsförebyggande rådet, Brå, som nyligen publicerades. Där är trenden tydlig: antalet polisanmälningar om våldtäkt mot kvinnor över 15 år* har mer än fördubblats sedan mitten av 90-talet. År 1995 anmäldes 1.449 försök eller fullbordade våldtäkter. År 2006 kom det in 3.074 anmälningar.”

DN og Metro : Allt fler våldtäkter skjer utomhus (* 1200 under 15 år er ikke med i tallene). Se også Voldtægt, Sverige, årsstatistik 2007.

Godhedens pris – fange med 14 år + udvisningsdom får lov til at stikke af under moderens begravelse

Der er et mønster her – der var den sårede drabsmand fra Café Rust som vennerne kom og hentede for næsen af vagterne på hospitalet – der har været flere tilfælde af let forudsigelige, førmoderne optøjer i retssalene begået af familie og venner på tilhørerpladserne, som alligevel ikke blev forudset, endsige forhindret, og hvor der i i hvert fald et tilfælde ikke blev rejst tiltale mod nogen, fordi man havde så pokkers svært ved at identificere dem bagefter. Muslimer har frit kunnet svine kvindelige anklagere og dommere til uden de konsekvenser dette selvsagt ville have medført for danske lovovertrædere.

Mønsteret er, at der udvises ekstrem påpasselighed med udøvelse af vantro autoritet over for de velkendte hysteriske, voldelige og opfarende temperamenter. Man foretrækker at lade en storforbryder som denne Mohammed stikke af, frem for at udløse optøjer der kunne eskalere ud af kontrol. Indsættelse af troværdig bevogtning ved en begravelse har været et no-no man ikke har turdet risikere. Om dette er noget der er decideret besluttet oppefra i hierarkiet, eller det bare er tillært berøringsangst, er det ikke til at sige for udenforstående. Jeg mistænker stærkt den første forklaring. Men tendensen er ikke til at tage fejl af. Et lille skridt henimod dhimmituden, en lille afhændelse af vores land (LFPC).

En 30-årig mand, der er idømt 14 års fængsel og udvisning for bestandigt for narkokriminalitet, benyttede i aften sin mors begravelse til at stikke af. Hassan Mohammad El-Souki var eskorteret til begravelsen på den muslimske gravplads på Brøndbyøstervej i Brøndby af fire betjente.Men andre deltagere i begravelsen pressede sig mellem betjentene og den 30-årige, som derefter kunne stikke af. […]

Hassan Mohammed El-Souki blev i december under store sikkerhedsforanstaltninger i Københavns Byret dømt for at være den drivende kraft bag en af største indsmuglinger af kokain herhjemme. Han ankede på stedet dommen til Østre Landsret. Stak af fra mors begravelse

Den svenske skoles storhed og fald

Jeg ved ikke så meget om den. Lærere kan få tæsk og nervesammenbrud af elever og også damefrisører og automekanikere går i “enhedsgymnasiet”. Jeg skal vare mig for at mene noget om den danske. Jeg har ikke haft kontakt med den, siden man gik i skole om lørdagen, fik tæsk og lærte tysk, svensk, fransk og latin og hvordan man bruger de personlige pronominer, “hans”, “hendes”, “sin.” Gruppearbejde var en by i Sverige.

I själva verket hade Sverige vid mitten av 1960-talet, genom den våldsamt debatterade reformpolitiken, antagligen världens då bästa skola. Kanske den bästa genom tiderna. Sedan började utan större debatt en annan utveckling, vars slutpunkt vi – förhoppningsvis – för tillfället upplever. […]

De antiintellektuella strömningarna noterade dock en framgång 1957 då Ragnar Edenman blev utbildningsminister. Året efter deklarerade han i en intervju att: “Det måste vara skolans primära uppgift att göra barnen till så lyckliga människor som möjligt.” Hur man lär ut lycka meddelades dock inte. Inte heller varför skolan mer än andra samhällsinstitutioner hade ansvar för lyckan. Därnäst kom “att göra barnen till små medborgare genom att bibringa dem demokratiska värderingar”. Det skulle framför allt ske genom att “bekämpa social högfärd”. I tredje hand kom undervisningen, men den skulle främst syfta till “att ge barnet vissa färdigheter så att det lämnar skolan med lust att förkovra sig i fortsättningen”. Citatet slutar: “I sista hand kommer de direkta minneskunskaperna. Barnen bör ha lärt sig läsa, skriva och räkna och de bör ha fått en viss orientering i olika ämnen.” Bildningen skulle således nu komma i sista hand, sedan skolan fått andra uppgifter. […]

Vid sin [Edensmans] avgång 1967 kunde han lämna den i arv till sina efterträdare, och den antogs under stor enighet två år senare som LGr 69. I inledningen kastades målen om, så att skolan främst skulle arbeta med personlighetsutveckling “samt därvid meddela eleverna kunskaper och färdigheter”. Notera “därvid”! När jag själv gick lärarhögskola de här åren ansågs det nödvändigt att tala om att vi faktiskt fick meddela kunskaper medan vi gjorde ungdomarna till bättre människor. Läxor förbjöds. Betygen inskränktes till de sista åren. Ett par veckotimmar gavs åt “fritt valt arbete” som kunde bestå av precis vadsomhelst. Kursplanerna i olika ämnen flyttades till särskilda bilagor. Ambitionerna sänktes kraftigt samtidigt som alla skrivningar blev mycket vaga.

Socialister trodde att eleverna blev socialt medvetna och kritiskt tänkande genom mindre fokus på kunskaper. Liberaler fick sitt i och med att barn skulle “välja” religion och livsåskådning, samlivsform och inställning till droger. Göran Hägg: Svenska skolans uppgång och fall,Axess

Drabsmændene skændes henover liget, dvs. fhv. integrationsminister Mona Sahlin holder indtil videre klogeligt sin mund,  hun får alligevel foræret magten af svenskerne i 2010, så hvorfor risikere at blamere sig ?  Nyamko Sabuni citerer i dagens besynderlige debatartikel “Sahlins integrationspolitik gynnar sverigedemokrater” partifællen Maurijo Rojas tre år gamle tal (!) , der givetvis er temmelig forældede, med den fart det går i Sverige.

“Resultaten är häpnadsväckande. År 1990 fanns det tre bostadsområden i Sverige som kunde betecknas som utanförskapsområden. År 2002 hade antalet ökat till 128, den senaste kartläggningen visar vi att antalet fortsatte att växa så att det vid regeringsskiftet 2006 var uppe i 156 områden.”

Når omkring 500.000 i Sverige lever i ghettoiseret fattigdom, i et lille, rigt land i en højkonjunktur, så er der nok noget mere  grundlæggende end “integrationen”, der er slået fejl. Det ville være befriende hvis Sabuni kunne  udtrykke sig mere  ligefremt: det er hele Riksdagens dømmekraft , der har været langvarigt parkeret i grøften. Det interne pindehuggeri har kun akademisk interesse. Hvis Sabuni ikke ville arve Sahlins fallitbo, kunne hun jo bare have ladet være med at kandidere og  vende tilbage  til sit  gamle  erhverv. Hvad det var, fremgår ikke lige…. Jeg villle heller ikke arve det. Hun kunne også have bedt sin egen regering om at lade være med at bygge videre på miséren ved at tage en større provinsby ind fra den 3 verden om året. Hendes artikel er en boksekamp – men kun med én , desperat deltager. “Snälla Sabuni, du har arvet SAP og Mona, men det går snart over”:

“Vi får allt fler utanförskapsområden”, men snälla Sabuni, nu har NI makten. Formuleringen indikerar att antalet utanförskapsområden fortsätter att öka, även efter Alliansens maktövertagande. Sabuni lämnar inga siffror på det men efter ett maktövertagande, speciellt två år efter valet, så har faktiskt den sittande regeringen ansvaret för utvecklingen.”     Robsten og Rojas et al “Utanförskapet växer dramatiskt i Sverige”, august 2005.  Folkpartiets  rapport om følsomme områder i Sverige “Utanförskapets karta”, kom i marts 2006 ,pdf  30 sider. Som man kan se, er der smidt en fragmentationsbombe på landet.

Inden Abdul Wahid Pedersen skryder for meget over konversioner til islam: Flere konverterer til buddhismen

Men dem hører vi næsten aldrig om, fordi de ikke skaber sig hysterisk og påkalder sig offerrolle mens de hvisler slet skjulte voldstrusler, ikke insisterer på at pådutte alverden deres ideologi, ikke gør gadebilledet mere trist og konformt (i modsætning til ‘mangfoldigt’) med indpakkede kvinder med samt barne- og klapvogne og med klonede flokke af etageklippede drenge, ikke segregerer sig i ghettoer, og ikke belaster kriminalstatistikkerne og budgetterne for overførselsindkomster. Derfor. Men islam har da utvivlsomt et potentiale man ellers kun finder i mere marginale sekter og gurubevægelser, for de terminalt usikre der ønsker en samlet pakkeløsning med svar på alt. Og så har den, glem ikke det, milliarder i form af petrodollars i ryggen (LFPC).

