Yusuf al-Qaradawi, lederen af det muslimske broderskab, alle terroristers moderorganistion, har indrejseforbud i Frankrig, England og USA, men han må naturlivis godt komme til Sverige hvor det totalitære venstre og radikal islam fletter fingre. Hvad skullle han dog indrejse for, når han er overhoved for flere tusinde moskeer i Europa, der kun findes her fordi vestlige politikere ikke har begreb, om hvad de foretager sig når det kommer til islam. Den radikale trussel fra alle disse moskeer vil plage vore efterkommere i mange generationer. Han er også jødehaderen par excellence, hvilket europæiske jøder skal forsøge, om de kan overleve. Interpol: ALQARADAWI, YOUSF, The Muslim Brotherhood’s Conquest of Europe.

Tyskland lukker første IS-moské

Det kan man kalde en rigtig halal-aktion, vore fjender har det som blommen i et æg. Fik de nu krisehjælp?

Bremen er gået i offensiven i kampen mod “islamisk stat”: Med en stor politistyrke blev en moské og 16 private husholdninger ransaget. For første gang i Tyskland en tilhængerforening af ISIS militsen forbudt.

Politiet kom efter fredagsbønnen, de tilpassede sig praksis på stedet. Da mere end hundrede indsatsstyrker i Bremen foretog en storrazzia i der Moschee des Kultur- und Familienvereins Masjidu-l-Furqan i kvarteret Gröpelingen, var der en klar rollefordeling: kvindelige politifolk for kvinder,mandlige til resten. Indsatsen måtte ikke krænke nogens religiøse følelser: Der blev givet afkald på brug af hunde og politiet havde overtræk på deres sko.

Under observation siden 2007

Forsigtigheden havde sin grund: Det er første gang i Tyskland at myndighederne forbyder en moske og en forening på en fredag, fordi den propaganderer for en terrorimilits. Myndighederne ville undgå, at deres indsats skulle virke at være fjendtlig over for islam. Bremens senator Ulrich Maurer beordrede et forbud mod foreningen, fordi dens prædikener igen og igen har forherliget jihad og jihadister. Desuden fordi moskeen foreningen spiller en vigtig rolle i hvervning af krigere fra Tyskland, der melder sig til organisationer som IS eller Nusra Fronten.Razzia in Bremen: Polizei schließt erstmals IS-Moschee in Deutschland, Verbot wegen Unterstützung der Terrormiliz IS (Snaphanens oversættelse)

Av Thomas Nydahl

”Vid sekelskiftet koncentrerades alltså en rad nationella och transnationella muslimska organisationer till Saint-Denis. Som en följd av den unga generationens allt större efterfrågan på islam befann sig plötsligt flera av dessa organisationer på frammarsch och tvingades då lämna de alltför trånga lokalerna i Paris för att hitta mindre kostsamma lokaler i någon närliggande förort med bra kommunikationer och motorvägsnät. Det var alltså så som de före detta kungarnas, franska revolutionens och arbetarklassens stad blev fransk islams Mekka. Denna symboltyngda plats fick en ny dimension inom en religiös sfär, som var oväntad men inte desto mindre en del av de sociologiska förändringarna i området.” (Gilles Kepel, ur Saint-Denis)

Hur ska svensk opinion och debatt alls flytta fram sin positioner i frågor som rör muslimsk invandring och islam som religion och politisk rörelse? Med tanke på vad som hänt i riksdagen den senaste veckan undrar jag om det på kort sikt ens blir möjligt, eftersom varje sådant försök stämplas som ”främlingsfientlighet”, ”rasism”, ”xenofobi”. Till skillnad från i Sverige finns det på kontinenten ett antal verkliga kännare på området, och när dessa introduceras på svenska borde det i alla fall ges en möjlighet till seriös diskussion. All debatt kan rimligen inte för alltid vara styrd av SvT, morgon- och kvällspressens kultur- och ledarsidor och det intellektuella segment som är knutet till Svenska kyrkans ideologiska tankesmedjor.

