A Back Door into the Olympics

Snaphanen i Politikens fantasiunivers

Politiken havde i går en lang artikel, der er mikrofonholderi for norske Lars Gule, der i modsætning til mange andre gerne ville indtage scenen som vidne i Breivik sagen. Gæt engang hvorfor. I den skriver journalist Claus Blok Thomsen fra Oslo. Der er gået et år siden Politiken skrev en insinuerende artikel om danske blogs bygget på samme lamme, uvidende kilder – Terroristens holdninger kom fra netværk stiftet i København – og nu er vi efter 12 måneder tilbage ved Ground Zero på Rådhuspladsen 37 igen. Thomsen har ikke haft tid til at undersøge noget, – det er jo sommerferie – så han bruger sin egen avis som kilde og sandhedsvidne, og det skal man ikke gøre. Men da avisen nødigt vil gå glip af ét eneste politisk point her på Breivik-sagens faldereb, så går Thomsens taster frisk og improviserende afsted. Ordene om denne blog er journalisten Blok Thomsens, ikke Lars Gules:

Forud for sine terrorangreb havde Breivik beskrevet sin politiske ideologi i et såkaldt manifest. Breivik har forklaret, at et af hans store ideologiske forbilleder er den norske blogger Fjordman, som bl. a.har skrevet på den danske hjemmeside Snaphanen, der ligesom Fjordman selv agiterer mod muslimsk indvandring. Breivik har sagt, at han også er stærkt inspireret af et internationalt netværk, som han selv kalder Viennaskolen, hvis tese er, at Europa befinder sig i en borgerkrig mellem den traditionelle vestlige kultur og en politisk korrekt og multikulturel marxisme. Omkring dette netværk er der flere danskere – heriblandt Steen Wieks, blogger på Snaphanen, og Anders Gravers, leder af organisationen Stop Islamiseringen af Danmark. – Breivik kunne lige så godt have været svensker eller dansker, Politiken 22.07.2012 – ikke online

1) Jeg hedder ikke ‘Steen Wieks’, det navn er opfundet af den primitive, Radikale konspirationsteoretiker og dyslektiker Margrethe Monika S. Hansen.. Hun interesserer sig langt mere for at snage i personer end for politik, og dette var, hvad hun kunne komme op med. Hvis hun havde evnerne, ville hun bruge tiden på at lave et arkiv over dem, hun ikke kan lide. Det har hun ikke. Derimod har Kim Møller kortlagt hendes netchikane ned i mindste detalje. Med sådanne venner behøver Politiken og den værdipolitiske venstrefløj ingen fjender.

2) Der findes ikke noget der hedder ‘Viennaskolen’ andet end i Breiviks fantasi (og i musikken) og jeg har aldrig anvendt udtrykket ‘multikulturel marxisme.’ Jeg aner ikke, hvad det er.

3) Jeg kender ikke og har ingen forbindelse til Stop Islamiseringen af Danmark eller Anders Gravers og er derfor ikke medlem af noget netværk med dem.

4) Jeg har aldrig givet udtryk for, at Europa befinder sig i en borgerkrig af den enkle grund, at jeg ikke mener det. Jeg advarer tværtimod mod at grundlægge betingelserne for en, noget jeg er klar over i sig selv betragtes som suspekt blandt multikulturalister. Blandt mange andre har en svensk officer advaret mod det at grundlægge en borgerkrig i Sverige, han mener desværre også, at betingelserne er lagt til rette. Næsten 90 % af verdens blodige konflikter, der kræver over 1000 døde om året, involverer islam, det er umuligt at ignorere. En advarsel er sund fornuft, og sandheden er ikke anstødelig på denne blog, som den åbenbart er i Politiken. Jeg publicerer andres tekster, jeg modtager med tak og finder interessante nok, deriblandt Fjordmans, og disse kan Politiken gerne kalde ‘agitation’, som avisen lyster. Det er ikke mere agitation end Dagbladet Politiken, da jeg er i det mindste ikke nødt til at gribe til løgn og tredjerangskilder.

Ja, Breivik ville efter en sandsynlighedskalkule have været svensker, så sandt som svensk demokrati er Nordens mest dysfunktionelle, ikke mindst på grund af pressen. Det er usandsynligt, han ville have været dansk, men enhver – ikke mindst PET – ved at sandsynlighedsberegninger ikke kan tage højde for psykolgisk/psykiatriske patologier i enkeltpersoner. Så langt har Politiken ret i sin rubrik, selvom den er mindre dybsindig end denne tolkning af den.

Men nu vil den endnu engang forbinde mig med Breiviks monstrøse forbrydelse på et grundlag, der ikke har nogen virkelighedsforankring. Det er så tyndt, at det tangerer injurier. Disse er blevet ‘second nature’ for min barndoms Politiken, men det siger noget om avis, der engang havde journalistisk stolthed, at den må gribe til fiktioner, for at nå sit politiske mål. Havde Politiken været at betragte som en hæderlig nyhedskilde, ville jeg have overvejet at svare på dens spørgsmål, hvis den henvendte sig, men det var allerede udelukket efter dens kampagneartikel for et år siden. Ja, man burde måske skrive til dem, og bede dem berigtige usandhederne, men det gider jeg heller ikke.

Og iøvrigt: Når jeg ikke skrev noget om Store Utøya dag i går, har det flere grunde. For det første er sorgens sprog tavshed, meditation og tårer, forsøg på at trøste de utrøstelige, at hæjlpe hinanden med at begribe det ubegribelige – ikke Thornings, Springsteens og Mikael Wiehes hule larm. (“Denna sång om det fascistiska ogräset har dessvärre inte förlorat i aktualitet. Men nu är det inte i Latinamerika utan i Europa som fascismen växer sig starkare. Och Norden håller sej väl framme: Danskt folkeparti, det norska Fremskrittspartiet och Sverige som ligger etta på den europeiska nazitoppen.”)

Så bombastisk blev der plukket lavthængende politiske points i går, og jeg var en af dem, der ikke orkede at overvære det. Thorning og Stoltenberg klapper, men det er uværdigt at lade Wiehe, en livslang programsanger for den yderste venstrefløj og hylder af totalitær kommunisme, der har kaldt danskere over en kam for ‘pølsefascister’, fremføre sådan en gang splittende, politisk propaganda på en sørgedag. Springsteen er det nærmeste man kommer til socialdemokratisk main-stream rock, jvf. Sahlin og Bjerregaard, kort sagt en politisk markering der må have været en lidelse at gennemleve for enhver pårørende til ofrene. Hvis dette er vor tids sørgemarkering, så har vi mistet sorgens sprog. Skulle der skrives noget om tragedien, skulle det gøres præcis sådan her, og til det har jeg intet at tilføje, fordi det ikke kan skrives bedre.

For det andet, er det der skulle siges, til overflod blevet sagt, nåh ja, ikke af Politiken hvis målgruppe af offenligt ansatte kvinder i 35-års alderen, åbenbart skal have bladets myter ind med ske to gange. Og for det tredje er min egen personlige historie med Norge og eftervirkningerne af Utøya endnu ikke moden til offentliggørelse. Jeg kom ved et tilfælde og uforvarent nærmere på den end de fleste danskere. Politiken kan jo kigge forbi, hvis jeg skriver om det og hvis de vil have noget mere at lyve om. – SE også Politiken atter med Lars Gule (og Shansen) som kilde – Breivik kunne lige så godt have været dansker… og Utøya: Mikael Wiehe sang om fascistisk ugræs for Helle Thorning-Schmidt – Oprindeligt skrevet mod DF.