[…] Der findes ingen nøjagtige opgørelser over, hvor mange, der konverterer til de forskellige religioner, men forskning fra 2005 skønner, at det fordeler sig således:

Islam: Cirka 2.100-2.800 danskere i perioden 1970-2005.

Buddhisme: Cirka 4.000-5.000 danskere fra 1970-2005. Størstedelen følger den tibetanske buddhisme.

Hinduisme: Cirka 500 danskere. Størstedelen til Hare Krishna.

New age: Cirka 6.000 danskere fordelt på 130 grupperinger.

Buddhisme mere populær end islam

Præsteparanoia

I Kirkeministeriet er de meget kede af den nye svenske lov, der tillader myndighederne at overvåge bl.a. den elektroniske kommunikation, der passerer den svenske grænse, meddeler Kristeligt Dagblad. Det er ikke så godt for ministeriet, der bruger en internetudbyder, som sender al elektronisk trafik gennem en svensk server, og nu vil næstformanden i Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF), have de danske myndigheder til at lægge pres på de svenske for at få dem til at lave overvågningsloven om. I modsat fald frygter hun, at vi får et stort internordisk problem, fordi de svenske overvågere sidder og snager i danske præsters privatliv.
Groft sagt tror imidlertid ikke, at problemet bliver særlig stort. Præsterne har nemlig intet at frygte. Som man vil vide, er de svenske myndigheder især interesserede i at afsløre folk med højreorienterede, racistiske og fremmedfjendske meninger, som regelmæssigt bliver afklapset af det svenske retsvæsen. Men sådanne anskuelser findes stort set ikke blandt danske præster, hvis knusende flertal stemmer SF og således lægger sig tæt op ad Sveriges katalog over statsanerkendte synspunkter. Kirkeministeriet risikerer højst, at det kommer frem, at et stort antal danske præster ikke tror på Gud, men i stedet er gået over til den nye FN-religion, men også det ser man meget mildt på i Sverige.

Lars Hedegaard, Groft Sagt, Berlingske, 05.07.2008

Lasse Jensen på “repeat”

Større ånder end vi mere ordinære –  musikere, malere, filosoffer – kan holde sig levende  og endda  transcendere i høj alder. Det almindelige er desværre  at køre  i den samme rille, bare  mere  insisterende. Da det er agurketid, blev der  lige netop  plads  til Lasse Jensen- rillen.:

Frisk luft over Danmark:   JEG HAR LIGE sejlet til Jylland. Perfekt vind, sol og selskab i en lille sejlbåd kan næsten få en vrissen gammel mand i godt humør.  […]

Fortsæt med at læse ““Men snälla Sabuni……””

THE family of evil 7/7 London- bomber Shehzad Tanweer held a party at the fanatic’s grave – on the third anniversary of the London terrorist outrage today. The sick celebration has been branded an “insult” to July 7 victims and their relatives.  Tanweer was one of four bombers who killed 52 people in London three years ago. But up to 400 guests will now celebrate Tanweer’s life as a ‘martyr’ in Pakistan.  One villager said: “The party is kept very secret from people outside the village but everyone knows it happens every year.”

Terrorist family party ‘insult’ . Sydsvenskan skriver på sit  særlige mandarinsprog: “Bomberna ökade utanförskapet i Storbritannien” . At tænke sig, masse-terrormord på sagesløse, – samt mange  forpurrede  forsøg –  kan gøre en befolkningsgruppe upopulær. Hvem  havde forudset det ?

»Sleepwalking into islamisation«

Three years after the London Tube and bus bombings, it is alarming beyond measure to record that Britain is even now sleepwalking into Islamisation. Some people will think this is mere hyperbole. However, that’s the problem. Britain still doesn’t grasp that it is facing a pincer attack from both terrorism and cultural infiltration and usurpation.

WE fail to realise that the attempt to take over our culture is even more deadly to this society than terrorism. They are simply blind to the ruthless way in which the Islamists are exploiting our chronic muddle of well-meaning tolerance and political correctness (backed up by the threat of more violence) to put Islam on a special  –  indeed, unique  –  footing within Britain.

Melanie Phillips : This country to so pro-Muslim it is giving succour to the extremists who would destroy us

Portrætkunst og opklaringsprocenter

Vi vil gerne give politiet en hjælpende hånd med at fange ham her: Nordsjællands Politi efterlyser en cirka 25-årig mand for voldtægtsforsøg mod en 18-årig pige på S-toget mellem Hellerup og Allerød. Og til de svenske journalister , der kigger med: Sådan her  forsvarer pressen  kvinder og forhøjer en elendig opklaringsprocent på voldtægter, i 2007 var den 48 % af de  4750  anmeldte   – når man ikke bare  har sin vulgærfeminisme  i munden og til paradebrug. Svensk efterlysninger er en vittighed: “Han er  180 cm høj og vejer 120 kilo“.  Politiet napper ham her hurtigt efter det glimrende  portræt, i færd med  at lyne  bukserne op. UPDATE: som forudset – mindre end  24 timer:Politiet har til formiddag anholdt en kun 17 år gammel asylansøger for forbrydelsen efter flere henvendelser fra offentligheden.

Uddelegering af voldsmonopolet – afhændelse af autoritet – fragmentering af staten og nationen – første skridt mod dhimmitude

Der er flere måder dette kan anskues på. Lad mig lige sige indledningsvis, at dette ikke er for at mistænkeliggøre de to utvivlsomt flinke og velmenende vagter. Den vrede der vælder op i mig ved læsningen af dette er rettet mod det værtssamfund der lader dette finde sted, uden tanke for de samfundsødelæggende konsekvenser det har, set i sammenhæng med lignende tiltag rundt om i landet. Dette er situationen ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden: Vi graver vores egen grav i høj grad ud fra simpel skamfølelse og blufærdighed for at sige det som det er – at dette er en suicidal, kortsigtet løsning ikke bedre end at pisse i bukserne for at holde varmen.

Jeg er ikke på nogen måde autoritær eller voldsliderlig, men der er kun én rigtig måde at håndtere manglende respekt for danske kuffarmyndigheder, og det er selvsagt ved at sætte den igennem der hvor problemerne er. Ud over pænheden og forlegenheden ved at sige tingene direkte er der selvfølgelig en anden hurdle forbundet med – lad os bare kalde det dette – en dansk magtdemonstration, nemlig at denne vil være langt mere synlig, og derfor genstand for kritik, end det oprydningsarbejde der følger i kølvandet på den nuværende tilgang, i form af hærværk, hospitalsbehandling, og fængsels- og institutionspladser. Og ingen skal fortælle mig, at denne sidste tilgang er billigere end permanent udstationering af danske betjente og vagter ville være.

I stedet for at falde i svime over deres abrahamiske brødre i monoteismen skulle de pæne kirkegængere hellere sende tanker til trosfæller i Tyrkiet, Irak, Egypten, Pakistan, Indonesien eller Gaza. Her ender glidebanen (LFPC).

Ali og Khalid er “bodyguards” for Gellerup kirke i Århus. De holder vagt, så ingen begår hærværk i kirken. De holder øje med, at ingen begår indbrud i bilerne på parkeringspladsen. Ali Kauid og Khalid Omari fra Gellerup ved Århus er muslimer som mange i kvarteret. Men de har ingen problemer med at passe på Gellerup kirke.[…]

De er begge ansat som vagter i kirken – en opgave, de startede med at påtage sig frivilligt for ca. 3 år siden, da utilpassede unge brød ind i gudstjenestedeltagernes biler. Der bor over 90. pct. af anden etnisk herkomst i blokkene tæt ved kirken. Ali og Khalid er muslimer og har palæstinensisk baggrund. De kom begge til Danmark fra Libanon i 1986.
Er det ikke mærkeligt for jer som muslimer at passe på en kirke?
– Nej, det er vi vant til fra vores hjemland. Dér er masser af kirker, som det er vores pligt at beskytte.
Ali og Khalid er medlemmer af fædregruppen i Gellerup-parken tæt ved kirken.  […]- Muslimske unge plejer at få skyld for balladen i området. De holder sig væk, når vi er her, og så får de da ikke skyld for balladen her i hvert fald, siger Khalid og nævner, at det meste hærværk kommer fra byens narkomaner.

