Over the next few weeks, this blog will be setting out in detail the truth about Lutfur Rahman, the extremist-linked mayor of Tower Hamlets, and the full evidence against him.
Finally, however, following the BBC’s Panorama on Rahman this week, it looks as if the dam is breaking. A Government investigation is now looking extremely likely. In the days ahead, I will describe the kind of things it should be about.
We start today with the evidence which shows how the Rahman adminstration’s grant-giving in many areas strongly favours Muslim groups, even though their presence in the borough is actually falling. As to where they are going, well into Essex. Chingford. Chafford Hundred. Southend.
Older people’s lunch club programme
Of the £907,180 given to run lunch clubs for residents over 50, £515,280 (57 per cent) was allocated to Muslim organisations, to lunch clubs described by the council as exclusively for Bangladeshis or Somalis, or to clubs which from their own publicity are aimed at an exclusively Muslim clientele.
As the council’s own equality impact assessment admits (p5 of PDF), 22 out of the 34 lunch clubs funded (65 per cent) are targeted at ethnic minorities, even though 60 per cent of the borough’s over-50s are white and only 23 per cent are Bangladeshi. There was an increase of nine ethnic minority-only lunch clubs from the previous funding round, and “a reduction in lunch clubs for the general population, which primarily impacts the white British, Irish and non-Bangladeshi or Somali ethnic minority population”.
Mother tongue classes
Of the £313,486 in grants for mother tongue lessons, £296,016 (94 per cent) was allocated to Muslim organisations. The neighbouring secular borough of Newham spends money on teaching recent immigrants to speak English. Lutfur’s Tower Hamlets spends money on teaching people not to speak English.
Sveriges Journalistforbund forbereder til Riksdagsvalg
“hvor jeg kan gå gennem gaderne, og ikke føle mig som i Iran eller Orienten. De rød-grønne har ødelagt dette land. Vi kom her til, fordi her er bedre og smukkere, end der hvor vi kom fra. Jeg vil have Tyskland tilbage, og jeg får det også.”
Literaturchefen på Die ZEIT, Ijoma Alexander Mangold, kalder bogen “vulgær, skadelig, krænkende, hidtil uset obskøn”, og sammenligner den med Mein Kampf. Nok har jeg ikke læst den, men man kan høre forfatteren læse dele af den op, og så må man nok sige at Hitlers makværk pludselig bliver ophøjet til at være barok, anarkistisk humor afleveret med varme og sproglig originalitet, og det ville være en ny, litterær betragtning.
Pirinçci har, uden at være en intellektuel kapacitet som Henryk Broder, den samme evne til at aflevere alt hvad han siger med humor og et glimt af latter i øjet. Jeg mistænker litteraturchefen er meget bogstavelig og ikke rigtig klog, og at det tyske etblablissement har svære ved at få sandheder serveret fra en lille, selvironisk jøde og en ‘Istanpuler’, end en af deres egne, de højtstuderede Sarazzin, der nu heller ikke er helt uden humor.
Det taler næsten for sig selv – på alle ventiler. Får multikulti-Sverige rigtig kamp for første gang i 30 år? Kreativ billedside, men ikke mere kreativ end AB og Expressen er hver dag.
“Immigration is the starting point and the finishing point. It’s the most important point to prove you’re friendly toward foreigners, you’re friendly toward immigration,” Danish journalist Mikael Jalving, author of the book Absolut Sweden, said.
“It’s all about whether you can be said to be hostile to immigration. Once that is ‘proven,’ you’re out of the game. Once you’re ‘proven’ to be a racist or fascist or nationalist, which is almost as bad, you cannot have any legitimate positions or points of view,” he explained.
It doesn’t matter if Sweden’s immigration model is failing miserably, if test scores in Swedish schools are plummeting, or if crime in some areas has skyrocketed. Immigrants burned the Stockholm suburb of Husby for over a week last year.
