Det blev meddelt over radioen under stenkastningen, at en kollega var blevet såret af skud, og så gør man sig sine tanker. Man ser på antallet af modstandere, man har hånden nede ved sit tjenestevåben

Jeg var tilstede i Bonn i går og jeg vidste en del om stenkastning fra tidligere, f.eks. fra venstreorienterede imod Pro-Köln i 2008, tror jeg. Hvad der blev kastet i går var helt utroligt, men det var ikke problemet: vi havde fået beskyttelsesskjold tidligt. Men jeg kunne brække mig over at vi i medierne primært hører kolleger sårede af flaske- og stenkast, disse medier ignorerer helt det nye voldsniveau vi oplevede.

Hvordan eller hvorfor pro-NRW demonstration blev tilladt, er mig ligegyldigt. Hvad vi hørte fra vores kolleger gentagne gange i går var, at karikaturtegningerne er helt berettigede, og at de desuden ikke er forbudt. Der skete præcis det, som portrættegningen viser. Den viser en bombe, og der kræves kun en lille gnist for at tænde den. Kollegerne der stod i umiddelbar nærhed af afspærringerne, kunne fortælle om salafisternes glødende had, de kunne se mord i deres øjne.

Ville nogen i grunden acceptere lignende voldsexcesser og agressivitet fra højre- eller venstrefløjsdemonstranter? Disse bliver jo også konstant provokeret, fodboldfans også. Der er masser af fodboldfans, der har et næsten religiøst forhold til deres klub. Muslimer bliver altid tilgivet for deres vold, fordi volden er deres mentalitet, den bliver altid underspillet, og fokus samler sig om provokatørerne. Du godeste, jeg ville have en masse mennesker på samvittigheden (hovedsagelig muslimer for resten), hvis jeg gik bersærk hver gang nogen fornærmede min mor. Men nej, vi skal altid kontrollere vores følelser, vi er jo anderledes, vi har en anden mentalitet. DE må derimod gerne gå amok.

Det blev iøvrigt meddelt over radioen under stenkastningen, at en kollega var blevet såret af skud, og så gør man sig sine tanker. Man ser på antallet af modstandere, man har hånden nede ved sit tjenestevåben, det går flere gange gennem hovedet at trække det, inden en anden en trækker våben mod dig

Kun få minutter senere blev det meddelt, at vi blev angrebet med kniv, og jeg tænkte om en kollega ville skyde gerningsmændene for at forhindre flere forbrydelser, som lover foreskriver. Så ville alt være sporet helt ud, men det ville måske have fået en rensende effekt, så offentligheden for alvor ville have bemærket det. Nu vokser der meget hurtigt mos på det.

Mange af mine kolleger fik i det mindste i går gjort beslutning op for den kommende demonstration. Pro-NRW fik virkelig spillet deres kort i går. Salafisterne er farligere end PRO-NRW, og de bliver sikkert endnu farligere, det kommer vi til at høre meget mere om, måske allerede i næste weekend lige inden landdagsvalget. Vorfälle in Bonn aus Sicht eines Polizeibeamten (Snaphanens oversættelse) Betjenten vidste åbenbart ikke, da han skrev dette, at PRO-NRW har tilladelse til at demonstrere i Køln i dag tirsdag. (Islamisten Abu Tallah kalder til jihad i Køln.)

Vad är rasistiskt våld? Vad är “ras”?

Tankar kring den brittiska debatten och Black Country.

Af Thomas Nydahl

Det finns i England, liksom i Sverige, en debatt om ”rasistiskt våld”. I blickfånget står undantagslöst våld utövat av vita personer – det bär mig emot att skriva det, ty jag skulle hellre kalla dem engelsmän – mot människor av annan hudfärg, nationalitet eller religion. Man diskuterar varken där eller här det våld som riktas mot landets infödda, vita eller på annat identifierbart sätt engelska eller svenska befolkning. När pakistanska män kidnappar unga, vita brittiska flickor för att våldta eller på annat sätt förgripa sig på dem har det inte förrän de senaste två åren givit mediarubriker (och fällande domar) betraktar jag det som just ”rasistiskt våld” eftersom de aldrig skulle göra så mot sina egna. När somaliska pojkar på en gata i en engelsk stad fångas på bevakningskameror i färd med att råna unga vita pojkar har det hittills inte kallats för ”rasistiskt våld” – inte ens när det dokumenterats att förövarna har refererat till offrens identitet i nedsättande ordalag (som ”vitt avskum”). Det är således inte lätt att få en övergripande bild av hur detta våld ser ut i Storbritannien, ett våld som inte bara kan förknippas med traditionellt stökiga miljöer som idrottsarenor eller pubar/krogar/diskotek, utan framför allt med de öppna, offentliga miljöerna, gator och torg, eller i kollektivtrafiken.

Kenan Malik nämner att det i Birmingham finns en organisation som heter Race Action Partnership som leds av Chris Allen, lektor vid universitetet i Wolverhampton. Han var en av de personer som skrev en en rapport efter 11 september-terrorn, och den publicerades i maj 2002. I rapporten kunde man konstatera att det som i offentligheten kallades ”ett klimat präglat av elakartade och systematiska angrepp på muslimer” i Storbritannien inte visade sig stämma överens med verkligheten. I själva verket, berättar Allen, att om man verkligen analyserar hårda fakta, så ”är det svårt att finna data och statistik som verkligen bevisar det.” I forskningen kring ”rasistiska angrepp efter 11 september” fann Chris Allen ”mycket få allvarliga angrepp”. Inte ens efter de blodiga och dödliga terrorattackerna i London i juli 2005 kunde man avläsa någon ökning av sådana angrepp på muslimer. Man kunde konstatera att ”den muslimska kommuniteten i Storbritannien inte demoniserades” och landets riksåklagare meddelade i sin årsrapport för 2006 att de befarade angreppen på muslimer verkade ha varit uttryck för ogrundad rädsla. Kenin Malik tillägger

”Den verkliga siffran för sådana hatbrott är tvivelsutan betydligt högre. Men det finns inga belägg av något slag för att minoriteterna utses till måltavla på det sätt som var vanligt i Storbritannien för bara tjugo år sedan.”

Och som ett understatement tillägger han :

”Det måste med eftertryck sägas att dagens Storbritannien inte är som 1930-talets Tyskland.”