När nu Gilles Kepels studie Saint-Denis finns på svenska så ges det ett utomordentligt tillfälle till förkovran. Det är just kunskap han erbjuder, och han gör det utifrån sina analytiska instrument, som består av såväl sociologiska, politiska som religiösa, filosofiska aspekter. Den franska förort – en hel stad i själva verket – som ligger till grund för hans arbete är en sådan plats på jorden där radikal islam – islamism i vår tid då religionens anhängare i hög grad anammat dess politiska ideologi – idag härskar oemotsagd, och därmed kan man också dra slutsatser kring vad som sker när delar av den arabiska befolkningen slår ner sina bopålar i ett västerländskt land. Det som slår mig gång på gång under läsningen är att Kepels studie lika väl hade kunnat handla om brittiska, tyska och för all del svenska förorter.

Kepel visar hur processen sett ut sedan de algeriska – då franskt algeriska! – invandrarna kom till Paris. De var per definition franska medborgare och deras paristillvaro tycktes vara allt annat än socialt sprängstoff. Franska arbetsplatser, också en stor fabrik som Renault, lärde sig, inte minst av blida imamer, att nöjda muslimer också var samarbetsvilliga människor, varför man t.ex. började inrätta bönerum på fabrikerna.

Det som skett i vår tid är däremot en radikal islamisering. De kringresande predikanterna har fått gehör för sina budskap. Halalnäringen har blivit en mångmiljardindustri och kan tämligen konfliktfritt tapetsera städer med sina reklambudskap om ”lyckliga djur” som halalslaktas. “Blida” har ersatts av militanta och ofta också hatiska imamer som öppet manar till krig mot de länder de är bosatta i.

Det som en gång var “farsornas islam” i förorten har utvecklats allt mer mot underkastelse-ideologi och fanatism. I salafismens spår vill man leva utanför ”de otrognas krets”, där också marken anses besudlad av kuffern.

Väl medveten om att de sociala, kulturella och politiska strukturerna i Frankrike inte går att jämföra med svenska rakt av, menar jag att Kepels bok bör läsas av varje människa som är det minsta intresserad av vad den omfattande muslimska invandringen innebär på sikt. Det är nämligen de långsiktiga processerna och förändringarna som belyses i boken. Vågar man säga som de gamla folkbildarna, ”läs och lär”? Gilles Kepel: Saint-Denis. Berättelsen om en Parisförort (Atlantis, översättning av Kristina Ekelund)

Desperationen påtaglig – SD kallas “nyfascistiskt” och jämförs med IS. Der statses højt til det kommende valg. Ethvert beskidt kneb vil blive taget i brug, og de der taber kan komme til at tabe stort.

Når man  sammenligner partitoppene i S og M med  Sverigedemokraternes Oscar Sjöstedt , David Lång. Sven-Olof Sällström, Mattias Karlsson,  Richard Jomshof og Jimmie Åkesson, der kan komme tilbage, er der ingen tvivl om hvor talenterne og begavelserne befinder sig.

Det er de trætte floskler og besværgelser i SAP mod virkeligheden og de tørre fakta. Det er ammestuesnakken mod dagligdagen og utopisterne mod den verden, de har skabt. Det er Suzanne Osten mod Richard Jomshof, som man kunne se i SVT Debatt i går.

Svensk socialdemokrati er ledet af anonyme middelmådigheder, det er et parti på vej ind  i sin skumring, en dead man walking. Svenske SAP er ikke længere regeringsdueligt. Moderaternes Kinberg Batra er et ubeskrevet blad, ingen ved noget om. Hun er formentlig Reinfeldts dygtige lærling, og har intet nyt i ærmet. Havde Reinfeldt haft politisk tæft, han lavet “en  Anders Fogh” med SD, da han kom til i 2006. Det gjorde han ikke, og enhver betragter kunne se, det ville blive et spørgsmål om tid. Den tid er kommet nu, og der er glæde at spore over det rundt omkring.

Finansminister Magdalena Andersson ligner én der næsten ved, hun kæmper ‘a losing battle,’ og Sverige ligner stadig et land, der er uden ledere. Alt kan ske de næste tre måneder, og hvis det sker, vil Sverige være et andet land den 23 marts 2015.

Jeg tænker på, om 22 marts kommer til at markere det sidste redningsforsøg på nationen Sverige, eller om den kommer til sat markere begyndelsen til splitningen og disintegrationen ned i kaos, I et land, hvor over 30 procent af befolkningen udgøres af over 200 nationaliteter, turde pulveriseringspotentialet være uden ende.

Bordet fanger
Av Hans Rustad

Sosialdemokratene er sjokkert over at Sverigedemokratene vil felle regjeringen. De vil ha i pose og sekk.