And forget about an American-style “melting pot” in which immigrants will someday learn to become Swedish. In Sweden, that’s a racist idea, too. Jalving said Swedes are supposed to learn from immigrants, not the other way around. There is a demonstrated hatred of Swedish culture among the nation’s elite. CBN Soviet Sweden? Model Nation Sliding to Third World(Wednesday, April 02, 2014)
Rapes in Sweden, Redux
by Fjordman
In early 2014, journalist Simen Sætre in the weekly Morgenbladet in Norway published an essay about rapes in Sweden. Curiously, he seemed to be more concerned about the fact that “xenophobic” and “Islam-hating” people like me write about this subject than he was about the actual problem. Sætre has previously claimed, with absolutely zero facts to back up his case, that my essays were never meant seriously. Ironically, the same man who makes claims without any basis in facts has suggested that my texts and views are not fact-based. Let us look into this matter more closely…GoV.
Årets endelige kriminalstatistik er kommet fra BRÅ. Tal for mord, vold og voldtægt er fuldstændigt skrækindjagende selv for mindre byer i provinsen. Sammenlign selv med ret fredelige danske byer. Reagerer svenske vælger ikke på det i dette valgår, så er en demokratisk reaktion næppe værd at vente længere på for os andre. ANMÄLDA BROTT 2013.
CAIR mener at æreforbrydelser er “domestic violence”, at de ikke er specielt muslimske, selvom over 90 % af dem forekommer i islam, og at filmen iøvrigt er ‘islamofobi.’ Diskussionen i video 2 afmonterer grundigt det. De ni modige muslimske kvinder,som medvirker, er ‘islamofober’, og Clarion Project er ‘jøder’. Så er den mishandlingsged barberet.
The film about “Honor Violence” – not the practice – has been attacked by certain Muslim civil rights groups, especially the organization known as CAIR – the Council on American-Islamic Relations. The film opened on March 8, International Women’s Day.
The backlash against the film has been so intense that some schools and other venues have already succumbed and canceled scheduled screenings. This happened at the University of Michigan at Dearborn last week.
Sunday Times mener dokumentet er forfattet af utilfredse salafist-forældre. Birmingham Mail mener det er skrevet af en jihadist i Birmingham til en sammensvoren i Bradford på grund af sætningen: “Operation Trojan Horse has been very carefully thought through and is tried and tested within Birmingham, implementing it in Bradford will not be difficult for you.”
The four-page document describes a strategy—dubbed Operation Trojan Horse—to oust non-Muslim head teachers and staff at state schools in Muslim neighborhoods and replace them with individuals who will run the schools according to strict Islamic principles. According to document, which can be read in full here Trojan Horse Original, the five-pronged strategy is to:
Step 1. “Identify schools based in Muslim areas that you want to target… Start with the poorest performing schools first as they will be easiest for you to influence and take over.”
Step 2. “Identify any Salafi [radical Islamists] parents within the school community. They are always the most committed to the faith and are hardliners in that regard and once charged up they keep going for longer… When the parents have been identified, we start to turn them against the head teacher and leadership team. The only way to do this is to tell each parent that the school is corrupting their children with sex education, teaching about homosexuals, making their children pray Christian prayers and [taking part in] mixed swimming and sports.”
Personer med utländsk bakgrund utgjorde 28 procent av befolkningen 2013. Att jämföra med 20,5 procent år 2000. Att det är två diagram beror på att SCB numera definierar begreppen utländsk och svensk bakgrund annorlunda än tidigare (se fotnoter nedanför diagrammen), detta för att massinvandringens effekter på demografin ska framstå som mindre dramatiska. Affes vill ärligt redovisa siffrorna för båda sätten att räkna.Affes Statistik-blogg Folkutbytet ångar på, Affes tar pulsen på folkutbytet
Lyd: Kultursociologen og den frafaldne jihadist
Radikalisering 1 og 2 Morten Storms første foredrag i Danmark. PET må være løbert tør for beskyttelseskroner, for Storm måtte selv medbringe sikkerheden, en stærkt tatoveret mand. Bare en regibemærkning til de næste, der bliver dødstruede af islam. (Snaphanens optagelse fra lørdag)
Det er tid for å gjøre opp status og spørre: Bak styresett som ikke fungerer, er demokratiet selv i forvitring? Det tok bare 250 år før demokratiet gikk i oppløsning i det gamle Athen. En helt ny styreform var oppfunnet der folket styrte seg selv.