Fortsæt med at læse “Bonn-demonstrationen set med en betjents øjne”

Det er desværre ikke nogen nyhed at muslimske asylansøgere lander og starter en religionskrig endnu inden de har fået asyl. Det er heller ikke nogen nyhed, at idyllikermyndighederne Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp lader som om det ikke forekommer. Herregud, de handler jo kun på Koranens bogstav, de traumatiserede agressorer. Deres nonchelance kommer til at stå mine efterkommere dyrt, det bliver overarbejde til PET, det er fremtidens religiøse terrorister, de ser igennem fingrene med. I Canada har de nu været nødt til at sende de farligste muslimer hjem til Somalia imod FN’s bestemmelser. ‘Tålt ophold’ er ingen fremtidssikret løsning. Interessant at høre en førstehåndsberetning fra en præst uden at man dog skal bilde sig ind, at noget vil blive gjort for at beskytte os mod den religiøse terror. Forfatteren har været feltpræst i Kosovo. Klumme af sognepræst Helle Frimann Hansen på Sappho.dk – Kristne asylansøgeres mareridt.

“I øjeblikket har jeg tre kristne asylansøgere boende i mit hjem. Jeg har heldigvis god plads, da det er præstegården i Humble på Sydlangeland. … Fælles for dem alle tre er, at de har fået nok af islam…Det kommer selvfølgelig ikke som den store overraskelse, hvordan muslimske regimer behandler anderledes tænkende og troende… Hvad der derimod kan overraske er, at trængslerne fortsætter i et dansk asylcenter. Mine nye beboere er mildest talt chokerede over, at det de troede de flygtede fra, nemlig volden, intolerancen og den manglende frihed, nu gentager sig på dansk grund.[…]

Opfindsomheden, når det gælder om via chikane og mobning at tage modet fra enhver med kristne tilbøjeligheder, fejler i hvert fald ikke noget. Jeg kan f.eks. ikke længere aflægge asylansøgere besøg, uden at de bagefter højst sandsynligt udsættes for stenkast på vinduet, banken på døren om natten, blokering af dørhåndtag fra ydersiden, således at man kun kan komme ud af sit værelse ved at kravle ud gennem vinduet med mere.

Et andet effektivt virkemiddel er at erklære den kristne for uren og undgå enhver kontakt med den pågældende.Der er også en livlig meddeler- og stikkervirksomhed i gang på nettet, idet man orienterer familierne i hjemlandet om deres sønners kristne aktiviteter og kirkegang. Man medsender også gerne billeder, der dokumenterer at de pågældende har haft kontakt med mig. Resultatet er, at klanlederne i hjemlandet presser familierne til at forstøde deres egne børn. Dermed risikerer de at blive slået ihjel, hvis de nogensinde viser sig på hjemegnen igen.

Ledelsen reagerer med forbløffelse, når jeg forelægger problemerne for dem. De kan slet ikke genkende det billede, jeg ridser op, og så får jeg ellers den sædvanlige historie om, at personalet forholder sig neutralt og ikke blander sig i asylansøgernes religiøse anliggender, medmindre de er tvunget til det, og i øvrigt hyggesnakker kristne og muslimer da engang imellem. Det har lederen selv set, og de kristne har i øvrigt ikke noget at lade muslimerne høre. … Problemstillingen anerkendes simpelthen ikke […]

Man kan selvfølgelig godt undre sig over, hvad totalitært tænkende muslimer overhovedet vil her i Danmark, men er det slet ikke ledelsen bekendt, at der er en gren af islam, som drømmer om verdensherredømmet (et emne som er fortiet og fornægtet i den europæiske kulturdebat)? Man kan ikke andet end tænke i sit stille sind, at det danske samfund ikke får andet end problemer med dem, hvis de får asyl…..Min menighed af kristne asylansøgere er nu skrumpet betragteligt ind. Fra at have haft kontakt med ni asylansøgere er der nu kun de tre, der lever under min beskyttelse i Humble præstegård. De andre er faldet fra og tør simpelthen ikke at have mere med mig at gøre. “Kristne asylansøgeres mareridt”

Hvor er Enhedslistens Zlatan?

Danmarks mest monokulturelle parti mødtes til årsmøde i weekenden. Selvom rammen om årsmødet var Korsgadehallen på det multikulturelle Nørrebro, havde det ikke nogen effekt på valget til partiets hovedbestyrelse. Enhedslistens delegerede valgte 25 pæredanske danskere til partiets hovedbestyrelse.

Mennesker med anden etnisk baggrund finder gradvist plads i Danmarks politiske partier. Med tanke på SF’s Özlem Sara Cekic kan det selvfølgelig diskuteres om, det overhovedet er en god ide. Også hos Dansk Folkeparti, der ofte beskyldes for at dagdrømme sig tilbage til forgangne tiders monokulturelle Danmark, kan man iagttage tendensen. Således stillede eksiliraneren Peter Vandgaard op for Dansk Folkeparti ved kommunalvalget på Frederiksberg i 2011.

Hos Enhedslisten forholder det sig derimod anderledes. På weekendens årsmøde valgte de 424 delegerede en ny hovedbestyrelse, der ifølge det genvalgte hovedbestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen er mere rød end den tidligere. Til gengæld kan man konstatere, at Enhedslistens ny hovedbestyrelse er akkurat så hvid som den hovedbestyrelse, den afløser. Her er Enhedslistens hovedbestyrelse. (Zlatan flyttar inte hem till Malmö.)

Låna en levande bok

Vi börjar den nya veckan här i bloggen med en malmöitisk gästskribent, Filippa von Platen. Hon kan sitt Malmö och är en flitig biblioteksbesökare. Det fick henne att hamna i en kampanj som Malmö Stadsbibliotek dragit igång, i akt och mening att besökarna ska konfronteras med sina egna vanföreställningar. Men ibland tycks det som om det är biblioteket själv som vårdar såväl myter och fördomar som vanföreställningar. Läs och lär och välkomna till en ny vecka i bloggen.

Låna en levande bok

Det händer ofta intressanta saker på Malmö stadsbibliotek. Det är den 15:e april och bibliotekets hemsida proklamerar att man idag kan låna en levande bok. Det är ett återkommande program som blivit mycket populärt – så populärt att bibliotekarier så långt ifrån som Australien rest hit för att implementera idén down under. Att låna en levande bok innebär att man på tu man hand får sätta sig ned och prata med en intressant person. Det kan vara en ”transsexuell”, en ”ortodox präst”, en ”pilgrimsvandrare” eller ett ”regnbågsbarn”. Vid flera tillfällen har man kunnat låna en “muslim”. (För några år sedan hette samma program Låna en fördom – man kunde få tala fritt med någon som det antogs att det rådde förutfattade meningar om.)

