Den rabiate venstrefløj har kastet handsken, og og fra nu af gælder ethvert beskidt kneb
Af Lars Hedegaard
En storjury i étparti-staten New York har besluttet at rejse anklage mod tidligere præsident Donald Trump for en eller flere forbrydelser, hvis nærmere indhold i skrivende stund er ukendt. De fleste antager, at det drejer sig om nogle penge, som Trump gav til pornostjernen Stormy Daniels mod at hun afholdt sig fra at komme med afsløringer om et forhold, som hun og Trump skulle have haft. Trump benægter, at der har fundet sted. Det samme har Stormy gjort flere gange, men hun har åbenbart skiftet mening – måske fordi hun håbede at kunne presse flere penge ud af Trump.
Det er ikke ulovligt at betale ”hush money”, men Manhattans offentlige anklager, Alvin Bragg, som har sammenkaldt storjuryen, prøver at fange Trump, fordi pengene til Stormy Daniels er bogført forkert. Hvis det er grundlaget for Braggs retssag, er den påståede forbrydelse forældet. Men anklageren, der blev valgt på et løfte om at knalde Trump lige meget for hvad, har fundet på at puste den ikke-eksisterende sag op med en påstand om, at betalingen til Daniels udgjorde en overtrædelse af reglerne for finansiering af politiske kampagner, hvilket i så fald gør anklagen langt alvorligere.

