Fantasternes paradis – så længe det varer
Når man betragter politik, så kan det forekomme en, at man overværer ét langt forsøg på at afbøde virkningerne egne, idiotiske beslutninger. Demokratiets problem synes at være, at det tiltrækker alt for mange drømmere og fantaster. Det gælder både politikere og journalister.
Alt, alt for mange uden skyggen af politisk tæft drages til at ville forbedre verden, og det bestemmer jo kvaliteten af folkestyret.
Hør f.eks. hende her, der mener at “Europa har brug for 8 milliarder flere indvandrere,” det er hun ganske overbevist om. Eller hende her: “Jeg tog fejl om indvandringen, undskyld, men jeg var kun 24 år.” Så skulle hun måske have holdt sig til noget, hun kunne overskue. Skulle vi måske indføre et “kørekort,” inden folk bliver sluppet løs på den fælles, uerstattelige arv?
Vi vil ganske vist ikke regeres af rigmænd, som jo er den aktuelle bevægelse, – men vi forstår da godt, at disse globalister er inderligt trætte af amatørpolitikere og selv vil styre skuden. Que faire? Hvilken styreform vil ikke gøre alt værre?
Nu ser vi, at Sverige flere årtier for sent forsøger at berøve alle de kriminelle, de har importeret hen over hovedet på befolkningen deres statsborgerskab. Hvorfor skulle de have statsborgerkab fra starten, hvis ikke det havde været for idiotiske politikeres forsøg på at gøre deres politiske eksperimenter irreversible? Millioner skulle absolut være statsborgere på en papirstynd begrundelse for, at de så ville “føle sig bedre integrerede.” Det bygger på ren fantasi, fundet på til lejligheden, der skal kamouflere, at folkeudskiftningen er et helt bevidst projekt.
Nu er Sverige igang med at forsøge at repatriere hundredetusinder af kriminelle, der kun er kommet for at udergrave landet. Man har brugt 40 år på at importere dem, og nu fortryder man altså. Hvordan kan det tolkes som andet end idioti og inkompetence i en næsten ufattelig skala? – En kommentator har vedlagt denne fantastiske citatsamling af Ole Hasselbalch, som hedder Den Store Hukommelse.
“Store fremskridt i hjemsendelsen af kriminelle indvandrere, der har fået statsborgerskab”
Jeff Ahl er en sjælden fhv. politiker. Han havde nemlig politisk tæft. Men er det for sent? Sverige hænger i en tråd, hvis tykkelse kun tiden kan eftervise, for det lader sig selvfølgelig aldrig gøre at repatriere hundredetusinder af økonomiske indvandrere, hvoraf flertallet har fået statsborgerskab.
Politikerne minder mig om min underskole i 50 erne. En enkelt elev i klassen havde en velhavende forretningsmand som far. Han havde tilsyneladende dårlig samvittighed over at være så privilligeret, så han forsøgte at købe sig venner ved at give dem dyre gaver. Det var deprimerende at overvære, men det er sådan vore politikere har opført sig i 40 år siden 1983, og vi der ikke taknemmelige for gaverne, de har givet bort, for det er nemlig vores land. Ikke specielt deres, som de ud fra deres opførsel synes at tro.
Vi må jo stille det spørgsmål, om den menneskelige fornuft overhovedet rækker til demokrati som styreform.
Men først kunne vi selvfølgelig afprøve rigtigt demokrati i praksis. Det er ikke, det vi gør i øjeblikket. Det er teater, dårligt teater. Hvad med at give tilliden til befolkningen en chance?