Vi får fat i kirkens præst og spørger, hvordan han har det med at have muslimske bodyguards:
– Det synes jeg er helt naturligt, da vi lever i et multietnisk og multikulturelt samfund, siger Niels Hviid.
– Det er en stor tryghed, da de er godt kendte og respekterede i området. De har en god måde at snakke med de unge på.
– Det fremmer også den gode kontakt, vi har til moskeerne, imamerne og de muslimske kulturelle foreninger, slutter han. Muslimer beskytter dansk kirke

Mere Gellerup
Fler havde sikkert ligesom jeg, glemt  at den arabiske racisme sidste år i oktober kostede en grønlænder livet. 2008 Historien kommer  vidt omkring i verden, efter sigende på  Gateway Pundit, Michelle Malkin, Religion of Peace, og her i American Thinker “The multi-cultural one way street:

Søren Kornelius Aron Jørgen Jansen er død

Manden har ligget bevidstløs siden 15. september, hvor han blev stukket ned ved 21-tiden om aftenen på parkeringspladsen ud for Torstilsgårdsvej 88 i Tilst ved Århus. Nu er manden er afgået ved døden. Det skriver B.T. Den 14årige er fra Mellemøsten og var sammen med en anden 14årig araber årsag til, at fritidsklubberne i Gellerup lukkede i flere dage i juni. De var så voldelige, at personalets sikkerhed var truet. Vi er jo ikke jægersoldater, sagde klublederen.

Århus Kommune skulle forestille at have fjernet den 14årige araber. De skulle også forestille at have evakueret grønlænderne, så de ikke længere bliver udsat for racistiske overfald i Gellerup. Det var så ikke andet end tom pressestrategi. Spin. Man føler sig lidt dum. Jeg troede på, at problemerkendelsen var ved at være på plads i Århus. Men nej.

Drengen selv nægter sig skyldig, men politiet har overdraget ham til de sociale myndigheder, som skal behandle sagen videre. På grund af hans unge alder kan politiet ikke fremstille ham på normal vis.

 “Den 42årige grønlænder er død

“So-called “community leaders” from ethnic minorities who bleat about discrimination should be ignored”

Jeg indrømmer gerne at jeg falder pladask for Daily Express-kommentatorens get-tough-retorik. Det stiver altid én af at se en no-nonsense, cut-the-crap tilgang, ikke mindst når det er i det løsslupne vanvids højborg Storbritannien. Men lad os være realistiske – de forslag han kommer med er der slet ikke tilstrækkelig opbakning til, de ville aldrig kunne blive vedtaget, endnu mindre implementeret. McKinstry har da også realitetssans til at se perspektivet forude, når han beklager at “our once gentle nation accelerates its slide towards anarchy”. Man skal nok gå til hans landsmand El Inglés via Gates of Vienna for at se de forskellige fremtidsscenarier udfoldet. Det er synd for ærkebriter som Leo McKinstry, men som det ser ud bliver fremtiden formet af faktorer der ikke længere kan afmonteres eller rulles tilbage. Udviklingen kører nu efter en indre dynamik som vi måske kan prøve at afdække, men kun i begrænset omfang regulere (LFPC).

Fortsæt med at læse “Pakistansk landsby fejrer sin 7/7 martyr”

1100-tallet og Valdemar Atterdag, 1300-tallet. Tidlig morgendis. Foto © Snaphanen,klik !

Psykiater: “Racisme mod grønlændere er danskernes skyld”

Så kom den endelig, aftørringen på danskerne. Da det nu er en psykiater der ikke kan ‘handle the truth’ kunne man måske være så dristig at antyde noget om at Freuds begreb ‘Verschiebung’, forskydning, kunne have spillet en rolle. Mon også behandlingen af kristne og jøder i Irak, kristne i Indonesien, og hinduer og ahmadier i Pakistan bunder i “bastant dyrkelse” af den nationale identitet og af “pænheden” på disse kanter? I den positive ende må man bestemt tage ad notam, at Dokumentations- og Rådgivningscenter for Racediskrimination tager sagen alvorligt (LFPC).

[…] Vi vil opleve mere vold med racistiske undertoner, frygter den kendte sociallæge, psykiateren Preben Brandt, der arbejder med især hjemløse.

»Ofrene er især minoritetsgrupper som grønlændere , sigøjnere og hjemløse. Vi har selv kastet bolden op med vores mere bastante dyrkelse af danskheden og pænheden og en øget frygt for og afvisning over for mennesker, som ikke er helt som os. Det fører bl.a. også til, at forskellige etniske grupper nu kan finde på at genere hinanden,« siger Preben Brandt, der bl.a. kender til en række eksempler på, hvordan grønlændere og hjemløse er blevet forfulgt med vold og chikane. […]

»Der er ingen tvivl om, at der er tale om racisme, når personer stræbes efter på baggrund af deres oprindelse,« siger jurist Line Bøgsted, Dokumentations- og Rådgivningscenter for Racediskrimination. […] Vi får mere racisme (BT 6.7.2008, ikke online)

Targeting the Weak
Den nederdrægtige Århus-historie fortjener et videre publikum, her oversat på GoV :

Fjordman has written previously about Muslim attacks on Inuits, the indigenous people of Greenland, who are Danish citizens and have been for hundreds of years. Here’s the latest installment in this sorry saga, as reported in Århus Stiftstidende. Our Danish correspondent Kepiblanc has translated it, and follows it with his own comments:

Greenlanders driven out of their homes due to racist assaults. Aviserne  må havde deres historie fra Beboerbladet -for alle der bor i almen bolig nr. 2 – juni 2008, pdf  s 24

Oh, hellige enfold: Faren ved at fokusere snævert på “terror”

Allerede inden jeg læste denne artikel kunne jeg se at den havde H. J. Bonnichsen stemplet over det hele. Manden der har grundlagt begrebet ‘retorisk candy floss’, har siden sin afgang fra PET hærget særdeles beredvillige danske medier med sniksnak og forklaringer på alt mellem himmel og jord vedrørende terror, forklaringer der altid glimrer ved deres udeladelser. Udeladelser, som ingen af de dovne hunde kaldet journalister i deres benovethed kunne evne at spørge ind til. Alt ånder fred og ro, sov bare videre. Vi onde bloggere vil aldrig kunne trænge igennem den massive fortrængning der karakteriserer dem vi er oppe imod, men man kunne prøve at plante et lille frø der kunne spire op og blive til kognitiv dissonans: Hvordan harmonerer reduktionen af disse problemer til “terror” – som er et middel henimod et mål, et mål som artiklen ikke nævner – med den iver efter at introducere elementer af sharia i f. eks. Storbritannien (kodeordet blandt fortalerne er “inevitable”), som vi ser ledende gejstlige og advokater udtrykke der? Er freden og friheden sikret blot det ikke siger ‘bum’ lige her og nu?

[…] Europas regeringer er godt på vej til at vinde kampen mod terror.Det mener tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, ifølge DR Nyheder online. Sammen med flere eksperter konstaterer Hans Jørgen Bonnichsen, at de europæiske regeringer og efterretningstjenester har sat massivt ind efter bomberne i London og Madrid. Det seneste angreb på europæisk jord fandt sted for nøjagtig tre år siden, da fire terror-bomber eksploderede i London. […]

Det er massive sikkerhedsforanstaltninger, samarbejde mellem efterretningstjenesterne og Al-Qaidas faldende popularitet blandt unge muslimer, der ifølge Bonnichsen er hoved-årsagen.

“Jeg må konkludere, at hvis jeg var terrorist, så ville jeg nok finde et andet sted end Europa at udføre mine handlinger i,” siger han til DR Nyheder online. […]

De europæiske lande følger forskellige strategier for at forebygge terrorisme, siger Lorenzo Vidino. I England bruger myndighederne mange penge på at fremme moderate retninger af islam, mens man i Holland satser mere på at integrere indvandrere i samfundet ved for eksempel at skaffe unge i job. Europa foran i kamp mod terror

Hvad vi ikke får at vide er, at med til at fremme angiveligt “moderate” retninger af islam i Storbritannien har bl. a. været eksperter som “Den Skæggede Slange” Tariq Ramadan (LFPC).

“Bvadr”: Racismen starter i børnehavealderen

De britiske folkeopdragere øjner stadig flere måder hvorpå den nederdrægtige og allestedsnærværende racisme kan manifestere sig:

[…] The National Children’s Bureau, which receives £12 million a year, mainly from Government funded organisations, has issued guidance to play leaders and nursery teachers advising them to be alert for racist incidents among youngsters in their care. This could include a child of as young as three who says “yuk” in response to being served unfamiliar foreign food. […]

The guide goes on to warn that children might also “react negatively to a culinary tradition other than their own by saying ‘yuk'”. Staff are told: “No racist incident should be ignored. When there is a clear racist incident, it is necessary to be specific in condemning the action.”

