I dag blev Mogens Camre bisat fra Kastelskirken i København.
Det er endnu en god grund til at mindes en af Danmarks klareste og skarpeste politikere, der som få har formået at hudflette EU’s bureaukrati og magtfuldkommenhed samt tåbeligheden i de sidste 20 års danske flygtningepolitik.
Så egentlig burde aviserne i deres omtale af Camres 50-årige virke i Folketinget, Europaparlamentet og på diverse topposter i statsadministrationen have mere væsentligt at skrive om, end at Camre “flere gange var anmeldt for racisme”.
For er det ikke efterhånden gået op for de fleste, at begreberne “racist” og “racisme” i dag er blevet fuldstændigt meningsløse, dels fordi begreberne ikke længere har med race at gøre, dels fordi de i dag er blevet til skældsord, som “rød stue” hæfter på deres modstandere, når de ikke kan finde argumenter?
Jo.
Det er bare endnu ikke gået op for journalisterne, og derfor er det forventeligt, at deres omtale af Camres virke går uden om det vigtige og fremhæver det ligegyldige.
Men Camre var fuldt bevidst om det lave niveau blandt journalisterne. I hans erindringsbog “Knus tyrannerne” kan man læse om dengang, han og Søren Krarup i 1998 blev interviewet af Mette Fugl og Karen Thisted. Baggrunden var, at Camre i en kronik havde advaret sit parti, Socialdemokratiet, om den voksende kløft mellem partiet og dets vælgere og blandt andet havde skrevet, at “EU tager magten, staten tager pengene og indvandrerne tager velfærden”.