Essays (Mellemgaard)

Av Thomas Nydahl

Helle Merete Brix var en av de första skandinaviska författare jag läste i ämnet islamism. Hon är född 1959, bosatt i Köpenhamn och verksam som frilansande journalist och författare. Hon skriver bland annat för norska Human Rights Service och för den danska helgtidningen Weekendavisen och nättidningen Den korte avis. Hon skrev, tillsammans med Lars Hedegaard och Torben Hansen den alltjämt viktiga boken I krigens hus (2003) som redde ut några av de mest grundläggande omständigheterna kring den religiöst-politiska islamismen. Hon har efter det publicerat en bok om Muslimska brödraskapet i Europa, Mod mørket (Trykkefrihedsselskabets bibliotek 2008).

Det som skiljer Brix från många andra som skriver i detta ämne är att hon förenar en stor sakkunskap med en personlig, icke-dogmatisk, ton som är resonerande – i motsats till mycket som istället blir propagerande. Brix är nu aktuell med en ny bok som förenar de två sidorna på ett utmärkt sätt: Sex, frihed og fatwa. Det är en samling essäer som pendlar mellan en memoarliknande ambition om barndom, familj, personlig utveckling och å andra sidan den sakliga berättelsen om religiösa och/eller politiska komplikationer som hänger samman med islamism och diktatur.

Som varje socialt och politiskt intresserad människa är Brix berest. Boken innehåller följdriktigt ett antal mycket fina essäer från resor och möten i andra länder. Här finns såväl Sydafrika som London och Paris med, men jag fäster mig särskilt vid kapitlet om Sarajevo. Brix skriver:

”Tidligere var næsten en tredjedel af alle ægteskaber i Bosniens byer blandede. De to gange, jeg var i Sarajevo, mødte jeg ingen unge, der tænkte på at gifte sig med andre end en muslim som dem selv, en serber som dem selv eller en kroat som dem selv. De var bange for, at krigen skulle begynde igen.”

I detta korta stycke visar Brix vad resultatet blir av etniskt färgade krig och konflikter. Det som skedde i Jugoslavien är ett extremt exempel. Ingen folkgrupp vann i slutänden någonting på att gå från hus till hus och mörda. Serbien är idag en ministat med ytterst svåra sociala problem. Kroatien kämpar med samma sak. Bosnien-Herzegovina lever i ett slags undantagstillstånd där spänningen mellan folkgrupperna ånyo ökar. I Kosovo har endast få framsteg gjorts. Drömmen om en albansk nation blev också en mardröm för andra folkgrupper, som i stor utsträckning fördrivits.

I Sarajevo-kapitlet berör Brix också den judiska minoritetens öde.

Khomeini återkommer hon till vid ett flertal tillfällen, eftersom den islamiska iranska republiken i så hög grad präglat den tid, från slutet av 1970-talet fram till idag, som Brix skriver om. I detta sammanhang finns förstås också de talrika exemplen på den terror och död som islamismen sprider över världen. Också enskilda konstnärsöden berättar hon om, som Rushdie och Theo van Gogh, men också en dansk med iransk bakgrund, Farshad Kholghi som är en god vän till Brix.

När detta är sagt, vill jag understryka att bokens verkliga styrka är de många personliga texterna. Här handlar det om relationer mellan barn och föräldrar, mellan hälsa och psykiska sjukdom, och inte minst om sexualiteten och dess färgrika uttryck. Det antyds ju redan i bokens titel att detta ämne finns i ett slags essäernas centrum, som en förutsättning för liv och glädje.

Brix mamma tog sitt liv när författaren bara var tretton år. Det blev slutet på ett långt lidande i manodepressiv sjukdom. Brix själv plågades av ångest och ville inte bli beroende av psykofarmaka. Till sin hjälp har hon bland annat Marie Cardinals smått legendariska bok Ord som förlöser. Den kom 1975 och i dansk översättning 1980. Brix talar sig varm för terapin som en väg till hälsa.

”Som Cardinal begyndte jeg for alvar at skrive i denne svære periode af mit liv. Jeg skrev om natten, hvor jeg sov i ryk. Eller om aftenen, hvor jeg var vågen og skræmt i mit lille værelse i kollektivet i det gule hus ved havnen. Jeg mente, at så længe jeg skrev, blev jeg ikke gal.”

Detta är ett mycket personligt och vackert avsnitt i boken.

I essän Sex, lænker og kærlighed kommer vi riktigt nära det som bränns i våra liv. Och jag tycker att Brix balanserar så fint mellan den djupt liggande längtan och erfarenhet hon haft i sitt liv, och den berättelse som också läsaren dras in i, som en inspiration och en källa till livsglädje.

Om sig själv som ung kvinna skriver hon, att hon drömde om att möta män som inte nöjde sig med att smeka kvinnors kinder. Hon visste var man kunde hitta dem, och där fanns det förstås också kvinnor som lät sig kyssas av andra kvinnor. Vi talar alltså om de bisexuella drömmarna som förenas med den sadomasochistiska miljöns möjligheter. Brix säger att hennes nyfikenhet besegrade rädslan, och att hon i 28-årsåldern ”flød i mænd”. Jag tycker mycket om att läsa de resonemang Brix för kring alltjämt tabubelagda ämnen i sexualitetens sfär, inte minst de som handlar om pornografi och prostitution. Hon berättar här vilket inflytande Maria Marcus haft, den banbrytande författaren och psykoterapeuten. Och Anne Linnet som skrev och sjöng sånger med Marquis de Sade som tema. Också Nancy Fridays bok om kvinnors sexuella fantasier fanns med. I slutet av detta kapitel finns det några tänkvärda ord:

”Og at elske med et andet menneske, om der er tal om det flygtige møde eller i et ægteskab til døden os skiller, betyder egentlig blot dette: At man for livet, i en årrække eller blot en aften har fået det privilegium at lytte til et åndedræt, der ikke er ens eget.”

Helle Merete Brix nya bok är rik på livserfarenhet. Den ger mig bilden av en europeisk intellektuell som inte ger vika för samtidens totalitära ideologier, och som med sitt eget liv som exempel vill visa vad det innebär att vara en fri ande. Det finns inte så mycket sådan litteratur i vår skandinaviska krets, och därför är det också så självklart att läsa Sex, frihed og fatwa.

Mark Steyn introducerer Også dette indlæg handler som nedenstående i høj grad om medierne, fra minut 20:00. ICLA: Brussels 2012 Conference

Mere end hver anden voldtægtsdømt indvandrer eller efterkommer

Skriver BT idag. “Det er vildt bekymrende. Send dem på kursus”, siger SF. “Lær hvordan i skal opføre jer, piger,” siger seniorforsker Karin Helweg-Larsen, medlem af Enhedslisten, Danmarks feministiske parti, med et trans og queer udvalg. Send SF og seniorforskerne fra Enhedslisten på kursus ude i virkeligheden, siger jeg. Det er en temmeligt usselt over for ofrene og en forskningsmæssig falliterklæring, at Karin Helweg-Larsen er ude og relativisere den næstalvorligste forbrydelse vi har, blot fordi den kolliderer med hendes livslange, politiske ideologi. Vil hun være læge og forsker eller politiker, når hun nu ikke magter begge dele samtidigt? Knap ti procent af befolkningen begår over halvdelen af voldtægterne. Er der en matematiker til stede, der regner overrepræsentationsprocenten ud? ?