Hur som helst, denna dag utlovades bland annat både en ”same” och en ”homosexuell muslim”. Det sista lät spännande så jag går dit och mycket riktigt står det en gravid kvinna i slöja bredvid ett bord med sameluvor. Prata om tillfälle att bli av med förutfattade meningar! Men hon för redan ett samtal med en man så jag får ställa mig i kö för att låna henne. Programvärden ser vänlig och inbjudande ut. Jag går fram till henne och frågar glatt om det är här man anmäler sig för att prata med den homosexuella muslimen? Leendet fryser och hon kastar en orolig blick bakåt mot den slöjklädda damen som befinner sig någon meter längre bort. ”Det är inte idag!” säger hon kallt och avvärjande – det är tydligt att hon vill att jag ska gå min väg. Men jag står på mig: ”Men det står ju på er hemsida att man kan få låna en homosexuell muslim idag?” Kvinnan rycker till och kastar ännu en orolig blick bakåt. Det verkar vara just orden ”homosexuell” och ”muslim” som bekymrar henne. Konstigt – hit kommer man ju för att vidga sina vyer?

Fortsæt med at læse ““Hvad skal de her ?””

Øjenvidner fortæller om det på bloggen P.I. (der har været nede i over ti timer, PI under heavy DOS attack), men så ukonkret, at det ikke kunne betrates som en kendsgerning. Tyske medier har ikke nævnt det med et ord, men her kommer det fra politi på stedet, to gange så det ikke kan misforstås. Der er en teoretisk mulighed for, at øjenvidnerne ikke taler sandt, og betjenten på videoen blot vil skræmme PRO væk, men den virker ikke stor. En 25-årig tyrkisk vaneforbryder fra Hessen er anholdt for mordforsøgene med kniv på to betjente

Jeg har oplevet meget i min karriere, men aldrig denne form for vold, “siger indsatslederen Klaus Kapellner. “Selv erfarne kolleger var bange.”Mord-Anklage nach Muslim-Krawallen – Mohammed Karikaturen ab morgen verboten

Det er ingen spøg at være politibetjent i Tyskland. Alene i Nordrhein-Westfalen bliver 1.874 betjente voldeligt overfaldet, hver fjerde betjent har oplevet det, én hver 90. minut.

Hollande vandt ikke, Sarko tabte

60 % af Hollandes stemmer skyldes afsmag for Sarkozy. Med det ene øje på DR-Update, hvor der er glæde over hele femøren. Franskmænd i Danmark, der alle har stemt socialistisk, Karin Mørch der ud fra sin enthusiasme, må have gjort det samme. Selv ville jeg have foretrukket ‘Sarko’ som det mindre onde, men jeg betragter dem begge som samme afskyelige eurofile elite, som blev så nådesløst kortlagt ved rigmanden, socialisten Dominique Strauss-Kahns fald. Jeg er derfor modsat DR temmelig uberørt af om det blev den ene eller den anden. 35 % af franske arbejdere stemte Le Pen, blandt de unge over 50 %. Christopher Caldwell har et blik for fremtiden og anatomien i valget, man ikke ser på DR.

How did Hollande convince French voters that he was their ideal leader? He didn’t. He sat around not being Sarko, as the president is called. An exit poll found 38 percent of Hollande’s voters chose him because they like him; 60 percent picked him because they dislike Sarko. This may be good news for Mitt Romney, but it is not good news for France.

In fact, the major preoccupations of the National Front in recent years, and especially since the party was taken over by Marine Le Pen 18 months ago, have been the erosion of French democracy by the European Union and the erosion of the French economy by globalization (of which immigration is certainly an aspect). The FN has become a protectionist, anticapitalist party of the dislocated working classes. Nonna Mayer, an expert on extremism at the Institut d’Etudes Politiques in Paris, estimated this week that Marine Le Pen had won the allegiance of 35 percent of the working class. Polls taken shortly before the first round showed her the top votegetter among the youngest voters.[..]

The upshot of this election’s first round is a likely victory in the short term for the Socialists, but a larger long-term victory for the National Front. Sheer arithmetic is doing away with the cordon sanitaire, turning the FN into the natural political home for voters driven out of the two larger parties by an evolving economy. It may be turning the FN into the natural opposition party of France. Caldwell: The Lady with the Popular Front (François Hollande was announced the victor with 50.83% of the votes while Sarkozy received 49.17%. About 300,000 votes separated them. 93% of Muslims Voted for Hollande)

La France d’après fête la victoire de François Hollande : incidents partout

EDL marchers in Luton were marshalled by a heavy police presence. Two demonstrations that threatened to bring trouble to a town centre have passed off without major incident.The English Defence League (EDL) and We Are Luton (WAL) staged separate events and were kept away from the town centre.Thousands of demonstrators from the groups were marshalled by 1,500 police brought into Luton from 22 UK forces. Luton protest: EDL and WAL marchers kept apart. Praise for police after Luton EDL protest, Bottles and fireworks thrown as police struggle to contain 3,000 English Defence League supporters in Luton

Se også Kevin Carrol, Luton, May 5 2012

Pro NRW må ikke ikke længere vise “islamfjendtlige tegninger”

Så skulle den ged være barberet. 600 muslimer ville gå løs på 30 PRO-NRW demonstranter, men måtte nøjes med at lemlæste 29 politifolk. Vold betaler sig når man skal få demokratiets politikere til at gøre i bukserne af angst.

Nordrhein-Westfalens indenrigsministerium har reageret på urolighederne på et valgmøde for partiet “Pro NRW”. “Pro NRW” får af Ralf Jäger (SPD) ikke længere lov til at vise karikaturtegninger foran moskeer. Det er det andet forsøg på et sådant forbud. Det første fik partiet afværget ved en domstol. Med forbuddet vil Jäger beskytte politiet mod overgreb. Politiunionens formand har udbedt sig meget strenge straffe til gerningsmændene i Bonn. NRW-Innenminister untersagt Zeigen islamfeindlicher Karikatur, Rechtsextreme Partei soll keine Islam-Karikaturen mehr zeigen dürfen (Snaphanens oversættelse)

»We use a pen, they use an axe«

Newsmax: Author Geert Wilders: No Difference Between Islam, Radical Islam

Sammenlagt forventer Migrationsverket ca. 175.000 nye asylsøgere og familiesammenførte i de to år 2012-13:

Befolkningstallet i Sverige stiger med raketfart i disse år. I sidste uge rundede befolkningen i Sverige 9,5 millioner. Siden august 2004 år er folketallet øget med 500.000. Samtidig sker der en drastisk ændring af befolkningens sammensætning.Fødselsoverskuddet for perioden 2004-11 udgjorde ifølge Statistiska Centralbyrån ca. 137.000, hvoraf mødre født i ikke-vestlige lande stod for ca. 22.000 fødsler. Resten af stigningen i folketallet skyldes helt overvejende indvandring fra ikke-vestlige lande, nemlig asylsøgere og familiesammenførte fra lande som Afghanistan, Irak og Somalia. Arbejdsindvandrere fra hele verden bortset fra Norden udgjorde ca. 50.000 fra 2004-2011. Antallet af opholdstilladelser med en af tre former for flygtningestatus fra 2004-11 udgjorde knap 50.000, mens antallet af familiesammenførte udgjorde omkring 250.000. Og stigningen fortsætter. Især fra Somalia

