Kriminalforsorgen har indkaldt mig til en “personundersøgelse,” og min sagfører har rådet mig til at deltage, fordi “jeg gør så civiliseret et indtryk, at det kun kan gavne mig.” Jeg er nu ligeglad med, om jeg bliver straffet i en sag, jeg udelukkende opfatter som politisk forfølgelse – politiet har selv sagt, det var en politisk sag – , men jeg følger da advokatens råd, nu jeg har ham. Jeg har iøvrigt ikke modtaget nogen tiltale endnu – 14 måneder efter at jeg blev anholdt som en farlig terrorist.
Undersøgelsen drejer sig om sociale og sundhedsforhold, mulighed for resocialisering og fremtidig beskæftigelse, forhold til alkohol, stoffer og sindssyge og egnethed til samfundstjeneste. Jeg møder gerne op, men jeg lader ikke staten invadere mere af mit privatliv, end den allerede har gjort ved at endevende mit IT liv i 25 år.
Her er en ustraffet svensker på min alder, der har skrevet to bøger der grundlæggende advarer Sverige mod borgerkrig. For det er han blevet anmeldt for Hets Mot Folkgrupp, og nu skal han også personundersøges.
Sådan administrerer vores magthavere den etniske krudttønde, de omhyggeligt har anlagt siden 1983: Ved at retsforfølge dem og ved at ransage deres hjem og privatliv, der beskriver den, ikke ved at demontere den, og dette er naturligvis politisk misbrug af retsvæsnet formentlig iværksat af justitsministeriet, måske endda af ministeren.
At sige sandheden i almenvellets interesse skal nu være strafbart
I Sverige er det stadig 1975, ingen af katastroferne er i virkeligheden sket
Da Palme blev myrdet i 1986, kunne det “bare ikke ske i Sverige.” Ligeledes da Corona debuterede, mente Anders Tegnell, at det ikke ville brede sig i Sverige, at det ikke smittede mellem mennesker, og at det blot var en variant af influenza, og at flokimmunitet var målet. Det mente han i flere måneder.
Hans Holmer og Anders Tegnell minder om hinanden. Hele deres attitude vidner om, at det der skete, i virkeligheden ikke er sket. De ville selv forme virkeligheden på en halvsovjetisk facon, der passede sossemagten. En psykologisk tilstand Tage Danielsson spiddede i sin sketch om Harrisburg Om Sannolikhet.I Sverige er det stadig 1975, ingen af katastroferne er i virkeligheden sket, og de har været en perlerække siden Palme. Hvem taler om Anna Lindh i dag, noget så sjældent som en begavet svensk politiker?
Onsdag runder Sverige 5000 corona-døde. Andrew Brown har modtaget Orwell-prisen og skrevet den meget roste Sverigesbog “Fishing in Utopia.” Han var ligesom jeg i Sverige den februardag i 1986.
Bien, eller Suppeterrinen, på Trianglen er tegnet af Grundtvigkirkens arkitekt P. V. Jensen-Klint er jugend fra 1904-1907. Sidste øjeblik inden Le Corbusier og Bauhaus smadrer al arkitektur. Billedet er taget fra et pensionat, hvor jeg boede nogle måneder i foråret 2011 som nabo til tyve, lystige thailandske prostituerede. Jeg er rutineret i det, selvom jeg aldrig har købt noget i butikken. At knalde en thai uden at skulle forlade Østerbro, det må være er den globalisering, alle taler om.
Arabiske klaner truer med at dræbe “vantro og politibetjente”
En mail til politiet praler med, at de har “2000 Kalashnikovs og rigeligt med ammunition.” Tetjenere kæmper mod algiere i Dijon på fjerde døgn, og man ser af deres videos, at der ikke er nogen mangel på militære våben. Her til aften sendte politiet SWAT teams ind i bydelen Grésilles for at genoprette roen.
Europas vej ud i den politikerskabte multikulti-krig er langsom men støt. Når deres krig en dag plager hele Vesteuropa, vil de sige de har prøvet at forhindre den i 30 år. Det samme vil “fredens projekt” EU, som vil være den egentlige bagmand bag den kommende krig. Når ansvaret skal fordeles, vil de alle være borte med blæsten. Det hele minder mig om dagens svenske citat:
Sverige kommer att bli som Malmö, Malmö kommer att bli som Rosengård och Rosengård kommer att bli som Mogadishu. Och när jag menar som Malmö så menar jag som Malmö utan utjämningsbidragen då det inte längre kommer att finnas något majoritetssverige kvar som kan pumpa in pengar och poliser.
Rygtet cirkulerede i “højreorienterede kredse” med forbindelse til politi og hær, men jeg har aldrig tillagt det nogen vægt før nu. Det var før jeg havde hørt Olof Frånstedt, der var chef for Säpos operative kontraspionage i elleve år, og han citerer hvad CIA og MI6 havde af bekymringer angående Olof Palme.
Der er mere kød på dette end det sidste halve års halløj om Skandiamannen, der bare har tjent til at lukke ubehagelig sag ved at give en afdød skylden. Hvis mordmotivet var, at Palme var agent, forklarer det også hvorfor mordsagen fra første sekund blev kørt i grøften på så mange måder, at det kun kunne have været forsætligt.
En ting er en myrdet statsminister, end anden ville være, at han var sovjetisk agent. Det ville pille æren af den svenske elite og Sankt Olof, og hvis der er noget eliten er optaget af, så er det “Sverigebilledet.” Sverige er dem selv, og de er meget forfængelige. Frånstedt interviewedes af Anders Jallai i 2011.
Og så bør man også se skyderiet mod Rayshard Brooks i Atlanta. Det kunne han nemt have undgået. Han mistænkes for at sidde beruset og sove i sin bil. Da han skal anholdes, modsætter han sig, slagsmålet begynder, han stjæler en taser og bruger den mod politiet, hvorefter skuddene falder mens han er i løb og er svær at ramme i benene. Jeg mistænker dog ikke 17 årige rødgardister for at interessere sig for fakta, når man lige så godt kan brænde noget ned med det samme. Kort video og råvideo.
Gellerup: Muslim på førtidspension står bag politisk attentat
Af Uwe Max Jensen
Der er kommet nye afsløringer frem om det islamiske knivangreb mod Rasmus Paludan fra Stram Kurs under et grundlovsarrangement i Gellerupparken. Et angreb, der kulminerer med, at politiet affyrer skud mod gerningsmanden.
Det viser sig, at to palæstinensere, der ikke er ubekendte med sociale ydelser i Danmark, spiller hovedrollerne i det alvorlige anslag på demokratiet. De muslimske mænd, på henholdsvis 52 og 40 år, er varetægtsfængslet ved retten i Aarhus. Den 52-årige (“knivmanden”, red.) er sigtet for forsøg på manddrab. Den 40-årige for medvirken til samme forbrydelse.
Raspails Europadystopi kom 30-40 år inden Michel Houellebecqs
Og de drog frem over Jordens Flade og omringede de helliges Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem. (Aabenbaring 20:9)
Mange har sikkert bemærket, at Gates of Viennas løbende reportage [2011] om landingerne på Lampedusa, Malta og i Syditalien i år, alene i år 48.000, hedder “Camp of Saints”. Jeg har haft travlt med andet, så det tog mig seks måneder at stille spørgsmålet “hvorfor.”
“Hvis de nu kommer”
Det er titlen på Jean Raspails (f.1925) øjensynligt profetiske bog om en fremtidig, ødelæggende masseinvandring til Europa fra den tredje verden, der udkom et par år efter at jeg blev student, og havde så mange andre ting i hovedet. Han er nu en gammel mand på 86, hans bog er genudgivet to gange, han har fået flere litterære priser og været tæt på at blive indvalgt i Académie Française i år 2000, hvor han fik flest stemmer. Han har skrevet 38 bøger, men han siger om “Le Camp des Saints”:
Det er en inspireret bog. Det vil sige, da jeg begyndte at skrive den i 1972, havde jeg udsigt til Middelhavet, og jeg spurgte mig selv: “Hvis nu de kommer…..og så kom bogen til mig som ingenting. Den ligner ikke noget andet, jeg har skrevet.”