Mere end halvdelen af dem, som blev dømt for voldtægt i 2010 var indvandrer eller efterkommere af indvandrere. Irakere, iranere, tyrkere og somaliere er voldsomt overrepræsenteret i voldtægtsdomme i Danmark. Mere end hver anden gang dommere i 2010 fandt gerningsmænd skyldige i voldtægt, var den skyldige indvandrer eller efterkommer af udlændinge, viser de officielle tal fra Danmarks Statistik. Helt præcis blev 32 med dansk baggrund i 2010 dømt for voldtægt mod 27 indvandrere og 7 efterkommere af indvandrere, ialt 34. Tager man voldtægtsdommene over de sidste syv år er mere end én ud af tre dømte for voldtægt enten indvandrer eller efterkommer – helt præcist har 156 af de 450 voldtægtsdømte siden 2004 indvandrerbaggrund. Da indvandrere og efterkommere kun udgør knap ti procent af den danske befolkning – er der altså mere end tre gange så mange med udenlandsk baggrund, der bliver dømt for voldtægt i forhold til danskere.Hveranden voldtægtsdømt er udlænding

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Valet 2010 kom att radikalt förändra Sveriges politiska karta och röra om i konsensusgrytan. För första gången på många år valdes ett nytt parti in i riksdagen. Sverigedemokraterna fick 5,7 procent av väljarnas röster. För den svenska journalistkåren var valresultatet ett gigantiskt nederlag. I åratal och med stigande intensitet hade journalisterna gjort sitt yttersta för att tiga ihjäl, alternativt demonisera partiet som ”främlingsfientligt”, ”odemokratiskt” och ”rasistiskt” och därmed försöka förhindra det från att komma in i riksdagen. Svenska journalister avskyr Sverigedemokraterna. Och det är ingenting som de försöker dölja. Tvärtom uppfattar de det som en viktig del av sitt demokratiska uppdrag att motarbeta SD.

Alla som med någotsånär vakna sinnen genomled medias bevakning av valrörelsen 2010 kunde notera journalisternas uppenbart problematiska förhållande till Sverigedemokraterna. Inför valet 2006 hade mediestrategin varit att tiga ihjäl partiet. SD placerades i medieskugga. Istället ägnades FI, Feministiskt Initiativ, ett medieintresse som var helt oproportionerligt mot partiets storlek. FI:s program stämde med journalisternas egna politiska åsikter. SD gjorde det inte.

Brutalt uppvaknande med SD:s braksegrar i Skåne

Uppvaknandet på valnatten 2006 blev brutalt. Yrvakna journalister kunde konstatera att SD helt utanför medias radar hade fått nära 3 procent av rösterna i riksdagsvalet och vunnit braksegrar i till exempel Landskrona med 22 procent och Svalöv med 15 procent. Från att ha varit representerade i 15 kommunfullmäktige fick SD plats i 32 av 33 skånska fullmäktige. Skånes största tidning Sydsvenska Dagbladet försökte tiga ihjäl partiet och skrev inte alls om SD under valrörelsen 2006. ”Man undervärderade stödet för dem helt enkelt” säger Sydsvenskans reporter Niklas Orrenius, numera på Expressen.

Invandringspolitiken mörkades genom tyst överenskommelse

Att försöka tiga ihjäl SD var alltså ingen lyckad idé. Inför valet 2010 gällde det att kavla upp de mediala ärmarna och ta nya grepp. Genom en tyst överenskommelse mellan de sju gammelpartierna tog politikerna över huvud taget inte upp frågor om invandringspolitiken i valrörelsen – självklart eftersom alla i sjuklövern vet att de på förhand är dömda att förlora den debatten. Att det skulle ”gynna SD” att diskutera invandringen var en helt korrekt bedömning.

Politikernas mörkande var bekvämt för journalisterna. De slapp göra sig obekväma och ta upp frågor som varken de själva eller politikerna hade någon lust att diskutera. Hellre lyssna till husbondens röst och lägga locket på. Det var givetvis fritt fram för vilken ambitiös journalist som helst att ta ett eget initiativ och bedriva grävande journalistik till exempel i frågan vad invandringen kostar skattebetalarna. Eller hur världens mest extrema invandringspolitik påverkar mottagarlandet Sverige och dess befolkning. Men det gjorde ingen. Frågan ansågs inte intressant, och resultaten skulle varken bli politiskt eller medialt önskvärda.

Särbehandling av SD utan historisk motsvarighet

Inför valet 2010 utsatte journalisterna SD för särbehandling med metoder och i en omfattning som saknar historisk motsvarighet. Det var i stor utsträckning fråga om ren mobbing på sandlådenivå – ett tydligt vittnesbörd om det hot som SD:s blotta existens utgör mot journalistkollektivets traditionella värdegemenskap. SD fick mer uppmärksamhet än inför valet 2006 men utsattes för utpräglat negativ särbehandling. Här är några exempel:

• TV4 stoppade SD:s valfilm om vilka befolkningsgrupper som konkurrerar om skattebetalarnas pengar.

• De stora morgontidningarna valde att ha en ”restriktiv rapportering” om SD för att ”publiciteten inte ska underblåsa någonting som inte sker av sig själv” (Dagens Nyheters motivering).

• Annonser och debattartiklar togs inte in.

• Kvällstidningarna Aftonbladet och Expressen markerade genomgående tydligt SD-fientliga attityder och övergick i valrörelsens slutskede till ren kampanjjournalistik med syfte att skrämma väljarna och förhindra att SD skulle komma in i riksdagen. I nyhetsartiklar (som ska vara objektiva) fick gammelpartiernas partiledare hålla upp den förstasida i Expressen som slog alla dittillsvarande snuskrekord även för kampanjjournalistik – förstasidan där SD:s valsedel ligger smutsig och ihopskrynklad, kastad i rännstenen med ett stort NEJ över. Det var maktspråk och skrämselpropaganda med fascistiska undertoner från dem som har till uppgift att granska makten men istället gosade in sig ordentligt i maktens knä.

• SD fick inte uttala sig i artiklar som handlade om dem själva. När vänsterpartiets ledare Lars Ohly på valkvällen vägrade dela SVT:s sminkloge med SD-ledaren Jimmie Åkesson fick bara den ene, Ohly, uttala sig i Expressen. Den andra parten, Åkesson uteslöts.

• Expressen valde också bort SD i tidningens egna direktsända web-tv-utfrågningar. Chefredaktören Thomas Mattsson ”ville inte släppa upp dem på sin egen scen”.

• Sveriges Television, TV4 och Sveriges radio vägrade låta SD delta i utfrågningar och debatter inför valet, även den slutliga partiledardebatten, trots att flera opinionsundersökningar tydde på att partiet skulle komma in i riksdagen.

Ny regel enbart för exkludering av SD

Argumentet var att bara de partier som redan satt i riksdagen fick delta. Det var en helt ny regel, tillkommen enbart för att exkludera SD. I flera tidigare val hade partier som såg ut att kunna ta plats i riksdagen fått delta i debatterna inför valet:

• Miljöpartiet 1988.
• Ny demokrati 1991.
• Miljöpartiet 1994 när partiet återkom efter en mandatperiod utanför riksdagen.

