(klik fotos f. helskærm) – Jeg kan godt lide fordringsløse navne, ord der på én gang ikke puster sig op, men samtidigt fortæller, hvad det drejer sig om. Allerede ‘fordringsløs’ er bedre end ‘uprætentiøs’. Less is more: Karls taxi, Egons bageri, mormors tøfler.
Når man kommer til Brande, Fuglsø, Tønder eller Bjerringbro, ligger der en kro, det er derfra udgår hele flækken, det er samfundets hjerte. Jeg forstår ikke C.V. Jørgens højrøvede sang om Bjerringbros bønder. Hvis man er for fin til en flække, er man for fin til hvad som helst, og jeg har iøvrigt aldrig fundet hoved og hale på hans nødrim, der leger poesi. Byen udgår ikke fra et konditori i Halmstad eller Varberg, hvor der ikke smedes mange nye romantiske forbindelser, så vidt jeg ved, og hvor byen ikke mødes for at se fodboldlandskampe, spille billiard og se på de lokale kvindelige attraktioner. Den udgår fra kroen.
Jeg var med Kim Møller og venner i Småland for nogle år siden, og der var fodbold VM og han troede, at vi skulle på den lokale kro i Gislaved og nyde kampene med de lokale, men sådan er det ikke i den svenske provins. Der er ikke nogen kro. Man skal kende nogen, for at lære nogen at kende, så er det også overvældende, men det er barrieren i Sverige. Der er ikke så mange steder, man går hen og er hvem som helst og tager menneskebad.
Jeg ankom en sen aften i 1986 til Rijeka (Fiume), og Danmark skulle spille den katastrofale kamp mod Spanien i VM mod Spanien – Jesper Olsen kampen, hans perleaflevering til Emilio Butragueño – og vi tog ind på den nærmeste kro og forklarede vores problem. Vi så den med 100 kroater, og jeg glemmer det aldrig, også på grund af en hel flaske Slivovitsa som trøst. Min kone måtte fragte mig ned langs Istriens kyst næste dag, mens jeg sov i den steghede Ford Granada.
Byens kro er vores Piazza Prato della Valle i Padua, det er der man promenerer sine døtre for et godt parti og holder et enkelt hestevæddeløb, hvis det skulle være.
Hvad er fordringsløshed? Det er at sige “nu” i stedet for “på nuværende tidspunkt.” At sige “figur” eller “person” i stedet for “karakter”. At sige “jeg mener” i stedet for “jeg føler”, at “lære noget” i stedet for “læring”, “fanger” i stedet for “indsatte”, “asociale” i stedet for “udsatte” og “belastende” i stedet for “belastede”. At sige “Byens Kro” i stedet for “Hyatt Star Lounge” eller “Copenhagen Cocktail Bar”, at kalde sønnen “Ole” i stedet for “Oliver,” stakkels barn, det skal jo gå galt med sådan et navn.
Byens Kro er noget særligt for en københavnsk barfly, ligesom Bobi Bar og Andy’s Bar, også gode navne lige ud af landevejen. Fra Andy’s kunne vi ramle lige ud af døren kl 05 om morgenen, ned af Adelgade til vi ramte Sankt Pauls Kirke, så var vi cirka hjemme, vi skulle bare dreje rigtigt inden kirkedøren. Høj og lav mødtes, ministre og ludere, forfattere og wannabees. En slags folkeskole, som den var.
Man kunne møde digteren Lean Nielsen stangdrukken på fortovskanten, der bad en skaffe en taxi hjem til Vesterbro, det var før mobilerne, men han havde ikke kunnet betjene en. Dan Turell, der havde der havde mødt en veninde, så jeg fik lejlighed til at tale med ham. Han havde engang lige skrevet “Jeg skulle have været taxachauffør”, så jeg opfordrede ham til at glemme hende og tage nøglerne til min MB 220 D, der stod udenfor, og realisere sin drøm. Han var for påvirket og godt det samme for mig, bilen og sagesløse på gaden. Nu har han været død i tyve år, jeg synes, det var i går.
Byens Kro kan dateres tilbage til 1783, samtidigt som min gamle skole, hvor det var brændevinsbrænderi og i Møntergade 8 har der lige siden ligget et værtshus. Da jeg kom forbi i går, så det ud til at være slut. Jeg ville kigge ind, men der var skodder for vinduerne. Nu kan man bekymre sig for, hvad der kommer, og hvis det er en kro, hvad den skal hedde. Jeg har mailet dem, og spurgt om det virkelig kan passe, det er slut. Den seneste kendte ejer var Carl Otto Henriques kaldet “Calle”, men han holder otium. Det skal ikke være uden protest.