Warning that failing to pick children up on their racist attitudes could instil prejudice, the NCB adds that if children “reveal negative attitudes, the lack of censure may indicate to the child that there is nothing unacceptable about such attitudes”.

Nurseries are encouraged to report as many incidents as possible to their local council. The guide added: “Some people think that if a large number of racist incidents are reported, this will reflect badly on the institution. In fact, the opposite is the case.” Toddlers who dislike spicy food ‘racist’

At dette efterhånden ligner den nidkærhed som kendes fra den kinesiske kulturrevolution eller fra det cambodianske Pol Pot-regime er man helt blinde for, indlevet som man er i en tidsånd der ikke kan fortsætte denne vanvidskørsel på ubestemt tid (LFPC).

Halleluja, her går det godt: Don’t mention the jihad

Tegningen der ledsager Berlingskes glade budskab er utilsigtet blevet en perfekt illustration af indholdet – to smilende (nåh ja, vi ved strengt taget ikke om den indpakkede kvinde smiler) mennesker der står parat til at kaste sig om halsen på hinanden; problemstillingen der hedder at give hånd til urene vantro eksisterer ikke. Der er kun en lille kløft som enhver da kan se er let at springe over. Og springe over er netop hvad artiklen gør. Illustrationen overgås i propagandamæssig nedladenhed og forsøg på at ‘itegningsætte’ virkeligheden kun af den (svenske?) tegning af mennesker i alle farver der danser hånd i hånd rundt om en globus.

Fortsæt med at læse ““Gurre Slotsruin””

Nu hvor Abdul Petersen netop har foretaget en meget omtalt vielse nede på Langeliniepavillionen, tænkte vi det kunne være tidspunktet at genopfriske, hvad han sagde på Islam Channel for et lille år siden. Lysten blev styret af kun otte minutters bagtalelse og fordrejninger. Jeg har ikke  haft så våde  øjne, siden jeg  så en video med Guru Maharaji i 1974.

Det måtte  jo komme  så småt. Men 75 mio. kroner og 250 danske brande er dog stadig pebernødder i forhold til Sveriges over 500 brande til en pris af over en halv millliard. Kedsomhed er øjensynligt tidens store  svøbe. Det er ikke nemt  at være ung, og så er det dyrt og  livsfarligt:

Antallet skolebrande steg fra 150 i 2005 til 250 i 2007, og Beredskabsstyrelsen skønner, at cirka halvdelen er påsatte. Det var blandt andet tilfældet flere steder i februar i år, hvor især Gladsaxe blev hårdt ramt af uroligheder i kølvandet på genoptrykningen af Muhammed-tegningerne. Men også banale drengestreger kan gå galt, som da Grønhøjskolen i Taastrup i 2005 brændte delvist ned på grund af elevers leg med ild. Det kostede over 30 millioner kroner. Hvor erstatningerne i 2003 og 2004 lå på omkring 25 millioner kroner, måtte selskabet i 2007 dække ind for over 75 millioner kroner, og halvt inde i 2008 er man allerede oppe på over 30 millioner kroner.
Hos politiet oplever man, at det er de færreste brandstiftere, der ligefrem ønsker at futte hele skolen af. Enten tænder de ild af kedsomhed, eller også sker det som en slags protest, forklarer kriminalinspektør Lars Nicolai Jensen, Københavns Politi.
– Hvis man ikke føler sig som en del af fællesskabet og tilmed har svært ved at klare sig i skolen, så er der nogle, der vender deres frustration mod skolen, politiet og brandvæsenet.

Brændende skoler koster millioner og    Svenske skolebrande  fordoblet på ti år (40 på en enkelt  weekend)

Shariaens dragende sirenesang

Jeg ved ikke hvad drivkraften er. Jeg ved ikke hvilken rolle fedtede arabiske petrodollars spiller i dette. Jeg kan kun konstatere misforholdet mellem iveren efter at indføre små salamiskiver sharia i vores demokratiske lande fra apologetisk side, og så den kendsgerning, at vi taler om en tilvandret gruppe der i øjeblikket udgør 5-10% af befolkningen. Bemærk hvor ofte ordet “inevitable” forekommer i lokketonerne derovre i vanviddets højborg Storbritannien. Hvorfor er det “uundgåeligt”, hvis ikke denne minoritet fylder meget, meget mere end dens antal berettiger til? Hvorfor “uundgåeligt”, hvis der ikke i dette ligger en implicit trussel om vold?

Vi så et lille forskræp herhjemme forleden i anledning af den (sikkert af hensyn til medierne) hemmeligholdte konference om sharia på Aarhus Universitet. Det synes klart, at de europæiske eliter rummer adskillige vægtige stemmer der – for nu at pakke det lidt ind – handler i åbenlys modstrid med befolkningernes ønsker og disses frihed.  Nu må dette vanvid bringes til ophør. Jeg kan kun gentage mine kyniske forhåbninger om at det går helt, helt galt ét sted i Europa snarest muligt, så resten af kontinentet kan vågne op, snarere end at vi alle afvikler vores frihed i takt. Det bedste sted at starte ville være Storbritannien (LFPC).

Islamic law will “inevitably” become part of the British legal system and work should start immediately on specific changes, according to a leading barrister. The news comes after Lord Phillips of Worth Matravers, the most senior judge in England and Wales, said Islamic or sharia could play a role in some parts of the legal system, such as family mediation. Stephen Hockman QC, a former chairman of the Bar Council, said: “It is vital and inevitable that sharia will become part of British law in some shape or form.

“Given the world situation and our own substantial Muslim population it is vital that we now look at ways to integrate Muslim culture into our own traditions. […]

[mine fremhævelser, LFPC] Sharia will ‘inevitably’ become part of British law, says barrister

EU: Ikke Tusindårsriget, men det begynder at ligne

Mon ikke dette handler om meget mere end rimelige krav om adgang for handicappede? Når der bliver endnu bedre mulighed for sagsøgere for at hævde sig diskrimineret, ligner dette en åben invitation til yderligere at belaste vores domstole med sager der skal etablere offerstatus for ‘grupper’ der måtte have en tilbøjelighed til at opfatte sig som dette. Via Europe News (LFPC):

The European Union aims to forbid discrimination on the grounds of sexual orientation, religion, age and disability. Anti-discrimination rules have so far only been implemented in the workplace. Now, discrimination in issuing insurance policies, Anti-discriminationlending mortgages and renting homes is being tackled.

European Equal Opportunities Commissioner Vladimir Spidla says 15 percent of the EU’s population has experienced discrimination due to age, religion, disability or sexual preference and it is important to do something about it. […]  Dutch Green Left MEP Kathalijne Buitenweg calls it a big step:

“Of course, this will not mean the end of discrimination, but people will be able to cite the regulations and take legal action. This will bring about a practical change in the equal opportunities situation. So it’s really an important step.” […] [mine fremhævelser, LFPC] Tough European plans on discrimination

Vold anskuet som “refleks”: “Hvis man selv bliver trampet på, så tramper man også selv på nogle”

Grønlændere i Gellerupparken er nærmest fredløse. Det er øjensynlig en sociologisk betinget refleks, når udsatte grupper i samfundet hakker på dem placeret lavere i hierarkiet.I Gellerupparken er der en klar rangliste over hvem, der hakker på hvem. I bunden ligger de danske medborgere fra Rigsfællesskabet Grønland. Det generelle i ranglistens form er således:

Danskerne var her først, så de ligger øverst. De så ned på tyrkerne og gav dem skylden for social ulykke. Tyrkerne betragtede herefter de tilrejsende arabere som et problem, i takt med at tyrkerne selv fik fat. I dag bor der nu langt færre tyrkere i Gellerup end tidligere.