”2010 års val var unikt i den meningen att ett parti kom in i riksdagen som inte varit med i någon av tv:s valdebatter eller utfrågningar.”

Det skriver journalisten och medieforskaren Björn Häger i sin nya bok ”Problempartiet”, om medias förhållande till SD kring valet 2010.  I sina doktorandstudier i medie- och kommunikationsvetenskap vid Mittuniversitetet har han intervjuat 26 mediechefer och politiska reportrar i Stockholms- och Skånemedia om hur de ser på bevakningen av SD. Samtliga intervjuer gjordes före valet 2010.

”Det vore skönt att slippa dem”

Björn Hägers bok bekräftar den bild av journalisternas inställning till SD som vanliga mediekonsumenter har kunnat iaktta under många år. SD är ett höggradigt irritationsmoment som journalisterna helst skulle vilja vara utan. Journalister och Sverigedemokrater står så långt från varandra i värderingar som två grupper kan göra. Att ställa frågan ”Finns det några Sverigedemokrater på redaktionen?” är ungefär lika utsiktslöst som att fråga ”Finns det liv på månens baksida?” eller ”Finns det några homosexuella i Iran?”

”Sverigedemokraterna har inget som helst stöd på min redaktion. De åsikter som de har är det nog ingen som delar” säger Per Lärka, redaktionschef på SVT Sydnytt.

Pontus Mattsson, politisk reporter på SR:s Ekoredaktion som också har skrivit boken ”Sverigedemokraterna inpå bara skinnet” (2009),  säger:

”Jag tror att många skulle tycka att det var skönt om de gjorde ett dåligt valresultat och hamnade på två procent, då slapp man ha med dem att göra.”

SD – ett problemparti för journalisterna

Samtliga tillfrågade journalister avskyr SD och upplever det som ett problemparti. Partiet stjälper alla beprövade förhållningssätt över ända.

”Journalisterna är partiska till förmån för rådande normer och värderingar – och ett parti som driver frågor som befinner sig i avvikelsesfären kommer därför att få medierna emot sig” skriver Björn Häger.

Journalisterna anser genomgående att SD är ett främlingsfientligt parti som utgör ett hot mot demokratin. Många journalister menar att detta står i konflikt med mediernas uppdrag. När journalisterna i Björn Hägers undersökning ska beskriva SD staplas de avståndstagande adjektiven på hög; ”nationalistiskt”, ”populistiskt”, ”odemokratiskt”, ”invandringsfientligt”, ”främlingsfientligt”, ”nationalromantiskt”.

Det kan till exempel låta så här:

”Ett enfrågeparti som främst inriktar sig på invandringen. De skiljer på folk och folk, anser inte att alla människor har samma rättigheter i Sverige, tycker att invandrares rättigheter ska begränsas.”

”Ett nationalistiskt parti som har en överromantisk dröm att Sverige ska se ut som på 1940-talet, det ska inte finnas några svarta i samhället utan det ska vara riktiga svenskar och vi ska dansa till folkmusik och flaggor överallt. De har försökt kidnappa Astrid Lindgrenbilden av Sverige. Ett populistiskt missnöjesparti som har enkla lösningar på allting.

Tillåtet att kalla SD ”främlingsfientliga”

Det är bara SR:s Ekoredaktion som har en officiell policy för hur man ska behandla SD. Ingenting hindrar medarbetarna i program som P1 Morgon, Studio Ett och God morgon Världen från att kalla SD ”ett främlingsfientligt parti”. Däremot ska de inte säga ”rasistiskt” och inte heller ”högerpopulistiskt” eller ”högerextremt”, eftersom SD inte enkelt låter sig placeras på en höger-vänsterskala.

Staffan Sillén, tidigare chef för SR:s Ekoredaktion, nu stabschef i SR:s programenhet, säger:

”Ett parti som förespråkar någon slags homogenitet i befolkningen, det tycker jag i sig är problematiskt. Vi förutser i bevakningen att de som agerar står för demokratiska värden, och i de här delarna tycker jag att man kan ifrågasätta om partiet verkligen gör det.”

”Man ligger lite lågt i bevakningen av SD”

Hur hanterar då journalisterna detta problematiska parti? Eftersom man överlag i media ser SD som ett odemokratiskt parti finns flera uttalade och ännu fler outtalade regler för hur man ska handskas med partiet. En strategi som media fortfarande tillämpar är att försöka låtsas som om partiet inte finns, till exempel genom att underlåta att redovisa opinionsundersökningar där SD får höga siffror men konsekvent redovisa när SD får låga siffror. Alla sorters utelämnanden är satta i system, om än inte lika frekvent som före valet 2010.

Flera av de intervjuade journalisterna medger att den egna aversionen mot SD kan göra att de ”håller tillbaka” i bevakningen, att man ”ligger lite lågt”.

”Nu får ju folk aldrig prata på i Sydnytt i någon större utsträckning i alla fall, men det är klart att man kanske inte låter dem utveckla sina resonemang alltför långt. Det knepiga är att de har åsikter som man inte delar. Och som man tycker är direkt korkade” säger Lisa Ovesen, reporter på SVT Sydnytt.

Särskilt ångestladdat för journalisterna är all kritik mot islam. Eftersom de inte är pålästa i ämnet tolkar de all islamkritik som liktydigt med att ”hetsa mot muslimer”. Alltså måste allmänheten, och i synnerhet muslimer, skyddas från allt ifrågasättande av islam.

Kadrar av pålitliga SD-fientliga ”experter”

En annan vanlig mediestrategi är att inte släppa fram SD utan att samtidigt ha någon som kritiserar dem. Stora kadrar av tjänstvilliga och pålitligt SD-fientliga ”experter” som bygger sina karriärer på att driva mångkultur och slå ned på invandringskritik står alltid redo att rycka in. Media behöver bara lyfta telefonluren så kommer de som ett skott.

I skaran av ”experter” med en garanterat vänsterextrem världsbild finns bland andra professorn i statskunskap Marie Demker  och maken tillika statsvetaren Ulf Bjereld, professorn i socialpsykologi vid Roskilde universitet Lars Dencik, som också är expertledamot i ”Utredningen om ett effektivare arbete mot främlingsfientlighet och liknande intolerans”, åsiktsmannekängen Lisa Bjurwald, journalisterna Anna-Lena Lodenius och Annika Hamrud, Ulla Ekström von Essen, forskare vid Sveriges i särklass mest vänsterinriktade högskola, Södertörn, och givetvis personer ur Expos statsfinansierade stall av åsiktskommissarier, som Alexander Bengtsson och Daniel Poohl.

Ministerns åsiktsdiktat får stå oemotsagda

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: I demokratins tjänst”

Politikerne kan tage denne besked ind elller ej: Der er kun én måde, at afhjælpe ghettoproblemer i Danmark på. At bortskaffe de personer fra landet, der gør dem til en ghetto, statsborgere eller ej. Det er personer, der aldrig skulle have befundet sig i Danmark, og som vil blive smidt ud på et tidspunkt, hvis der ikke sker dem det, der er værre. Jo senere politikerne indser den enkle sandhed, desto værre for alle. Vil de ikke indse det, må man håbe at folk vælger nogle andre. Ellers er der kun ‘naturens gang’ tilbage. Men jeg skal ikke løse politikerskabte problemer, kun styre mig selv klar af dem.