Den statsforfatningen viste seg mektig og effektiv. Velstanden økte, trusselen fra perserne ble avvist og Athen etablerte seg som den ledende makt i den kjente verden. Tidens prestasjoner i arkitektur, filosofi og kunst blender oss den dag i dag. Men da privilegier, korrupsjon og vanstyre fikk fotfeste, gikk lyset ut.
Det skulle ta 2000 år før demokratisk styre ble oppfunnet på nytt – i den amerikanske forfatningen – nå som representativt demokrati. Igjen viste folkestyre seg å være genialt. USA steg til ledende verdensmakt – økonomisk, kulturelt og militært. I Europa ble de autoritære monarkiene og fascistiske og kommunistiske diktaturene overvunnet i tur. I løpet av de siste tiårene har demokratiet spredt seg i verden slik at de gjenværende diktaturene nå utgjør en minoritet av nasjoner.
Det andre demokratiske eksperimentet er nå snart 250 år gammelt. Det har vært like vellykket som det første, men lærdommen fra Athen er at suksess ikke avler suksess. Demokrati er en styreform som må forvaltes med besluttsomhet og som vil forfalle om det ikke næres. I vår tids ledende demokratier, USA og Storbritannia, er det nå forfall. Det er ikke nok å si at disse systemene kan forfalle, de er i forfall. Om lyset går ut i mønsterdemokratiene, vil ikke demokratisk styre overleve i resten av verden. [..]
Lærdommen fra Athen er at suksess avler overmot. Folk, særlig de privilegerte, sluttet å bry seg og demokratiet ble forsømt. Det er nå seks år siden finanskrisen startet. Erfaringen fra mønsterdemokratiene så langt er at de privilegerte ikke evner å bry seg og at vi denne gangen ikke har klart å lære. Krisen startet da et avregulert finansvesen i USA og Storbritannia kom ut av kontroll, men kontroll er ikke blitt gjenopprettet. Økonomisk ulikhet videreføres til politisk ulikhet, og videre til forringelse av makt og kapasitet i styringsvesenet. Høyesterettsdommer Brandeis tok ikke feil. Han var bare forut for sin tid. Demokrati er ingen naturlig styreform
When the political and social circumstances started to turn against him, the Muslim born author fled his Islamic country, after which he traveled for several years before finding refuge in Europe. Because he lived two lives, of which the second one was in the Netherlands, he observed the Dutch and their charming behavior, misplaced optimism, and disorientated urge for responsibility from an angle where they themselves were blind.
The author shows that the Dutch, if they don’t adjust their policy regarding Muslims and set a drastically different course, will be repressed by the culture of Islam. In a worst-case scenario, they will have to admit they literally gave their already small country away. The author sheds light on the subject from different sides and clarifies with many examples that a seemingly far-fetched speculation is actually already materializing in the foreseeable future.
Whosoever reads the references to the evolution of mankind, to the argument about various forms of discrimination, and to the naivety of the Dutch, as well as the detailed explanations regarding the mentality of the Muslims, illustrated with quotes from the Koran, “Though if they oppose you, then kill them,” shall not only reconsider their own position in society opposed to the Muslims, but also look differently at the reflection in the mirror, this time with the eyes of the author, who possibly, because he basically writes against himself, could be seen as truly objective. As a side note, the author kept his true identity and location confidential, afraid to make the same mistake as author Salman Rushdie. The Land Of The Fools, The Downfall Of The Netherlands.pdf
Impromptu(fr., af lat.: in prómptu, i beredskab), egenlig det samme som improvisation, et øjeblikkeligt indfald, benyttes bl.a. som betegnelse for en art musikstykker, der gør indtryk af at være let henkastede øjebliksfostre og derfor ikke gør fordring på særlig streng udarbejdelse eller sluttet form; altså omtrent det samme som fantasistykker. Betegnelsen impromptu finder særlig anvendelse på klaverstykker af blandt andre Chopin og Schubert.