Araberne lod så skylden gå videre til de senere ankomne end dem selv – somalierne.[…]

Brabrand Boligforenings boligsociale indsats, Naboskaberne, oplever, at grønlændere er den nederste gruppe i Gellerup og udsat blandt andet på grund af muslimers aversion mod alkohol, og fordi de, når de er fulde, er lette ofre for overfald. Hvis man selv bliver trampet på, så tramper man også selv på nogle, lyder forklaringen herfra. […] Gellerups racemæssige hierarki

Denne betragtningsvinkel må jo så implicere, at aben ender hos os selv, som de øverste i hierarkiet. Sammenhold dette med en anden af døgnets nyheder:

[…] – En gruppe, der beskrives som ‘indvandrer-typer’, på 8-10 personer var til stede under en privat fødselsdagsfest. De optrådte stærkt provokerende hele aftenen og ved 4-tiden lykkedes det dem at komme i slagsmål med en person, som blev stukket med en kniv. Det samme skete for to mænd, der kom til for at hjælpe, siger politiets centrale vagtleder, Rene Hansen. […] Tre mænd stukket ned med kniv

Her går volden så pludselig opad i hierarkiet. Måske er konklusionen, at det er mest givtigt at fokusere på den voldelige gruppe selv? (LFPC)

Fortsæt med at læse ““Thousands of Danish people turning to ISLAM in Denmark””

en bil til sommerhumør.  (foto Snaphanen, klik)

Et positivt fremtidsscenarie – kontrafaktuel fiktion

Fremtiden er selvfølgelig ikke formet endnu – inshallah – så hvorvidt El Inglés’ seneste stykke polemisk fremtidshistorie fra et Storbritannien og Europa nogle få årtier nede ad vejen rent faktisk er kontrafaktuelt, er det for tidligt at sige. Men rent undtagelsesvis bringer Gates of Vienna en for denne forfatter usædvanligt fortrøstningsfuld fremskrivning af islam i Europa anno 2022. Der er nogle knaster på vejen, der var lige et statskup i Holland i 2018, og nogle optøjer i Frankrig der truede med at eskalere, men afskalning fra islam i form af frafald og ægte reform, bringer alligevel udviklingen på rette vej. Og så er det lige – er der nogen der tiltror dette scenarie nogen sandsynlighed for at blive virkeligt? Essayet er det første i en ny række, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at forfatteren har en helt anden pointe end blot og bar sommeroptimisme. At få apologeterne og de islamofile til at opstille bud på en gunstig udvikling, andet end noget med klicheerne om at ‘åbne sig for verden’ og ‘ikke at spotte og håne andres tro’, er tilsyneladende umuligt, så vi må selv producere de optimistiske scenarier for dem, og skyde dem ned bagefter. Som altid er El Inglés værd at læse – hvis man ellers finder den umiddelbare fremtid interessant og relevant (LFPC).

[…] Though it was a development hard to discern at the time, it is now clear that certain important trends were already well underway vis-à-vis Islam in Britain. A profound bifurcation had commenced within the UK Muslim community, and the gap would become ever more entrenched with time. A theologically unruly segment of Muslim Britain, consisting of ‘cultural’ Muslims, ex-Muslims, ‘reform’ Muslims, and others, became increasingly identifiable as having decided that its version of Islam and/or vestigial sense of loyalty to ‘Islamic’ culture was functionally compatible with UK society, law and culture, as they currently existed. Exactly what interpretative knots certain sections of this community had tied themselves up in to arrive at this conclusion was a legitimate question, but the existence of the phenomenon itself was not in doubt towards the end of the 2010s.

In another positive development, the revamped immigration laws not only resulted in a great reduction in the exogenous growth of the UK Muslim population, but helped slow endogenous growth too. It had long been observed by concerned parties that the average number of children born to Muslim women in the UK was largely a function of when and how they had come to the UK. Second-generation Muslim women, bred and born in the UK, though still above the national average in this regard, tended to have significant fewer children than first-generation Muslim women, who tended to be ferried across from the Indian sub-continent as the wives of men they barely knew. As the previously constant influx of non-British Muslims fell drastically, Muslim family sizes started to converge on the national norm, thereby cutting endogenous Muslim population growth. […] A Crystal Ball for Britain: Part 1

Birthe Rønn Hornbech – ind og ud af virkeligheden

Jeg er ikke helt sikker på hvor præcist Birthe Rønn Hornbech lige nu befinder sig på sin forunderlige odyssé gennem livet, og om hun p.t. befinder sig inde i virkelighedens trygge, kortlagte vande, eller bare har gjort en lille afstikker fra fabelvæsenernes verden. Er hun hjemme igen, kan man desværre nok ikke håbe på medbragte billeder fra mobilkameraet af disse væsener, men denne anmeldelse af Hans Magnus Enzenbergers Skrækkens mænd finder hende noget nærmere den virkelighed hun engang forholdt sig frygtløst til – og dog: Ligesom man ofte ser udtrykket ‘islamister’ brugt som et figenblad der skal afværge beskyldninger om dæmonisering (hvem er de ikke-islamistiske muslimske gejstlige vi kan overlade vores fremtid til?), således forsøger BRH her i anmeldelsen at opstille et skel mellem islams “retslærde” (de slemme) og “religiøse ledere som sådan” (vores abrahamiske brødre i ånden, forstår man).

Nu er det så, at jeg pokkers gerne vil have udpeget nogle af disse “religiøse ledere som sådan”, hvis religion altså ikke har politiske og samfundsmæssige konsekvenser for os kuffar. Eks-narkodømte Abdul Wahid Pedersen, der forsvarer stening og siger dette er påbudt af Allah? Abu Laban? Yusuf al-Qaradawi, der i højeste grad må siges at være en “religiøs leder som sådan”, og som forsvarer selvmordsterrorisme og drab på homoseksuelle?

Bemærk også, at hun bruger tricket med at stille sig på godhedens side ved at tage afstand fra at “lægge alle muslimer for had”, hvilket i sig selv er prisværdigt, men aldeles indholdsløst, når hun ikke kommer med den mindste antydning af operationelle procedurer og screeningsprocesser – indbefattet konsekvenser for de der tester negativt – for at udskille de farlige, og derved sikre vores egen fremtid.

Birthe Rønn Hornbech bluffer. Hun postulerer et skel hun ikke kan udpege, fordi hun ikke har modet til at se sin livsløgn i øjnene. “Retslærde” er bare et nyt buzzword, et nyt figenblad (LFPC).

DEN LILLE BOG ER uhyggelig læsning, men det er værd at bemærke, at dogmet om Koranen som vidensmonopol hidrører fra de retslærde og altså ikke fra religiøse ledere som sådan. Religionen er blevet til politisk ideologi . Det er helt afgørende for sameksistensen med muslimer i Vesten, herunder i Danmark, at den enkelte muslim ikke identificeres med de rædsler, som radikaliserede politiske islamister spreder.

Ligesom alle kristne ikke kan være ansvarlige for fortidens ugerninger i Europa, er det helt urimeligt og en dødsensfarlig eksklusion at lægge alle muslimer i Vesten for had. Desværre er der en tendens til i disse år at lægge al religionsudøvelse for had. ISLAMISME: Når religion bliver til politisk ideologi (Information 4.7.2008)

800 for billigste ståplads

er at stramme den. Det er en koncert for kvindelige fhv.  S-ministre og Bryssel-korrespondenter, men lydprøven lød helt ok ude på Gothersgade, hvor mange  legede “Manden på Risten”. Selve koncerten nyder mange  gratis  fra plænen i Kongens Have i den lune aften.  (foto Snaphanen, klik !)

DR:  »Det stille, samtykkende medløberi«

Henrik Gade Jensen skriver om DR’s venstredrejning, der nu er erkendt af tidligere DR-boss Lisbeth Knudsen i Berlingske interview [..]

Lisbeth Knudsen overser, at DR har virket som en kontrær bastion i opgøret med det totalitære tankegods, som har floreret i Danmark siden 1968. I mange kontroversielle samfundsspørgsmål har DR fulgt en venstresnoet tidsånd og ikke været sin opgave voksen som vagthund og kritisk instans. At DR her ikke adskiller sig markant fra TV2 eller de øvrige mediers journalister undskylder ikke, at DR og især mange P1’s programmer, venligt sagt, har virket som sendrægtige og dorske overfor tidens kritiske spørgsmål.

For hvis vi i dag ser tilbage på de sidste årtiers kritiske opgør, f.eks. om kommunismen og venstredrejningen, er de i høj grad sket på avisernes debatsider, mens den journalistiske professionsklasse har været tavs og ofte endog kontrær. Der er vist endnu ikke skrevet en journalistisk artikel om, hvad SF’eren Anne Grethe Holmsgaard lavede i Mellemøsten i sin militante ungdom. Ole Sohn er heller ikke blevet interviewet af en journalist om, hvad han snakkede med sine kommunistkollegaer om til paraden til DDR’s 40-års jubilæum i Øst-Berlin i oktober 1989. Uden læserbreve og blogs vidste offentligheden intet. Måske skyldes det vanetænkning, måske ønsket om konsensus, men det er jo også et svigt.

