Den ufrihed, som vi troede at have nedkæmpet i Sovjetunionen og dens vasalstater, er på vej til at overmande os indefra.
Af Lars Hedegaard
Den seneste tids tildragelser har fået mig til at tænke over min rejse gennem livet. Det er nemlig gået op for mig, at jeg er firs og nærmer mig udløbsdatoen.
Mit livs ironi bliver stadigt mere håndgribelig. Andre har det måske på samme måde.
Som mange af mine ungdomsvenner og studiekammerater begyndte jeg som revolutionær marxist. Jeg var nemlig overbevist om, at det kapitalistiske system med nødvendighed vil føre til fascisme, diktatur og dødslejre. Jeg blev aldrig tilhænger af den form for socialisme, der blev praktiseret i Sovjetunionen eller Kina, men mente som god trotskist, at der var brug for politiske revolutioner i ”arbejderstaterne”, så de kunne gøre op med ”bureaukratiet” og realisere det sande proletariske demokrati befriet for undertrykkelse og statsstyring. Resultatet ville blive en lykketilstand, som menneskeheden aldrig før havde oplevet.
Fortsæt med at læse “Intet over og intet ved siden af Staten”