Ingrid Carlqvist forlader Sverige
Jag har tvekat fram och tillbaka – stanna i Sverige och kämpa mot vansinnet eller fly galenskapen för att kunna betrakta den på avstånd? Nu har jag bestämt mig. Adjö, Sverige – jag drar. Det går inte att leva i ett land där dissidenter behandlas som psykiskt sjuka och där myndigheterna vill spärra in samhällskritiker på institutioner.
Det är den dåliga nyheten. Den goda är att jag kommer att fortsätta granska det svenska vansinnet – men från andra sidan Öresund. LEDARE: Adjö, Sverige – mig får ni inte stämpla som psyksjuk (se de 42 kommentarer)
Martin Aagård (Aftonbladet) är smartare. Han understryker att Park förmodligen är den första svenska konstnär som har hamnat inom lås och bom på grund av sin konst. Ja, det är inte vanligt och vill man spetsa till det kan man säga att på senare tid har Sverige och Ryssland utmärkt sig genom att frihetsberöva konstnärer som protesterar mot etablissemangets politik. Aagård som någonstans ser att den vilda friheten äger något sympatiskt får dock avvisa Park som medspelare i det högerextrema lägret.
Men det finns lite mer. I konsten har man hamnat i det något besynnerliga läget att konsten hyser ungefär samma politiska korrekthet som etablissemanget, konsten blir alltså en statens tjänare vilket är något man inte är van vid (ännu lustigare att armkroken med staten utgörs av högersidan). Av tradition har konsten alltid befunnit sig i opposition mot de solida konventionerna men nu tycks det som om att granska makten har mist sin sälta. Om man antar att Parks intresse, för att inte säga besatthet, ligger i att utmana det politiskt korrekta, kan det förefalla att vara ett rimligt konstprojekt även om det naturligtvis kolliderar ofantlig med konstens rådande konsensus. Han strör omkring sig otidigheter av värsta sort och gör sig omöjlig i de flesta konstkretsar genom att konstant ge sig på de politiska ideal som föresvävar konstvärlden liksom världen utanför.
Det finns en hel del konstnärer som har haft fel politisk inriktning och som har gett uttryck för sådana ståndpunkter i sin konst. Man kan erinra om Marinetti och Ezra Pound som hyllade Mussolini eller Dali som beundrade Franco. Samtliga har blivit storheter i konsthistorien.
Fotografiets fortryllelse
Still-fotos har ikke rigtig nogen opmærksomhed i en tid, overmæt af billeder. Jeg insisterer på dets betydning. Billeder som ikke prætenderer at være kunst, skal stadig kunne påvirke og bevæge os. Ikke foto nr. 10 mio af Obama, Putin, Løkke eller Thorning, ikke barbarernes billeder fra Syrien, men de andre billeder, de sansede. Dem man tager to af på et godt år.
Jeg tog et her, der bliver ved med at forfølge mig, og et andet her, der dog var en ren foræring, jeg ikke skulle gøre nogen indsats for. Måske har jeg taget andre. Der er naturlyrik her og her, men det er noget andet.
Hvorfor er det bevægende? Billedet kan noget, ord har det vanskeligt med. Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, uden at begive mig ud i noget tvivlsomt fotofilosofisk, som Roland Barthes har gjort bedre. Øjet og hjernen bag er tilstrækkeligt til hverdagsbrug. Folk er ikke interesserede i fotos nu om stunder, der er for mange af dem. Jeg er ret ligeglad med dem. Jeg er interesseret.
Dette er et billede af menneskelig ukuelighed på den tragisk tænkelige baggrund. Det er muligvis mere end det, men så skal man vende tilbage til det og blive ved det. Hver gang jeg ser det, giver det nye associationer.
Er hun ikke klædt i det tøj, børn var i Danmark i 50’erne? Kysser hun soldaten, eller hvisker hun noget til ham på fransk, som han ikke forstår? Og hvad siger hun? Lever hendes forældre? Hvordan kan de tale sammen? Hvor passer schæferhunden i baggrunden ind? Hvorfor er den så årvågen? Alt det usigelige og ubesvarede er fastholdt i det øjeblik på et sort-hvidt negativ for 69 år siden.