Der ligger et interessant forskningsprojekt i at prøve at destillere de sidste års offentlige debat og se, hvad der skyldtes de officielle vagthunde, journaliststanden, og hvad der skyldes offentlighedens mavericks, de frie debattører. Hvis man tog de sidste tyve års aviser og delte dem op i to bunker: de journalistisk skrevne artikler og så debatsiderne, så giver de ret forskellige beskrivelser af det samme samfund. Tænk på indvandringsdebatten, hvor der vel var et timelag på 20 år, før journaliststanden opdagede, at der også kunne være problemer at berette om. Mens læserbrevene fra folkedybet havde skrevet om det hele tiden.Lisbeth Knudsen erkender i interviewet, at DR adopterede den socialdemokratiske samfundsmodel:

“Danmarks Radio har haft en tendens til at være systembevarende i forhold til den socialdemokratiske velfærdsmodel. Men man kan ikke sige, at der sad en venstresnoet mafia, som ønskede at dreje historier i en bestemt retning. […] Nyhedsjournalistikkens automatreaktion er jo at finde de kritiske. Det betyder så også, at når der kommer en borgerlig regering og et systemskifte som i 2001, så bliver journalistikken samfundsbevarende i gammeldags socialdemokratisk forstand.”

På mig virker det lidt som volapyk, at DR’s journaliststand, som samtidig forstår sig som offentlighedens vagthunde, skal reagere på VK-regeringen ved at blive systembevarende og socialdemokratisk. Men det er jo en korrekt beskrivelse, som Lisbeth Knudsen giver. Og skamfuldt at det kan registreres som et faktum uden større opstandelse.Og selvom der ikke var nogen mafia eller centralkomite i DR, så er diskursivt medløberi, verbal opportunisme og ideologisk vanetænkning ikke ligefrem noget at prale med endsige undskylde.

180 Grader: Mediemafia eller journalistiske dovendyr. Nu vi er  ved DR og Gade Jensen, (der har skrevet om Powell i 2006)  så fik jeg aldrig svar fra DR 2 om ikke det var en idé at sende  BBC´s fremragende, instruktive dokumentar fra marts 2008 om Enoch Powell. Det var det så ikke.

Iran : Dødsstraf for “internet-forbrydelser”  – inkl. blogging

MPs on Wednesday voted to discuss as a priority the draft bill which seeks to “toughen punishment for harming mental security in society,” the ISNA news agency said.The text lists a wide range of crimes such rape and armed robbery for which the death penalty is already applicable. The crime of apostasy (the act of leaving a religion, in this case Islam) is also already punishable by death.

However, the draft bill also includes “establishing weblogs and sites promoting corruption, prostitution and apostasy”, which is a new addition to crimes punishable by death. Those convicted of these crimes “should be punished as “mohareb’ (enemy of God) and “corrupt on the earth’,” the text says. Under Iranian law the standard punishments for these two crimes are “hanging, amputation of the right hand and then the left foot as well as exile.”

Iran mulls death penalty for Internet crimes . Om én af grundene til islams bundløse tilbageståenhed, der er afsat til uvidende  danskere  som et civilisatorisk fremskridt, skrev Birthe Rønn Hornbech igår:

“Det er værd at bemærke, at et af svarene ligger i påvisningen af, at islamiske retslærde i 400 år har saboteret indførelse af trykkepressen, idet det er et grundlæggende dogme, at der ikke må eksistere nogen anden bog ved siden af Koranen. Først med 300 års forsinkelse blev der produceret bøger med arabisk skrift. Dogmet har betydet, at de arabiske lande har været holdt nede i et enormt vidensunderskud og manglende infrastruktur.”

Om geder, fatwaer og lignende

Helle Merete Brix

Tilvandret racisme: »Fuck hjem til Grønland, det er vores Gellerup«

Stenet  ud af deres hjem i Gellerup af somaliere. Mon de kommer til at figurere i Morten Kjærums  næste rapport, eller er de bare racister af sociale grunde?  Hvor svært  kan det være at finde dem, og  bede dem “fucke hjem til Mogadishu” . 1-0 til det nye herrefolk i Århus:

Boligforening magtesløs over for voldelige unge arabere, der overfalder lejere. Det er blevet for meget for et større antal grønlændere i ­Gellerupparken. I flere år har de ­været udsat for racistisk betonet forfølgelse fra arabiske og somaliske beboere. Nu har en gruppe grønlændere måttet flygte.

»Jeg kunne ikke længere klare at være skydeskive. Det var et psykisk pres. Men jeg er vred over, at det var os, der måtte ud. Det var jo dem, der angreb os,« siger Johanne Christiansen. »Det er frygtelig mangel på ­respekt.«

Hun blev sammen med de andre akut hjulpet af kommunen til at flytte. Grønlændere i Gellerup bliver nemlig stenet, overfaldet og forhånet. Beboerne fra den nordligste del af Rigsfællesskabet trykker sig mestendels i deres lejligheder, fordi de er bange for at gå ud. De er fredløse og jaget vildt i området. Tidligere mødte de hinanden ved biblioteket eller foran Netto på Sigridsvej. Der var desuden en tradition for grønlænderfodbold om søndagen. Men de vedvarende angreb med sten har standset aktiviteterne.

Fortsæt med at læse “MG 1933”

Det gentagne  dobbeltbudsskab  slør og høje hæle, der medfører en æggende gang giver anledning til at overveje om sløret i disse sammenhænge egentlig fungerer som andet end et religiøst signal ?
Koranen indeholder ikke påbud om at bære slør. Og under alle omstændigheder er det jo op til det enkelte individs fortolkning ,hvor megen vægt hun vil lægge på sin relgions “krav” udledt af en såkaldt profets  sædvane og udtalelser eller  nulevende eller afdøde muslimske lærdes dogmer om at gøre ditten eller datten.
Hvis en kvinde ser bort fra religiøse krav om ikke at ægge mænd med et pirrende udseende, hvad er så tørklædet et signal om ?
Der er historisk belæg for at muslimske kvinder under oprør anmodedes om at bære tørklæde, således at oprørerne ( altså muslimerne selv ) i det pluralistisk blandede daværende samfund, kunne se forskel og dermed diskriminere  mellem muslimer og ikke muslimer. Hvorfor sætter 2. og 3. generation i øvrigt halvmåne i deres studenterhuer ?
Kirsten Damgaard, kulturpsykolog    (foto Snaphanen)   Vi trækker en tråd fra Amagertorv til Ankara: Tørklædet trækker Tyrkiet mod ny nedsmeltning

“Føler de sig som nobelpristagere?”

replik i miniordveksling

“Æresdrab” er et udmærket  ord

der  siger,  hvad det skal.  Jeg har ikke tal på de avisindlæg, der vil erstatte begrebet med alle mulige  fantasifulde konstruktioner som “kvindelikvidering, skammord, familiemord, skammeligt familiemord, søstermord, niecemord, svigerdattermord ” osv. Nu kan de fleste mennesker  godt  rumme, at at skam og ære  opfattes væsensforskelligt i f.eks. Japan, det protestantiske  Nordeuropa og Mellemøsten. Det behøver man ikke proppe i halsen på dem med  sproglig babymos. Og skulle nogle ikke være  klar  over, hvad et muslimsk klansamfund mener  med “ære”, er litteraturen overvældende. Bla. forklarer Rushy Rashid det idag i “I den forbandede æres navn” i Berlingske Tidende. Så lad  os bare kalde det, hvad de  selv kalder det. Vi kan godt læse  indenad.  Ellers  skal vi i gang med at omdøbe  alle mulige ting, – f.eks. omskæring  af småpiger –  bare fordi vi tager afstand  fra dem, og så får vi travlt. Engang syntes  jeg livet var langt nok til at læse “Mein Kampf”. Jeg brød mig ikke  om den. Meget dårlige bøger, kan dog  godt være vigtige at læse…..i tide.  Skal jeg til at kalde den “Min modbydelige, dårligt  fortalte kamp” nu, eller  hvor langt  skal man gå rent  sprogpædagogisk ?

“Vi håber  befolkningen stabiliserer  sig på 100 millioner”

Forleden glædede  svenskerne  sig over et  temporært fald i asylansøgninger, “kun” 12.771 i første halvår 2008. Men de  næste bølger er på vej og hver  bølge  vil formentlig  blive større. I Norge  ventes ansøgningerne fordoblet i 2008. Hvor længe  endnu tror EU de kan undgå at gribe om nældens rod og opsige eller  genforhandle den urealistiske, selvmorderiske 1951 konvention, et “retskrav” på Europas opløsning ?

Red and white banners along Nile bridges and Cairo streets this month were Egypt’s latest effort to curb an increasingly pressing problem: a population growing faster than the economy can support. Since President Hosni Mubarak took office in 1981, the population has nearly doubled. But most of the country’s 76 million people are squashed in urban areas near the Nile, in an area roughly the size of Switzerland, which is home to just 7.5 million. […]

According to the United Nations, the poor are set to be more and more numerous by 2050 and many will be living in towns as the world population climbs to a total of 9.2 billion. Essentially all the growth will be in less developed countries.

