For en uge siden blev en hollandsk journalist af tyrkisk afstamning, Ebru Umar, arresteret i Tyrkiet. Hendes brøde bestod i, at hun på “twitter” havde kritiseret Erdogan, fordi det tyrkiske konsulat i Rotterdam havde opfordret tyrkiske organisationer i Holland til at indberette tyrkere, der fornærmede præsidenten.
Ebru Umar var oprindelig en forretningskvinde, der påbegyndte sin skribentkarriere i starten af 00’erne på opfordring af Theo van Gogh. Hun skrev til hans webside og senere til diverse magasiner og er ikke ubekendt med trusler. I 2006 blev hun overfaldet af to ukendte mænd uden for sit hjem.
Mediekritik fra tre virkelige eksperter. Man forstår her, hvorfor svensk presse styrtdykker og den alternative presse – samsidat medierne -bare bliver større og større. Det kunne være interessant at se et sammenlignende europæisk studie i alternative medier, især en sammenligning af Sverige og de gamle østlande.
Sandelin nævner (min. 24:15) Helmuth Nyborgs kronik fra den 8. april som et eksempel på forskellen i ytringsfrihed mellem Sverige og Danmark. “Umulig at publicere i Sverige.” Det er fascinerende at to så beslægtede lande, kan have så forskellig en pressetradition og offentlig debat i det hele taget.
I dagens avsnitt av Lördagsmorgon med Svensk Webbtelevision diskuterar ekonomidocenten Jan Tullberg, journalisten och socionomen Gunnar Sandelin och Jan Sjunnesson, medarbetare på Avpixlat, den ständigt aktuella frågan om mediernas mörkläggning av invandringens nackdelar, men även andra aspekter på mediernas arbetssätt. Mediernas mörkläggning diskuteras av Jan Tullberg och Gunnar Sandelin i Lördagsmorgon
Jeg synes folk selv skal høre hans tale om udenrigspolitik forleden, i stedet for at nøjes med danske politikere og journalister, der også afskyede Reagan i januar 1981. Tydeligst husker man måske fantasten Svend Auken:
“I USA tegner der sig i horisonten en afdanket filmskuespiller Ronald Reagan, denne 70-årige handelsrejsende i konservative banaliteter og uhyrligheder, som opfatter det internationale situation, som enhver anden cowboyfilm.”
Jeg bryder mig ikke meget om politikere, og mindst i valgkampe som jeg med alderen springer helt over, men jeg hørte Trumps tale om udenrigspolitik i forgårs, og jeg blev ganske imponeret over dens klarhed. Det er ikke sofistiskeret – det var Reagan heller ikke -men måske det virker ude i virkeligheden. Mange i U.S.A. blev også omponeret, for eksempel Walid Phares og Newt Gingrich. Det skulle ikke være nogen skam, at indrømme at man har taget fejl af Trumps evner. Selv nogle på venstrefløjen,vil hellere have Trump end Clinton: A Trump presidency needn’t be a nightmare for the left. On many issues, Clinton presidency might be.
Sympatien for Hillary Clinton i Europa, er derimod temmelig irrationel og ubegribelig. Jeg ved ikke, hvor mange der kender portræt-filmen “Hillary- the movie”. Den er selvfølgelig et politisk partsindlæg, men den er dog fuld af mennesker, der har været temmelig tæt på hende og arbejdet for hende, og det er ikke noget flatterende billede, vi ser. Mig minder hun og Bill og præsidentparret i House of Cards.
Når man hører, hvordan Hillary har fejet op efter Bills erotiske eskapader og truet elskerinderne, når man ved, hvordan de har jagtet gigantiske formuer, er de nøjagtig som Claire og Frank Underwood: Deres ægteskab er et firma, som holdes sammen af jagten på magt og penge. hvor Bill er mere sympatisk som hendes vatnisse, end den benhårde Hillary. Gud forbyde hun bliver præsident, her er hendes katastofale tid som udenrigsminister – ikke mindst Benghazi – kun begyndelsen på hendes talentløshed og uhæderlighed.. Se den selv:
Et forudsigeligt, multifaktorielt crash, der har været synligt på lang afstand. Det kan blive dagen, hvor Pia Kjærsgaards broklap fra 2002 ikke længere er en frisk vittighed. Effekterne af de senere år, især 2015, har slet ikke manifesteret sig endnu. Tre tunge navne i Dagens Industri: Sverige på väg mot djup kris
MÖRKA MOLN. Kombinationen av kostnader för flyktingmottagandet, bristande integration och finansiella obalanser bäddar för en allvarlig och svår situation för svensk ekonomi när konjunkturen vänder.
Sveriges ekonomi går bra just nu, men det finns stora risker. På många sätt påminner situationen i Sverige om situationen i Spanien, Portugal och Irland åren före finanskrisen 2008, skriver Fredrik N.G. Andersson, Andreas Bergh och Anders Olshov.
Politiken får ny chefredaktør, nemlig chefredaktøren fra Information, Christian Jensen. Så kan det kun gå frem, for Christian Jensen er i modsætning til Lidegaard bladmand, og Information er iøvrigt en avis, jeg hellere læser end Politiken. Ligger den foran mig på et bibliotek eller en cafe, læser jeg den nødigt. Det var i Seidenfadens tid, jeg udviklede an afsky for Politiken, men han var dog i det mindste bladmand. Hvad Lidegaard er, udover at være embedsmand, er det svært at blive klog på.
