Trykkefrihedsselskabet holdt møde i Forfatterforeningen igår i anledning af Flemming Roses nye bog. Selskabet har brugt Forfatterforeningen i over ti år, og det er langt fra første gang det har været under politibevogtning. Der var vel i går ti maskinpistolbevæbnede betjente og røntgensluse, vi er vant til det selvom bevogtningen bliver større og større for hvert år.
Vi er glade og taknemmelige for politiet, for bombehunde og maskinpistoler. De er forbundsfæller i en fælles betræbelse. Flemming Rose er på Al Qaedas dødsliste, og det ændrer sig næppe. Vi er klar over, at alternativet er helt at indstille virksomheden, og det frister ingen. Og dog….
Naboerne i Strandgade var utrygge og klagede sig til TV 2. “De må kunne holde deres møder et andet sted.” Synspunktet fortjener at blive undersøgt. Ayaan Hirsi Alis naboer i Holland klagede, så hun måtte flytte. Lars Vilks naboer klagede, skønt den nærmeste var flere hundrede meter væk, han bliver ikke inviteret til at holde foredrag på grund af “utrygheden.” og der er sikkert flere. Blev de tryggere af at slippe af med Hirsi Ali og Vilks? De er alle lige deprimerende i deres menneskelige lavsind.
For det første er det ulogisk at blive utryg over bevogtning, for den er også til for at afskrække og det virker givetvis. For det andet, hvis nu Hovedbanegården var bevogtet på samme måde, kunne de rejsende så blot taget toget fra trinbrædtet i Kagerup i stedet? Vil de vælge helt at blive hjemme, fordi de bliver “utrygge” af maskinpistoler? Skal jøderne holde sig fra Synagogen på grund af bevogtningen?
Hvis side er det, de klagende støtter ved at bebrejde de mulige ofre og dem der bevogter det frie ord?
Jeg er udmærket klar over, at 95 % af befolkningen er kyllinger, der vil sælge deres dyreste principper for lidt “tryghed.” Jeg er ikke nogen helt selv, men jeg har enkelte principper. Ingen skal bestemme, hvilke møder jeg går til. Ingen skal bestemme, hvem der må tale offentligt. Jeg hører ikke til dem, der siger at ririkoen for terror er mindre end at falde ned med en flyver. Jeg var få graders feber og et lille hospitalsophold fra at havne midt i Krudttønde-angrebet, og jeg beklager stadig jeg ikke var der til at fotografere, dog ikke at jeg slap for chocket, jeg har hørt en del fik.
Der er noget uendeligt nedslående ved, at folk i al almindelighed er så bange for terrorister, at de isolerer dens potentielle ofre, lægger sig fladt ned og går deres ærinde. Hvordan ser de ud i spejlet idag? Terrorrisikoen vil blive stødt værre, det er den blevet henover de tolv år, jeg selv kan overskue. Sikkerhedssituationen vil blive værre for dem, islams ummah ikke kan lide. Ingen ved, hvor slemt det er blevet om ti år.
Det er derfor et passende tidspunkt at tage en principiel beslutning af to, for der er kun to: Enten står vi fast på vores demokratiske idealer, eller også siver vi ud af bagdøren. Det vi ikke vil risikere noget for, kommer vi ikke til at beholde. Man kan godt frygte, at det vil gå som under besættelsen, at kun fem procent turde følge deres deres inderste overbevisning uanset omkostningerne. Man kunne til gengæld ønske sig, at ingen forsøger at lægge de fem procent hindringer i vejen med deres klynk.
Man må også håbe, at Forfatterforeningen står fast. Den rigtige protest imod de tilstande, vi er på vej ud i, er politisk. Hvem ved, om beboerne i Strandgade selv har stemt for dem, så det nu er deres egen beslutning, de klager over?
Der er et par ting, der bør overvejes nu på dette relativt tidlige tidspunkt: Modstand eller underkastelse? Der er ingen, der beder nogen om at være dumdristig. Der er mange måder at gøre modstand på, men der er kun én måde at underkaste sig på, og den er så uskøn, at man skulle have tro folk havde selvrespekt nok til ikke at optræde i TV med den. – Se også »Dan Uzan og Finn Nørgaard var et eksempel på, hvad vi alle kan blive udsat for«
Fotos © Snaphanen.dk
Fortsæt med at læse “Terroristernes ærinde”