Around 38 percent of Egyptians are younger than 15, and according to the World Bank, women make up only around 22 percent of the labour force, so the incentive for birth control is weak.

“The population explosion is a crisis the government doesn’t know how to handle,” said Milad Hanna, a former member of parliament and a columnist at the state-owned newspaper al-Ahram.If levels of growth don’t slow, Mubarak says Egypt’s population could double to 160 million by 2050. But Egypt’s government hopes it can be stabilised at 100 million, Osman said: “More than that will be difficult.”    Egypt fights to stem population growth

How to get stabbed: you, too, can be knifed in a public place

It helps to be aged between 14 and 30, white and male. Being drunk and argumentative speeds things along. And no public policy seems to dissuade those who do the stabbing  [..]

In the last year for which figures are available there were 64,000 knife crimes committed in Britain — the figures have been rising with great vigour over the last eight or nine years. Some 17 teenagers have been stabbed to death in London or its environs this year alone, and we are in high summer. Stabbing is muscling out shooting as the violent crime du jour, despite a Scotland Yard knife amnesty in 2006 and a possible four-year sentence just for being found with a knife.  Spectator &  Knife Crime; Britain’s Shame

Om “unikke” mennesker : “Det er følsomt og man kan træde nogen over  tæerne”

(skal antagelig udtales “junik” )

En psykolog i et københavnsk ungdomsfængsel fik påtale for at kæde religion og kultur sammen med kriminalitet blandt unge med anden etnisk baggrund. Gavner det integrationen at tie?  […]

Jan Plovsing korrigerede også tallene for sociale forskelle. Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er generelt dårligere uddannet og har større arbejdsløshed, og det har væsentlig betydning for kriminalitetsmønstret. Efter at have taget højde for de faktorer var straffelovskriminaliteten for indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund dog stadig større, nemlig 24 procent højere end for befolkningen under ét.

Fortsæt med at læse “Dobbeltbudskaber”

foto © Snaphanen

“Socialdemokraten Stangerup?”

når man er  død, kan man blive  alt  muligt . God kronik om en savnet  forfatter :

Da Stangerup døde, brød en strid løs om hans politiske ståsted, som om der kunne gives et entydigt svar. Men det er sikkert og vist, at han hadede munkemarxisterne og deres politiske ensretning i årene efter 68-oprøret – og det er lige så sikkert, at den samlede venstrefløj afskyede ham pga. hans skarpe blik for det lurende marxistiske diktatur. Hans kompromisløse tidsanalyser kommer til udtryk f.eks. i artikelsamlingen med den sigende titel Retten til ikke at høre til (1979), der godt kunne fortjene et genoptryk som modgift for dem blandt os, der lider under hukommelsestab. Stangerup var i øvrigt den første i Danmark, der gjorde opmærksom på Pol Pots forbrydelser, mens mange af hans forfatterkollegaer hyldede morderen som en helt i kampen mod den amerikanske imperialisme. […]   Debatbogen Oprør fra midten (1978), forfattet af bl.a. Villy Sørensen, en bibel netop i de kulturradikale kredse, karakteriserede han ganske enkelt som en fangelejrutopi. Litteraturprofessor Hans Hertel har kaldt Stangerup for socialdemokrat, men så var Stangerup i hvert fald ikke af Svend Aukens og Ritt Bjerregaards skuffe. Han var og er ganske enkelt ikke for fastholdere!   Sv. Hakon Rossel, Berlingske, se også Per Ahlmarks “Vänstern och det galna  kvartseklet“.

Mchangama: Kig på hans udeladelser

Jacob Mchangama besvarer Lars Hedegaards kommentar til førstnævntes kritik af Geert Wilders og Trykkefrihedsselskabet. Her er det som altid værd at hæfte sig ved udeladelserne og de uargumenterede antagelser:

Overbærende, bedrevidende nedgøring af Trykkefrihedsselskabets islamkritik – uden for fem øre faktuel gendrivelse af denne:

De holdninger til islam, som Wilders giver udtryk (islam er totalitær, der findes ikke en moderat version af islam, Vesten er under angreb etc.), er så godt som identiske med dem adskillige ledende medlemmer af Selskabet bruger uendelige liter blæk (og galde) på at udbrede i den offentlige debat.

Nedladende brug af anførselstegn (“historiske”) for at distancere sig fra Hedegaards parallelisering mellem islam og nazismen – igen uden for fem øre faktuel gendrivelse, og uden at nævne at Hedegaard refererer til den ret omfattende literatur herom. “Vil jeg undlade at kommentere” – Mchangama er naturligvis så meget mere sofistikeret, ja, han behøver slet ikke at komme med fakta:

Hedegaard erkender selv indirekte denne pointe i sin klumme ved ligesom Wilders at sammenligne islam med nazismen. (Hedegaards “historiske” udredning herom vil jeg undlade at kommentere idet Wilders – og Hedegaard – naturligvis skal være velkommen til at sammenligne islam med hvilken som helst ideologi man måtte finde passende uanset om der måtte være historisk belæg derfor eller ej).

Overbærenhed og sarkasme – ingen faktuel gendrivelse:

Virkelig en mand af format, som derfor tør se den islamiske trussel i øjnene, som udgør nutidens dødelige fare mod Europa.

Det burde ikke være nødvendigt at gøre mere end at erklære sig uenig med Wilders i forslaget om forbud mod Koranen, men Mchangama anser alligevel problematikken som fuldstændig ækvivalent med tilsvarende forslag til indskrænkninger fra muslimsk eller apologetisk side – med andre ord, Mchangama opfatter de to trusler (den ene hypotetisk, al den stund at Wilders kun taler for sig selv) som ækvivalente. Voldstrusler, terrorisme, eller forsøg på indskrænkning af ytringsfriheden fra FN-organers side er ét fedt med Wilders’ forslag:

I et passioneret forsvarsskrift for Wilders skriver KWH endvidere: “Der er ingen grund til at bruge tid på at argumentere imod hans forslag om at forbyde Koranen, som man klart må afvise”. Med denne begrundelse kunne Selskabet jo ligeså godt nedlægge sig selv. Enhver tilhænger af ytringsfriheden må også klart afvise indskrænkninger af ytringsfriheden baseret på koranen og fortolkninger deraf, men bekæmpelse af og argumenteren imod denne slags indskrænkninger udgør 99% af Selskabets aktiviteter for så vidt angår ytringsfrihed. Hvis ikke forsvarere af ytringsfriheden aktivt skal bekæmpe forslag om forbud af bøger (endog et forslag fremsat af en folkevalgt politiker), så er det svært at pege på, hvad forsvarere af ytringsfriheden skal beskæftige sig med. Et klart eksempel på, at man i Selskabet bagatelliserer holdninger, der indskrænker ytringsfriheden, såfremt disse kommer fra islamkritikere, mens sådanne holdninger fra egne ideologiske modstandere, mødes med indigneret foragt.[mine fremhævelser, LFPC] Replik til Lars Hedegaard (og Trykkefrihedsselskabet)

Hvis man fjerner al opblæstheden og holden-ud-mellem-to-fingre, Jacob Mchangama, hvad er der så tilbage? (LFPC, medlem af Trykkefrihedsselskabet)

Slouching towards sharia

Måske skulle man foreslå et superenkelt slogan allerede nu: Sharia – just say no. Jeg ville være mindre bekymret, hvis kravene om lidt sharia her og lidt mere der blev mødt med en massiv mur af afvisning – dette land er funderet på jødisk-kristent idégrundlag, så glem alt om små salamiskiver af sharia, det er en glidebane som vil blive vores egen død. Men sådan er det som bekendt ikke. I det suicidale vanvid der hedder Storbritannien står dhimmierne i kø for at overbyde muslimerne i eftergivenhed – for et par dage siden bukkede og skrabede man over at nogen havde formastet sig til at bruge en uren hund som afbildning på billedmateriale fra politiet der – selv muslimske gejstlige slog det hen som ingenting. Nu står de pudderparyk-eller-spraglet-ornat-beklædte top-elitefolk på hovedet på at tilbyde lidt sharia, i selvpålagt blindhed for det mareridt som venter deres børnebørn, nogle flere salamiskiver nede ad vejen.

Godt det ikke kunne ske herhjemme … tja, der var forresten den lille hemmeligholdte konference på Aarhus Universitet forleden om hvorvidt også en luns sharia herhjemme ville være en god idé. Jeg vælger min kyniske vinkel: Lad Storbritannien gå til i floder af blod, hvis det kan få resten af Europa til at vågne op. Hvis befolkningen der virkelig er så apatisk, så lad dem dog (LFPC).