Regjeringskrisen i Sverige synliggjør en konflikt som i varierende grad gjør seg gjeldende over hele Europa: de etablerte partiene utdefinerer og utstøter partier fra det nye høyre, men forlanger likvel at de skal opptre “ansvarlig”. De er ikke i stand til å se at de selv har et ansvar. Hvordan kan man forvente at noen skal være partnere som på forhånd er utstøtt?

De etablerte partiene vil ikke en gang innse at dette er problemstillingen.

I Sverige er konflikten mest synlig, fordi det er landet hvor den politiske korrekthet er autoritær og massiv nok til å støte ut ikke bare partiet, men også dets velgere.

Et land der en avis går i svart dagen etter valget og setter sørgerand rundt tallet på velgere som stemte på ett bestemt parti, har ikke forstått hva demokrati er.

Det norske establishment vil heller ikke forstå hva saken gjelder. Også det vil ha i pose og sekk.

Da svenskene begynte å si at fascismen hadde inntatt regjeringskontorene i Norge, våknet den norske sjåvinismen. Dette ville de ikke ha sittende på seg. Men det kom lite prinsipiell tenkning ut av det. Man slapp fordi Fremskrittspartiet i mellomtiden er blitt så lydig at det gir labb av seg selv. Med den kursen FrP for tiden følger vil det åpne seg et rom til høyre. Spørsmålet er hvem som skal fylle det.

Spilleregler

Fortsæt med at læse “Svensk roulette”

Talen forårsagede et saftigt skænderi i Tweede Kamer forleden. Jeg kan se det er klippet ud af denne oversættelse. Relateret i dag: Labour provincial councillor in Utrecht quits over ‘mosque influence’ og Germans oppose circumcision and construction of new mosques: survey:

The findings in the report were made after surveying 8,270 people.According to the report, 60.4 percent of Germans did not want children to be circumcised and 42.2 percent wanted the construction of mosques in their country to be limited. Also, 26.7 percent of Germans expressed the opinion that “The Muslim are more aggressive than us.” Moreover, 25.7 percent of respondents said they were against the expression, “We have to show more respect to Muslim.” Some Germans, around 20.1 percent of them, also described the demand of Muslims in the country for more rights as “insolence.”

“SD har indført fascismen i Sverige”

Det kommende valg bliver udpræget et valg mellem Stockholm og resten af landet og de snakkede klassers verdenssyn mod den menige mand. Det er også essensen af denne debat. Hvem lyder mest virkelighedsnær og erfaringsbaseret? Samme samenstød findes her, hvor Jalving prøver at ridse Sverige op for Politikens læsere: Svenskerne lever i en »frygtkultur«, der hindrer fri debat. Shall the twain ever meet? Tre måneders svensk valgkamp….pyha!

Fra SVT Agenda i går, en særudsendelse hvor man også minut 30 kan opleve DR’s Stockholmskorrespodent Anna Gaarslev lyde som en dansker i Sverige. Om aftenen kunne man høre hende på DR Deadline lyde som en svensker i Danmark med hele den forkromede  shaming-retorik. Hvem mon den rigtige Anna Gaarslev er, som taler så fornemt svensk?

Stasispionens rätta ansikte

I kväll torsdag klockan 20 visar SVT2 en dokumentär om Aleksander Radler, agenten som under 25 år arbetade för den östtyska spionorganisationen Stasi. Han värvades av Stasi som agent 1965 och skickades till Lund på Stasichefen Erich Mielkes order efter att han 1968 förrått en grupp östtyska studenter som ville fly DDR. Studenterna dömdes till långa fängelsestraff. Två tog livet av sig efter fängelsevistelsen. Flera av de studenter som Radler förrått ställer upp i dokumentären och berättar hur deras liv påverkats.

Aleksander Radler var ingen vanlig spion. Han tillhörde en kategori elitspioner som bara utgjorde 3 900 utvalda eller två procent av hela Stasis agentkår i den östtyska diktaturen DDR. Hans kodnamn var “IM Thomas”, och han ansågs vara ovanligt nitisk.

Han klarade att ljuga i nästan ett halvt sekel

Spioner har tränats i åratal för att ljuga utan att det märks. Lögnen är deras främsta vapen. Men hur klarar en människa att ljuga i nästan ett halvt sekel? Prästen Aleksander Radler klarade det. Han var Stasispion i 25 år och ljög för alla, inklusive två hustrur och tre barn. Utan samvetsbetänkligheter förrådde han vänner, studiekamrater och människor som ställde upp för honom. Inte förrän han är totalt överbevisad erkänner han.