Som PET-agent var han blandt andet involveret i en mission til at efterspore Anwar al-Awlaki i Yemen, og til at videregive oplysningerne til CIA. Storm hævder, at han skulle have skaffet en kone til al-Awlaki. Kvinden, der var fra Kroatien, skulle i sin kuffert have haft sporingsudstyr, som skulle tjene til at afsløre al-Awlakis opholdssted, når hun var kommet Yemen. Storms historie støttes af en SMS, som angiveligt skulle være sendt af PET’s føringsofficer, med teksten “Tillykke bror, du er lige blevet rig, meget rig”. Historien støttes desuden af, at Storm har et billede af de 250.000 dollars, der skulle være dusøren for oplysningerne.Den 30. september 2011 blev Awlaki dræbt i et amerikansk droneangreb efter at været blevet lokaliseret.Morten Storm, PET agent.
A Jewish teacher was savagely beaten by a group of Arab men in a brutal anti-Semitic attack in Paris. The attackers – who shouted “death to the Jews” and “filthy Jew” during the assault – broke the victim’s nose and drew a swastika on his chest after tearing open his shirt.
Hvis man vil koge sovsen helt ind, kan man sige at Hitler fik udskiftet Europas jøder med muslimer. Set under den vinkel, går multikulturalisterne i Hitlers fodspor hvad angår de få tilbageværende jøder. Deres muslimske klienter sørger for, at pogromen ikke dør ud. Jeg vil benytte den triste anledning til at gøre opmærksom på et tidsskrift af høj kvalitet. Mosaic Magazine, som jeg selv læser. Og nej, jeg er ikke jøde, men jeg er sandelig heller ikke antisemit, som Klaus Wivel så frisk påstod.
Først troede jeg, han var i ond tro. Nu hælder jeg til, han ikke anede hvad han skrev om. Der er så meget ukvalificeret vrøvl i omløb, også i Weekendavisen. Om jeg er “et af de mest rabiate højrefløjssites i Danmark”, vil jeg overlade til hver enkelt at bedømme. EXPO mener det, men hvor mange i Danmark udover Klaus Wivel og ‘antifascisterne’?
Man havner nok der, at når man dokumenterer islam, og ikke bryder sig om det man ser, er man højrerabiat uanset man går ind for fri hash og heroin til hårdt ramte, prostitution, promiskuitet, ytringsfrihed for Hizb ut Tahrir og kommunister, homoægteskaber, velfærdsstaten, udflippet kunst og kunststøtte, public service, forsvarer jøder, kristne og homoseksuelle, så er man ‘rabiat højre’ alligevel. Etiketten er til at leve med, det er i al fald gået hidtil.
Jeg synes dødstrafsdiskussionen er interessant, selvom den har været død i Danmark i mange år. Jeg er fra tidlig tid formet af Camus’ Reflections on the Guillotine og Orwells A Hanging, men de er skrevet i samfund, der ikke længere er de samme og ikke har de samme forbrydere. Den indflydelse bevirkede i mange år en automat-modstand imod dødsstraffen hos mig.
Men skulle Eichman og von Ribbentrop, Kaltenbrunner, Keitel og Rosenberg ikke være hængt, skulle Vidkun Quisling ikke være skudt? Skulle Auschwitz-bødlerne ikke være hængt? Hvor går den nedre grænse for dødstrafmodstanderne, hvis der findes en? Hænger modstanden rationelt sammen, eller er den emotionel? Er den lige så lidt forankret i virkeligheden, som den ubetingede pacifisme?
Jeg mener som bekendt, at Breiviks forbrydelse er så monstrøs, at når han er kendt tilregnelig i juridisk forstand, hvad der sandt at sige kan diskuteres, er det ikke nogen samfundsmæssig dyd, at man ikke afliver ham på en venlig og human måde. Det er dog en ikke-diskussion. Hvor længe ville han overleve, hvis han blev sluppet ud fra sin treværelseslejlighed med fitness-room nu og blev udsat for, hvad den almindelige Ola Nordmand mener om ham?