Raspail siger også, at bogen ikke kunne være udkommet i dag på grund af hate-speech lovgivningen, samt at han undgik spørgsmålet om islam, der allerede var kontroversielt i Frankrig dengang, givetvis bla. på grund af Algier, der i vidt omfang var et islamisk oprør mod Frankrig. 50 år efter Ben Bella og OAS, oplever Frankrig en kvalitativ, lignende trussel, men nu på fransk grund.
En halv milliard mennesker i labile lande
Her er så en tretrinsraket om Raspail. Man kan se interviewet ovenfor fra februar i år, det er med engelske undertekster. Han afslutter det med at minde intervieweren om, at der lige syd for den franske middelhavskyst er en halv milliard mennesker i labile lande, som stadig kan sætte kursen mod den franske Riviera, hvis (når) deres samfund tipper over i kaos.
Intervieweren hører det ikke, ligesom europæiske politikere idag, ikke vil tænke tanken, skønt den kan eksplodere på dem og deres sagesløse undersåtter når som helst. Man kan læse anmeldelsen her nedenfor, og/eller endelig kan man læse bogen online: THE CAMP OF THE SAINTS By Jean Raspail, 102 sider pdf.
Mens Svensson sov og medierne censurerede sandheden, udskiftede Sverige befolkningen
“While Sweden Slept” skrev Bruce Bawer allerede for 14 år siden, men de var umulige at vække. At svenske politikere – uden på noget tidspunkt at spørge befolkningen – er i fuld gang med at skifte den ud, er en realitet, og nu må alle fremtidige svenske generationer betale prisen i blod, vold, mord, voldtægt, erobring og fremmed herredømme.
SCB detaljdata om alla 0-21 år – de släpptes igår f.m. – siffrorna är då bearbetade av mig på kommungrupp/kommunnivå och jag har slagit samman alla invandrar/andragenerations/blandbarn rakt av.
Borgerkrigen i Sverige 17 juli 2027
Personligt tror jeg snarere det bliver 2037 eller 2047, men det er selvfølgelig umuligt at spå om detaljer. Entreprenøren Arne Weinz har udgivet bogen Perfect Storm og Landet som ingen ägde. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om at inkompetente svenske politikere har plantet en borgerkrig, der vil bryde ud i dette århundrede, og det har jeg ikke været de sidste ti år. Det Muslimske Broderskab er meget aktivt i Sverige, der mål er verdensherredømme, og de ser med rette Sverige som den mest lavthængende frugt. Svenskerne ser slet ikke faren.
Desværre så jeg også Riksdagsvalget i Sverige 2018 som den abslout sidste chance for at undgå den. Sverige ville ikke redde sig med stemmesedlen, mens de kunne, og danskerne der kan nå det endnu, gør ikke mine til det. Nu råder den onde og vilkårlige skæbne, og svenskerne er ikke længere herrer over den. At en borgerkrig også bliver meget usjov for de skyldige politikere, synes de ikke at skænke en tanke.
Jeg kørte taxi i den i begyndelsen af 70 erne, og det kan jeg anbefale af to grunde: For det første fordi jeg lærte at køre bil, så jeg aldrig glemmer det. Der er intet miljø i trafikken, der skræmmer mig. Bjerge, jungle, storbyer. Paris, Rom, Berlin, Singapore – kom an!