Erkännandet kommer den 26 juli 2012 när Dagens Nyheter med hjälp av Lena Breitner, inhyrd reporter med specialkunskaper om underrättelseverksamhet, lägger fram så tunga bevis att den 68-årige Radler inser att spelet är slut.

Präst i Svenska kyrkan

Han prästvigdes 1977. Under 35 år av lögner har han arbetat som präst i Svenska kyrkan, därav många år i Burträsks församling i Luleå stift. När DN konfronterar honom med uppgifterna ur ett 39-sidigt expertutlåtande uttrycker han för första gången ånger över de handlingar han har begått. I ett mail till DN skriver han:

”Jag ångrar djupt hela händelseförloppet och kommer att bearbeta min livshistoria under den närmaste tiden.”

Han fortsätter:

”Det som utlåtandet verifierar är att jag var registrerad som IM Thomas. Papprena hjälper mig att förstå mer om sambandet mellan vissa möten och personer under dessa angivna år.”

Han begär att få bli avkragad som präst, lämnar sina politiska uppdrag i kristdemokraterna och drar sig undan offentligheten. Då har det gått 47 år sedan Aleksander Radler började arbeta för Stasi.

Stasiofficerarna var psykologiskt skickliga och hade en förkärlek för mänskliga svagheter och faderlösa. De byggde upp sin agent genom att agera som den fadersgestalt Aleksander Radler aldrig hade i verkligheten.

Lundabon trodde att Radler var en vän

Varför? Denna enkla fråga ställer den tidigare Lundabon Anders Törnvall, som trodde att han hade en vän i den österrikiske studenten Aleksander Radler. Han hade ingen aning om att Radler var Stasiagent. Anders Törnvall är ett av hans många offer. Som ung Lundastudent hade Törnvall engagerat sig för oppositionella studenter i DDR och blivit bekant med Aleksander Radler. Först efter Berlinmurens fall 1989 får han insikt i att Stasi har spionerat på honom.

Anders Törnvall söker försoning och förklaring. I slutscenerna i tv-dokumentären får han äntligen tala med Radler. Det blir en obehaglig lektion i en Stasiagents psyke. Törnvall läxas upp för att han ställer upp i media utan att fråga Radler:

“Jag är besviken på dig.”

Självömkan, förnekelse – och skoningslöshet

Självömkan och förnekelse, men också en skoningslöshet, skriver Lena Breitner i Skanskan.  Törnvall görs till en olydig pojke. Aleksander Radler talar om sina ”eventuella fel” för 50 år sedan. Men han var en flitig agent i ett kvarts sekel. Hans band med Stasi bröts först i och med murens fall.

Se söndagskrönika Stasiprästen och lögnen av Julia Caesar  og Spionen som hamnade i kylan 58 min.

Tingbjergpræsten mistede troen på politikerne

Ulrich Vogel forlader Danmark

Den aktuelle debat illustrerer ifølge Vogel, hvor indgroede problemerne er i Tingbjerg, og hvor lidt vilje der er blandt de ansvarlige politikere til at gøre noget ved dem:

»Sårbare mennesker kommer i klemme i Tingbjerg, og problemerne bliver talt ihjel. Jeg var forberedt på, at jeg selv ville få problemer ved at tale åbent om forholdene, men det har alligevel været specielt at mærke, hvordan det er lettere at gå efter bud¬bringeren end problemerne. Hvis politikerne udviste bare en lille del af samme interesse over for de kriminelle strukturer i Tingbjerg, kunne man nå langt,« siger Ulrich Vogel.

Fortsæt med at læse ““Vi har befolkningen med os””

“Global warming” er rigtignok ikke min kæphest, men jeg ved dog at temperaturen på jorden – målt ude fra rummet, hvorfra det skal gøres – ikke er steget en brøkdel af en grad de sidste atten år, og at FN’s klimapanel hvert 5. år  siger, at nu stiger den snart og i år 2100 er den i al fald steget. I min bog er det religion, en temmelig dyr en.

Nyvalg 22 marts 2015, spis knækbrød til

Hvis man ser svenske avisforsider, må man tro dommedag er nær. Mona Sahlin præsterede igår at udgyde: “Jag är uppriktigt upprörd och full av vämjelse. Ett främlingsfientligt och högerpopulistiskt parti har idag tagit riksdagen som gisslan. Demokratin står på spel.”

