Det er ejendommeligt. Når en sværvægter udgiver en bog i Danmark, anmeldes den ofte på udgivelsesdagen eller i det mindste samme uge. I Skirbekks tilfælde, gik der lige præcis tre måneder, før den første norske anmeldelse kom, og i et mindre tidsskrift, ikke et dagblad. (Skirbekk i København, 11 marts 2008, foto © Snaphanen)
Skirbekks bok er et nådeløst, nasjonalkonservativt oppgjør med sentrale, kulturelle strømninger i etterkrigstiden. Likestillingskampen, troen på universelle menneskerettigheter og den åpne inkluderingen av innvandrere er blant bevegelsene som settes under lupen. Konklusjonen er hard: Skal den norske velferdsstaten overleve slik vi kjenner den, må vi endre på mange av våre kjære, naive, liberale forestillinger om verden. […]
Antinasjonalisme og kulturelt forfall
For det første truer innvandringen det nasjonale samholdet. Innvandringen er for Skirbekk overhodet ingen løsning på behovet for arbeidskraft som følger av eldrebølgen, og han viser til forskning av Tyra Ekhaugen og Kjetil Storesletten for å sannsynliggjøre at innvandring tvert imot har større kostnader enn gevinster. I tillegg mener han at innvandring truer den norske (og vestlige) kultur. Dette blir svært tydelig når han i et intervju sier at ”om Norge vil få muslimsk befolkningsflertall på denne eller andre siden av århundreskiftet, det skal jeg ikke ha noen spesielt sterk formening om. Men at det er den veien det går med dagens politikk, at muslimene etter hvert kommer i flertall, det er jo klart”.
Nasjonen: Velferdsstatens grunnlag,Sigurd Skirbekk, 2008, 220 sider
Mikrofonholderi for ekstremister
Svaret burde give sig selv: Hvad er det mest interessante at læse – en artikel der ukritisk refererer kønne ord og hensigtserklæringer fra medlemmerne af en organisation, eller en artikel der prøver at gå bag ordene og facaden, stille kritiske spørgsmål, og grave i medlemmernes baggrund? Tja, ukritisk mikrofonholderi er paradigme i medierne, og da disse styres af markedsmekanismerne (undtagen Danmarks Radio, der finansieres ved mafiøs afpresning af danskerne), så må svaret være, at folk i almindelighed er godt tilfredse med en sludder for en sladder – at emnet vedrører deres egen og deres børns fremtid ændrer ikke på dette. Velkommen til Århus Stiftstidende, en del af borgerlighedens bastion, Berlingske:
To århusianere har været med til at stifte en union, som på demokratisk vis kan samle alle muslimer i Danmark.
Et stort antal muslimske foreninger i Danmark er gået sammen i en fælles union, og to århusianere har været med i det forberedende arbejde. […]
»Unionen er udtryk for en dansk og en demokratisk måde at gøre det på. Det skal ikke bare være én mand, der kører det hele, men derimod demokratisk valgte repræsentanter,« siger Osman Öztoprak. […]
»Vi er også meget trætte af det, når Naser Khader udtaler sig på vegne af muslimerne, for han repræsenterer bestemt ikke flertallet. Jeg tror derimod, at DMU.dk og vores linie repræsenterer flertallet af muslimer i Danmark,« siger Henrik Sørensen.
Han fortæller, at DMU er etableret for at blive en aktiv og konstruktiv kraft i samfundet. Unionen vil arbejde for at modvirke ekstremisme og for at forbedre integrationen. […]Opgør med imamer som talsmænd
Hvad journalisten ikke har gidet at finde ud af er, at den ekstremistiske pakistanske organisation Minhaj ul-Quran er en af de organisationer der indgår i Dansk Muslimsk Union. På Sappho.dk kan man bl. a. læse:
Også Tanwir Ahmed fra “The Network” talte. Ahmed var en af de omdiskuterede unge muslimer, der i sin tid gjorde karriere i Det Radikale Venstre, bl.a. som medlem af Københavns borgerrepræsentation. Det vakte en del uro i partiet, fordi Ahmed også var organiseret i Minhaj ul-Quran, hvis leder i Pakistan ønsker en islamisk stat med stening, håndsafhugning og alt hvad der ellers hører til shariaen. I Guds og Enhedslistens navn
Går DMU ind for demokrati i Danmark på ubestemt tid, også ved muslimsk flertal? Accepterer DMU frafald fra islam, muslimske kvinders giftemål med ikke-muslimske mænd, og homoseksuelles rettigheder? Tager man eksplicit afstand fra stening og lignende grusomheder? Vil man arbejde for at dødstruede tegnere kan leve et normalt liv? Vil man slå til lyd for religiøs pluralisme i ghettoerne, herunder retten til at drive kristen mission? Der er utallige spørgsmål der burde være stillet, men dette sker altså kun sjældent i mainstreammedierne. Journalisten, og avisens svindende læserskare, ser åbenbart fortrøstningsfuldt på fremtiden og ønsler ikke slummeren forstyrret (LFPC).