Muslims in Britain should be able to live according to Sharia law, the country’s most senior judge has said. Suggestions that Sharia law can be used to help govern issues like family disputes and the sale of financial products have drawn criticism.  Lord Phillips of Worth Matravers, the Lord Chief Justice, strongly backed Rowan Williams, the Archbishop of Canterbury, over his suggestion earlier this year that aspects of Sharia law should be adopted in Britain. […]

Risking inflaming that controversy again, Lord Phillips has said that Muslims in Britain should be able to use Sharia to decide financial and marital disputes. The judge did add that only the criminal courts should have the power to decide when a crime has been committed and when to impose punishment.But his suggestion that different religious groups should run their affairs according to different rules sparked warnings that community cohesion could be undermined. […] Muslims in Britain should be able to live under Sharia law, says top judge

Selvom jeg kun var 22 da Glistrup bragede  ind på scenen, kunne  jeg godt se der  var noget uhjælpeligt  infantilt ved ham. Han var vokset skævt. Noget var overudviklet,  det meste andet underudviklet.  Han faldt  udenfor det psykologiske normalspektrum. Det  underlige var, at så mange ikke  kunne se det og stadig ikke kan, men det siger nok mest om folks  dømmeskraft i al almindelighed.

Når det i EB hedder “‘Glistrup var en stor politiker’, må jeg le råt og hjerteløst. Glistrup savnede  stort  set enhver  af de  kvaliteter, der er nødvendige for bare at være en almindelig rugbrøds-politiker. Han havde hverken fornemmelse for samarbejde, det politiske spil eller følelse  for hvad der  rørte sig i befolkningen. Derfor savnede han også enhver kvalitet, en populist må have.

Når man nu er  et juridisk geni, men ellers  håbløs på alle  andre områder – han kunne ikke køre bil, trods  kørekort,  ikke koge et æg uden at det brændte på, at han ikke kunne ramme én ren tone i en sang, han var sindbilledet på en personlighed blottet  for gehør, – så peger  det hen imod at han var en højtfungerende autist, altså  Aspergers  Syndrom, hvad der ikke er noget degraderende  i.

Man kan være et udmærket  menneske for det, det var Albert Einstein også. Men så sandt som politik handler  om det almene, så var det omtrent det sidste Glistrup skulle have  kastet sig over. Kun er karriere som operasanger kunne vel mislykkes mere eklatant for ham, så falsk som han sang. Glistrup ville ikke det han kunne, og kunne  ikke det han ville.

Han må i enestående  grad have  manglet  personer i sin nærhed, der kunne  beskytte  ham mod sig selv og forhindre ham i at lægge  sit liv, sin forretning, sit parti øde med megalomane fantasier om egne  evner. Hvis han overhovedet kunne  beskyttes.  Han var ikke nogen “modig mand”, for han manglede  tvivlens og frygtens nådegave, og hvis han overhovedet var martyr,  var han det som et offer for sig selv.  Men kedelig, det var han  ikke, og det er, hvad de fleste politikere er.

Hvordan  nogle kunne “hade og afsky” ham, er mig ubegribeligt. Hvordan kan man hade et forvokset barn, der er en fange af sin skæbne ? Søren Krarup, der mødte ham flere gange, kalder ham ‘elskelig.’  Set udefra  var Glistrup snarere en tragisk figur, en hjælpeløs Don Quijote. Han bekæmpede staten, og staten vandt naturligvis.

Det sidste man kan spørge sig er: Glistrup var med til at sætte gang i kritikken af indvandringen, men jeg hælder til, at han satte den igang på den forkerte fod og skadede sagen mere  end han gavnede den. En mand der  udtaler sig sådan her, er givetvis  ikke den bedste at spille på hold med:

– Självklart är jag rasist. Det är alla goda danskar. Antingen är man rasist eller också är man landsförrädare, sa han då. (Berlingske 1999 via Expressen)

En ønskemodstander for enhver anstændighed. Når Politiken skriver “Mogens Glistrup blev en af de politikere, der har haft størst betydning for den politiske udvikling“, er det skudt helt ved siden af. Farverig og indflydelsesrig er ikke det samme.

Han greb netop ikke sit øjeblik, fordi han ikke kunne, han formøblede alt og mere til,  og det er  altså ikke  nok for eftertiden at Glistrup  lærte Kjærsgaard lektien om, hvordan politik ikke skal drives.

Glistrup forblev en kuriøs parentes. Han kom selv til at sørge for det, det stod i kortene fra begyndelsen.  (Der er  masser af nekrologer at læse, de er behørigt  venlige og ordentlige, som de jo også bør være. Dette er jo ikke en avis, så den er lidt anderledes.)

Hvordan gik det så med “integrationen” i Värnamo ?

(Smålandsk by, 18.400 indbyggere). Ikke noget videre, som man kan se. Der  søges kommunale  penge til dette :

Var elfte kommuninvånare i Värnamo kommun är från Bosnien. Många av dem börjar bli gamla och det är lätt att de blir isolerade. För att bryta isoleringen vill bosniska föreningen öppna dagcentral och en vårdavdelning med bosnisk personal. Fler än 600 bosnier i Värnamo är över 65 år……..Föreningen vill skapa en slags dagcentral för äldre. Redan idag finns ett bibliotek med 450 böcker på bosniska, filmer osv. Men målet är framförallt att träffas och prata…..Men bosniska föreningen anser också att det finns behov av en vårdavdelning med 12 – 16 platser, där personalen ska vara bosnisk. Det ska också serveras bosnisk mat, för det är svårt för äldre att äta ordentligt om inte maten är välbekant säger Sead Maslan. Nu vill de ha projektbidrag för att komma igång, för bosniska föreningen är redo.  SR.SE

Kort sagt – det gik stort set slet ikke. SR påstår at “de har glemt deres svenske sprog”. Det lyder ganske lidt troværdigt. Måske dette var en idé ? Ditt islamiska vårdföretag. I den pakistanske enklave  i København, er “integrationen” heller ikke imponerende.  Selvudråbte talspersoner som Bashy Qureshi og Rushy Rashid  skammer sig, men når der  alene i Punjab forekommer 1000 sådanne mord om året (Amnesty), så må det jo ske  med  visse mellemrum, så de skulle egentlig skamme sig hele tiden. Det ses at de  nugældende  hårde danske  straffe for barbariet, har fået deres landsmænd til at lægge drabene ud i entreprise i hjemlandet.  Det er dog altid  noget, at det ikke myrderiet  foregår i relativ uforstyrrethed, som fra svenske  altane .  En pakistansk taxa-chauffør demonstrerer, at det eneste danske ved  ham, er hans pas:

De fleste af chaufførerne kommer fra det samme område i Pakistan, som svigerfamilien til den dræbte. En fortæller, at den myrdede Tahira Tabassums mand også kører taxa, men at de ikke har set ham et stykke tid.  Chaufførerne taler om ‘dem’ og ‘os’.  – Når I ikke vil afskaffe jeres ytringsfrihed, så skal vi vel heller ikke afskaffe vores love, siger én. EB 2.7.2008

“The civilization that forever dodges maturity will never live to a ripe old age”

Diana West afdækker sammenhænge mellem fænomener der vel taget hver for sig er velkendte hos de kulturkritikere vi her, såvel som andre blogs med samme udgangspunkt, gerne refererer til. Måske hendes budskab er for kompromisløst for de fleste af os; jeg vil gerne tilstå at høre til dem der altid har sat en dyd i at “define[ ] [myself] by an eternally youthful pliance and infinite openness”, og det er ikke noget man sådan kaster af sig i en fremskreden alder. Spørgsmålet er vel, om ikke netop “openness” er det som f. eks. forhærdede kulturradikale selv har brug for, når de nu er stivnet i rigid selvgodhed og dyrkelse af kønne idealer? (West skelner dog nok her mellem at søge målrettet tilbage til gamle dyder, kontra flagrende søgen efter nye kicks og impulser.) I den grå virkelighed må man således selv prøve at navigere mellem afvisning at værdirelativismen, samtidig med at man stadig kobler af med rockmusik og generel åbenhed for nye impulser. Fremragende øjenåbnende interview, som bør læses i sin helhed. Her kun nogle uddrag (LFPC):

(foto: Diana West i København, juni 2008, © Snaphanen)

Fortsæt med at læse “Glistrup 1926 – 2008”

Midsommer-timen inden solopgang som almanakken kalder “borgerligt tusmørke“, døgnets pause mellem udånding og indånding.  Motiverne er underordnede. Det er lyset.

 

Fotos © Snaphanen. (de to nederste kan klikkes til helskærm)  “Det nordiske lys I”   -” Det nordiske lys II“