Hvis det står på spil allerede, er det bandt andet Sahlin, Socialdemokraterne og Moderaternas skyld for ikke at tale om svenske mediers. Det er dog ikke deres skyld, at deres uhyrlige indvandringspolitik ikke allerede har skabt flere, udenomsdemokratiske ekstremister. Hvor offenligheden har fungeret på dette område i Danmark, Norge, Frankrig, Tyskland og England efterhånden, har svenske journalister været en kæp i hjulet på et fungerende demokrati i de 20 år, jeg har fulgt “svensk indvandringsdebat” nøje.

De er grunden, til at dette indtræffer 10-15 år og 2 mio. indvandrere efter Danmark og Norge. Men en 7-10gange større indvandring, ville det have været at forvente tidligere, – hvis det altså ikke lige havde været for magtens stik-i rend-drenge, “vogterne ved gærdet.” Lad mig sige det civilliseret: Demokrati falder dem ikke naturligt.

Sahlin “vet  inte, med huru litet förstånd världen styrs,” for hun er den inkarnerede uforstand og hun har levet godt af det hele livet. Der kommer en anden regering og de gamle partier sejler videre på förnekelsens vindar, SD vokser og bliver rigtig, rigtig stort, for tilpas mange svenskere vil efterhånden ikke længere have sat deres land til udsalg for lavestbydende, og de vil ikke blive færre.

I forgårs stod de til over 16 procent. Det er fakta om dagen og fremtiden. Denne krise kan være det rene vand sammnelignet med de kriser, de gamle partier har sparet sammen til i de kommende år. Det bliver et svidende nederlag for Syvpartiet den 22.3, så meget kan man godt love allerede og det er på høje tid svenske riksdagsmedllemer begyder at leve i virkeligheden og opføre sig som demokrater og voksne mennesker..  Kulturjournalisten Carl Otto Werkelid er dejlig uhysterisk i Tankar för dagen:

Per Gudmundsson: En fjäder i hatten, jackpot och julafton för SD

De enda som inte behöver frukta ett nyval är Sverigedemokraterna. De kommer att utnyttja tillfället till att omvandla nyvalet till en folkomröstning om invandringen. Det är en taktik som har potential. Mellan 40 och 50 procent av valmanskåren tycker att det är en bra idé att strama åt invandringen. SD-företrädarna kommer att säga att valet är enkelt. På ena sidan står en budget som inte ens klarade sig genom riksdagen. På andra sidan minskad invandring….SD har också medvind i opinionen…. Opinionsinstitutet Sentio, som bäst skattade SD i valet, uppmätte SD till 16,4 procent i november.

Jeg havde en drøm

Af PFEP

Det har sikkert mange andre også haft, drømmen om rigdom, det gode liv eller bare hverdagslykken med familien.

Som dansk i Sverige bliver man efter en tid fædrelandsløs, Danmark taber sin uskyld, man kommer til at se på det gamle land med andre øjne og det har sin pris.

Svensk bliver man aldrig nogensinde, da disse kølige mennesker og deres kølige samfund, ikke lukker nogen ind på alvor og det uanset hvad de selv anser de gør af gode gerninger for verden.

Man bliver ligesom lidt kosmopolitisk med årene og ser, oplever og reflekterer over livet på en anden måde, væk er de snævre betragtninger der enten går i takt med nationalfølelse eller for den sags skyld får blodet til at rulle lidt hurtigere, når nogen udmærker sig.

Jeg prøvede politikken et par år i Sverige, havnede i den lokale kommunestyrelse på en åben liste, da nogle havde skrevet mig op for SD. Det var en oplevelse der har ændret mit syn på både livet og demokratiet.

At repræsentere SD i Sverige har konsekvenser, der findes et stor mediemæssigt og politisk apparat parat til at kaste sig over mennesker med afvigende politisk holdninger og det tager ikke lang tid inden denne apparat ruller igang

Jeg kan skrive mængder om, hvordan det fungerer i Sverige, men vil begrænse mig til at bare nævne nogle af de sager man kan blive udsat for. Det går fra bagvaskelse i medierne, trusler gennem SMS, på e-post og regelrette dødstrusler fra forskellige grupper/personer der tilsyneladende repræsenterer en slags had der er godkendt af både medier og myndighederne, der desuden udfører  hacking på et højere plan.