Jordans skræmmende bojkot
Nu skal der nok være nogle Radikale, der vrider hænder af ængstelse, men det kan kun være af æstetiske grunde. De tørre kendsgerninger er her i 2005 tal:
Danmark eksporterede for 237 millioner kroner til Jordan – og købte for fem (!)
Sammenligningsvis købte Tyskland det år for 110 milliarder kroner i Danmark – altså betydeligt mere på én dag, end Jordan på et helt år. Vi bør tage os “Beskyt profeten mod Danmark-kampagnen” fuldstændigt køligt. Enhver der ikke kan gøre det, må opsøge sin læge. Hvornår har det frie ord været billigere? Jordan boycotts Danish businesses (kampagneplakaten)

Pittelkow om Vestager og ytringsfriheden
Mainstreammediernes manglende evne eller lyst til at anlægge bredere perspektiver på vigtige debatemner, er et vedvarende mysterium for mig. Debatten om ytringsfriheden er efterhånden gået i selvsving på spørgsmålet om at spotte og håne andres følelser. Jeg kan således ikke mindes at have set spørgsmålet om praktisk implementering og kriterier for en evt. justering af ytringsfriheden taget op, på noget tidspunkt. Der jamres over “den hellige ytringsfrihed”, men skal vi bare lade debatten dreje sig om opfordringer til kollektiv besindelse – som aldrig kommer – eller efter hvilke kriterier skal den indskrænkes, når det nu er jer så magtpåliggende at bringe ‘misbruget’ af den til ‘spot og hån’ til ophør? Ralf Pittelkow rejser disse spørgsmål som næppe nogensinde vil blive stillet direkte til Margrethe Vestager (LFPC):
Konflikten om tegningerne har især rejst to principielle spørgsmål:
Hvordan kan man fastholde en vidtstrakt ytringsfrihed, hvis friheden skal administreres på en måde, så den ikke krænker nogens følelser – det være sig religiøse eller andre?
Hvordan skal vi forholde os til de nye islamiske ambitioner om, at centrale forskrifter i shariaen også skal gælde for ikke-muslimske lande som Danmark?
Begge disse spørgsmål er meget vigtige, når man skal formulere en holdning til den dybe værdikonflikt, som synes at ligge bag bomben i Islamabad. Men Vestager mangler endnu at give sit svar på dem. Hvad vil Vestager?
Hvem bruger vold mod kvinder?
man må ikke sige det i Sverige, der er det “mænd” i al almindelighed, så alle skikkelige svenske mænd skal hæfte solidarisk for en voldskultur, der ikke er deres. Her er de:
Det er primært kvinder med udenlandsk baggrund, der banker på krisecentrets dør, når de har fået bank af manden. Ny forskning skal hjælpe kvinderne
Sidste år havde Dannerhuset kontakt til over 1400 kvinder, og 70 procent af dem har ikke dansk baggrund. De fleste er ifølge Vibe Klarup Voetmann fra Mellemøsten.Indvandrerkvinder fylder krisecentre
Et delt folk
25-års udlændingepolitik: Det er i 25 år siden, Danmark fik sin første udlændingelov. Det gik næsten ubemærket hen dengang, men siden har debatten jo i den grad raset. Og, nu er der så kommet en bog om de 25 års udlændingepolitik.
P 1 Morgen: Morten Uhrskov Jensen, historiker og forfatter til bogen ” Et delt folk”, fra min 14 se også:
“Det danske samfund må i dag leve med spændinger, som ville have været utænkelige for et kvart århundrede siden.Hvis man som historiker eller som almindelig interesseret borger vil finde et eksempel på menneskers uforstand, indbildskhed og irrationalitet, så skal man studere historien om den danske udlændingepolitik.”
25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand – Kronik i Kristeligt Dagblad, 10-5-08
Der er kun én civilisation
Af Mogens Camre, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti
EU markedsfører sig som et område med fred, sikkerhed og retfærdighed. Det tror vi så klippefast på, at vi lukker øjnene for truslerne om, at det meget let kan gå hen og blive fortid.
Gennem århundreder har Europa arbejdet og kæmpet sig frem til sin position som den ene af verdens to højest udviklede regioner. I renæssancen brød tænkerne med middelalderens verdensbillede, reformationen bragte den protestantiske verden fremad, og i kølvandet på den franske revolution kom den naturvidenskabelige erkendelse, menneskerettighederne, industrialiseringen og demokratiet. Gradvist har Europa gjort sig fri af religionens bremse på al udvikling.
Nutidens historieløse mennesker ved ikke, at det har kostet blodig kamp at nå så langt. Kun 28 af denne verdens lande anses ifølge The Economists demokrati-indeks for at være fuldstændige demokratier, og alligevel er den fremherskende holdning i EU, at vi i Europa kan tåle ethvert angreb på vores civilisation.
Fortsæt med at læse “Sigurd Skirbekk: »Nasjonen og velferdsstaten«”