Totalt lyder prognosen nu på 59.500 familiesammenføringer i år og 53.000 næste år, altså 112.500 for 2012-2013. Migrationsverket regner i øvrigt med, at også antallet af asylsøgere vil stige som konsekvens af de nye regler. Vurderingen i Migrationsverket er, at de mildere identitetskrav vil få flere asylsøgere til at tage til Sverige, fordi de ved, at det er muligt for den øvrige familie at følge efter, hvis de bevilges permanent opholdstilladelse, skriver R&D. Migrationsverket har derfor opjusteret antallet af forventede asylsøgere med 2.000. Prognosen lyder nu på, at 31.000 personer vil søge asyl i Sverige både i år og næste år, altså 62.000 på to år. I 2011 søgte 29.600 personer asyl i Sverige, som dermed er det femtestørste ansøgerland i verden. Sammenlagt forventer Migrationsverket altså ca. 175.000 nye asylsøgere og familiesammenførte i de to år 2012-13……Det er bemærkelsesværdigt, at den store indvandring – større end i noget andet vestligt land målt i forhold til indbyggertallet – ikke fremkalder nogen debat i Sverige om, hvor mange landet kan tage imod og forsørge, og samtidig sikre en fornuftig integration. [..]

I medierne behandles spørgsmålet meget diskret. Medierne er optaget af at undgå negativ omtale af flygtninge/indvandrerproblematikken, fremgår det af det seneste nummer af det svenske journalistforbunds blad, Journalisten. Her er det et stort tema, hvordan man undgår såkaldt net-had på mediernes hjemmesider. Hvis der er mulighed for at kommentere artikler, er der en udbredt tendens til, at de kommer til at handle om indvandringsproblemerne. Derfor har bladene i vidt omfang fjernet muligheden for at kommentere sådanne historier, fremgår det. – Sverige under forandring af FREDE VESTERGAARD, Weekendavisen 03.05.2012 – ikke online. – (Se også Vansinnet accelererar med alliansregeringen, Sverige tar emot flest somalier i Europa og Document.noSverige – spranget inn i det ukjente. )

Black Countrys trasproletärer

Theodore Dalrymples erfarenheter som fängelseläkare och författare

Af Thomas Nydahl

Som söndagsläsning vill jag visa er början och slutet på ett kapitel jag arbetar med just nu. I centrum står den gamle fängelseläkaren Anthony Daniels som i många år arbetade i Birmingham. Han är numera främst känd för sitt författarskap.

Det händer inte sällan att jag tänker på Friedrich Engels skildring av de brittiska proletärernas materiella och andliga nöd i industrialismens inledningsskede, när jag läser Theodore Dalrymples (pseudonym för Anthony Daniels) skildringar av den brittiska samtiden och dess förlorare och trasproletärer. De miljöer Engels skrev om karaktäriserades av obegränsat barnafödande, ständiga sjukdomar, analfabetism och massiv obildning, men kom förstås med industrialismens tillväxt också att förändras i riktning mot folkbildning och fackföreningsaktivism, där en medveten arbetarklass drev utvecklingen framåt. I och med industrialismens död i dessa brittiska miljöer, och den därpå följande massarbetslösheten, har landet fått ett skikt av unga människor som kännetecknas av ungefär samma saker. Tonårsmödrarna är som bekant många i Storbritannien: “Många tonårsföräldrar ser föräldraskapet som en personlig uppfyllelse och inte något som förknippas med socialt utanförskap, istället något normalt”, skriver Therese Odengard i sin c-uppsats vid Göteborgs universitet 2008, ”Meningen med livet. Om hur unga mödrar i London bemästrar det mångkulturella storstadssamhället”

Och den fattigdom jag möter där idag är förstås inte densamma som då, men de uttryck den tar sig är lika tröstlösa och deprimerande, eftersom de tycks få människor att konservera en situation som dömer dem till evigt bidragsberoende. Dalrymple skriver:

”Väldigt få av de sextonåriga patienter som jag träffar kan läsa eller skriva utan svårigheter. De uppfattar inte ens min fråga om de kan skriva och läsa som det minsta överraskande eller kränkande. Jag tester numera den grundläggande läs- och skrivförmågan hos så gott som varenda en av dessa ungdomar för att ta reda på om analfabetism kan vara en av orsakerna till deras elände. (Nyligen hade jag en patient vars bror valde att begå självmord hellre än att utsätta sig för förödmjukelsen att avslöja sin oförmåga att läsa de blanketter som han var tvungen att fylla i på socialkontoret.) Det räcker med att se hur dessa ungdomar håller i en penna eller en bok för att förstå att de inte är förtrogna med dessa verktyg. (…) Jag kan inte minnas att jag har träffat en enda vit sextonåring från hyreskasernen i närheten av sjukhuset där jag arbetar som har kunnat multiplicera nio med sju (jag överdriver inte). Ofta går de till och med bet på tre gånger sju. En sjuttonårig pojke berättade för mig att de ’aldrig kom så långt’. Och detta efter tolv års obligatoriskt skolgång (eller, rättare sagt, närvaro).”

“Och kunskapsnivån inom andra områden är inte ett dyft bättre än inom matematiken. De flesta av dessa vita ungdomar som jag träffar känner bokstavligen talat inte till namnet på en enda författare och kan definitivt inte citera en enda versrad. Ingen enda av mina unga patienter har vetat när andra världskriget ägde rum, och än mindre när det första utspelade sig. Somliga har aldrig hört talas om dessa krig, men nyligen hade jag en ung patient som trodde sig veta att andra världskriget ägde rum på 1700-talet. Med tanke på det rådande kunskapsmörkret blev jag imponerad av att han ens hade hört talas om 1700-talet”
“Namnet Stalin betyder ingenting för dessa unga människor, det får inte ens en klocka att ringa svagt i deras inre, vilket namnet Shakespeare (emellanåt) gör. Och det är troligare att de uppfattar 1066 som en prisangivelse än ett årtal. De unga är dömda att leva i ett ständigt nu, ett nu som bara finns där och saknar förbindelse med ett förflutet (…) Halvanalfabetismen och okunnigheten är inget som nödvändigtvis hindrar dessa människor från att ta examen, åtminstone inte på lägre nivå. Eftersom det numera anses vara dödligt skadligt för självkänslan att bli underkänd kan alla som verkligen går upp i en examen räkna med att få ett avgångsbetyg.”