Fortsæt med at læse “Mark Steyn krænker klimateoretiker”

Den Malmø-baserede gadekunstner Dan Park er begyndt at sætte sine plakater op i København. Det kan skyldes, at han frygter at blive anholdt i Sverige, hvor han allerede har siddet fængslet flere måneder på grund af sin kunst. Eller også ønsker Dan Park at udbrede sit værk til Danmark, hvor der de seneste måneder har været et ualmindeligt stort fokus på gadekunstneren. I hvert fald har Dan Park skabt sin første collage med et dansk fokus.

Fortsæt med at læse “Dan Park indtager København med stegt flæsk-collage”

On November 29, 2014, leaders of anti-immigration parties from all over Europe gathered at the Congress of the Front National in Lyon. Geert Wilders, the leader of the Party for Freedom in the Netherlands, gave the opening speech. He was introduced by Marine Le Pen, the leader of the Front National.

The following video of Mr. Wilders’ speech was excerpted from the full video of the event available on the Front National YouTube channel. GoV (med tyske undertekster her)

Hvis man vil danne sig et mere interessant billede af den glædelige regeringskrise i Sverige, skal man gå på blogs og Twitter. Kommentarer som den i rubrikken eller “Idag har vi sett att demokrati fungerar, att din röst har betydelse”, “Sd vill alltså ha ett nyval och att det ska uppfattas som en folkomröstning om flyktingmottagandet från framförallt Syrien och Irak” og “Skulden för ev regeringskris vilar tungt på S! Deras avsaknad av statsmannamässigt uppträdande duger inte” og “Ber till gudarna att Regeringschefen har andra rådgivare än Sahlin. Om inte? Skjut mig.” Hvor nødigt de end vil, begyndte en ny tid i Sverige i dag.

Löfvén vil selvfølgelig prøve at forhale sandhedens øjeblik lidt endnu ved at foreslå et sekskløver med ét på programmet, at tryne Sverigedemokraterna, men det svenske demokrati er begyndt at virke, der er ikke noget at gøre ved det. De kan presse pinen lidt ud, men den går ikke væk. Den Mondrian-agtige grafik nedenfor viser, hvor lidt det har virket i 77 år. Alle var tilsyneladende tilfredse med den begivendhedsløse politik, men så kom først masseindvandringen og derefter internettet med fire informationer og ytringer, og nu har de balladen, altså demokratiet.

Regeringskrisen er nemlig ikke den eneste svenske krise under opsejling mens landet er uden egentlig ledelse og menige Moderater kræver at den næste formand strammer indvandringen op. 74.347 asylsøgere er kommet ind indtil nu i år, 40.000 famliesammenførte, i asylsystemet sidder 77.344 og skal overvintre for 20 kroner om dagen. Velfærdsstaten skranter, bunden af kassen øjnes. Dertil kommer terror og risiko for sociale opløb. De kriseforstærkende muligheder er legio. De er blevet fremkaldt og forstærket af de gamle partiers barnagtighed og selvfedme, de kommer til at vare i nogen tid. SD har allerede fået skylden for det hele, men de har selv lagt dette tilrette i årevis og idag har Alliancens manglende samarbejdsvilje gjort situationen endnu værre. De nyder at se Löfvén hængt helt til tørre. To parlamenter: En sammenligning af bevægelserne i Riksdagen og Folketinget i 77 år.

Fortsæt med at læse ““Äntligen lite normaleuropeiskt politisk krisläge””

(klik foto for helskræm) – Dette er ikke en anmeldelse af Sam Harris nyeste bog: Waking Up: A Guide to Spirituality Without Religion. Den anmeldelse skal jeg nok skrive, når jeg har læst bogen, men her drejer det sig om at vågne up til nuværets virkelighed, som langt de fleste syvsovende intellektuelle overalt i verden ikke tør åbne øjnene for.

Jeg har beskæftiget mig med det at vågne op det meste af mit liv, og jeg er nu 76 år. I de sidste 45 år har jeg været buddhist. Og jeg kan fortælle, at navnet Buddha’s sproglige rod er budd, som både på pali og sanskrit betyder at vågne op.

Buddhismen drejer sig derfor helt bogstaveligt om at vågne op. Denne opvågnen handler om mystikeren eller den spirituelt søgendes opvågnen til en ganske særlig indsigt i alle eksistensers buddhanatur. Det er en erkendelse af vor egentlige natur og identitet.