Problemerne går ikke væk af sig selv eller af nogen ‘ghettoplaner’, de vokser af politikernes stadige lurepasseri. Det de vokser til, vil stå som deres skyld, og tyngden af den vokser for hvert år der går. Tænk over det: Passivitet bevarer ikke status quo for nogen, heller ikke for politikerne, der højest kan håbe på at være gået på pension, når deres frugterne af deres forsømmelser skal høstes. Valget burde være let, i morgen er det sværere, om et år endnu sværere, og hvis efterkommerne skal gøre jeres arbejde, bliver det virkelig ubehageligt.

Om der i fremtiden skal forekomme etnisk udrensning i Danmark – en kun alt for banal historisk foreteelse – afgøres af politikerne i disse år. Prevention is better than cure, og det er nu der skal forebygges. Desværre er der ringe grund til at nære nogen illusioner om, at det vil ske. Viljesløst glider vi år for år ud i mørket. Da politikere ikke engang på det økonomiske område foretager sig noget der er præventivt på 10-15 års afstand, ser jeg ikke at vi undgår at glide videre ind i den konflikt, jeg ser foran os. Jo større spændinger vi ophober, desto mindre gnist skal der til at tænde en katastrofe, og de der leverer gnisten, forekommer netop i denne historie. Det er folk med en besættermentalitet, der ikke kan undgå at provokere et voldeligt gensvar før eller senere. Gnisten leveres ikke af os, der dokumenterer det, og hvis nogen alligevel synes det, er det fordi de ikke tåler synet af virkeligheden. De har er et psykologisk problem mere end et politisk, og hvad værre er: de gør sig til medskyldige til det, der vil komme:

Køge: – Jeg kan ikke holde til det mere, og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan.Sådan siger beboeren “Marianne” fra boligkvarteret Ellemarken, der er træt af at leve i evig frygt for sit eget og sønnens liv. Hun står frem i DAGBLADET Køge under et pseudonym, og hun håber, at andre vil stå frem med historier fra en dagligdag, der er er præget af chikane og hærværk

– Når først man er kommet i bandernes søgelys, så gør de dit liv til et helvede. Det er ikke usædvanligt at se drenge helt ned til 8-10 år gå rundt og kalde kvinder “luderso”. Depotrum bliver opbrudt, min dør er blevet sparket ind flere gange, og nu truer de også min søn. Jeg kan ikke holde til mere, siger Marianne, der nu har fået hjælp af Køge Kommune til at finde en ny lejlighed. Bange mor: Anmeld banderne

En beboer i Ellemarken føler sig belejret af unge bandemedlemmer, og nu vil hun væk. Den sidste dråbe var en dramatisk episode i juni, hvor hun frygtede for sit og sønnens liv.Der var intet, der tydede på, aftenen skulle blive et vendepunkt i » Mariannes « liv. Hun havde netop sagt farvel til sin 26-årige søn Nikolaj, der ville besøge en ven i nærheden. Hun iførte sig en morgenkåbe, og satte sig i køkkenet for at få sig en kop kaffe. Og så brød helvede løs. Hvad der skete efterfølgende har chokeret hende i en sådan grad, at hun ikke længere kan sove ordentligt om natten, og hun lever i evig frygt for drengebanderne i området. Marianne fortæller sin historie til DAGBLADET omringet af flyttekasser. Hun står frem i håb om at andre beboere i Ellemarken med lignende historier vil overvinde deres frygt og stå frem.[..]

Hun er vant til tilråbene.Omgangstonen blandt de unge er rå, og det er heller ikke første gang, at nogen forsøger at sparke hendes dør ind. For hende er det en del af den daglige rutine at barrikadere døren med brædder fra en sengeramme, før hun går i seng. Denne aften har hun ikke nået det, og hun føler sig mere sårbar end nogensinde før.-Jeg er så bange, at jeg finder en stor køkkenkniv og et rundboldbat, og så stiller jeg mig ud foran døren. Jeg har ikke lyst til at gøre nogen noget, men ingen skal slå min søn. Jeg ville helst bruge battet, men jeg var klar til til at bruge kniven, siger Marianne.Der går et splitsekund, og så forsvinder de i tre-fire biler.Politiet kommer hurtigt, og de tager min søn med sig, og så siger de, » Marianne, din søn kan ikke være her, og så tog de ham med sig. Jeg har ikke set ham siden, siger Marianne.

Der er gået to måneder siden episoden, og hun har pakket flyttekasserne. Hun er bitter over at skulle flytte, men prisen for at blive boende er blevet for høj. -Og jeg er ikke alene. Der er mange herude med lignende eller værre historier. – Enlig mor belejret i Ellemarken, Dagbladet Køge, 21.07.2012 (ikke online)

Til avisen udtaler politiet altid at de rykker ud når borgerne ringer, men når borgerne ringer bliver man afvist gang på gang. Jeg har ringet da 9 indvandrere stoppede mig i min bil og truede med at slå mig ihjel og svaret var at trusler ikke er strafbart. Jeg ringede da 2 indvandrere angreb en af mine naboer med en cykelanhænger og en motorsav og svaret var at politiet helst ikke ville tage imod mon anmeldelse og i øvrigt ikke havde tid til at sende en vogn, da den var i Holbæk, som er en times kørsel væk……… Jeg forstår godt at politiet har berøringsangst overfor indvandrernes kriminalitet, da de ikke er bange for at opsøge politiet på deres privatadresser, men så vær dog ærlige og fortæl at I har opgivet i stedet for at lyve om at I gerne ville rykke ud og hjælpe borgerne, når det simpelthen ikke passer!

Se også: Tvunget til at flytte: Nødråb fra Ghettoen, 20 juli 2012.

I appear here before you in the city of Brussels in the year 2012, almost five years after I appeared in the same place, and for the same purpose.Brussels is the “capital of Europe”, and by all rights should be an enlightened city in the heart of an enlightened continent.Yet this is not so. The unaccountable bureaucracy of the European Union is now widely considered to be a “soft” totalitarian regime — and getting harder all the time.The death throes of free speech in Europe.by Elisabeth Sabaditsch-Wolff

Den egyptiske aktivist menneskerettighedsaktivist Iqbal Baraka sammenligner sit lands nye styre med nazismen i denne video, mener lige som mange andre, at de skal have lov at spille fallit og ryge på historiens mødding. Det hjælper dog ikke 10 mio koptere i mellemtiden. Jeg bringer ikke Condells kritiske videoer om kristendommen, fordi jeg mener de kommer 100 år for sent, og selv for 100 år siden, var kristendommen langt mere godartet end islam. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigere at Europa besinder sig på sit kristne kulturgrundlag, end at det slår forlængst åbne døre ind.

Af samme grund mener jeg heller ikke at vor tids opblomstrende ateistforeninger opfylder noget påtrængende behov. Jeg har også oplevet dem førstehånds som et skalkeskjul for islam-kritikere, der er for pussilanime stå frem som alene det. Dette sagt af mig, et storbymenneske opvokset i en sækulær tid i en ikke-religiøs familie, som ikke engang er konfirmeret da det var aktuelt i 1965. Jeg fastholder mit medlemskab af Folkekirken ikke desto mindre.