Den 22 april 2012 skrev Dalrymple en intressant text i Wall Street Journal om ”det motbjudande förråandet av England”. Återigen får vi bekanta oss med en vardaglig busstur i landet:

“För några dagar sedan, vid en fullproppad busshållplats i Nottingham började en fet yngling i trettonårsåldern att kasta mat på en kompis. En del av det var nära att träffa mig och landade på marken precis bredvid och förvandlades till sörja. ’Förlåt mig’ sa jag till ynglingen, ’kan du plocka upp det där?’ ’ Shut the fuck up!’ morrade han ilsket, med en verkligt hatisk grimas i ansiktet.”

Fortsæt med at læse “»Medierne er optaget af at undgå negativ omtale«”

Nu er det ‘kun’ de 12.084 der er direkte knyttet til asylindustrien, – og der er tale om en storindustri, det er ikke for at være sprogligt ubehøvlet, – men ser man på arbejdsmarkedet, hvor hovedbidragyderne er landene Egypten, Bangladesh, Syrien, Kina, Iran, Irak, Mongoliet, Pakistan, Tyrkiet og Ukraine, så kan man spørge sig hvilken ekspertise de tilføjer Sverige på et tidspunkt hvor de har en arbejdsløshed på 7.7 % og en ungdomsarbejdsløshed på 25.5 %, der har sendt 80.000 svenskere til Norge. Selv nede i min lokale Netto sidder en svensker fra Mellemøsten. Det må han gerne, men hvor mange ‘svenskere’ skal Norge og Danmark bruge?

Bemærk familiesammenføringerne. Holder tendensen sig, bliver det 35.296 i hele 2012, men prognosen i år lyder på 59.500 familiesammenføringer i år og 53.000 næste år på grund af ændrede betingelser for somaliere. Til sammenligning havde Danmark 2.914 famliliesammenføringer i hele 2011, altså langt under en tiendedel. De store grupper familiesammenførte kommer fra Somalia, Iran, Irak, Kosovo, Serbien, Bangladesh, ‘Statsløse’ (palæstinensere), Syrien, Tyrkiet og Thailand, og må overvejende anses for tungt integrerbare. Beviljade uppehållstillstånd och registrerade uppehållsrätter innevarande år, första och andra instans

Der er indkommet 10.005 asylsøgninger til Sverige i de første fire måneder af 2012. Der er 35.562 ventende på afgørelse i det svenske asylsystem. Sammenlignet søgte 3.811 asyl i Danmark i hele 2011. Sverige får altså ti (10) gange så mange asylansøgninger som Danmark og tolv (12) gange så mange familiesammenføringer. I danske asylcentre befinder sig 4.287 personer.

Politikerne minus 20 SD mandater synes at dette er i skønneste orden år efter år, årti efter årti. 94 % af befolkningen synes det åbenbart også, og så kan det ikke jo være anderledes. I 1992 kunne svenskerne påstå, at de ikke var advaret om følgerne, men det kan man ikke dække sig ind bag mange milliarder kroner og mange tragedier efter. Sverige vil være en ‘failed state’ fra engang i midten af dette århundrede. For os der har holdt øje med detaljerne over tre årtier, er den det allerede i det små, men i dag ser også det utrænede øje de opløsningstendenser, jeg skrev om for 12-15 år siden. Om kun 38 år er svenskere i minoritet i 13 af de største kommuner i landet.

Jamen, kan det ikke også gå godt? Det er fuldstændigt utænkeligt. Hvis det skulle gå godt, ville en cost benefit analyse have vist det nu efter 40 år, men det gør den ikke ligegyldigt hvilket parameter man måler på. Det er allerede forlængst gået dårligt. I dag er det kun et spørgmål om, hvor dårligt det kommer til at gå og om det kan man kun gisne. – SE også: Utländsk bakgrund i alla kommuner 2050, Om Sverige hade haft dansk politik. Sveriges invånarantal passerade 9,5 miljoner i går. Ökningen består främst av invandring.

Ingen multikultur hos multikulturalisterne

Det politisk korrekte venstrefløjsparti, Enhedslisten har store problemer med mangfoldigheden.Partiet er næsten lige så hvidt, som Dansk Folkeparti, mens SF har fire kandidater med anden herkomst end dansk, og mens borgerlige partier som Venstre og De Radikale har adskillige. Men hos Enhedslisten skal man lede længe for at finde en indvandrer. Blandt de 42 kandidater til Folketinget, som partiet ved en vejledende urafstemning har ranglistet, er de 41 etnisk danske.

Nede på en ydmyg placering som nummer 37 på listen finder man Namdar Khezry. Han har næppe store chance for at blive opstillet i en af de 26 kredse, der kan give valg. Måske skal årsagen også søges i det faktum, at han stiller op på et program, der hylder sovjetkommunismen og lover at skabe det klasseløse paradis på under et år. Enhedslisten renset for indvandrere

Dette til trods vil partiet, der som det står skrevet i dag “befinder sig på månens bagside” Enhedslistens størrelse er et termometer på vores mest akutte eskapisme:

Vi vil lufte ud efter ti år med Dansk Folkeparti. En ny regering skal føre en anstændig udlændingepolitik. Enhedslisten vil fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer. Vi vil sikre asylansøgere ret til arbejde og uddannelse, mens deres sag behandles. Og så vil vi afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft.

Liége: Ihsane Jarfi myrdet for sin homoseksualitet

Den unge, åbent homoseksuelle marokkaner Ihsane Jarfi blev fundet tævet ihjel i en skov efter at have været forsvundet i en uge. Fire ‘af udenlandsk herkomst’ er anholdt, de tre har indrømmet mordet i følge belgiske medier. Det er ikke det første ‘homofobiske’ mord i Belgien, blot de første man har kunnet konstatere. I Sverige er der forkommet flere bøssemord, mest iøjenfaldende de to kosoalbanere Abdurraham Kushtrim Nika og Kushtrim Ademis mord på Daniel Nordström i Malmø den 20 december 2008. Det blev aldrig dømt som en ‘had-forbrydelse’ selvom det var helt oplagt var inspireret af Koranens had til homoseksuelle. De var 15 og 17 på tidspunktet, så de går frit omkring i Malmø i dag: Varför mördades Daniel Nordström? og Islamistiska Rosengårdselever mördade homosexuell i Malmö. Svenske medier tog sig det temmelig let. Race og religion trumfer selv de udvalgte køn, så er den historie overstået og Daniel kan sove videre i sin grav. Man må vende mig mod eufemismen ‘fobi’, når der ganske tydeligt er tale om religiøst betinget had, der efter mine begreber skulle dømmes som en religiøs terrorhandling.