Politiken var min barndoms avis – jo, børn læste aviser dengang – men det var noget helt andet. Avisen havde masser af ansatte, korrespondenter, den havde fyldige teater, litteratur og filanmeldelser. En omnibusavis dengang, var et helt univers. I dag er aviserne mest et minde over fortids storhed, så når Jeppe Juhl kalder Lidegaard en indflydelsesrig meningsdanner, vil jeg moderere det: Der er ingen avis i dag, som er indflydelsesrig. Desværre, kan en gammel avis-fan sige, men de fører sig frem, som om det var anno 1975. Bo Lidegaard stopper: Politiken får ny chefredaktør
Det här är historien om ett gift par som hamnade i djup misär p g a att myndigheterna inte längre kan hjälpa svenska medborgare som jobbat, gjort rätt för sig och betalat skatt. Mannen fick inget nytt jobb när han väl blev av med sitt gamla, blev deprimerad och tog till flaskan. Hans fru fick ta en större och större börda. Förhållandet blev sämre och sämre. Till slut bestämde de sig för att skiljas. Men det fanns inga lägenheter i Malmö. Därför fick de bo ihop ändå.
Jeg er blevet el-bilist. Jeg gik til det med en vis hånlighed, “Ellert” tænkte jeg, jeg er vant til alt fra 2 CV’er og Mercedes’er, men det var helt forkert tænkt af mig. BMW’s I3 og Tesla er suveræne biler, markedets bedste køreegenskaber, høj tophastighed og kvik acceleration. En ren fornøjelse. en rigtig bil. Næsten lige så genialt et køretøj, som min Colnago model Freddy Maertens/Giuseppe Saronni, som jeg købte i Rom for 30 år siden.
Gå ind og se anmeldelserne af de to på You Tube, for eksempel One year living with the BMW i3. eller Test Drive: 2016 BMW i3 og Electric or Eccentric? Ingen behøver benzinbiler mere, havde det ikke lige været for prisen og geniale, danske politikere. BMW en ligger på cirka 350 000 og Tesla’en på omring 800 000. Benzinbiler skulle udfases fra i dag, eller rettere – fra sidste år.
BMW I3 kan man prøve ved at tilmelde sig Arrivas Drive Now. Man finde den nærmeste bil på sin app og reserverer den. De står tæt i Storkøbenhavn, der er aldrig over ti minutters gang til en. Så låser man den op med sin app eller et plastikkort. Når turen er slut, får man med det samme en SMS med dens pris. Man parkerer den gratis. Hvis man også oplader den, får man 20 min. køretid gratis.
Ordningen er i drift i flere af Europas hovedstæder, man behøver ikke længere tage en taxi i Stockholm eller London. Fremtiden er her, bare ikke i Danmark, og jeg tvivler stærkt på, at man kan spare lige så meget CO 2 ved at spise mindre oksekød, så rend mig i “klimaafgifter,” “grønne” politikere.
MULTIKULTUR: Fem års borgerkrig mellem alawitter og sunnimuslimer i Syrien har foreløbig kostet omtrent 250.000 mennesker livet. I 2011 løsrev det kristne Sydsudan sig fra det muslimske Nordsudan efter årelang væbnet konflikt. I Afrika næres flere årtiers konflikter af gamle koloniale grænsedragninger som ikke flugter med etniske, religiøse og kulturelle skel. Generationers stridigheder i Nordirland, Cypern, Libanon, Jordan og Israel/Palæstina følger ligeledes etnisk-religiøse linjer, og i den arabiske verden svinder andelen af kristne dag for dag som følge af udslettelse og forfølgelse.
I 1990erne faldt det multikulturelle Jugoslavien fra hinanden i en blodrus, multikulturelle Sovjetunionen blev opløst og store russiske mindretal i de tidligere sovjetrepublikker har siden været kilde til flere væbnede konflikter, i blandt andet Ukraine og Georgien. Efter Anden Verdenskrig løsrev det muslimske Pakistan og Bangladesh sig fra det hindudominerede Indien, og efter første verdenskrig blev det multikulturelle Osmannerrige fravalgt af ikke-tyrkiske befolkninger gennem blodige befrielseskrige. Serbiske mindretal i Kosovo, Bosnien og Kroatien ønsker at tilslutte sig Serbien, og kurdere har i årtier kæmpet for løsrivelse fra Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien for at kunne danne et etnisk homogent Kurdistan.
På tværs af tider, folkeslag og kontinenter er der således utallige eksempler på, at multikultur afføder ufred og fravælges af befolkningerne.
Lørdag 17.april sprang en bombe under et sikh-bryllup i den tyske by Essen. Der var 200 med til brylluppet, heraf mange kvinder og børn, men lykkeligvis havde de fleste forladt rummet hvor bomben sprang, og derfor blev kun tre sårede, heraf dog en alvorligt, den gejstlige der havde foretaget vielsen.
De to gerningsmænd blev filmet af overvågningskameraer, så det lykkedes hurtigt politiet at fange dem. De viste sig at være et par 16-årige “radikaliserede muslimer”, der siden delvis har tilstået “heltedåden”.
Politiet og de kommunale myndigheder var forbavsede over gerningsmændenes unge alder, og undrede sig i øvrigt over, hvorfor nogle sagesløse sikher skulle være målet for bomben.
Men at muslimske terrorrister bliver yngre og yngre, er der mange eksempler på de senere år, og at de også føler trang til at angribe sikher, burde ikke undre den, der ved en smule om religionshistorie.
