“Integrationen af ikke-vestlige efterkommere udvikler sig katastrofalt,” skriver Frede Vestergaard i artiklen Statistikkens Yahya Hassan i Weekendavisen, 03.01.2014 (ikke online) som tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark 2013.
“Dens styrke ligger ikke mindst i, at den ikke afstår fra at beskrive problemerne ved at forlige velfærdssystemet med stor indvandring af personer, der ikke har kvalifikationerne til at bidrage til velfærdens finansiering,”
skriver Vestergaard. Han skriver også at regeringen lægger “et offentligt sukkerdrys over realiteterne.” Det tror da Fanden, de gør, de er de hovedskyldige i problemerne. Endelig gør Vestergaard let grin med pseudodiskussionen Yahya Hassan, hvad der kun kan fornøje mig, der ikke har omtalt ham med et ord. Foruden at være en ligegyldig rapper, er han åbenbart også temmelig usympatisk, som det fremgik af BT’s tolv siders særtillæg om ham. Hvad der betyder noget, er fakta på slagmarken, opinionsstof er ofte flomme for salonernes theselskaber. Statistik og fotografi har det tilfælles, at forudsætningen er, at have virkeligheden lige ved hånden uden smørrebrødspapir imellem.
Danmarks Statistik bidrager imidlertid fortsat til forståelsen af indvandringens udfordringer med den særlige årspublikation Indvandrere i Danmark, som tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing satte i søen. Man kan kalde den lille bog for statistikkens Yahya Hassan, for den forskønner ikke virkeligheden. Udgaven for 2013 har ikke vakt opsigt, hverken politisk eller i medierne. Måske fordi den sætter fingeren på et ømt punkt.
Integrationen af de ikke-vestlige indvandrere udvikler sig betænkeligt, og integrationen af efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark, udvikler sig katastrofalt. For indvandrerne er beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige siden toppunktet i 2008 faldet med 8 procentpoint til 48 i 2012. Krisen er givetvis medvirkende, men for danskere er faldet kun 5 procentpoint til 74. For efterkommere er faldet hele 14 procentpoint til 52, så her er beskæftigelsesgabet steget voldsomt. Integrationen er ikke blevet forbedret, som Rockwool Fondens seneste rapporter fremstillede tendensen. Tværtimod.
Tallene var stort set de samme for 30-årige (se grafen). Dog med betydelige forskelle afhængig af forældrenes oprindelsesland. Dansksrilankanerne klarer sig endda bedre end danskerne. Ser man omvendt på gennemført uddannelse, havde 45 procent af mændene med ikke-vestlig baggrund afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse som 30-årige, mens det gjaldt 60 procent af kvinderne (mod 44 procent i 2004). De tilsvarende tal for danskere var 72 henholdsvis 79 procent. Der er altså en betydelig del af efterkommerne, der gennemfører en uddannelse, men også en stor del, der ikke gør. 39 procent af de 30-årige mandlige ikke-vestlige efterkommere har ikke nogen afsluttet uddannelse ud over grundskolen. Det tilsvarende tal for danske mænd er 19 procent. Blandt de 30-årige kvinder er forskellen mindre (24 henholdsvis 14 procent).
Ifølge den nye PISA-rapport forlod 14,6 procent af de 15-årige folkeskolen i 2012 uden såkaldt funktionel læsekompetence, og så var cirka 6 procent med indlæringsvanskeligheder endda forlods frasorteret, så det reelle tal er omkring 20 procent. En betydelig del er formentlig indvandrere og efterkommere. I øvrigt er der ikke noget nyt i Indvandrere i Danmark, når det gælder antallet af ikke-vestlige indvandrere på overførselsindkomst. 38 procent af alle i den erhvervsaktive alder (godt 88.000) var på overførselsindkomst i 2012 mod 23 procent for personer med dansk oprindelse. Med andre ord: Den hidtidige indvandring har øget uligheden.

Professionelt er Paul Collier ingen almindelig økonom. Han er professor i Oxford og centerdirektør for studier af afrikanske økonomier. Han har tidligere skrevet to prisvindende bøger fra sit fagområde:
