Evigt ejes kun det tabte
Jeg kan leve mig ind i det. Er jeg uheldigvis i Malmø eller Helsingborg, kører der en app i min baggrund. Her døde den og her døde den for ti eller tyve år siden. Ofte helt umotiveret og ubekvemt myrdet af indtrængende fremmede, fortiet mest muligt af løgnemedierne, uvelkommen collateral damage for politikerne. Jeg husker dem, og de plager mig.
Jeg ved ikke mere, hvor meget der skal til for at lokke mig til Sverige. Det er to år siden, jeg besøgte en veninde på et plejehjem i Småland, siden har jeg ikke været der. Det var en kuldslået rejse, og jeg vidste godt, den var et farvel. Også med min over 90-årige veninde. Det er dog ikke først og fremmest min sikkerhed, der afholder mig. Jeg tager mine forholdregler med min akkumulerede viden om det offentlige rum i Sverige.