Det nagende spørgsmål for enhver søgende er “hvem er jeg?” eller bedre “hvad er jeg?” Det spørgsmål handler om vor sande identitet, og der findes faktisk en erkendelse, som kan åbenbare det for os. Men det kræver en søgen og praksis, som de færreste gider gøre sig umage for.

Jeg har været på det spørgsmål i mange år indtil jeg fandt svaret. Men det er faktisk ikke den opvågnen, jeg vil skrive om her. Det er en hel anden erkendelse, som vi alle i fremtiden bør vågne op til. Det er en virkelighedserkendelse, som vore politikere, journalister og undervisere overalt i samfundet ikke tør indrømme.

Det vil nemlig bringe dem i overensstemmelse med den værdipolitik, som Dansk Folkeparti, Dansk Samling og Lars Hedegaard har. Fra et kulturmarxistisk, kulturradikalt og kulturrelativistisk synspunkt vil en sådan virkelighedserkendelse være racistisk eller ny-nazistisk. Derfor er der meget få danske intellektuelle, som tør vågne op og udtrykke deres sande værdipolitiske ansigt.

I ethvert menneskes liv sker der ting i vor virkelighed, som bringer en opvågnen og erkendelse på et eller andet plan ind i vort liv. Det behøver ikke at være “den store erkendelse”, som næsten alle mystikere i de spirituelle traditioner overalt i verden stræber efter. Jeg vil nødig bruge udtrykket “den store oplysning”, fordi ordet “oplysning” er så belastet af den neo-jacobinske politiske propaganda.

Men jeg vil gerne fortælle om en meget indsigtfuld periode i mit eget liv, som andre måske også genkender som deres vendepunkt. Den elvte september 2001 blev sådan en dag for mig.

Jeg kørte hjem lidt tidligt fra mit arbejde i Det kongelige Bibliotek, fordi jeg skulle til Buddhistisk Forums Tidskrifts udvalgsmøde. På vejen til redaktør Birgitte Kolby Jensen åbnede jeg for radioen i min bil. Det var breaking news, som berettede om, hvad der skete med World Trade Center i New York.

Det var en nyhed, som ikke var forventet. “Du må åbne for TV – der sker noget i New York”. Der blev intet tidsskriftmøde den sene eftermiddag. Vi var som lamslåede. En ny tid åbnede sig for mig. Hvad var det der skete? Og hvad betød det?

Blandt udvalgets medlemmer var Torben Snarup Hansen, som jeg ikke kendte særlig godt dengang. Han interesserede sig for buddhismens politiske historie, mens jeg interesserede mig for buddhismen spirituelle tradition. Vi kom nu til at tale om islam. Jeg vidste ikke, at han i 1989 havde skrevet en bog om islam sammen med Pernille Bramming: Islam, en religion, en historie, en kultur.

Han havde også en fantastisk farlig sojourn til Iran som trotskist i det “iranske forår”, som viste sig at være en dyb shiitisk vinter. Torben tog benene på nakken og kom ud af Iran førend de klyngede ham op i kranerne. Det findes der en spændende beretning om af Helle Merete Brix: Khomeini og Venstrefløjens blinde øje. Trykkefrihed.dk oktober 2005.

Jeg havde i min interesse for sammenlignende mystik fundet en japansk forsker ved navn Toshiko Izutsu, som læste 18 sprog og havde skrevet om både zen buddhisme, taoisme og sufisme. Foruden at skrive om den iranske sufi mystiker Mahmud Shabistari handlede hans hovedværk om en sammenligning af taoismen og den store sufi mystiker Ibn Al Arabi.

Jeg var meget interesseret i den esoteriske side af islam, som kaldes batin og mente at det var den RIGTIGE islam. Sufi islam var den rigtige islam. Det sagde jeg til Torben, som så skarpt på mig og sagde “Hov, Hov!” Der var nu noget vi absolut ikke var enige om.

Jeg var meget skråsikker, fordi rødderne i alle religioner forekom mig at være mystikken i alle religioner. Og islams mystik var sufismen. Men jeg kendte faktisk intet til indholdet af Koranen, Ahadith og Sira. Derfor måtte jeg nu gøre mit hjemmearbejde bedre og sætte mig ind i, hvad ortodoks og traditionalistisk islam er for en størrelse.

Fortsæt med at læse “Tim Pallis: Om at vågne up”