He said: “We suspect the general population and the government underestimate homophobia and we demand the government provide us with a anti-discrimination plan. This probably isn’t the first homophobic murder, but it will be the first one to be officially labeled as such. Since 2006 public prosecutors and police are obliged to mention such motives.”Two suspects said the deceased man was still alive when they left him in the field, having physically beaten him. RTL reported that they claimed the victim had made a sexual advance. The third suspect denies everything. Pink News (Belgique: le meurtre d’Ihsane Jarfi était bien homophobe, Le meurtre d’Ihsane qualifié d’homophobe.) Video, fransk utekstet:

Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Jeg var 10 måneder, da jeg første gang var her i denne dejlige park eller mindelund. Siden er jeg kommet her hvert år den 4. maj, bortset fra nogle få år, hvor jeg var bosiddende i Jylland. Min far, læge Johannes Stefan Jørgensen fra Gentofte, var aktiv først i BOPA siden i Holger Danske. Men i forbindelse med en aktion blev han skudt (2.3.1945), pågrebet af tyskerne og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Hele livet igennem havde han betydelige fantomsmerter. Han døde, da jeg gik i 3. G og var atten år. Min fars far, min farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, blev dræbt af tyskerne ved et hævnmord, et clearingmord (24.4.1944), hvilket ikke fik min far til at neddrosle sin aktivitet som modstandsmand.

Min far var altid var glad den dag, vi var i mindelunden.

Vi plukkede de blomster, der var kommet frem i haven, købte flere hos blomsterhandleren, iførte os det fineste tøj, vi havde, og tog i mindelunden. Hele familien samt min farmor, onkler og tanter. Den 4. maj, besøget her i Mindelunden, hvor alle mine fars kammerater fra modstandsbevægelsen kom, samt den storslåede fest bagefter, hører til nogle af de lyseste minder, jeg har fra min barndom. Der var en særlig glæde blandet med sorg og tab. Også blandet med taknemmelig, lettelse, ydmyghed samt en vis skrøbelighed.

Tove Ditlevsen rammer noget, der ligner, set med pigeøjne i sit digt Erindring om en familietur til Søndermarken:

Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bak Søndermarkens grønne tremmedør.

Det hun beskriver her og stemningen passer meget godt med, hvad jeg kan huske

Det er klart, at det gjorde et meget stort indtryk på et barnesind at komme her fra lille af og se henrettelsespælene, alle gravene og få at vide, at ens far havde været i krig, det var derfor han manglede et ben, som han havde ondt i, og at krigen også var grunden til, at man aldrig ville møde sin farfar, samt at en del af fars kammerater lå i jorden her i denne pæne park.

Jeg tænkte meget over det og begyndte langsomt at forstå, selvom jeg undrede mig over det

Jeg var den yngste af fire børn, og var måske nok den, der var mest videbegærlig med hensyn til denne krig. Jeg ønskede at forstå så meget som muligt vedr. dette med, at min far og hans venner, som jeg fra lille af så op til, havde været i krig. Derfor stillede jeg både min far og hans kammerater rigtig mange spørgsmål. De var meget åbne, og igennem årene fortalte de mig en del om aktionerne, også om stikkerlikvideringerne, og om den motivation, der drev dem. Om angsten presset, tankerne og deres følelser. Jeg må sige, at den beskrivelse og beretning som bl.a. Peter Øvig Knudsen er fremkommet med i nyere tid af frihedskæmperne, som værende modige og med en særlig trang til spænding, ikke er noget, jeg kan genkende ud fra deres svar og beretninger. De var uhyre forskellige, men jeg fik et klart indtryk af, at deres motivation for at gå ind i modstandsbevægelsen var ret ens. Hvis der var noget fælles over dem, så var det det. De var først og fremmest alle drevet af en vrede og en følelse af forpligtigelse og nødvendighed, som fik dem til at træffe et aktivt valg. De kunne også have valgt at overlade det hele til andre, til skæbnen eller til politikerne. Hvilket jo også ville have været at træffe et valg.

Det lyder måske mærkeligt, men faktisk husker jeg den første gang, jeg stillede min far det første store spørgsmål om krigen. Jeg husker det, fordi han blev så hamrende vred, så det stadig står klart i min hukommelse. Det var inden, jeg startede i skolen. Jeg talte først, da jeg var noget over fem år, så jeg har nok været ca. seks år. Det ærgrede mig, at jeg aldrig ville møde min farfar. Ja det var jeg faktisk vred over. Jeg vidste, han havde været læge her i Gentofte, sådan som min far også var det, og jeg vidste, at tyskerne havde skudt ham midt i konsultationen.

Jeg tænkte også på, at der kunne komme krig igen. I så fald var jeg ikke i tvivl om, at min far og hans kammerater igen ville være aktive, men jeg tænkte, at som etbenet ville min far nok ikke klare den næste gang. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt meget over, hvad vi burde eller kunne gøre, hvis der kom krig igen. Når fjenden, tyskerne igen eller hvem det nu måtte være næste gang, kom hertil og i en stor samlet trop marcherede imod os – sådan forstillede jeg mig det ville være – så skulle man lade mig gå forrest alene hen imod hele regimentet med min nye gule kjole med brune broderinger på. Jeg troede ikke, de ville skyde en pige, forklarede jeg min far. Og så ville jeg spørge dem, om ikke vi skulle være venner og sige ”hvad er det I vil have?”, og det skulle vi så give dem. Så ville der ikke blive krig. Nu ville jeg høre, om han ikke syntes, at det var en god ide.

Fortsæt med at læse “4. maj: Tanker fra Mindelunden i Ryvangen”

Filmen bygger på det eneste overlevende referat af konferencen nr. 16 ud af 30, som amerikanerne fandt i tyske udenrigsministerielle papirer i 1947. Eichman havde skrevet dem med ordre til deltagerne om at læse det og brænde det. Filmen fanger miniportrætter af de 15 medvirkende konferencen, de urolige jurister, den vulgære, storædende Dr. Gerhard Klopfer, den iskolde Roland Freisler, den overfladisk charmerende Reinhard Heydrich, “Slagteren fra Prag, “Det blonde uhyre” som Kenneth Branagh spiller med en menneskeliggørelse, der gør virkningen om muligt værre. Endelig den golde, kejtede teknokrat Adolph Eichman, en virkelig nullitet, der til slut sætter adagioen fra Schuberts Strygekvartet i C dur på og afslutter med ordene: “Jeg har aldrig forstået passionen for Schuberts sentimentale wiener-lort.” Man tror ham. – Originaldokumentet: Protokoll der Wannsee-Konferenz vom 20. Januar 1942

Pim Fortuyn rehabiliteret på P 1

De fleste husker nok hvordan Fortuyn énstemmigt blev beskrevet for ti år siden da han blev myrdet af en fanatiker, der kun var en anelse mere ‘progressiv’ end journaliststanden. Det er tankevækkende, at journalister og akademikere der i dag føler sig kapable til at dømme over, hvem der er ‘populist’ og hvem ikke, har en dømmekraft og en politisk tæft der befinder sig mindst ti år efter deres befolkningers. Betænk blot, at 41% af svenske journalister i en undersøgelse 30 marts stemmer på det post- og pseudokommunistiske Miljöpartiet, der er 100 procent virkelighedsbefriet. Hvem skal denne avantgarde i egen indbildning rehabilitere om ti år ? Man har lov at gætte.