En gammel ven af mig stiftede klubben “Ikke-rygere for rygning.” Det er omtrent sådan, jeg ser på mit medlemskab af kirken. Skulle vi få en svensk ordning, ville jeg melde mig ud. Jeg kunne ikke drømme om at være medlem af et politisk parti og slet ikke af et, der er forklædt som kirke.

Algierer dømt for at financiere Stockholmbomberen Abdulwahab

Straffen udmåles i næste uge. Taimour Abdulwahabs kone, Mona Thwany, der lige siden den 12 december 2011 har været mere røget end speget, har under retssagen leveret den ene ammestuehistore tyndere end den anden, men der må have manglet hårde beviser, for hun forbliver en fri kvinde. Den algierske med-terrorist og socialbedrager har naturligvis også løjet og nægtet gennem hele retssagen. Alle kan ånde lettet op, ikke mindst svenske politikere og presse, der snart fik en anden terrorist i Norge, der var mere efter deres smag, og som tillod deres fortrængsningmekanismer at forblive uanstastede. Der blev jo ikke dræbt 50 uskyldige stockholmere. Ikke lige den aften i Stockholm.

An Algerian national has been found guilty of funding terrorism but cleared of conspiracy to murder following a suicide bombing in Stockholm. Nasserdine Menni, who was living in Glasgow at the time of the attack, was convicted of transferring money to Taimour Abdulwahab, who later blew himself up in the Swedish capital on December 11 2010. He was also convicted of immigration and benefit fraud.Algerian jailed for funding Sweden’s first ever suicide bombing after terrorist blew himself up in Stockholm, Menni medskyldig till Stockholmsdåd

Uhrskov i Skåneland

Historikeren og JP klummeskriveren Morten Uhrskov: “Jeg læser fire svenske aviser om dagen.” Kunne han ikke nøjes med én? Vittige hunde kalder Riksdagen for “Syv-partiet.” Uhrskovs ene avis kunne man kalde “130-avisen”, så mange udkommer der, og man skal være swedolog og kunne tyde i kaffegrums, for at se forskel på dem. At tænke sig – 14 dage med Aftonbladet. Det skal godt med Karl Johan-svampe, Kräftkalas og O.P.Andersson, til at stå det igennem. Jeg aner nogle flere klummer om Sverige i horisonten. Jeg er selvfølgelig ikke helt millimeterretfærdig, bare læs denne fra idag og få et godt grin: Dan Jönsson besöker Grängesberg i ingenmansland. Der er liv hist og her, men der er langt imellem snapsene.

Jeg ser ikke fjernsyn og har ikke netadgang, når jeg er i Skåne. Jeg kompenserer ved at købe en to til fire svenske/skånske aviser dagligt. Ikke fordi jeg kan bruge den skrevne presse som nyhedskilde ud over de rene banaliteter. Jeg vil tro, at Sverige har de værste medier overhovedet i den vestlige verden. Selv i en til tider halvtotalitær stat som Storbritannien findes der dog aviser som The Telegraph og Daily Mail, som blandt alt det almindelige multikulti også har plads til det politisk ukorrekte, som f.eks. en hyldest til den bedste premierminister, Storbritannien aldrig fik, Enoch Powell selvfølgelig.

Sådan er det ikke med svenske aviser. De er fuldstændig ensrettede. For at begribe Sveriges vej mod katastrofen er svenske aviser værdiløse, helt og aldeles. Svenske journalister er statsbetalte propagandamagere, der ikke kunne drømme om nogensinde at give signalementer af formodede gerningsmænd. Jeg gentager: Aldrig nogensinde. Det forekommer bare ikke.

Der er ingen reel debat på læserbrevssiderne. Det er den ene ekspert, der taler til den anden. At venstreekstremisten Jan Guillou er fast skribent på den omtrent lige så langt ude Aftonbladet, siger det meste. I Danmark ville det svare til, at kun holdninger som Enhedslistens og Det Radikale Venstres kom til udtryk. Mindre dele hos SF og Socialdemokraterne kunne nok også være med, og det er så det. Jeg køber således svenske aviser, når jeg er i Skåne, og kan hver gang konstatere, at det ikke har ændret sig en tøddel, siden jeg var der sidst.JP Skåne

SE også: Byen som vil vokse mest økonomisk er Osl…nei, Stockholm. Da jeg fik den tilsendt fra Norge i forgårs, tænkte jeg nok at det lignede en ordentlig rapand. Stockholms vækstpotentiale er i dårligt uddannede mennesker der knapt taler svensk, ikke just i økonomi. Det viste sig da også, at Stockholm slet ikke er nævnt i rapporten, og at den SR medarbejder der kolporterede historien, ‘er taget på ferie nu.’ Sveriges Radio: Kolla aldrig en bra nyhet. – Til gengæld: Can You Guess the World’s Fastest Growing Economy? (No, It’s Not China)

A 17-year-old shouted ‘Allahu Akbar’ – Arabic for ‘God is Great’ – as he unsuccessfully tried to grab the Olympic torch during a stretch of the flame’s route through Maidstone towards Redhill. Broadcast live on the BBC, the youth lunged from the crowd to try to take the torch from the hands of its bearer Anna Skora, but was swiftly bundled away by officers.In one video posted to YouTube he can be seen waiting behind a car and as Ms Skora gets closer he lunges towards the torch. Teenager shouts ‘Allahu Akbar’ as he tries to grab Olympic flame from torch bearer’s hands as police bundle runner to safety (På denne video min. 00:42 hører man tydeligere hans råb.)

Hvis der er nogle – bortset fra polyhistor Bonnichsen(P1 forleden) – der er bekymrede for, hvordan den olympiade skal forløbe, kan de desværre roligt være det. (DR Online ignorerer motivet, og bringer historien som en sportsnyhed. Fra Teenager forsøgte at snuppe OL-ilden. – Immigration Agents Announce Strike One Day Before Olympics Begin.)

“Danskersvin, racist- du er på vores territorium”

“Ressource-beboer” fordrevet fra ‘fleksibel-udlejnings’ Nørrebro-ghetto. Kommunal integration in action:

En desperat borger har skrevet et åbent brev til medier, lokalpolitikere og ministre, der beskriver en hverdag med chikane og trusler i en Nørrebro-ghetto. Han føler sig svigtet af boligforeningen Lejerbo og ladt i stikken af ’velmenende politikere’.Da 40-årige Anders Jensen flyttede ind i sin nye lejlighed på Aldersrogade, Nørrebro i København, for godt halvandet år siden, var han lykkelig.Lejligheden var stor nok til, at han kunne drive sin forretning, og samtidig var han en del af ghetto-indsatsen ’fleksibel udlejning’. En indsats, hvor ressourcestærke borgere får førsteret til lejligheder i ghetto-områder.

Smilet i Anders’ ansigt stivnede dog hurtigt. Larm fra unge, der bankede bolde mod facader og vinduer dag og nat, kvindeklubber, der holdt ’skovture’ i baggården til kl. 3 om morgenen, og unge, der brugte hans opgang som rygerum, generede. Så en dag besluttede Anders sig for at gå ned i gården og bede om lidt hensyn. Det viste sig at være en fejl. – “Pludselig samler en stor gruppe drenge sig omkring mig, og én stiller sig helt op i hovedet på mig. De kalder mig danskersvin, siger ting, der kun kan opfattes som trusler, og fortæller mig, at jeg er på deres territorium nu,” fortæller Anders til BT.- “Jeg skynder mig ind i opgangen, men de følger efter mig. De næste dage er jeg nødt til at slå min dørtelefon fra. De står simpelthen og ringer på den hele tiden.”[..]