DR viste et meget interessant program om dødsstraffen, der ikke kan anbefales nok: Robert Blecker ønsker mig død. Her er alle de udfordringer til tanken, vi nu undviger ved at indtage det standpunkt, at dødsstraffen tilhører et lavere civillisatorisk udviklingstrin. Den dødsdømte børnemorder i programmet, som hellere end gerne vil henrettes, forekommer mig klogere end juristen, der også går ind for dødsstraf på en særdeles reflekteret måde. Den dødsdømte er praktiker, juristen er moralist, men deres diskussion er interessant.
Ved ikke at holde spørgsmålet åbent for debat, mener jeg vi begrænser vores stilling, som medlemmer af et samfund, vi er parate til at forsvare, og desuden mener jeg, multikulturen kommer til at sætte vores dødsstrafmodstand under stadig hårdere tryk. Multikulturalisterne vil komme til at fremme alt det, de mest afskyr.
Hvis ‘svenskerne’, der ville myrde så mange ansatte på JP og Politiken som muligt, og kaste deres hoveder ned på Rådhuspladsen, var lykkedes og havde overlevet, skulle de så have siddet 20 år i et komfortabelt dansk fængsel på skattebetalernes regning, eller skulle de have lidt den skæbne, enhver mand m/k på gaden ville mene, de fortjente?
Retsvæsnet skal balancere imellem hvad der er internationale idealer, og folkelig opfattelse af retfærdighed. Det skal forstå forbryderne, men den skal også imødekomme et legitimt krav om hævn, som er nødvendigt for at en retsstat overhovedet kan nyde tillid. Spørgsmålet er, om den gør det og kan fortsætte med at gøre det. Derfor introducerer jeg igen diskussionen om dødsstraf. Den er anfægtende, og ingen vil have den. Mig generer den ikke, men så kan man jo altid blive ‘kontroversiel,’ ved bare de mest spagfærdige argumenter for dødsstraffen.
Er det rimeligt, at Anders Behring Breivik skal have lov at leve 50 år endnu i en verden, han har berøvet 77 unge mennesker? Jeg mener det ikke. Min retsfølelse siger mig, han skal lide samme skæbne som dine ofre, hvis han ikke er sindssyg. Han bør ekspederes ud af den. Vi er ikke mere agtværdige mennesker, ved ikke at gøre det, vi sætter en grænse for, hvilket barbari vi vil tolerere.
Diskussionen handler formentlig, hvis vi overhovedet havde den, om hvorvidt vi bliver barbarer ved at slå barbarer ihjel, eller om vi tværtimod forsvarer humaniteten også når det gør ondt. USA eliminerede Bin Ladin eftertrykkeligt, ikke mange havde nogen problemer med det. Jeg mener ikke, det pletter os, selvom man naturligvis skal være anfægtet på sit lands vegne. Det er ikke så ligetil, at slå folk ihjel, som det var for Breivik. En stat skal tænke sig om, men den skal også kunne forsvare sig. Det er en afvejning, der ikke kan afgøres en gang for alle, den er kronisk til stede, og må justeres efter forholdene. Norge har ikke justeret sig, de har end ikke bevæbnet politiet oven på Breiviks massemord.
Man skal ikke henrette den almindelige, affektstyrede hustrumorder, men man må overveje at applicere dødsstraffen på ekstraordinære forbrydere, som juristen i DR programmet også siger: “Vi bør henrette i USA, men efter langt snævrere kriterier.” USA henretter i global sammenhæng meget få, for mange efter min smag, men ikke nok til, at jeg kan fordømme dem.
Richard Kuklinski myrdede iskoldt over 200 mennesker for penge, men han fik lov at dø en naturlig død i fængsel, fordi New York ikke har dødsstraf. De mange ofre for hans uhæmmede psykopati, havde sikkert gerne set, at staten havde påtaget sig at gøre det af med ham.
Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved at myrde. Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. Langt inde fandtes resterne af noget menneskeligt.