“Han advarede og hans analyse har vist sig at være lige på kornet. Hollænderne stolede før på eliten, det gør de ikke mere. De er bedre informeret og bedre uddannede end før, og de resultater de ser fra politikerne, imponerer dem ikke. De ser politik som et forældet teater med gamle løsninger på nye problemer. De Hond opfatter situationen i Europa som eksplosiv og måske præ-revolutionær. Jeg tror vi er tættere på den situation, end folk er klar over. Der skal bare en gnist til.”

På søndag, den 6 maj, er det 10 år siden, at den kontroversielle hollandske politiker Pim Fortuyn blev myrdet.Orienterings Jacob Langvad har været i Amsterdam, og tale med Maurice de Hond om sporene efter Fortuyn i hollandsk politik. De Hond står bag et af landets førende opionsmålingsinstitutter.Arven efter Fortyun, P 1 Orientering 03. maj 2012. Hør indslag (11:01)

Bin Laden Welcomed That “Arab Spring”

“The fall of the remaining tyrants in the region was inevitable,” he continued, and said al-Qaeda must increase efforts by “educating and warning Muslim people” about “half solutions” touted by the Muslim Brotherhood and similar Islamist groups. If al-Qaeda were successful in recruiting the newly freed rebels, bin Laden said, “then the next phase will [witness a victory] for Islam”.

He said al-Qaeda could capitalise on the revolutions, including “inciting people who have not yet revolted and exhort them to rebel against the rulers” and calling for jihadis to unite in a broader media campaign to that point. Bin Laden supported Arab spring

Man kan se hele korrespondancen her på engelsk fra september 2006 og frem: Letters from Abbottabad: Bin Ladin Sidelined?

Antifacister banket af salafister i Solingen Halløj på ekstremisthotellet – ‘Pang i bygget’ som det hedder. Salafisterne ville også stene politiet. Det gik ikke godt.

Ah, a chance to use that excellent German word Schadenfreude. On 1 May in Solingen, the German anti-Islam movement PRO NRW (Pro North Rhine Westphalia) held a demonstration. Hundreds of assorted Muslims and far-left extremists turned up to harass and intimidate them. Two of these “antifascists” found themselves in the midst of a horde of Salafist Muslims, who promptly started beating them up with bits of wood. Even after they were lying helpless and passive on the ground, the Muslims kept laying into them. One was bad;y hurt in the head; the other in the arm. Both required hospital treatment. Apparently it wasn’t a failure of recognition either. The Muslims knew that these were leftist anti-fascists who had come to protest against the “islamophobes”. They beat them up anyway. German “Antifascist” Leftists Badly Beaten Up by Salafist Muslims, Linke in Solingen verprügelt

Om muslimsk invandring till Europa utifrån det brittiska exemplet.

Af Thomas Nydahl

I sin bok om det nya Europa, med delvis ny befolkning, tog Christopher Caldwell inledningsvis upp Powells tal och dess kontext. Caldwell är krönikör i Financial Times och medverkar också i The New York Times Magazine och Weekly Standard. Han är bosatt i Washington men är en flitig Europaresenär. Han ser i sin bok utvecklingen både med icke-europeiska ögon och med den kunniges utgångspunkt.

Caldwell konstaterar att Powell håller sitt tal bara två veckor efter det att Martin Luther King mördats och kravaller brutit ut i flera amerikanska städer. Ett halvt år senare håller Powell ännu ett tal, nu för en Rotary-klubb i London, där han varnade för, att om invandringen fortsatte på den utstakade vägen, så skulle

”hela städer i Yorkshire, Midlands (…) domineras av eller helt få en afro-karibisk befolkning (…) I hela dessa områden kommer ursprungsbefolkningen, Englands folk, som kärleksfullt betraktar detta land och dessa områden som sina, att ha fördrivits – Jag använder med avsikt det mesta neutrala ord jag kan hitta (…) Englands folk kommer inte att stå ut med det.”

Caldwell hävdar att all brittisk diskussion om invandringen sedan dess har handlat om huruvida Powell hade rätt eller ej. Men man har, säger han, blandat samma två olika tolkningar av ordet rätt – den moraliska meningen och den faktiska. Powells varningar orsakade också en klassmässig klyfta gällande vilken av dessa två tolkningar som är politikens viktigaste. De politiska eliterna, säger Caldwell, fokuserar på frågan om huruvida Powell hade moraliskt rätt. Mediatäckningen av hans tal gick helt emot honom. Men den folkliga opinionen fokuserade på huruvida han rent faktiskt hade rätt. Och i det avseendet hade han rätt, bortom varje tvivel. I sitt Rotarytal chockade han åhörarna med att säga att den icke-vita befolkningen i Storbritannien skulle öka från en miljon till över 4,5 miljoner år 2002 (den nationella folkräkningen 2001 fastställde antalet till 4.635.296 personer). I 1970 års valrörelse sa han till väljarna i Wolverhampton att ungefär en femtedel eller en fjärdedel av deras stad och Birmingham skulle bestå av invandrade från samväldesländerna och deras ättlingar (enligt folkräkningen 2001 blev de i Wolverhampton 22.2% av befolkningen och i Birmingham 29.6%). Hans prognoser skulle visa sig stämma förbluffande väl.