Den erfaringsbaserede højskole
For det andet fordi, at køre taxi var en fantastisk måde at komme ud af sin sociale ghetto på. Hvordan forberede man sig til livet, når man er 20? Man aner det ikke, man kan kun være heldig eller mindre heldig, men man skal ikke sno sig ind i en åndelig ghetto, man ikke kan komme ud af. Man skal sikre sin fremtidige frihed, til den dag man ved mere, end unge er født med at vide. Vi er alle født ind i en, og jeg kom på en social højskole, ingen pædagoger kunne have konstrueret. Den erfaringsbaserede.
Bloggen holder sommerlukket fra 2.6. Kommentarerne er lukket indtil videre på grund af sabotører. Repriser kommer med visse mellemrum
Når jeg ser på hvad jeg har skrevet gennem årene, er det ikke-politiske næsten det eneste, jeg finder umagen værd at genlæse. Ikke at jeg ser mig meget tilbage. Denne er skrevet under indtryk af Breiviks kolossale forbrydelse, og fordi Fjordman, et sekundæroffer, befandt sig i rummet ved siden af på min sofa. Det var meget Norge og Breivik i de dage, der gik hen og blev til fem år.
Jeg blev politisk af nød. Ikke af lyst, men jeg ville ønske, jeg kunne lave det om.
Jeg er, modsat af de fleste af mine venner, ikke noget politisk menneske fra starten. Jeg kommer fra et miljø med et Emma Gadsk forhold til politik, dvs. mild foragt, ikke noget for folk der er ømme om deres anseelse.
Min milde foragt er ikke blevet mindre med tiden, men har været et godt udgangspunkt, for passion for politik forkommer mig idag suspekt og pubertær, og at komme igennem 1968 og 70 erne upolitiseret, betragter jeg som min fornufts svendeprøve. Jeg ytrede mig først politisk, da min egen verden og den større verden begyndte at krakellere samtidigt. Af nød, for de fleste søger jo heller ikke læge når de er raske. Da var jeg 49 år.
Flere samtidige sammenbrud ændrede mig “midtvejs i livet. Jeg blev klar over, hvor skrøbeligt det hele var. Jeg kunne ikke se før, hvorfor jeg skulle være politisk, da det hele fungerede omkring mig. Jeg betragter stadig trangen til at være politisk, som – ungdommelig og ørkesløs. De der er i politik hele livet, afgår som flest ved en åndelig død.
At skrive blev en overlevelsesstrategi
Du ser dem på TV hver aften, hvis du har et. En præst jeg kender siger således: “Man bliver så grim af politik.” Når ånden og sandheden forlader mennesker, og kun strateger og gamblere er tilbage, ser man det på deres ansigter. Men disse personer afgør vores liv og død, det alene begrunder interessen for dem. Det er virkelig ikke deres åndelige vingefang.
Sverige var katalysatoren for mig i år 2000 sammen med voldsomme oplevelser, der skal vedblive være private. At skrive blev min måde at overleve. At vinde udad, hvad jeg havde tabt, eller bare få en vis orden på det, at defragmentere hjernen. Jeg ville også fortælle det uskyldige Sverige noget om ren ondskab, det ikke kender, det “har afskaffet” og nu ikke kan beskytte sig imod.
Du vil skræmmes over at være menneske
Se denne film, og du vil skræmmes over at være menneske, men måske også tage dig selv og verdens godhed op til revision. Tag ikke fejl, Breivik er et psykiatrisk tilfælde, Richard Kuklinski er ikke. Han er normal i en klinisk forstand, og han klinisk i sin beskrivelse af sin egen ondskab i samtale med en psykiateren i den anden halvdel af dokumentaren. Hvor meget alment, og hvor meget patologisk der er i ham, det er der, det interessante befinder sig. Han er ekstrem, men forståelig fra det psykologiske normalspektrum.
Måske er lægesamtalen den mest foruroligende del af dokumentaren, og det mærkelige er, at den også det tangerer det bevægende. Så dyb er ondskaben, så nært ligger det tragiske og forløsende på hinanden, bødlen og offeret og viljen og skæbnen, og her kommer det mest paradoksale ind: Tilgivelsen. Cirklen er sluttet.