Tvunget til at flytte: Tiden på Nørrebro er nu ovre for Anders. Efter halvandet år er frygten blevet for stor.- “Jeg gider ikke det der med, at jeg skal være urolig, når jeg går ned og køber en karton mælk. En af dem bor i min egen opgang. Det er ikke særlig rart, siger Anders,” før han retter en svada mod politikerne: – “Man står helt alene. Velmenende politikere har bare troet, at man kan plante folk i en ghetto, og så skal det hele nok gå. Sådan hænger tingene jo ikke sammen.” Tvunget til at flytte: Nødråb fra Ghettoen (Beboerens åbne brev til Folketinget og kommunen og samtlige nyhedsredaktioner. pdf)

Geert Wilders’ brev til kommisær Cecilia Malmstrøm

Malmstrøm blev den 10 juli interviewet til Le Monde med overskfiten “Europa behøver indvandring”. Hun nævner i interviewet specifikt Wilders og de xenofobiske kræfter.” Wilders svarer hende med en invitation:

Kommissionär Cecilia Malström
European CommissionB-1049 Brussels

Den Haag den 20 juli 2012

Cecilia Malmström,

Banden mellan Holland och Sverige går långt tillbaka. Under århundraden handlade vi med spannmål, holländare hjälpte till med grundandet av Göteborg och äldre holländare tänker med varma känslor tillbaka på ‘det vita brödet’ från Sverige som markerade slutet på den långa, mörka ‘hungervintern’ i Holland 1944-1945. Vi har hittills inte haft någon anledning att se på Sverige på något annat sätt än uppskattande.

Ändå verkar det som att vi nu måste betrakta detta vackra land med andra ögon. Du vill EU-dominans där andra vill frihet. Inte en enda holländare har röstat på dig. Vi vet inte vem du är. Vi känner dig inte, men du tvingar dina idéer på vårt folk.

Intervjun i Le Monde visar att du stämplar människor som är kritiska mot massinvandring eller islam som främlingsfientliga och populistiska. Det är tydligen vad du tänker om stora delar av den holländska befolkningen. Du har även höga tankar om den ‘akademiska världen’. Låt mig poängtera att dessa högt utbildade personer inte företräder någon annan än sig själva.

Fortsæt med at læse “OL i Londonistan: ‘Allahu Akbar’”

Av Peder Jensen, alias Fjordman

Denne kronikken stod på trykk i papirutgaven av Bergens Tidende, Norges største avis publisert utenfor Oslo, den 17. juli. Den gjenpubliseres online her med samtykke av avisen og forfatteren.

Boken Motgift. Akademisk respons på den nye høyreekstremismen, redigert av Sigve Indregard, ble utgitt av forlagene Manifest og Flamme i mai 2012. Manifests Håkon Kolmannskog er en tidligere kommunistisk aktivist som i 2012 ble avløst som forlagssjef av Eivind Volder Rutle, en annen mann med bakgrunn som kommunistisk aktivist. Et par dusin norske akademikere har bidratt til denne tekstsamlingen, gratis.

Venstreleder Trine Skei Grande hevdet i en kronikk at “Islamofobi er et samfunnsproblem. Islam er det ikke.” Dette synspunktet ser ut til å være mottoet for boken. Premisset for utgivelsen er at Anders Behring Breivik hadde en rasjonell ideologi bak sin massakre. Dette er ikke uproblematisk. De første delene av hans såkalte manifest siterer tekster skrevet av andre. De seinere delene som mest opplagt er formet av Breiviks eget sinn er derimot langt mer forskrudde og forvirrede. De eneste gangene der man kan merke at personen Breivik putter virkelig pasjon bak sine ord er når han skriver om hvor mange mennesker som skal drepes, og hvordan.

Rettspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim har påpekt at det er draps- og voldsfantasier, ikke ideologi, som dominerer i Breiviks tankeverden. Han utviser nesten seksuell opphisselse når han får snakke om dreping.

Boken skjemmes av at bidragsytere som Cora Alexa Døving, Sindre Bangstad og Shoaib Sultan nokså ukritisk benytter den kontroversielle betegnelsen islamofobi. Anmelder Hege Ulstein bemerket dessuten at den bærer for mye preg av å være et multikulturelt ekkokammer som neppe vil overbevise mange andre.

Førsteamanuensis Berit Thorbjørnsrud leverer et noe ufokusert forsvar for kulturrelativisme. Doktorgradsstipendiat Bengt Andersen avviser at det finnes innvandrergettoer i Oslo eller i britiske og franske byer, og hevder at sosiale og etniske opptøyer der er “reaksjoner på provokasjoner fra høyreekstreme grupper”.

Det finnes glimt av interessante synspunkter innimellom. Historikeren Øystein Sørensen påviser visse likhetstrekk mellom Breiviks verdensbilde, i den grad han har et, og Khomeinis Iran. Breivik siterer president Mahmoud Ahmadinejad fra Den islamske republikken Iran til inntekt for sitt ideologiske syn i hans manifest, en av flere klart pro-islamske referanser man finner hos Breivik.

Martin E. Sandbu har studert politikk og økonomi ved University of Oxford i England samt Harvard University i USA og er en ledende skibent for næringslivsavisen Financial Times. Han er sikkert en smart og velmenende mann, men klarer ikke å få islamske drapstrusler mot avistegnere til å passe inn i hans liberale idealsamfunn.

Olav Elgvin og Jon Rogstad fra forskningsstiftelsen Fafo hevder at det alltid har vært innvandring og at det derfor ikke er noe spesielt over det vi ser i dagens Europa. Det samme argumentet benyttes av historieprofessor Knut Kjeldstadli, som også er politiker og ideolog tilknyttet venstresiden i Sosialistisk Venstreparti.

Forskjellen er at verdens årlige befolkningsvekst nå er på over 70 millioner mennesker, mer enn den samlede anslåtte befolkningen i Romerriket for knapt to tusen år siden. Sagt på en annen måte vokser jordas befolkning nå med mer enn ett Romerrike hvert eneste år, det meste av veksten konsentrert i svært dysfunksjonelle land.

Milliarder av mennesker hadde ikke tilgang til interkontinental lufttransport i middelalderen. Samlet sett er det ingen tvil om at dagens innvandringsbølger i antall og tempo langt overgår alt som tidligere har forekommet i menneskehetens historie. De er mye større enn folkevandringene vi forbinder med Romerrikets fall i Europa.

Jeg har selv som student ved Universitetet i Bergen hørt professor Knut S. Vikør forelese i islams historie. Han kan mye men underslår noen vesentlige detaljer, i likhet med litt for mange vestlige akademikere med islam som spesialfelt. Dersom man leser hans essay i Motgift får man inntrykk av at jihad kun er en forsvarskrig.

Jihads formål er å utbre islamsk herredømme, til syvende og sist til hele verden. Dessuten er mange muslimers begreper om hva som utgjør angrep eller forsvar ofte radikalt annerledes enn våre. Det ansees som et angrep som må hevnes, om nødvendig med drap, dersom noen krenker islam og dets profet. En slik forbrytelse gjelder ikke bare den enkeltpersonen som påstås å ha gjort dette, men kan omfatte hele hans stamme eller nasjon. Karikaturstriden i 2006 var jihad. Dette vil en vanlig leser ikke kunne forstå ut ifra Vikørs skriverier.

