Senest opdateret onsdag den 7 november
Indledninger ved Aia Fogh og Lone Nørgaard. I Q&A synes jeg personligt, at Murray kvikner betydeligt til også hjulpet af lutter gode indlæg fra salen. “Dalai Lama, this typical skinhead,” kan man ikke rigtig stå for.
Af samtlige danske medier ville kun Kristeligt Dagblad og Deadline tale med Europas – måske Vestens – mest omtalte og kvalificerede forfatter. Hallo! er der nogen hjemme, Weekendavisen?
Men man skal ikke være utaknemmelig, SVT ville aldrig have inviteret ham ind i et studie. Det var slemt nok med Murrays ven, Jordan Peterson forleden. Jeg har en news-alert på hans navn, og når der kommer et svensk hit, er det altid på den svensk-amerikanske ishockeyspiller, Douglas Murray. Hver gang. Svensson må ikke kende den rigtige Douglas Murray, mener det politiserende journalistkorps.
De svenske journalist-aktivister er jo ikke helt idioter, de ved, hvad de foretager sig. De har årtiers erfaring i at producere ikke-personer. Den svenske medie-politiske elite kan nok tage fejl og tilføje landet uoprettelig skade, men det har aldrig været meningen, at de skulle undgælde for det. Never!
Svenske rigsdagsvalg findes, for at cementere status quo, og svensk journalistik findes grundlæggende for, at det ikke skal kikse. Andre forestillinger om ‘svensk demokrati,’ er rene illusioner. Derfor er det kun journalister, der interesserer sig for den nuværende regeringsdannelse. Menigmand er ligeglad med, om det er den ene eller den anden landsforrædder, der danner regering, og i virkeligheden synes ingen, at ville have magten. Det forstår man sagtens.
I Deadline kommer journalisten ud for den mest civilliserede slagtning, han kan gøre sig håb om. Han har næppe læst bogen, men Murray behøvede ikke gøre opmærksom på det, for at gøre det af med ham. Han er alligevel prisgivet.
De sidste otte minutter får han næppe et ord indført over for den hyper medierutinerede Murray. Douglas Murray i Deadline, min 16:30. Fotos fra søndag og mandag © Snaphanen.dk, click for full screen.