Caldwell säger att vanliga britter ”älskade Powells Birmingham-tal”. Han fick enorma mängder brev från britter som uttryckte stöd, hela 100.000 de första tio dagarna, och då sägs endast 800 av dem ha uttryckt kritik mot honom. Powell hade dock fel på en avgörande punkt, säger Caldwell. Om engelsmännen inte kunde acceptera den diagnostiserade invandringen då – mellan 1968 och 1970 – har det visat sig att man nu, på 2000-talet, i väldigt hög utsträckning har gjort just det. Jo, säger Caldwell, ”blod har förvisso flutit” – han nämner både så kallade ’raskravaller’, rasistiska mord och terrorism som exempel – men utvecklingen har inte ”fått floderna att skumma”. Vad var det då han misstog sig på? Caldwell anger som första orsak britternas ”skam”. Den allt dominerande moraliska stämningen i efterkrigstidens Europa, präglades av ånger inför två historiska missdåd, kolonialismen och nazismen:

”Det är sant att Storbritannien, ensamt bland de västeuropeiska länderna, saknade anledning att känna ånger för ha utfört, uppmuntrat eller passivt ha betraktat fascismens övervåld två eller tre årtionden tidigare. Storbritannien hade dock nyligen upplöst, eller jagats bort ifrån, världshistoriens största imperium, vilket fått många människor att känna sig skamsna och avvikande. Powell var ett undantag. Som en av det gamla imperiets tillskyndare, som drogs med av romantiken kring det, saknade öra för ångerns sorgesång, och förstod inte att hans samtida hörde en annan sorts musik”.

”För Powell”, säger Caldwell, ”var massinvandringen till Europa inte en fråga om individuella invandrare som ’letade efter ett bättre liv’, som det bekanta uttrycket lyder. Det var frågan om en organiserade massa som krävde ett bättre liv, en önskan med helt andra politiska konsekvenser.”

För de engelsmän som delade Powells syn, kom det kanske allra tydligast till uttryck i West Midlands, där motståndet mot invandringen samlades under parollen ”Keep Black Country White”.

Caldwell menar att vi måste nyansera och förstå att invandringsvågorna i Europa är av minst två slag. Många européer, säger han, flyttar till och/eller mellan olika EU-länder. Det är inte en immigration, utan en inomeuropeisk förflyttning som saknar egentliga problem. Han säger att runt 10% av alla människor i dagens Europa i ett eller annat avseende är att betrakta som migranter. Också tidigare utvandringsländer som Irland och Spanien har idag en invandringsnivå som befinner sig ungefär där andra europeiska länders gör, Irland med 14,1% och Spanien med 11,1%.

Det han vill belysa med sin bok är något helt annat, nämligen ”invandringen från icke-europeiska länder och kulturer. För att ytterligare förtydliga, så handlar den om vissa problem skapade av icke-européers önskan att bosätta sig i Europa för gott, de problem som hänger samman med multietniska och mångkulturella samhällen.”

Han pekar särskilt ut den muslimska invandringen som problematisk. Jag tror att han instämmer i Bernard Lewis ord till en tysk journalist: ”Europa kommer att bli en del av västra arabvärlden, av Maghreb”. Madrids borgmästare, Alberto Ruiz-Gallardón sa 2006 att islam ”inte är och inte heller vill bli mångkulturell”. Med grundläggande kännedom om islam och islamism kan man istället konstatera att denna religion/kultur/politik befinner sig i en utveckling som kräver inte bara inflytande och deltagande i invandringsländerna, utan de faco makt över institutioner och samhällsliv. Sitt kapitel om Powell och hans Birmingham-tal avslutar Caldwell med att göra analyser av hur man kan betrakta den europeiska utvecklingen. Den pessimistiska synen delar jag i allt väsentligt. Han menar att ”européer vet mer om arabisk kalligrafi och kente cloth ((Nwentoma, ett tyg där man vävt samman bomull och silke, och som produceras i Ghana och Elfenbenskusten)och mindre om Montaigne och Goethe.”

Längre fram i betraktelsen diskuterar Caldwell utvecklingen från slutet av 1950-talet till idag. När invandringen från länder som Turkiet började också i de nordeuropeiska och skandinaviska länderna, var det väl inte någon som hade trott att ”det ett halvt århundrade senare skulle finnas tusentals moskéer över hela kontinenten”. Hade européerna vetat det, säger han, ”skulle de aldrig ha tillåtit det”. Skillnaden mellan den tidens migration och den som pågår just nu är ändå mycket stor. Majoriteten av dem som kom till norra Europa, från länder som Turkiet, Jugoslavien, Grekland (och Finland i Sveriges fall) kom för att arbeta. De flesta som idag kommer är för det första muslimer (från Irak, Palestina, Afghanistan, Somalia) och för det andra hamnar dessa människor i mindre eller högre grad i befintliga getton, där det förstås vare sig finns jobb att få, eller vägar in i majoritetssamhället. Gettot definieras först och främst som en plats där man, tack vare ekonomisk rundhänthet från myndigheterna, klarar sig alldeles utmärkt utan att kunna ett ord svenska eller ha arbetat ihop en enda svensk krona. Minnesvärda är de ord som en ung irakisk kvinna fällde om Malmö: ”Jag stortrivs. Här är det precis som i Bagdad”.

Fortsæt med at læse “Segregation eller isolationism?”

Danske arbejdere vil have en Venstre-DF regering

De to partier ville kunne danne regering alene uden de såkaldt konservative, hvis faglærte og ufaglærte bestemte alene. Desværre skal de kvart- og halvintellektuelles stemmer også vejes ind. En VO regering har jeg ønsket i nogle år, arbejderne har helt ret, men nu skal vi lige komme over det momentane hjerneslip danske vælgere havde omkring den 15. september 2011. Det gik hurtigt over, men da var krydsene sat. Men bare vent, tider skal komme når Thorning er blevet forhenværende og EU kommissær. I ventetiden kan vi fornøje os med at se S, SF og Enhedslisten slides op af mødet med virkeligheden, og spekulere på hvordan de overhovedet skal holde sammen på miséren i tre et halvt år til.

Især det seneste halve år er den udvikling gået stærkt. Professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har for altinget.dk undersøgt vælgernes vandringer på baggrund af mere end 30.000 Gallup-interviews fra det seneste folketingsvalg og frem til nu. Tallene viser, at Venstre er det suverænt største arbejderparti med 31,8 procent af stemmerne blandt faglærte og ufaglærte. Sammen med Dansk Folkeparti, der får 20,9 procent, vil de to partier alene kunne danne en flertalsregering, hvis det stod til arbejderne. Socialdemokraterne er med 22,5 procent kun lige akkurat en anelse større end Dansk Folkeparti. Danske arbejdere stemmer borgerligt

Sultan Knish/Daniel Greenfield: Israel om 50 år

Langt og stanglærd med en sort, underskruet humor. Om et land der har levet hele sit liv i en kronisk krise, undtagelsestilstanden som det normale, en tilstand kommende europæere kommer til at vænne sig til med millioner af humørlabile, voldsparate muslimer som deres naboer. Måske Israel-bashingen fra frelste europæere vil forstumme, når tilstanden bliver så manifest at den ikke længere kan lyves bort. Plug nogle hørebøffer på, læn dig tilbage og luk øjnene, der er alligevel ikke noget at se på. Foredraget er 1 t. 17 minutter, Q & A resten. Via Veritas Universalis.