Boken er til dels kjedelig og kan påkalle et undertrykt gjesp. Den inneholder lite som er nytt og friskt. En av de få gangene man kjenner blodtrykket stige i noen minutter er under bidraget fra skribent Dorte Skulstad og Knut Aukrust, professor ved Institutt for kulturstudier ved Universitetet i Oslo. Al-Andalus, de delene av Iberia som var underlagt muslimsk herredømme, omtales her som et “paradis” og et “tilfluktssted for tanken”. Deres fremstilling er så forvrengt at den etter mitt syn enkelte ganger grenser til regelrett historieforfalskning.

Gjert F. Vestrheim, førsteamanuensis i filologi ved Universitetet i Bergen med fokus på den gresk-romerske Antikken, slakter Aukrusts og Skulstads bok om en påstått tolerant islamsk gullalder i middelalderens Spania. Forfatterne opererer med dobbeltstandarder og fremviser etter hans mening klare eksempler på “tendensiøs språkbruk, feilaktige og ubegrunnede påstander, manglende kildekritikk og fortielse av sentrale fakta”.

Den danske filosofen Kai Sørlander i Weekendavisen hevder at Motgift var en skuffelse som bar preg av uhederlig akademisk slapphet. Boken etterlot ham med en følelse av at den akademiske verden jevnt over ikke vil være til mye hjelp når det gjelder å styre europeiske demokratier gjennom sine nåværende kriser.

Jeg må stille meg bak denne konklusjonen. Dersom denne boken vil bli husket om noen år, hvilket er tvilsomt, vil det først og fremst være for tomheten og unnfallenheten som preger moderne akademiske miljøer. Altfor ofte møtes man med språklige spissfindigheter fra personer som professor Thomas Hylland Eriksen, som stort sett avviser at det finnes store problemer knyttet til innvandring og gjør narr av folk som hevder noe annet.

På mange måter er dette beklagelig. Som en skribent som befinner meg langt unna de fleste av bidragsyterne ideologisk sett hadde jeg satt pris på en skarpt formulert intellektuell bok som tok tak i reelle problemer og utløste en god debatt om disse. Det finner vi dessverre ikke her. Ikke denne gangen, heller.

The culmination of the International Conference for Free Speech and Human Rights on July 9 2012 was the reading and signing of the Brussels Declaration. The Declaration sets up a global strategic line of action against the worldwide Islamic enforcement program for Shariah Law. In the video below, Alain Wagner introduces the document, after which I read the text of the resolution, and then Elisabeth Sabaditsch-Wolff reads the eight requirements demanded of our governments.The Reading of the Brussels Declaration

»Mellemøsten vil blive irrelevant igen«

Mellemøstens oliebetydning for verden – og dermed betydning i det hele taget – kulminerede i 1974, og er dalet lige siden. I århundreder var de geopolitisk uinteressante, og de er på vej til at blive det igen. Da bør Vesten have to primære interesser i regionen: At støtte og beskytte Israel, samt at forhindre flere af landenes en halv milliard indbyggere i at krydse Middelhavet og destabilisere Europe yderligere, for når deres betydning er væk, har de selv med massiv penge- og fødevarehjælp udefra kun to virkelige eksportvarer: kaos og analfabetiske, religiøst fanatiske menneskemasser.

Blodbadet i Syrien i år er derfor kun et af mange, der vil komme, og det bør ikke tiltrække uforholdsmæssigt meget af vores opmærksomhed. Overlad den til diplomater, journalister og NGO er, der har det kroniske kriseområde som levevej. Vi bør, som Sven Burmester har sagt, vende vores opmærksomhed mod lande og kulturer, der vil overleve og blomstre. Først og fremmest BRIG landene.

Vi får brug for politikere, der kan tåle at se på menneskelig lidelse, de alligevel ikke kan afhjælpe. Tænk på alt det vås, de har sagt om Afghanistan i ti år, alle deres ‘visoner’ ligger flade på jorden som pandekager. Når støvet har lagt sig, er Afhanistan tilbage ved det gamle. Der er rigtige og forkerte indgribender. Der er synder og udeladelsessynder. Rwanda er et eksempel på, at man uden at risikere noget kunne have reddet 800.000 menneskeliv, men USA var skræmt af katastrofen i Mogadishu kort forinden og valgte forkert. At indgribe i Syrien nu, vil være en fejltagelse.

De politikere vi har nu, vil lade os trække med ned i næsten enhver konflikt i ren og skær solidaritet. Det er en amatørens refleks. De vil stabilisere Mellemøsten – det er amatørens drøm. Vi skal bruge politikere, der ikke hælder mere af Europas velstand og sociale ro ned i et sort hul og iøvrigt hasarderer vores frihedsrettigheder. Kommende generationer har vi allerede overladt den ubehagelige opgave, at skaffe sig af med de værste muslimske elementer i Europa, hvis de vil leve i fred og frihed. Det er ikke nogen arv at prale af, og det er en god idé for de sidste 30 års politikere at have forladt scenen, når det folkekrav opstår.

Europas interesser i Mellemøsten adskiller sig overvejende fra USA’s derved, at vi er så uheldige, de er vores naboer, og islams sikkerhedstrussel derfor er større. Jeg har engang forsøgt, at redde en mus fra en kat og en alkoholiker fra sig selv. Man bør vokse fra det, især når man er betroet ansvar for sine landsmænds skæbner, eller også bør man blive politiker i den udvidede, pseudo-empatiske daginstitution Sverige., hvis pædagoger og dikterende klasser har forettet ubodelig skade på deres land for en umulig sag.

Verden har andet at gøre end at redde islam fra sig selv. En værdig og overkommelig opgave ville være at redde Mellemøstens få overlevende kristne fra islam. Men her drejer det sig ikke så meget om hvad jeg mener. Artiklen nedenfor belyser fra en anden vinkel, hvad David Goldman (Spengler) siger i sin seneste bog med undertitlen “Why islam is dying”:

“Islam is chrashing and burning as it encounters the modern world. It’s going straight from infancy to senility without passing through adulthood, and we have a civillisation with a billion and a half people going into chaos, that we can’t stabilize, no matter how much we try to.”

PRESIDENT OBAMA’S pivot to East Asia is well-timed. The geostrategic importance of the Middle East is vastly overblown. The region matters to the United States chiefly because of its influence in the world oil market, but that influence has been in terminal decline for a generation, a fact almost wholly unnoticed by outside observers. A confluence of developments—including rising prices and production costs, declining reserves, and the availability of alternate fuels and unconventional sources of oil—will decisively undermine the defining role of the Middle East in the global energy market.

Meanwhile, the United States has vital interests at stake elsewhere in the world at least as pressing, if not more so, than its interests in the Middle East. These include thwarting the proliferation of weapons of mass destruction, fighting transnational terrorism and maintaining stability in key strategic locations of the world.

For centuries prior to World War II, the Middle East was considered strategically irrelevant. Alexander the Great marched across the impoverished Arabian Peninsula only because it lay between him and his goal: the fabled wealth of Persia and India. The region was merely an expanse to be crossed for traders on the Silk Road between Europe and China in the Middle Ages. The Fading Arab Oil Empire